Hvad hvis du føler, at det er dig, der trækker det største læs i parforholdet?
Det er ikke selve problemet, der er problemet. Det er derimod den måde, problemet håndteres på, der er det reelle problem.
Mon du kender den følgende situation?
Du oplever, at når din partner foreslår noget, siger du ja og er positiv og imødekommende. Men når du derimod foreslår eller tilbyder noget til din partner, får du for det meste et NEJ eller en kold skulder. Du føler, at du går meget vidt for samhørigheden mellem jer, og for at din partner skal føle sig godt tilpas, men at det tilsyneladende ikke sker den modsatte vej.
Du siger for eksempel: “Har du lyst til en kop kaffe?” og får et nej – men et øjeblik senere opdager du, at han/hun står og brygger en kop kaffe til sig selv. Det kan også være at din partner vrisser, retter, bebrejder eller åbenlyst foragter dig.
- Kan du blive frustreret over ovennævnte situationer, og føler du, at I ikke har noget ordentligt og nært parforhold?
- Kan du mærke, at jeres manglende samhørighed også begynder at gå ud over børnene?
- Har du det dårligt med, at du og din partner er rollemodeller for jeres børn på en temmelig uhensigtsmæssige måde?
Årsager
Der er en grund til, at tingene har udviklet sig mellem jer, som de er. Det kan være svært at forstå, men vi har hver især vores del af ansvaret for, at partneren trækker sig længere og længere væk. Naturligvis vender ansvaret begge veje, men det er vigtigt, at du selv tager ansvar for din del, og lader din partner tage ansvaret for sin.
Klik her for at se flere anmeldelser
Hvis I er nået så langt ud, at din partner lever i sine følelsers vold, og ikke har overblik over de konsekvenser, hans/hendes umiddelbare lyst og valg har på dig og på jeres parforhold – så er det stadig dit ansvar at få rettet skuden op igen. Og hvorfor nu det? Grunden er, at din partner tilsyneladende er som et lille barn, der ikke kan se længere end sin egen næsetip, og måske nærmest betragter dig ligesom en forældre, som han/hun kan behandle efter forgodtbefindende i et forsinket teenageoprør.
Hvad kan du gøre?
Først og fremmest må du kigge på din egen andel i ubalancerne. Du skal kunne se dig selv udefra, og det er naturligvis svært. Dernæst må I kommunikere med hinanden, så I begge bliver bevidste om jeres roller og adfærd. Dette indebærer formentlig en ny form for kommunikation. Hvis I bare fortsætter med at kommunikere (eller ikke-kommunikere), som I har gjort hidtil, får I med stor sandsynlighed også det, I har haft indtil nu. Så der skal gøres noget helt anderledes. Først når I er blevet bevidste om situationen, kan I begynde at ændre på den.
Spørgsmålet er, hvad det er, der gør, at du oprindeligt blev tiltrukket af din partner, der (efterhånden) er blevet umoden, barnlig og uden realitetsfornemmelse? Hvad er det i dig, der føler, at du skal lege forælder for din partner? Hvis det er sket før i tidligere parforhold, hvordan kan det så være, at du igen-igen er i stand til at tiltrække dig en partner, der har brug for at gøre oprør mod “far” eller “mor”?
Vil det mon være en god idé at begynde seriøst at arbejde med dine egne overbevisninger? Når du tager ansvar for dig selv, er du også klar over, at det var dine valg, der tiltrak dig denne specielle partner.
Når du har fundet dig selv, vil du enten være i stand til at genfinde dit oprindelige parforhold med din nuværende partner – eller du vil opdage, at din partner er så fastlåst i sin infantile holdning, at jeres veje må skilles.
Hvad er retfærdighed?
Du har et stort hjerte og hjælper og beskytter dine børn. Men de er utilfredse og utaknemmelige alligevel.
Du strækker dig rigtigt langt på dit arbejde.
Men alligevel bliver du hundset med og til sidst fyret.
Du føjer dig i alt muligt med din partners luner.
Men alligevel skændes I, og du bliver kritiseret og bebrejdet.
.