Hvilken type kommunikation skal man bruge, når man selv er ressource-personen og partneren er helt ude at “vimle”?
Gennem min mangeårige erfaring har jeg skabt en grundlæggende inddeling af måderne at kommunikere på. De afhænger af situationen og kan inddeles i fem lag, hvoraf den øverste er den lette og dagligdags, og den nederste er den svære i meget smertefulde situationer. I denne artikel vil jeg fortælle om niveau 2, som jeg har valgt at kalde ”Surfing”. Det betyder, at når din partner er rasende, frustreret eller ked af det, skal du blive stående som ”klippen” og lytte for at forstå. Du må ikke argumentere, eller gå til modangreb eller løbe din vej. Når din frustrerede partner siger et såkaldt nøgleord, hvilket betyder et vigtigt ord i sammenhængen, så gentager du dét,. der er blevet sagt, og bruger dette nøgleord. Du kan putte det ind i en sætning, der giver mening. Omformuler gerne, så afsenderen kan mærke at du lytter efter for at forstå. Hvis afsenderen holder en pause, kan du slutte af med at stille et spørgsmål, så afsenderen kan fortsætte, indtil “gassen er gået af ballonen”. Du må ikke sige for meget. Kun en enkelt sætning eller to. Og du må endelig ikke komme med løsninger eller være sarkastisk eller lignende. Når du gør alt dette, kan partneren efterhånden føle sig hørt, forstået og respekteret – og falder så helt af sig selv ned på jorden igen.
Hvad du under ingen omstændigheder må gøre ved din frustrerede partner, er at forsøge at forklare på rationel vis den andens emotionelle udtur ved at sige ting som eksempelvis: “Nej, det er ikke sådan det er, prøv at høre…” eller “Nåh, det, jamen det har jeg da prøvet meget værre, det er ingenting…” eller lignende. Undgå at bagatellisere din partners følelser, selv om det er dét, du føler at du allerhelst selv vil have. Det virker nemlig stik mod din hensigt. Dine rationelle argumenter kan gøre ondt værre. Derimod vil Surfing kunne lindre din partners smerte.
Klik her for at se flere anmeldelser
Her er et tænkt eksempel på Surfing:
“Jeg er rasende over, at vi kommer for sent i biografen!” Enten er ”for sent” eller ”biografen” nøgleordet.
“Det kan jeg godt forstå. Det er jo ikke første gang, at vi kommer for sent. Er der en speciel grund til at det er så vigtigt for dig med den film?”
“Ja, jeg ville se den der nye kærlighedsfilm, og jeg har glædet mig hele ugen, hvor jeg har arbejdet så hårdt!” Måske er ”hårdt arbejde” nøgleordet.
”Ja, jeg ved, at du har haft meget travlt i denne uge. Hvad var det specielt, der gik dig på?”
“Det er min chef. Han stiller større og større krav til mig hele tiden” ”Chefen” er nok nøgleordet.
Nu kan du måske begynde at spørge lidt ind til chefen, måske hvor længe han har været sådan, osv.
På den måde føler partneren, at du virkelig er der for ham eller hende. Det er hvad Surfing som kommunikationsform drejer sig om. At glide fra et emne til et andet, og give partneren dét, partneren gerne vil have, nemlig opmærksomhed og forståelse. Det vil normalt få partneren til relativt hurtigt at falde til ro igen.
02:57 minutter
Klik endvidere på YouTube Playlisten “Spørgsmål & Svar” (eller Kategorien med Spørgsmål & Svar her på hjemmesiden), hvor jeg på min langdistancevandring i sommeren 2018 optog flere end 50 korte videoer.
.
.