Her er nogle konkrete forslag til, hvad du kan gøre, for at forbedre dit parforhold.

1. Lad ikke bare livet ske. Deltag! Øv dig igen og igen. Find dig selv, lær dig selv bedre at kende, og omgiv dig med det, du ønsker dig i dit liv. Gør noget, i stedet for at vente på, at tingene sker af sig selv.

2. Vær bevidst om gode vaner, der skal fortrænge de dårlige vaner. Et gammelt mundheld siger: “Som du sår, så høster du.” Det kaldes også karmaloven, der handler om årsag og virkning. Det, vi gør, kommer tilbage til os, måske i en anden form.

3. Vær ydmyg. Hvad du nægter at acceptere, vil fortsætte i dit liv på en eller anden måde. Jo før du lærer lektien, jo hurtigere vil ubehagelighederne ophøre. Byd nye oplevelser og indsigter velkommen. Vær gæstfri for ny læring – både på det fysiske og det psykiske plan.

4. Vær opmærksom og til stede. “Hvor du går, er du.” Man kan ikke være koncentreret om flere ting på én gang. Det eneste, du reelt har kontrol over, er dig selv. Hvis du vil forstås, må du først forstå andre. Hvis du vil ændre dine omstændigheder, må du ændre på dig selv.

5. Tag ansvar for, hvad du oplever, siger, tænker, gør og er. Kig dig omkring og vær bevidst om, at alting er dine egne spejlbilleder. Det er det samme som selvansvarlighed, og hvis du tager 100 procent ansvar for, hvad der sker med dig, har du også 100 procent mulighed for at ændre en dårlig situation til en bedre. Så har du kontrol over dit eget liv.
.

Vil du gerne have et lykkeligere og lettere liv?

En af måderne at blive lykkeligere i sit parforhold er at integrere holdningen om selvansvarlighed. Med praktiske eksempler vil jeg lære dig at trække ansvaret tilbage til dig selv og få fuld kontrol over dit liv.

Er dette selvansvarlighed eller ej: “Du sendte mig en SMS klokken 3 i nat, så jeg vågnede. Det er DIN skyld, at jeg blev vækket!”
(Jeg selv sætter altid min telefon på fly-tilstand om natten……)

Ansvar kan man lære, og meget børneopdragelse går ud på at lære at tage ansvar.

Selvansvarlighed er ikke det samme som ansvarlighed, men derimod noget, man skal opsøge af egen drift. Det kan ikke påtvinges andre eller tillæres, og den kommer ikke af sig selv. Man skal have et (stort) behov, for at være tilstrækkeligt motiveret til selvansvarlighed. Motivationen udspringer i de fleste tilfælde af en smerte, man vil undgå, men det kan i sjældne tilfælde også være noget behageligt, man vil have mere af.

Forskellen mellem ansvar og selvansvar

Ansvarlighed er at vælge, mens selvansvarlighed er at erkende.

Ansvarlighed er, hvad vi har lært vores børn, når de er høflige og hensynsfulde.

Selvansvarlighed er blandt andet at være klar over, at man selv skaber sin egen virkelighed, og at alting har en pris. Der er ikke noget som helst, der er gratis. Og omvendt vil man altid blive belønnet for sin indsats – på en eller anden måde i det store regnskab.

Trafik

Når man på cykel nærmer sig et lyskryds, kan man være enten selvansvarlig – eller det modsatte.

Den selvansvarlige er opmærksom, ikke mindst på de biler, der kommer fra venstre. Den selvansvarlige lytter efter den dybe lyd fra et stort køretøj, og holder øje med dets højre forhjul – om det drejer rundt og om det peger mod højre ind foran cyklisten. Den selvansvarlige kigger til venstre og højre, også selv om der tydeligt er grønt lys, for måske kommer der en bil, der ikke overholder sin vigepligt.

Den person, der ikke er selvansvarlig, cykler med høj musik i sine høretelefoner, og holder på sin RET til at køre frem for grønt lys. Alle andre tager jo fejl og er nogle fjolser.

Men hvem af de to mon klarer sig bedst i trafikken med alle lemmer i behold? Hvordan vil du helst selv afslutte køreturen: Frustreret eller på en båre?

Continue reading

Hvad kan konsekvenserne være, hvis man har en moden eller umoden holdning til tilværelsen?

Dette kan illustreres ved et eksempel taget fra mit eget liv.

En dag kom jeg kørende på en smal cykelsti på Frederiksberg med relativt god fart. På et tidspunkt står der en gruppe mennesker ved kantstenen til højre for mig, men da det er en almindelig cykelsti, fortsætter jeg med samme fart. Pludselig river en dreng på omkring 5 år sig løs fra sin fars hånd og løber tværs over cykelstien til sin mor, der står med hovedet inde i den parkerede bils bagagerum. Denne situation sker lige foran mig, og jeg kan ikke undgå at ramme drengen med min cykels højre pedal.

Jeg bremser med det samme op og skynder mig tilbage, hvor drengen grædende sidder på skødet af sin mor, mens hun hurtigt undersøger, om der er sket noget med hans tænder.

Jeg undskylder mange gange overfor forældrene og drengen, og fortæller dem at jeg er meget ked af hændelsen.

Herefter kommer så forskellen på en moden og umoden holdning. Er der tale om to umodne forældre uden ressourcer og overskud, ville de have skældt mig ud, bebrejdet mig og kritiseret min måde at cykle på. Havde hændelsen foregået i USA, ville de med stor sandsynlighed også have sagsøgt mig.

