For mange mennesker er tillid og tryghed meget diffuse størrelser
I denne artikel vil du lære noget om fem meget konkrete områder, hvor I kan opbygge tillid og tryghed med hinanden:
- At være pålidelig og konsekvent
- Hvad du siger
- Hvad du gør
- Din ærlighed
- Dine dyder
De fleste kan godt fornemme, når der er tillid og tryghed, eller når det ikke er der, men hvad det konkret går ud på, kan være svært at forstå og mærke.
Specielt for mænd…
Det er ikke nok bare at gøre nogle bestemte ting en gang imellem.
Heller ikke at man måske indledningsvis i sit parforhold gjorde noget (godt).
At opbygge og vedligeholde tillid og tryghed kræver gentagne handlinger, og ikke bare gode hensigter.
Du skal bevise, at du er pålidelig, og du skal bevise, at du følger op på dine løfter.
Og det skal som sagt gøres et vist antal gange, før det batter.
Hvis du derimod gør det modsatte, og siger, at du vil gøre noget, men ikke gør det, vil du efterhånden opbygge et dårligt ry om din person. At du er en, som ikke er pålidelig og troværdig.
Du risikerer, at mennesker omkring dig efterhånden vil lære, at de ikke kan regne med dig, og de vil holde op med at stole på dig.
Det samme princip gælder i parforholdet.
Klik her for at se flere anmeldelser
1. Pålidelighed og konsekvens
Kan din partner stole på dig og på dit ord? Er du en person med integritet og ærlighed?
Det handler om pålidelighed og opfølgning, og det drejer sig om tanker og handlinger. På to områder, internt og eksternt, bruger vi sproget og ordene:
- Vores tanker, selvopfattelse og personlighed. Det vil sige hvad vi siger til os selv.
- Og hvordan vi udtrykker os over for andre mennesker, herunder partneren. Hvad vi siger, at vi vil gøre.
Vi skal være pålidelige både med vores holdning og ord, og også vores handlinger og adfærd.
2. Ordene, du siger
Først og fremmest er der de ord, du bruger:
Hvis jeg siger, at jeg vil betale regningerne hver måned, har jeg givet mit ord. Det er den, jeg er, og min partner kan forvente, at jeg får det gjort.
Eller jeg siger, at jeg tager opvasken. Så har jeg lovet noget givet mit ord.
Det er bestemt ikke for at vi skal være perfekte, eller nidkære og forfølge hinanden.
Men overordnet skal vi være til at stole på.
Især med de små ting i dagligdagen.
For de små ting akkumulerer stille og roligt, og bliver til mere og mere.
Det gælder både kostvaner, opsparing, kærtegn, kørselsvaner, motion, tillidsbrud og lignende.
I den parterapi, jeg underviser i, handler en stor del om de kommunikationsværktøjer, der gør det let at udtrykke sig og forstå sin partner.
3. Handling
Det handler også om, hvem du lover, at du vil VÆRE.
Vil du elske og respektere din partner – altså så det for partneren FØLES som kærlighed og respekt?
Du må ikke bare lave aftaler, og så glemme dem.
Du skal sørge for, at du bliver ved med at holde dem og er pålidelig.
Også selv om du har travlt og er optaget af andre ting, fx børn eller arbejde eller dit sociale liv.
Da I indledte jeres parforhold, lovede I helt sikkert hinanden noget. Enten sagt højt med ord, eller vist med adfærden.
Hvis du lovede din partner, at du ville være spændende og rejse meget, og det så viser sig, at du er kedelig og ikke vil nogen steder, har du ikke holdt, hvad du lovede.
Det er også vigtigt med faste trygge rammer i relationen.
4. Ærlighed
I et godt og kærligt parforhold er det ENESTE du kan forvente af din partner at vedkommende er ærlig.
Alle andre forventninger handler om krav, og har derfor intet med et kærlighedsforhold at gøre. Så er det mere et afhængighedsforhold.
Det er vigtigt lige fra starten af at være helt ærlige.
At man kender hinanden godt, inden man begynder at købe bolig og får børn.
Et godt fundament er, at du i det daglige er til at stole på.
Du holder, hvad du lover, og det står på i lang tid. I mange år.
Det er også vigtigt, at du holder godt styr på, hvad du har lovet.
Dermed kan du også selv se, om der er noget, du ikke er i stand til at overholde.
Hvis du er tvunget til at bryde et løfte, og i god tid fortæller din partner om det, vil det give mere tillid.
Helst skal du fortælle om dine udfordringer, før det går galt, eller før din partner overhovedet opdager det.
Når du opbygger en tillidsreserve, er der noget at tære på i dårlige tider.
5. Dyder
Hvad kan man så rent praktisk gøre, for at kultivere sine dyder og opbygge tillid og tryghed i parforholdet?
- Lad være med at give undskyldninger for, hvad du har lovet, men ikke overholdt.
I stedet skal du anerkende din partners følelser, hvis dine brudte løfter har forårsaget smerte. - Sig oprigtigt undskyld, hvis du har dummet dig og det er passende at undskylde.
Hvis du hele tiden siger undskyld for hvad-som-helst, har du formentlig en offer-mentalitet med lavt selvværd, og det er ingen tjent med.
Hvis du på den anden side ikke er i stand til at sige undskyld, har du med stor sandsynlighed problemer med dit selvværd og din selvopfattelse, og det er heller ikke godt for nogen. - Der er forskel på et Overholdelses-Ja og et Forpligtelses-Ja.
Du må ikke love noget, blot for at undgå noget ubehageligt, fx at du tror, at du kommer til at såre andres følelser. Du risikerer at blive ramt af hensynsbetændelse.
Overvej, hvad din begrundelse er, inden du afgiver et løfte.
Er du oprigtigt forpligtet til at leve op til dét, du har lovet?
Vil du følge op på det og få det gjort? - Afstem jævnligt forventningerne med hinanden i parforholdet, fx hver uge og inden større begivenheder.
Planlæg omhyggeligt i forvejen. På den måde kan du ændre aftaler, hvis du kan se, at der er et løfte, du ikke har tid til eller kan opfylde.
Så undgår du skuffede forventninger og brudte aftaler.
Det er bedre i forvejen at ændre en aftale, end at løbe fra et løfte. - Skab systemer, der gør det let for dig at huske og at overholde dine forpligtelser.
Stol ikke kun på din hukommelse. Brug hjælpemidler som fx en væg-kalender eller din mobiltelefon.
Opsummering:
- Grundlaget for tillid og tryghed er dine ord og dine handlinger
- Dit ord er, hvem du ER. Vær sikker på at dine ord har værdi, og du siger hvad du mener
- Lær at kommunikere godt og effektivt, dels med kommunikationsværktøjerne og dels med personlig udvikling, der gør dig mere rummelig og tålmodig
- Vær pålidelig og til at stole på
- Du skal ikke være perfekt, men det er de små tiltag, der samler sig og over tid bliver til tillid og tryghed
- Undgå (dårlige) undskyldninger, men vær god til at sige undskyld, når det er nødvendigt
- Skab systemer, så du kan holde styr på og huske dine aftaler og løfter
På den måde kan du skabe tillid og tryghed, samt forståelse, respekt og tilgivelse i parforholdet.
.