Parforhold parterapi

Hvornår skal du lade dig skille fra din partner?

dreamstimelarge_8044090Normalt anbefaler jeg, at man altid prøver alle muligheder over en længere periode, før man i et kompliceret og smertefuldt parforhold overvejer den allersidste udvej: Skilsmissen.

Husk, at summen af problemer altid er den samme. Hvis du lader dig skille, fordi din partner er uudholdelig, vil nogle problemer forsvinde, men andre uundgåeligt dukke op. Især hvis I har børn sammen.

Men hvornår er det tid at sige: “Nok er nok”? Hvis din partner altid vrisser ad dig, helt åbenlyst foragter dig, nægter at røre ved dig, modstræbende går i parterapi eller måske afviser enhver form for parterapi og egenterapi, kan det være fordi din partner ikke evner eller måske ligefrem nægter at arbejde med sig selv og sine egne overbevisninger og projektioner. Samtidig er der stor sandsynlighed for, at din partner påstår, at alt, hvad der er galt, er din skyld. At tro, at alle genvordigheder er ens partners skyld, er en egoistisk holdning og en barnlig, umoden, infantil adfærd.
For mange år siden levede jeg selv sammen med en kvinde, som efter fem års samliv hårdnakket påstod, at jeg var psykisk syg. Hun fik mig oven i købet til at opsøge en psykiater, men allerede til den anden konsultation afsluttede han behandlingen med at sige direkte til mig, at jeg skulle gå hjem og blive skilt så hurtigt som muligt. Jeg er blevet betydeligt klogere på mig selv og parforhold siden da….
Hvis du igennem adskillige år har været sammen med en partner, der ikke ønsker parforholdet, og du kan mærke, at det efterhånden går ud over både dig, parforholdet og børnene, så er det på tide at skride til mere drastiske valg og handlinger.

Du og din partner er rollemodeller for jeres børn. Hvis I ikke er partnere i et kærligt parforhold, men blot bor i en slags bofællesskab sammen, så er det ikke tilstrækkelig til at være en god rollemodel. Hvor lærer børnene noget om parforhold henne? Er det et fag på skoleskemaet? Eller er det ved at se de voksne leve sammen? Uanset om de voksne er barnets biologiske forældre, eller det er stedforældre, kopierer børnene adfærd og holdning, så hvordan ønsker du at dit barns parforhold skal udfolde sig? Den måde du og din partner taler sammen på (eller ikke taler på) vil dit barn kopiere til din sviger-søn/datter…..

Børnene i dysfunktionelle parforhold kan endvidere udvikle symptomer af meget forskellig art, fx spiseforstyrrelser, uhæmmet celledeling – eller det, der er værre. Jeg oplever ofte, at når folk kommer til mig i parterapi, er det første synlige tegn på forbedring, at børnene begynder at slappe af – og det kan ske på få dage. Børnene er dybt afhængige af, at forældrene har det godt sammen, på et eksistentielt plan. Hvis de voksne for 30.000 år siden ikke kunne fungere sammen, var der risiko for at blive spist af de vilde dyr.

Hvis det altid er dig, der rækker ud, og hånden aldrig bliver taget, er det på tide med forandringer i parforholdet. Hvis det altid er dig, som giver din partner et knus, og din partner nægter at røre ved dig, nægter at gå i seng med dig, nægter at se dig i øjnene, og helt åbenlyst eller i det skjulte væmmes ved dig, kan jeg afsløre, at børnene kan mærke det, længe før I selv kan. Helt små babyer kan kun føle. I fostertilstanden, og når de er helt spæde, kan de ikke hverken tolke synsindtryk eller skelne lyde. De kan ikke forstå noget, men de kan mærke, hvad deres forældre føler og er.
Fra min datter var halvanden måned gammel, sov hun igennem hele natten. Men da hun var omkring et halvt år gammel, og uden nogen påviselig grund var urolig et par nætter i træk, spurgte min kone og jeg hinanden om vi havde en konflikt under opsejling – og det viste sig at være tilfældet. Så børn mærker, at der er ugler i mosen, længe før I selv gør det. Hvis I har et kompliceret og smertefuldt parforhold, har børnene opdaget det for længst, og det påvirker dem i en negativ retning, både følelsesmæssigt, fysisk og helbredsmæssigt.

Hvis alle andre muligheder er afprøvet, herunder parterapi (ikke bare en enkelt session, men et helt forløb) og alle veje er forsøgt, kan skilsmisse være den sidste udvej. Hvis den ene part har givet op, eller saboterer og modarbejder parforholdet, så er det på tide at ændre noget dramatisk – ikke mindst for børnenes skyld. Egentlig er en negativ holdning og adfærd behandlingskrævende. Hvis en saboterende partner ikke ønsker at gøre noget positivt ved situationen, kan en skilsmisse være den bedste løsning, både for dig selv, for børnene og også for din partner, som skal til at være eks’. Det hjælper ingen, at man slider hinanden op. Men i realiteten burde det kun være en lille procentdel af alle parforhold, der kommer så langt ud, at det er nødvendigt med en skilsmisse.

Den eneste sikre måde at få summen af problemer til at blive mindre på, er at du arbejder med dine egene holdninger og overbevisninger. Uanset om du forbliver i parforholdet, eller om du skifter partneren ud med en ny, eller om du vælger at leve alene resten af dit liv.

Læs mere i min bog “Partner for livet”.

Se også videoen, der beskriver, hvorfor summen af problemer altid er den samme – https://youtu.be/aBzXB23A0cU

Læs artiklen om skilsmissens faser på www.parforhold-parterapi.dk/_parforhold/parterapi/videre-efter-en-skilsmisse

.

 

Bøger om parforhold
7 vaner Frihed med bedre parforhold Partner for livet
Følg på de sociale medier