Af Mikael Hoffmann, par-coach med mere end 30 års praktisk erfaring
Lyver min partner – eller oplever vi bare virkeligheden forskelligt?
Det føles som løgn, når partnerens ord eller reaktioner ikke matcher ens egen oplevelse.
Men ofte handler det ikke om bevidst bedrag – men om, at den ene af jer pynter lidt på sandheden for at berolige, mens den anden beskriver følelser, der skifter fra øjeblik til øjeblik.
Når man forstår forskellen mellem strategi og intention, falder mistilliden, og kommunikationen bliver langt mere tryg og klar.
Overblik over sandheden
- I denne artikel vil du lære noget om forskellen mellem en lodret løgn og den handlings/relations-bestemte opfattelse og bevidsthed. Sidstnævnte kan føles som en løgn af partneren, men er det bestemt ikke.
- Det bliver også undersøgt, hvorfor vi kan føle, at vores partner lyver, når deres oplevelse ikke matcher vores egen.
- Forskellen mellem handlingsorienterede og relationsorienterede perspektiver skaber ofte misforståelser i parforholdet.
- Både mænd og kvinder har forskellige strategier for at beskrive deres følelser – uden at have nogen intentioner om at lyve.
- Utroskab er oftest et symptom på, at der mangler tillid, tryghed og nærhed i parforholdet. Dette emne bliver behandlet sidst i artiklen.
- For at skabe ærlighed er det vigtigt at have aftalte kommunikationsrammer i parforholdet.
- Som illustration kommer jeg med praktiske (og også nogle morsomme) eksempler på mine postulater.
Klik her for at se indholdsfortegnelsen over denne side
Indholdsfortegnelse
- Lyver min partner – eller oplever vi bare virkeligheden forskelligt?
- Hvornår er noget en løgn – og hvornår er det en misforståelse?
- Der er forskel på mænd og kvinder
- Begge to i parforholdet tror, at partneren LYVER, men er altså ikke tilfældet.
- Den Handlingsorienteredes “løgn”
- Den Relationsorienteredes “løgn”
- Hvad er “løgn”? – Lyver din partner?
- Radiobølger
- Storebæltsbroen, svensker-fodbold og sandheden!
- Mand redder lille pige fra hund
- De rigtige løgne
- Hvorfor lyver en partner – og hvordan kan man gennemskue det?
- Overvind utroskab
- 10 tegn på, at din partner lyver
- Faser efter utroskab
- Hvad er Utroskab?
- LØGN
- Løgn i parforholdet
- Hvordan skaber man ærlighed i parforholdet?
- Forventninger til hinanden
- Hjælp til selv-hjælp
- Konklusion: Lyver din partner – eller forstår I ikke hinanden?
- Hyppigt stillede spørgsmål
Hvornår er noget en løgn – og hvornår er det en misforståelse?
Der er stor forskel på at lyve og på at opleve virkeligheden anderledes end sin partner.
Hvis din partner siger noget, som vedkommende oprigtigt tror er sandt, er det ikke nødvendigvis en løgn, selv om du oplever situationen helt anderledes.
Men hvis din partner bevidst fortæller noget usandt for at skjule en handling eller undgå konsekvenserne, er der tale om noget andet.
Forskellige oplevelser kræver forståelse.
Bevidste løgne kræver ansvarlighed.
Problemerne opstår ofte, når vi forveksler de to ting.
Hvis du automatisk opfatter din partners anderledes oplevelse som en løgn, risikerer du at skabe unødvendig mistillid.
Hvis du omvendt bortforklarer bevidst uærlighed som en simpel misforståelse, risikerer du at acceptere en adfærd, der skader forholdet.
Derfor er det vigtigt både at være nysgerrig på din partners oplevelse og tydelig omkring dine egne grænser.
Et sundt parforhold bygger ikke på, at I altid har den samme opfattelse af virkeligheden, men på at I kan være forskellige og samtidig være ærlige over for hinanden.
Der er forskel på mænd og kvinder

Overordnet bruger jeg begreberne Handlingsorienteret og Relationsorienteret i stedet for ordene mand/maskulin og kvinde/feminin, fordi de pågældende kommunikations-former og strategier findes hos både mænd og kvinder.
Fokus flyttes dermed fra køn og politisk korrekthed over til dagligdags adfærd, behov og måder at kommunikere og løse problemer på.
Det skaber en mere nutidig, nuanceret og inkluderende forståelse af relationer, adfærd og samspil mellem mennesker.
Læs mere om Handling & Relation på Hoffmann Modellen.
Løgn
Realiteterne er, at mange Handlingsorienterede pynter lidt på sandheden med adfærd, handlinger og fortræffeligheder, for at fremtone bedre i sin partners øjne.
han er også tids-optimist, og tror, at han kan overkomme mere på kortere tid, end hvad der reelt kan lade sig gøre.
Mange Relationsorienterede kan dermed komme til at føle, at han lyver. (”Du SAGDE, at du ville være tidligere hjemme!”)