Er det derimod to modne mennesker med et overskud og overblik, ville de have sagt til mig, at det selvfølgelig var deres eget ansvar at holde fast på drengen. At jeg var uden skyld i uheldet, fordi det var drengen, som pludselig uden varsel løb ud foran mig.

Min reaktion i de to tilfælde kunne være følgende:

I det første tilfælde med de umodne forældre kunne jeg vælge at ”krybe i et musehul” og spille offer – eller jeg kunne føle mig uretfærdig behandlet, blive vred og skælde dem ud som en ”bøddel”. Hvis forældrene havde valgt at reagere umodent, havde de dermed lært deres barn en umoden holdning, og at det er OK med manglende selvansvarlighed og at skyde skylden på andre. Dermed vil de også gøres deres barn til et menneske uden selvansvar.

Heldigvis var forældrene i mit tilfælde modne og ansvarsbevidste, så da de fandt ud af, at der ikke var blod eller tandskader, blev det blot betragtet som et mindre uheld. Jeg havde undskyldt og tydeligt vist dem, at jeg påtog mig min del af ansvaret. Forældre sagde, at det var okay, og at der ikke var nogen at bebrejde.

Da jeg kørte derfra, var jeg naturligvis rystet og chokeret over denne oplevelse, men samtidig var jeg lettet.

Historien viser, at resultatet og konsekvenserne af at have en moden eller umoden holdning er vidt forskellig – for alle parter.

.

Mange gange hører man udtrykket: “Jeg er NØDT til at …..”

Men hvad er vi egentlig nødt til? Faktisk er der kun fem ting, vi er nødt til. Resten er valg. Vi er nødt til
– at trække vejret
– at drikke
– at spise
– at komme af med det igen
– og at sove

Resten i livet er valg. Vi vælger selv vores bolig, vores tøj, vores job, hvem vi vil være sammen med, hvad vi spiser, hvad vi ikke spiser, vores land, vores ægtefælle, hvordan vores børn opfører sig osv.

Vi er ikke nødt til at gå på arbejde. Vi vælger at gå på arbejde for at tjene penge til det, vi gerne vil købe (bolig, bil, ferier, mad osv.)

Vi er heller ikke nødt til at finde os i vores ægtefælles urimeligheder. Vi vælger selv en adfærd og holdning, der tænder ægtefællen af, så vi bliver kritiseret, bebrejdet, hånet eller ignoreret.

Selv vores følelser er et valg. Se www.parforhold-parterapi.dk/_parforhold/toget

Vi vælger også om vi overhovedet vil være her. Nogen vælger at kaste sig ud fra en bro og slutte det hele. Men de er ikke NØDT til det.

Vi har alle et frit valg. Det kan godt være, at vi ikke bryder os om den indsats, der skal gøres for at få det, vi gerne vil have. Eller vi er måske ikke klar over, hvad der skal til, for at vi kan nå vores drømmes mål. Men bevidstheden om at alting (bortset fra de fem ting) er valg giver selvansvarlighed. Med denne er det muligt at få alt, hvad man har brug for.

.

Kapitel 2.1 i bogen “Partner for livet”

.

Et parforhold er som et tennisspil

For at et tennisspil er sjovt, og begge spillere har fornøjelse af det, skal man være nogenlunde lige dygtige, og der er nogle fælles regler, der skal overholdes:

Man må blive på sin egen banehalvdel og sende bolden frem og tilbage. Hvis den ene part pludselig går over på modpartens banehalvdel, stopper spillet automatisk. Det samme sker, hvis man sender bolden på tværs ud af banen. Der er heller ikke meget sjov ved at den ene spiller beholder alle boldene hos sig selv og ikke returnerer dem.

Continue reading

Hvorfor går det nogle gange så frygteligt galt i parforholdet – uden at vi er klar over hvorfor?

Den amerikanske psykolog John Gottman har grundigt studeret videoer med samtaler fra flere end 3.000 ægtepar. Han opdagede, at der var nogle bestemte typer adfærd, der har stor indflydelse på ægteskabets holdbarhed. Ægteparrene blev filmet, mens de snakkede sammen, og herefter målte, optalte og registrerede Gottman og hans medarbejdere 20 forskellige kategorier af følelsesudtryk – fx sorg, vrede og frustration.

Analyserne viste, at det er ret nemt at forudsige, hvorvidt et ægteskab kan holde, eller om det er på vej mod sin afslutning.

Når ægteskabet går dårligt

Gottman fandt ud af, at de fire værste ting, man i et ægteskab kan udsætte hinanden for, er forsvar, kritik, obstruktion og foragt. Jo oftere parret udsatte hinanden for denne adfærd, des større var risikoen for en kommende skilsmisse.

Kvinder (eller rettere den feminine del i os alle) tænker hurtigt, men ofte på den korte bane.

Mænd (eller det maskuline i os alle) har mere overblik og tænker langsigtet – men langsommere.

I det ideelle (par)forhold supplerer vi hinanden. Vi giver hinanden opmærksomhed, og gør hvad vi kan for at forstå hinanden. Vi vælger også begge to at give partneren dét, partneren gerne vil have.
Hvis der derimod er ubalance og konflikt, kan der udspille sig en krig mellem kønnene. Forskellen mellem den hurtige og langsomme tænkning er grunden til, at det oftest er mændene, der oplever de nævnte fire værste ting. Kvinderne er normalt bedre skåret på tungebåndet, og nogle mænd vælger at lukke af og resignere, eller de tyer til den voldelige løsning, som afslutning på en konflikt, fordi de oftest er de fysisk stærkeste.

Alle nævnte overlevelsesstrategier er uhensigtsmæssige i et parforhold, hvor man grundlæggende vil hinanden og parforholdet det bedste.

Continue reading