Kender du den følgende situation?
Du oplever, at når din partner/ægtefælle foreslår noget, siger du “ja” og er positiv og imødekommende.
Men når du derimod foreslår eller tilbyder noget til din ægtefælle, får du for det meste et “NEJ” eller en kold skulder.
Du føler, at du går meget vidt for samhørigheden mellem jer, og for at din ægtefælle skal føle sig godt tilpas, men at det tilsyneladende ikke sker den modsatte vej.
Du siger fx: ”Har du lyst til en kop kaffe?” og får et nej – men et øjeblik senere opdager du, at han/hun står og brygger en kop kaffe til sig selv.
Det kan også være at din partner vrisser, retter og bebrejder dig – eller helt åbenlyst foragter dig.
Kan du blive frustreret over ovennævnte situationer, og føler, at I ikke har noget ordentligt og nært parforhold?
Kan du mærke, at jeres manglende samhørighed også begynder at gå ud over børnene?
Klik her for at se flere anmeldelser
Har du det dårligt med, at du og din partner er rollemodeller – og viser børnene, hvordan man IKKE skal have et kærligt og nært forhold til hinanden? Hvilke konsekvenser vil det have for børnene, når de selv skal være forældre?
Ansvar
Der er en grund til, at tingene har udviklet sig mellem jer, som de har gjort det. Du har din del af ansvaret for, at din ægtefælle trækker sig længere og længere væk fra dig, og ansvaret vender naturligvis begge veje.
Hvis I er nået så langt ud, at din ægtefælle er i sine følelsers vold, og ikke har overblik over hvilke konsekvenser hans/hendes umiddelbare lyst og valg har på dig og på jeres parforhold – så er det stadig dit ansvar at få rettet skuden op igen. Og hvorfor nu det? Grunden til, at du har ansvaret, er, at du er ressourcepersonen (det er jo dig, der læser denne artikel…!) og derfor er det dig, der skal handle på situationen. Din partner er som et lille barn, der ikke kan se længere end sin næsetip, og måske nærmest betragter dig som en forældre, som kan behandles efter forgodtbefindende – ligesom et teenagebarn behandler sine forældre i sit oprør. Måske har din ægtefælle aldrig fået taget opgøret med sine forældre, og er nu i gang med at gennemleve det med dig. Dette duer selvsagt ikke i et voksent og ansvarligt parforhold i øjenhøjde med respekt for hinanden.
Hvad kan du gøre? Først og fremmest må du kigge på din egen andel i ubalancerne. Du skal kunne se dig selv udefra, og det er selvsagt svært. Hvis du selv havde kunnet gøre det, havde du nok gjort det for længst, så det er naturligvis ikke let.
Dernæst må I kommunikere med hinanden, så I begge bliver bevidste om jeres roller og adfærd. Dette indebærer formentlig en ny form for kommunikation. Hvis I bare fortsætter med at kommunikere (eller ikke-kommunikere), som I har gjort hidtil, får I med stor sandsynlighed også det, I har haft indtil nu. Så der skal gøres noget helt anderledes. Først når I er blevet bevidste om situationen, kan I begynde at ændre på den.
Hvad menes der med, at det er dit eget ansvar, at I har det svært med hinanden?
Spørgsmålet er, hvad det er, der gør, at du oprindeligt blev tiltrukket af din partner, der efterhånden er blevet umoden, barnlig og uden realitetsfornemmelse?
Hvad er det i dig, der føler, at du skal lege forældre for din partner? Hvis det er sket før i tidligere parforhold, hvordan kan det så være, at du igen-igen er i stand til at tiltrække dig en partner, der har brug for at gøre oprør mod ”far” eller ”mor”?
Ville det mon være en god ide, at begynde at tage tyren ved hornene og seriøst arbejde med dine egne overbevisninger og (uhensigtsmæssige) barndomserfaringer, som har dannet grundlaget for dine opfattelser, følelser og adfærd?
I arbejdet med jer selv hver især skal I passe på ikke at komme til at træde på hinandens “ligtorne”. Vi skal huske at blive ved med at være høflige, hensynsfulde og respektfulde over for hinanden.
Benjamin Franklin sagde: ”Inden ægteskabet skal du have dine øjne vidt åbne. Men efter brylluppet skal de være halvt lukkede.” Med dette mente han, at vi efter vores valg af partner i livet skal håndtere den situation, der er. Det gøres ved blandt andet at være tilgivende, grænsesættende, selvbevidste, kærlige, omsorgsfulde og hensynsfulde i forhold til hinanden.
.