Den typiske Relationsorienterede lyver heller ikke.
Hun beskriver blot sine følelser, og dermed kan hendes partner komme til at tro, at hun lyver. (”I går sagde du, at du elskede mig, og i dag siger du, at du hader mig. Løj du i går, eller lyver du i dag?”)
Disse to postulater har jeg beskrevet mere detaljeret længere nede i denne artikel.
2:12 minutter
Der er mange misforståelser med hensyn til holdning og strategi mennesker imellem.
Det er en af hovedårsagerne til, at det ofte går galt med kommunikationen i parforholdet.
Derfor er det vigtigt at lære parforholdets ”færdselsregler” at kende, for at det kan lykkes.
Begge to i parforholdet tror, at partneren LYVER, men er altså ikke tilfældet.
I det mindste mener de ikke selv, at de lyver, når de siger noget i den bedste mening.
Har du det ikke selv sådan? Har du ikke de bedste hensigter?
Din partner kan imidlertid have en helt anden opfattelse end dig…
Ofte bunder problemerne i misforståelser og manglende viden om principper og grundlæggende forskelle mellem kønnene.
Altså mere mellem det Handlingsorienterede i os alle sammen, som vil pynte på sandheden, og det Relationsorienterede, som er i følelserne.
Det Handlingsorienterede (mange mænd) og Det relationsorienterede (mange kvinder) agerer ud fra deres egne forudsætninger, uden at være klar over, at partneren har en anden opfattelse, regel-sæt, værdi-sæt eller oplevelses-sæt.
Hvad jeg beskriver i denne artikel er egentlig ikke “løgn”, men blot forskellige måder at opfatte tingene på. Forskellige strategier.
Det handler i mine øjne om at forstå partneren, ligesom vi selv gerne vil forstås.
Ikke at lave hinanden om, men at vide, at hvad partneren gør, ikke er ondt ment, men måske blot en (uhensigtsmæssig) strategi.
…Hvilket selvfølgelig ikke er det samme som direkte at lyve om ting, man vil skjule for sin partner….
Den Handlingsorienteredes “løgn”

“Manden” lyver ikke over for sin “kvinde”. Det er hans helt faste overbevisning.
Han pynter bare lidt på sandheden, og giver begivenhederne et lille drej, så det hele ser lidt flottere og pænere ud.
Han overdriver sine egne fortræffeligheder og nedtoner sine fejltagelser, for at gøre indtryk på kvinden, så hun kan rose ham.
Han kan finde på at sige: “Jeg er hjemme om et kvarter”, når hans kvinde ringer og spørger ham, hvornår han kommer.
Hvad hun hører, er, at han 15 minutter senere står ved hoveddøren.
Men hvad han mener er, at hvis der er grøn bølge, medvind, inden trafik eller andre udfordringer, så ville han ØNSKE, at han kunne være sammen med hende så hurtigt som muligt.
Når manden så først er hjemme efter en halv time, har kvinden en følelse af, at han lyver for hende…..
Han er også tids-optimist, og tror, at han kan overkomme mere på kortere tid, end hvad der reelt kan lade sig gøre.
Har du mon ikke selv oplevet, at du forestillede dig, at du kunne nå en bunke ting lørdag formiddag, men at kun halvdelen blev gennemført.
Enten med rengøring, eller med arbejdsprojekter, eller med ferien.
Dét er den Handlingsorienterede side i os alle sammen.
Han vil altid forsøge at gøre omstændighederne pænere og flottere og mere positive.
Han vil nemlig gerne fremstå som en stor, stærk og maskulin mand i sin kvindes øjne.
Han ønsker, at hun beundrer og anerkender ham.
At hun kigger på ham med sine smukke øjne, mens hun fortæller ham, hvor glad hun er for, at han passer godt på hende.
At hun fortæller ham, at hun er sikker på, at han har styr på det hele.
Han lyver bestemt ikke.
Jeg har hørt kvinder sige: “Min mand lyver!” eller spørge “Lyver mænd om deres følelser?” eller “Han lyver hele tiden!”
– Nej, for han er ikke i stand til at mærke sine følelser på samme måde som en kvinde kan.
Dette stammer helt fra ur-tiden, hvor det var vigtigt for manden, at han var fokuseret på byttedyret og at forsvare sin kvinde – end at mærke alt muligt andet…
En af de psykologiske forskelle mellem mænd og kvinder bliver sagligt belyst i en Ph.d.-afhandling af Mette Bisgaard, hvor hun beskriver forskellen mellem mænd og kvinder i skilsmissesager.
Man kan læse lidt om det på www.dr.dk/nyheder/viden/kroppen/far-foeler-sig-bagud-paa-point-mette-forsker-i-foraeldres-adfaerd-i.
Hun har påvist, at kvinden typisk optrapper en konflikt, for at få kontrol over samværsfordelingen, hvorimod manden typisk fremhæver de gode og positive aspekter af samarbejdet.
Den Relationsorienteredes “løgn”
En “kvinde” lyver heller ikke over for sin “mand”!
