Men også i parforholdet skal der være balance mellem det maskuline og det feminine
Kirsten Stendevads bog “Fremtiden er feminin” sætter fokus på, hvordan vi står midt i et paradigmeskifte, hvor de feminine værdier som samarbejde, intuition, relationer og helhedstænkning bliver stadig vigtigere i fremtidens ledelse.
Det betyder ikke, at de maskuline kvaliteter som struktur, handlekraft og målorientering skal afskaffes – tværtimod.
Pointen er, at vi kun skaber bæredygtige resultater, når de to poler er i balance med hinanden.
Som parcoach oplever jeg, at præcis det samme gælder i parforholdet.
I mine bøger “Partner for livet” og “7 vaner, som ødelægger parforhold” viser jeg, hvordan balancen mellem det maskuline og det feminine er afgørende for et sundt og kærligt parforhold.
Når par mister balancen, opstår konflikter, misforståelser og afstand.
Når balancen genetableres, blomstrer intimiteten, respekten og samarbejdet.
Konflikter bliver afløst af anerkendelse (maskulint) og forståelse (feminint).
Konkrete eksempler fra hverdagen
- Initiativ og indlevelse
Forestil dig et par, hvor den ene altid tager initiativ til at planlægge ferier, men sjældent tager hensyn til, hvad partneren egentlig drømmer om og ønsker sig. Det maskuline aspekt (handlekraft og planlægning) er stærkt, men det feminine (indlevelse og lytning) mangler. Resultatet er frustration. Når parret lærer at kombinere begge dele – fx ved at lytte til hinandens behov før der handles – opstår balance og fælles glæde. Begges behov bliver opfyldt. - Struktur og fleksibilitet
Den ene føler sig presset af, at alt i hjemmet skal foregå efter den andens minutiøse plan og tidsplan. Det maskuline princip om struktur skaber stabilitet, men bliver ubalanceret uden det feminine princip om fleksibilitet og spontanitet. Når de to lærer at mødes – fx ved at lave faste aftalte rammer, men samtidig give plads til uforudsete øjeblikke – får begge parter mere ro. - Selvhævdelse og nærvær
I mange parforhold går skænderier i hårdknude, fordi begge parter står stejlt på deres ret (maskulint). Her er det feminine bidrag – evnen til at sænke paraderne, være nærværende og se konflikten fra et helhedsperspektiv – det, der kan opløse fastlåstheden.
Jeg spørger ofte mine klienter i begyndelsen af et forløb hos mig, om de ønsker at få RET eller kærlighed. Alle siger, at de vil have kærligheden.
Derefter spørger jeg dem, hvorfor i alverden de så har en adfærd, der tydeligt viser, at de gerne vil have RET.
Og det gælder både mænd og kvinder.
Parallel til Stendevad og fremtidens ledelse
Når Kirsten Stendevad beskriver, hvordan organisationer fremover må dyrke både innovation og omsorg, effektivitet og bæredygtighed, rationalitet og intuition, er det en direkte parallel til, hvordan godt fungerende parforhold fungerer.
Et parforhold, hvor begge parter udelukkende bringer maskulin energi (mål, præstation, konkurrence), bliver hurtigt koldt og konfliktfyldt.
Omvendt kan et forhold, der kun rummer feminin energi (omsorg, nærvær, følelser), mangle retning og handlekraft.
Den stærkeste og sundeste relation opstår, når de to energier accepterer, rummer og supplerer hinanden.
Øvelser til at styrke balancen mellem det maskuline og det feminine i parforholdet
- Skiftende roller
Vælg en situation fra hverdagen – fx planlægning af en weekend. Aftal, at den ene part bevidst tager den maskuline rolle (struktur, beslutning, handlekraft), mens den anden tager den feminine rolle (lytte, indleve sig). Byt derefter rollerne. Øvelsen skaber forståelse for, hvor svært – og vigtigt – det er at mestre begge energier. Og det giver mulighed for at se tingene fra en anden synsvinkel. - Balance i samtalen
Aftal, at I i en samtale bruger 5 minutter hver: Den ene taler, mens den anden kun lytter aktivt (øjenkontakt) uden at afbryde. Den talende får plads til at udtrykke sig (maskulint: klarhed), mens den lyttende træner indlevelse og nærvær (feminint).
Dog er det overordentligt vigtigt at afsenderen ikke bruger De 5 farligste ord i Verden: Du, nej, ikke, altid og aldrig. Heller ikke varianter af DU, som for eksempel dig, din, nogen, vi eller man.
Derefter bytter I roller.
Denne simple øvelse (som jeg også har beskrevet i Ønskebrønden) kan afmontere mange konflikter.
Mærk efter, hvad der sker, når den ene bare lytter uden at afbryde. Ofte åbner det op for en helt ny dybde i samtalen – og en oplevelse af at blive virkelig set og hørt.
- Fælles beslutning på to måder
Tag en fælles beslutning – fx om ferie eller indkøb.
Først løser I det på en maskulin måde: Fakta, mål, logik.
Dernæst på en feminin måde: Følelser, intuition, værdier.
Til sidst kombinerer I begge til en fælles løsning.
Øvelsen viser, hvordan beslutninger bliver stærkere, når begge energier integreres.
Integritet
“Fremtiden er feminin” viser, hvordan balancen mellem maskulint og feminint er nøglen til bæredygtigt lederskab i en kompleks verden.
“Partner for livet” og “7 vaner, som ødelægger parforhold” viser, at præcis den samme balance er fundamentet for et sundt parforhold.
Når vi tør integrere både handlekraft og empati, struktur og fleksibilitet, selvhævdelse og nærvær – både i organisationer og i kærlighedslivet – skaber vi ikke blot stærkere relationer, men også et liv, der er langt mere værdibaseret, meningsfuldt og helhjertet.
Hvis du vil læse mere om, hvordan balancen mellem det maskuline og det feminine kan styrke både kærlighedsliv og hverdag, kan du finde inspiration i mine bøger og her på denne hjemmeside.
Endvidere har jeg skrevet andre artikler om emnet på blandt andet www.parforhold-parterapi.dk/parforhold/godt/maskulin-og-feminin-energi
Ring til mig i dag, hvis du vil høre mere om hvordan I konkret kan forbedre balancen mellem jer.