Parforhold parterapi

Finansielle råd, som mange ikke ønsker at høre

dreamstimemedium_23248815Det er ikke nogen nyhed, at uenighed omkring penge og økonomi er en af ​​de væsentlige årsager til, at par skændes og måske ender i skilsmisse. Finansiel rådgivning er tilgængelig over alt, men mange kæmper stadig med økonomien. Hvorfor? Af forskellige grunde virker det som om at mange slet ikke er interesserede i at modtage gode råd om håndtering af finanserne (eller parforholdsproblemerne i det hele taget…).

En anden grund kan også være, at vi er forskellige. Mange har svært ved at forstå og acceptere forskellene. Nogle gange er disse MEGET store, men det behøver ikke at forhindre et godt parforhold med en sund økonomi.

Når der er større eller mindre forskel på den måde, du og din partner tænker og føler om økonomi, er det vigtigt at anerkender og respekterer hinandens forskelligheder. I ER forskellige, og sådan er det bare. Der er ikke noget galt med din partner, hvis han/hun har en anden opfattelse end dig, på samme måde som der heller ikke er noget galt med dig.

Løsningen ligger i at have tillid, tryghed og respekt for hinanden og for forskellene.

Her er ni gode praktiske råd om økonomi, som mange par ofte ignorerer:

1) Separat økonomi eller fællesøkonomi

Lige fra starten af jeres parforhold er det vigtigt at I beslutter jer for om I vil blande jeres økonomi sammen eller ej. Har du dine egne penge, som du kan bruge helt frit, kan det mindske mange diskussioner omkring pengesager. Men samtidig kan det samme have andre ulemper. Separate konti mindsker følelsen af ​​enighed og samhørighed i parforholdet og kan være en mangel på tillid til hinanden. Ofte er det en god ide at have hver sin konto og også at have en fælleskonto.

– Hvordan kan I blive enige om, hvad I gør?

2) Hvordan I bruger pengene

Læg et budget! Når man holder øje med, hvad pengene bliver brugt til, er det ikke for at pege fingre ad hinanden. Du skal ikke have din partner til at kigge dig over skulderen hver gang du køber noget, eller vice versa. I skal aftale en bagatelgrænse for indkøb af (større) ting. Når I holder øje med udgifterne i form af budget og regnskab, kan I skabe en økonomisk sikkerhed og stabilitet, som med stor sandsynlighed vil være godt for jer begge.

– Hvad gør du, hvis din partner ikke ønsker eller ikke er i stand til at lægge et budget?

3) Få styr på jeres økonomiske prioriteringer

Lav værdiafklaring og forventningsafstemning med hinanden. Se www.parforhold-parterapi.dk/_parforhold/forventningsafstemning og www.parforhold-parterapi.dk/_parforhold/nytrsritualer. Find ud af, hvad der er vigtigt for hver af jer. Den ene ønsker måske at købe et hus, mens den anden mener, at det er vigtigere at spare op til pensionen. Den ene vil have fede ferier, mens den anden ønsker luksus i dagligdagen.

– Hvordan vil I håndtere forskellighederne?

4) Drøft regelmæssigt jeres økonomi

Besværlige og smertefulde samtaler om penge er ikke sjovt, fordi pengene kan symbolisere forskellige ting for hver af jer. Den ene kan se penge som en sikkerhed og tryghed, mens den anden måske ser det som magt. Hvis emner som gæld, regninger, opsparing, og målsætning bringer den ene eller jer begge i kampposition, så søg professionel hjælp. Det kan være hos en rådgiver i banken, hvilket kan gøre tallene tydelige, eller hos en parterapeut, der vil arbejde med følelserne bag. Det er vigtigt, at I både ved, hvor I står økonomisk, og at I har fælles finansielle mål.

– Hvornår og hvordan tager I de svære samtaler?

dreamstimemedium_229649005) Håndter eventuel gæld som et par

Læg en plan, der afdrager eksisterende gæld så hurtigt som muligt. Hvis du bare fraskriver dig ansvaret for din partners gæld, får I det svært. Selv om gælden var der, inden I blev kærester, kan din kreditværdig blive påvirket negativt såvel som positivt. Arbejd sammen om udfordringerne, også selv om det kun er den ene af jer, der tjener penge.

– Hvad gør du, hvis du synes, at jeres økonomi er hamrende uretfærdig?

6) Gør alt, hvad I kan, for at leve gældfrit

Gæld til investering, der senere kaster penge eller andet af sig, er godt.

Forbrugsgæld er ALTID skidt.

Vent med at købe noget, til I har råd til det. Selv om mange mennesker lever i dyb gæld, betyder det ikke, at det er en sund måde at håndtere sine finanser og sit liv på.

Så derfor: Undgå forbrugsgæld!

– Er du opmærksom på, hvor tit I køber noget på afbetaling?

7) Læg 10% til side

Det er ikke nogen god ide kun lige akkurat at klare udgifterne hver måned og bare at leve fra hånden til munden. Træf en beslutning om at opspare mindst 10% af indkomsten hver eneste måned. Efter at have sparet en portion penge sammen, kan I vælge at investere i et eller andet fornuftigt. Jo tidligere I begynder at spare penge op til jeres pensionisttilværelse, jo lettere vil den sidste del af jeres liv blive.

Forskellen mellem rige og fattige mennesker er, at når de fattige får et overskud, bruger de dette overskud til forbrug. Derfor er de fattige. Når rige mennesker får et overskud, investerer de dette i et eller andet. Når denne investering kaster et overskud af sig, bruger de disse penge på forbrug. Derfor er de rige, og bliver ved med at være det.

– Har I valgt at bruge jeres penge som rige eller som fattige mennesker?

8) Undgå finansielle hemmeligheder for hinanden

Ikke at være ærlige om udgifter og omkostningerne, eller at skjule gæld, anses af mange mennesker for at være økonomisk utroskab. Sådanne hemmeligheder kan ødelægge parforholdet.

Se www.parforhold-parterapi.dk/okonomi-2/okonomisk-snyd-i-parforholdet-er-en-blinkende-advarselslampe. Af denne grund er det vigtigt at have fuld åbenhed om jeres økonomi.

– Har du nogen hemmeligheder for din partner?

9) I skal være klar til eventuelle hårde tider

Uanset hvor meget I planlægger, og taler om penge, og sparer, og sparer op, og er fornuftige og nøjsomme, er der altid risiko for, at der kan komme hårde tider. Det gælder både penge, følelser, helbred, identitet og lignende. Mit eget motto er, at jeg planlægger mit liv i forventning til, at jeg bliver 113 år gammel – men at jeg lever det, som om jeg skal herfra i nat.

Så gør som spejderne: Vær forberedt! (Be prepared)

”Survival of the fittest” betyder ikke, at den stærkeste overlever, men derimod at den, der er mest omstillingsparat, klarer sig. Er du klar?

.

Bøger om parforhold
7 vaner Frihed med bedre parforhold Partner for livet
Følg på de sociale medier