Hun mærker sine følelser, og så beskriver hun dem for ham.
Hvad hun føler, er for hende fuldkommen reelt og objektivt, selv om mandens opfattelse kan være, at hun for eksempel kan blæse en lille detalje op til kolossale og urimelige dimensioner.
At begivenheder og opfattelser forandrer sig på et sekund er helt normalt for en kvinde.
For et øjeblik siden var det ét, og nu er det noget helt andet.
Manden siger: “I går sagde du, at du elskede mig, og i dag siger du, at du hader mig.
Betyder det, at du løj for mig i går, eller lyver du for mig i dag?“
Grunden til, at hun tror, at hendes følelser er den skinbarlige sandhed, er fordi hun føler, at hun ER sine følelser.
Det er følelsernes natur at være på den måde – hvis de ikke er afbalanceret med den rationelle fornuft.
Hvis man er i sine følelsers vold, kan følelserne ændre sig hele tiden, fordi de er så flygtig en størrelse.
Så ud fra sit eget perspektiv lyver hun bestemt ikke.
Hvad er “løgn”? – Lyver din partner?

Hold op med at tro, at din partner lyver for dig, fordi det gør han eller hun ikke.
Din partner gør hele tiden sit bedste og yderste, og beskriver sin egen virkelighed – præcis som du selv gør!
I vil begge gerne skabe et godt parforhold, men I har to (vidt) forskellige udgangspunkter, synspunkter, strategier og værktøjer.
Det er manglen på forståelse af forskellene, der skaber problemerne.
I stedet for at bekæmpe eller forkertgøre eller rette på partneren, skal vi i stedet forsøge at forstå den anden.
På den måde vil vi lettere komme overens med hinanden.
Men nogle gange kan det være temmelig svært med den forståelse.
Næsten håbløst og umuligt.
Radiobølger
Billedligt kan forsøget på at forstå forskellen mellem den Handlingsorienterede og den Relationsorienterede del af os sammenlignes lidt med forsøget at måle radiobølger med en fjedervægt eller et litermål.
Derfor handler det ofte om blot at konstatere, at der er en stor forskel mellem jer og jeres opfattelser.
Du skal være klar over, at din partner ikke lyver, også selv om det kan føles sådan.
Din partner vil dig det bedste, og viser dig det på sin egen måde – ligesom du jo også selv gør det! Ikke?
Den relationelle side af os alle sammen vil typisk være “ærlig” om partnerens fejl og svagheder, og den handlingsorienterede side vil være “ærlig” om egne styrker og fortræffeligheder.
I et godt parforhold skal være hudløst ærlig om partnerens styrker og sine egne svagheder.
Dét er ærlighed.
Og man kan med stor fordel bruge Brønden til at være ærlig på en selvansvarlig måde.
Dette strider imidlertid imod vores følelsesmæssige logik, og er rigtigt svært at håndtere – alene fordi det er følelser (som for det meste snyder os).
Tricket er at afbalancere den rationelle og det emotionelle side i os.
Der skal være balance i tingene, for at det kan lykkes og det kan føles rart for alle parter.
2:40 minutter
Storebæltsbroen, svensker-fodbold og sandheden!
For nogle år siden rev en container sig løs fra et gods-tog, og en masse passagerer i det modkørende tog blev enten dræbt eller lemlæstet.
En tillidsmand rettede i nogle transportpapirer. Han gjorde det for at få det til at se pænere ud for sin kollega.
Han glattede ud og dækkede over en fejltagelse. Det er den typiske Handlingsorienterede side, der gør sådan noget. Det var for at beskytte kollegaens levebrød.
Til gengæld dækkede pressen ulykken med store dramatiske overskrifter. Det er den typiske Relationsmæssige side, der gør sådan noget – og pressen skal “sælge billetter”. Ellers har de ikke noget levebrød.
Hverken presse eller tillidsmand er onde. De gør tingene i den bedste mening.
Men hvad er egentlig SANDHEDEN?
Mand redder lille pige fra hund
Her komme en lille historie (opdigtet til lejligheden), der illustrerer, hvordan man kan ændre en historie uden at lyve, hvis der er noget, man ikke bryder sig om.
Dog er hele sandheden ikke fortalt.
Dette er en psykologisk forsvarsmekanisme, som kaldes rationalisering:
Når det drejer sig om fodbold, er Danmark og Sverige som bekendt arvefjender.
En dag kører en svensk fodboldfan gennem Danmark og stopper ved en tankstation for at få benzin.

Han ser en lille pige i sommerkjole gå tværs over pladsen, men pludselig kommer en rasende hund løbende.
Den angriber hende uden varsel, og hun skriger i rædsel og smerte.
Redderen
Med det samme løber svenskeren hen og kommer hende til undsætning.
Der udvikler sig et voldsomt slagsmål mellem svenskeren og hunden, og de vælter rundt i støvet.
Hunden er stærk og bider ham, så blodet sprøjter, men efter adskillige minutters kamp får svenskeren endelig overtaget og får pacificeret pitbull terrieren.
En sportsjournalist fra dagbladet ”Danmarks Nyheder” er tilfældigvis i nærheden og ser optrinnet.
Han løber hen til manden og udbryder: ”Fantastisk! Hvilken heltemodig indsats.
Denne historie kommer på forsiden i morgen. Lad mig tage et billede af dig og stille dig nogle få spørgsmål.”
Den svenske fodboldfan stiller op med blod og støv over hele kroppen, og billedet bliver taget.
”Jeg har aldrig oplevet noget lignende,” siger journalisten. ”Overskriften i morgen bliver helt sikkert:
SUPERHELT REDDER LILLE PIGE FRA DØDEN
For resten, hvor kommer du fra?”
”Fra Sverige,” siger helten.
Overraskelsen
Journalisten bliver overrasket, og tænker sig om et øjeblik. Så siger han: ”OK, det kommer lidt bag på mig. Ved nærmere eftertanke tror jeg, at vi måske skulle ændre overskriften til:
MAND HJÆLPER BARN
Jeg kan godt se bort fra, at du er fra Sverige, men fortæl mig lige, om du holder med det danske eller svenske fodbold-landshold?”
Svenskeren svarer: ”For at være helt ærlig, så er jeg stor fan af vores eget fodboldhold.”
”OK” siger sportsjournalisten lakonisk og tager af sted for at skrive historien.
Svenskeren beslutter sig til at blive en dag ekstra i Danmark, dels fordi han er svært tilredt af hundens bid, og dels fordi han er nysgerrig efter at se, hvad der kommer til at stå i morgendagens avis.
Næste dag kan han på ”Danmarks Nyheder”s forside læse overskriften med kæmpe bogstaver:
SVENSKER DRÆBER FAMILIE-KÆLEDYR!
Det er alt sammen sandt og sandheden.
Men det er naturligvis også et spørgsmål om, fra hvilken vinkel man ser begivenhederne.
Hvordan man selv er farvet af tidligere oplevelser. Hvilken baggrund og erfaringer, man har.
Der er jo intet usandt i overskriften – men på den anden side er den heller ikke helt korrekt og dækkende.
Det er de færreste mennesker, der leder efter sandheden.
De fleste leder efter beviser på, at den sandhed, de selv tror på, er den rigtige.
Et praktisk eksempel fra forældreskabet
Her har jeg en lille historie til dig/jer, som bruger både den Handlingsorienterede og den Relationsorienterede side af begreberne ærlighed og løgn:
De nybagte forældre har haft travlt. Mange ting skal klares, og parforholdet er ikke blevet prioriteret særligt højt.
Babyen har naturligvis fået meget fokus, og moderen føler sig totalt udkørt af opgaven.
Der har i meget lang tid hverken været tid eller kræfter til parforholdet og manden.
Og manden har givet sin kone masser af plads til den lille nye.
Der er store udfordring med et lille barn i familien.
Men manden føler sig også ensom og kørt ud på et sidespor.
Han og hans kone taler ikke særligt meget sammen bortset fra rent praktiske ting og barnets behov.
Intimitet og sex har nærmest været ikke-eksisterende siden fødslen.
Lidt forsigtigt har han forsøgt at være romantisk, men det er hver gang blevet afvist, fordi hans kone ikke har haft tid eller lyst.
På mandens arbejde deltager han i et weekendkursus, hvor han om aftenen taler rigtigt godt med en kvindelig kollega.
Der er intet romantisk eller seksuelt i det, men de to har nogle meget dybe samtaler, som gør ham rigtigt godt.
Han bliver enormt tiltrukket af denne kollega, og tænker efterfølgende på hende hele tiden.
Han har lyst til at fortælle sin kone om, hvad der foregår med ham, for at være åben og ærlig om sine følelser, men er bange for hendes reaktion.
Han tror, at hun enten vil føle sig afvist, eller hun vil blive frygtelig jaloux, eller hun vil blive rasende og straffe ham.
Han vælger ikke at sige noget – men dette er første skridt til uærlighed og løgn.
Manden er sig ikke sit ansvar som mand bevidst. Han skal kunne håndtere sin kone, og sørge for at der bliver ved med at være romantik og sex.
Han skal tage lederskab i parforholdet og tage ansvar, hvor han skaber et miljø, hvor kvinden føler sig tryg, tillidsfuld, glad og åben.
OGSÅ når de er nybagte forældre.
Selv om han gang på gang bliver afvist, skal han fortsætte med at tage ansvar for, at de bliver ved med at have det godt sammen.
Han skal være den fantastiske mand, som kvinden kan have tillid til. Den uvurderlige støtte og klippe i hendes liv.
Selv om hun ikke har lyst, skal de sammen vælge at skabe lysten.
Delt ansvar for de nybagte forældre
Det er vigtigt at understrege, at de begge har et ansvar for, at de er på vej ned ad en glidebane.
Kvinden skal i historien være klar over, at hvis hun prioriterer sit barn over sin mand (og sig selv), er hun i høj grad ansvarlig, hvis det på et tidspunkt går galt med parforholdet – og hvem vil have glæde af det?
Hun skal selvfølgelig til hver en tid være den fantastiske mor for sit barn, når hun er sammen med barnet.
Men overordnet må hun aldrig prioritere sit barn eller sine børn før sin mand.
Hun skal være en god rollemodel for både sine drengebørn og pigebørn, og vise dem, hvordan man vedligeholder et godt parforhold med forståelse, tillid, tryghed, respekt for hinanden og tilgivelse.
Også når der er udfordringer i familien.
Hvis hun ikke gør det, risikerer hun at give sine børn de samme problemer med parforholdet, som hun selv har skabt sig.
Børnene kopierer de voksne.
De gør ikke, hvad vi siger, de skal gøre, men derimod gør de, hvad de ser os gøre.
Og hvis de ser deres mor nedprioritere deres far, ikke-respektere ham, ydmyge ham og lignende, lærer de, at hvis man er pige/kvinde, er det sådan man behandler sin mand, og hvis man er dreng/mand, er det det, man finder sig i – eller ikke finder sig i og bliver perfid eller voldelig.
Hvis kvinden ikke imødekommer sin mand, skal hun være klar over, at hun selv har været med til at lægge grundlaget for hans eventuelle sidespring.
Hun har ikke været sig sine ægteskabelige forpligtelser voksen.
Hun åbner ikke op for ham på en tillidsfuld feminin måde og hun respekterer ham ikke som den fantastiske maskuline mand, han er.
Hvis hun ikke lader ham hjælpe sig, og ikke inddrager ham på den måde, han kan hjælpe og være der på, kan det gå galt.
Måske tror hun fejlagtigt, at hvis han ikke gør det på HENDES måde, gør han det FORKERT.
Stor fejltagelse.
Begge skal de sætte sig ind i “Parforholdets Færdselsregler” for at undgå misforståelser, fejltagelser, uærlighed, løgne, sidespring – og dét, der er værre…..
Læs også artiklen om prioritering.
Vi vælger sjældent selv, hvilken musik livet spiller for os, men det er vores valg, hvordan vi vil danse til den musik.
De rigtige løgne
Hvorfor lyver en partner – og hvordan kan man gennemskue det?
Løgn i parforhold handler sjældent om ond intention.
De fleste lyver, når de føler sig pressede, bange for konflikt eller usikre på, hvordan sandheden vil blive modtaget.
Derfor viser løgn sig ofte som små forskydninger i adfærd: Undvigende svar, skiftende kropssprog eller utydelige forklaringer.
Når man forstår hvorfor løgnen opstår, bliver det langt lettere både at opdage den og at genopbygge tilliden.
Overvind utroskab

Utroskab kan være en udfordrende oplevelse, der ryster fundamentet i ethvert forhold.
Det er afgørende at kunne genkende tegnene på, at noget ikke er som det skal være.
Her er en dybdegående analyse af de komplekse aspekter af utroskab og de efterfølgende faser, som mange par oplever.
10 tegn på, at din partner lyver
1. Undvigende adfærd: Hvis din partner undgår øjenkontakt eller svarer vage på spørgsmål, kan det være et tegn på løgn.
2. Ændringer i adfærd: Pludselige ændringer i rutiner eller vaner kan indikere, at noget foregår.
3. Manglende detaljer: Utilstrækkelige eller modstridende oplysninger kan antyde, at der holdes noget tilbage.
4. Defensive reaktioner: Overdreven forsvar er ofte en reaktion på følelsen af at blive afsløret.
5. Ændringer i kommunikation: En pludselig tilbageholdenhed eller manglende lyst til at dele følelser kan være bekymrende.
6. Fysisk afstand: Hvis din partner pludselig trækker sig følelsesmæssigt eller fysisk væk, kan det være et tegn på en skjult agenda.
7. Overdreven interesse i dine planer: At spørge gentagne gange om dine planer kan være en måde at undgå at afsløre egne aktiviteter.
8. Ændringer i intimitet: Både en pludselig stigning eller fald i intimitet kan være røde flag.
9. Undgå bestemte emner: At undvige at tale om bestemte emner kan indikere, at der skjules noget.
10. Mærkbare ændringer i vaner: Ændringer i sovevaner, spisevaner eller personlig pleje kan signalere skjult adfærd.
Faser efter utroskab
1. Chok og fornægtelse: Den første opdagelse af utroskab kan udløse chok og fornægtelse.
2. Vrede og smerte: Når sandheden synker ind, erstattes chok ofte af intens vrede og smerte.
3. Forhandling og afklaring: Par begynder ofte at forhandle og søge svar for at forstå, hvorfor utroskab skete.
4. Genopbygning af tillid: Et afgørende skridt er gradvis at genopbygge tilliden gennem åben kommunikation og ærlighed.
5. Fremadskridende handling: Enten gennem at genopbygge forholdet eller tage beslutningen om at gå hver til sit.
Hvad er Utroskab?
Utroskab er tegn på, at noget mangler i parforholdet.
Hvis det havde været der, ville man jo ikke blive fristet af noget “udefra”.
Når man er mæt, har man ikke lyst til at spise mere.
Derfor er det ekstremt vigtigt med tillid og tryghed i parforholdet lige fra starten af, – så fristelser udefra kan bruges som alarmsignaler på noget, der mangler.
Og tillid og tryghed kommer ikke af sig selv. Det skal skabes, og det skal vedligeholdes.
Hvis I kan kommunikere ordentligt med hinanden på en hensigtsmæssig og tryg måde, kan I også fortælle hinanden om savn, behov, længsler og lignende.
På den måde kan I selv skabe det manglende sammen – i stedet for at hente det udenfor parforholdet.
Utroskab går ud over den fysiske handling. Det kan også dreje sig om følelsesmæssig utroskab og endda mental utroskab, hvor grænser overskrides uden fysisk kontakt.
Utroskab kan udløses af forskellige faktorer, såsom kriser i parforhold, jalousi eller et generelt ønske om forandring.
Efter utroskab kan traumer opstå, hvilket kræver tid og støtte at helbrede.
Parcoaching kan være en gavnlig ressource til at forstå og navigere gennem de komplekse følelser og udfordringer, der opstår.
At konfrontere en partner, der lyver, er en følelsesmæssig udfordring, hvis man bare siger tingene ufiltreret i et utrygt miljø, men en konfrontation kan være afgørende for at bevare ærlighed og integritet i forholdet.
Brug dog altid konkrete og tillidsskabende kommunikationsværktøjer såsom Brønden for at undgå unødig smerte og frustration.
Tillid kan genvindes, men det kræver tålmodighed, åbenhed og engagement fra begge parter.
LØGN
Hvis man fortæller noget, som man selv er klar over er usandt, så er det LØGN.
I barndommen lærte vores forældre os ikke at lyve (forhåbentlig, da!)
I det mindste var meningen, at vi ikke skulle lyve for dem. For når man lyver over for nogen, man er følelsesmæssigt meget tæt på, er det yderst skadeligt.
Til gengæld gør det ikke så meget, at man lyver lidt om den grimme sweater fra tante Oda, som hun med omhyggelighed og stor kærlighed har strikket, eller at man lyver rigtigt meget over for rockertypen, der vil vide hvad man mener om situationen.
Nærhed og intimitet er, hvor vi bliver næret følelsesmæssigt, hvilket er vigtigt for at vi kan leve ordentligt.
Desværre viser det sig, at mange parforhold ikke har den nærhed, intimitet og ærlighed.
Naturligvis er det ikke kun ordene, vi siger, men sammenhængen, der er vigtig.
Udsagnet: “Jeg er muslim” betyder forskellige ting for forskellige mennesker i forskellige situationer:
Eksempelvis hvis det er sagt af en far til dennes søn.
Eller af en mand med revolver i et passagerfly.
Eller af en præst, der studerer Koranen.
Eller af en nyligt konverteret kvinde til sin kristne mor.
Eller sagt til immigrationsmyndighederne i Tel Aviv eller i Teheran.
Eller til en god ven.
Vi har alle en grænse, inden for hvilken vi føler os trygge og sikre.
Hvis vi bliver fulde, skubbes denne grænse, og bagefter kan der være både fysiske og moralske tømmermænd, fordi dét, vi har følt og tænkt, er sluppet ud forbi vores filter, der er med til at skabe en tryg grænse.
At lyve er en overlevelsesstrategi.
Vi lyver for at slippe for en bøde eller skæld-ud.
Vi lyver fordi vi har glemt at aflevere en opgave eller huskede noget forkert.
Vi lyver for ikke at tabe ansigt.
Nogle gange er det klogest at lyve, eller at lade være med at fortælle sandheden, eller bare at holde sin mund.
Løgn i parforholdet

Men hvis vi direkte lyver over for vores partner, er den helt gal.
Det er utroligt skadeligt for parforholdet.
Hvis man lyver til sin partner, skaber man afstand.
Man ønsker ikke at blive set og forstået som dén, man rigtigt er.
Nogen siger, at de lyver for ikke at såre den anden.
Dette er formentlig en projektion/spejling, fordi man nok mest er bange for selv at blive såret.
På den måde beskytter vi os selv fra smerten ved vores egen sandhed.
Hvis man lyver om sidespring eller uden-oms-affærer, er der noget helt galt i parforholdet.
Løgn skaber afstand, men det fjerner også den andens mulighed for at vælge at opleve og handle på en delt opfattelse.
På den måde kan den anden kun forholde sig til noget, der “ser ud som” i stedet for realiteterne.
Hvis man har et sidespring af seksuelle grunde, har man ikke givet sin partner mulighed for at ændre nogle ting i ægtesengen, så problemerne kan bliver løst der.
Hvis man lyver om økonomi, eller blot holder økonomien hemmelig, er det ofte fordi man ønsker at have kontrol over den anden, og det er selvsagt ikke bidragende til et ligeværdigt parforhold i øjenhøjde med tillid, tryghed og respekt for hinanden.
Hvordan skaber man ærlighed i parforholdet?
For at kunne være ærlige over for hinanden, må vi have aftalte faste regler og rammer, inden for hvilke vi kan udtrykke os åbent, ærligt og tillidsfuldt.
Disse kommunikations-rammer er “Parforholdets Færdselsregler“, som man både skal kende, og være enige om at følge.
Ellers går det galt.
Se eksempler på kommunikationsværktøjer på www.parforhold-parterapi.dk/vaerktoejer med Hoffmann Systemet.
Kommunikations-rammerne og -reglerne i parforholdet er også lidt ligesom at finde stjernebilleder i det mylder af stjerner, der er på nattehimlen.
Hvis ikke styrmanden havde lært at finde en bestemt stjerne ud fra et stjernebillede, ville han have svært ved at navigere med en sekstant på sit skib.
Forventninger til hinanden
Den absolut eneste forventning, man kan have til sin partner i parforholdet, er, at partneren er ærlig.
Altså ærlig på en selvansvarlig måde. Brug Brønden.
Hvis partneren vil i biografen, og man selv vil i teatret, udtrykker man højt sit ønske og behov.
Man er øverst i prioriterings-trekanten. Og partneren kommer ind som et flot nummer 2.
Alle andre forventninger end ærlighed vil helt sikkert give problemer.
Både hvis det drejer sig om den andens adfærd, eller den andens holdning, eller fx større bryster, eller mere hår på hovedet.
Drop dine krav.
Hvor meget har du i øvrigt selv lyst til at blive lavet om på???
Hjælp til selv-hjælp
Min erfaring efter mere end 30 år som selvstændig psykoterapeut/coach og flere end 10.000 timers klienttimer bag mig, er, at hvad den ene opfatter som en skovl, kan den anden opfatte som en spade. Når de begge to insisterer på hver sit, går det galt.
1 time 19 minutter
Til foredraget i ovenstående video fortalte jeg blandt andet om de fem kærlighedssprog, hvor alle mennesker typisk har en af præferencerne.
En kvinde på forreste række blev ved med at insistere på, at ord og tale var det vigtigste.
Jeg forsøgte at forklare hende, at det nok var fordi det var det vigtigste for hende, men at det ikke behøvede at være det samme for andre.
Men hun påstod vedholdende, at “en spade er en spade”.
Hun var så insisterende, at andre tilhørere bad hende om at tie stille, fordi det var mig, de var kommet for at høre.
Med min par-coaching hjælper jeg mine klienter med at forstå partnerens “sprog”.
På en måde oversætter jeg for dem, hvad de TROR, de siger til hinanden.
Når jeg har “oversat” noget, siger “afsenderen”: “Ja, det er præcis det, jeg mener!” og “modtageren” siger: “Er det DET, du mener? Jeg hørte og forstod noget helt andet…..“
Et godt parforhold har en fundament af forståelse.
Ikke nødvendigvis at man er enige med hinanden.
Forståelse kræver, at kan kommunikerer godt sammen, hvilket ikke betyder blot at udveksle ord og holdninger.
Det kan godt være, at du føler, at din partner ikke fortæller dig sandheden. Og måske har din partner samme opfattelse af dig?
Hvad hvis I begge to havde bedre strategier og vaner, så I slet ikke behøvede at manipulere eller true hinanden, for at få jeres ønsker opfyldt og jeres behov dækket – eller at få noget ubehageligt til at forsvinde?
At lære bedre kommunikationsstrategier og få større forståelse for jeres forskelligheder, kan I relativt hurtigt og let lære i par-coaching.
Konklusion: Lyver din partner – eller forstår I ikke hinanden?
Når du oplever, at din partner siger ét og gør noget andet, kan det være nærliggende at tænke: “Du lyver for mig!”
Men virkeligheden er ikke altid så enkel.
Vi mennesker oplever, fortolker og husker situationer forskelligt.
Dét, der for den ene føles som en objektiv sandhed, kan for den anden være en helt anderledes oplevelse.
Nogle mennesker forsøger at undgå konflikter ved at pynte på sandheden eller love mere, end de kan holde.
Andre udtrykker deres følelser så stærkt, at det kan lyde som en endegyldig sandhed, selv om følelserne senere ændrer sig.
Det er ikke nødvendigvis bevidst løgn.
Men der er en afgørende forskel på at opleve virkeligheden forskelligt og bevidst at skjule eller fordreje sandheden.
Ægte løgne, hemmeligheder og utroskab kan skade tilliden alvorligt.
Derfor er det vigtigt både at forsøge at forstå sin partners intentioner og samtidig turde stille krav om ærlighed og ansvarlighed.
Et godt parforhold kræver ikke, at I altid er enige eller oplever alting ens.
Det kræver derimod, at I lærer at:
- Lytte for at forstå frem for at dømme.
- Skelne mellem følelser, fortolkninger og konkrete fakta.
- Udtrykke jeres behov og forventninger tydeligt.
- Tage ansvar for jeres egne ord, handlinger og reaktioner.
- Skabe tryghed, så sandheden kan siges uden unødvendig frygt.
Når I holder op med automatisk at tillægge hinanden dårlige intentioner, kan mange konflikter forebygges.
Og når der faktisk er blevet løjet, må tilliden genopbygges gennem ærlighed, konsekvent handling og ansvarlighed.
Husk: I behøver ikke at opleve virkeligheden ens for at have et godt parforhold.
Men I skal kunne stole på hinanden.
Hyppigt stillede spørgsmål
Det kan være svært at afgøre, om din partner bevidst lyver, eller om I blot oplever situationen forskelligt.
Modstridende forklaringer, brudte aftaler og hemmeligheder kan give anledning til bekymring, men er ikke i sig selv beviser på løgn.
Kropssprog og manglende øjenkontakt er heller ikke pålidelige løgndetektorer.
Det vigtigste er at undersøge konkrete forhold, stille åbne spørgsmål og tale om det, der skaber mistillid.
En hvid løgn beskytter typisk følelser eller undgår små konflikter.
Et tillidsbrud handler om skjulte motiver, manipulation eller gentagne uærligheder.
Hvis du ofte føler dig forvirret, tvivlende eller usikker på, hvad der er sandt, er det et tegn på, at løgnen påvirker relationens fundament.
Mennesker kan lyve af mange forskellige årsager.
Nogle ønsker at undgå konflikter, kritik eller afvisning.
Andre forsøger at beskytte deres selvbillede, skjule fejl eller undgå konsekvenserne af deres handlinger.
Mange løgne udspringer af frygt: Frygt for konflikt, frygt for konsekvenser eller frygt for at miste relationen.
Nogle lyver for at undgå skam, andre for at undgå ansvar.
Det er mønsteret – ikke enkelthændelsen – der afgør, om løgnen er et tegn på et dybere problem.
Uanset årsagen kan gentagne løgne skabe følelsesmæssig afstand og ødelægge tilliden.
Derfor er det vigtigt at forstå, hvad der ligger bag uærligheden, uden at bortforklare eller acceptere den.
Ikke nødvendigvis. Der er forskel på bevidst at fortælle noget usandt og at tage fejl, huske forkert eller ændre mening.
Hvis din partner oprigtigt troede på det, der blev sagt, er der ikke nødvendigvis tale om en løgn.
Men selv uden en bevidst løgn kan gentagne brudte aftaler skade tilliden.
Derfor er både ærlighed, tydelige forventninger og ansvarlighed vigtige.
Start med at observere adfærd frem for at konfrontere.
Notér mønstre, undgå beskyldninger, og tal ud fra dig selv: “Jeg oplever…” i stedet for “Du gør…”.
Hvis løgnen skaber utryghed, er det vigtigt at søge professionel støtte, så I kan genopbygge tillid på en tryg og struktureret måde.
Ja, i mange tilfælde kan tilliden genopbygges, men det kræver tid og en målrettet indsats.
Den, der har løjet eller været utro, må tage ansvar for sine handlinger og vise gennem sin adfærd, at der sker en reel forandring.
Samtidig skal der skabes plads til den sårede partners følelser og spørgsmål.
Parcoaching kan hjælpe jer med at få overblik, forbedre kommunikationen og finde en konstruktiv vej frem.
Er mistillid, misforståelser eller løgne begyndt at ødelægge jeres parforhold?
Er du træt af at tvivle på din partner – eller af selv at blive misforstået og mistænkeliggjort?
Måske oplever I, at de samme konflikter gentager sig, at samtaler ender i beskyldninger, eller at tilliden mellem jer langsomt er ved at forsvinde.
Det behøver ikke at fortsætte sådan.
Jeg hjælper par med at forstå hinandens forskellige måder at tænke, føle og kommunikere på.
Med konkrete værktøjer kan I lære at bryde negative mønstre, skabe større ærlighed og genopbygge den tryghed, som et godt parforhold bygger på.
Ring til mig, så vi kan aftale et godt tidspunkt til en gratis og uforpligtende afklarende samtale over telefonen.
Dér vil vi finde ud af, om jeg kan hjælpe dig og jer.
Hvis du foretrækker at jeg ringer dig op, så udfyld blot formularen herunder.
Så kontakter jeg dig hurtigst muligt.
Du kan også ringe direkte til mig på telefon 21 79 18 50
Har du ikke hørt fra mig inden for 1–2 dage, kan beskeden være gået tabt.
Send da gerne en SMS eller ring igen.
Se også:
www.parforhold-parterapi.dk/artikler/kriser/min-mand-lyver-for-mig
www.parforhold-parterapi.dk/artikler/kommunikation/naar-partneren-lyver
