Af Mikael Hoffmann, par-coach med mere end 30 års praktisk erfaring
Fra ”den behagelig nemme mand” over til det autentisk lederskab
Derfor føles din passivitet utryg for din kvinde
Som parcoach ser jeg ofte et mønster, der starter som en smuk kærlighedshistorie, men ender i udmattelse: Det er den velmenende og eftergivende mand, der i begyndelsen føles som en sand gave for kvinden, men som ender i en katastrofe.
Især hvis din kvinde tidligere har haft dominerende eller ligefrem elendige kærester, vil din fleksibilitet og dit behagelige væsen i starten føles som en tryg havn og oase.
I skændes ikke, du er sød, og du sørger for at der ikke er noget, der er besværligt.
Men som årene går, risikerer du at denne tryghed forvandles til en snigende frustration hos hende, og hun ender med at sige det, der gør allermest ondt på den “pæne dreng”: ”Jeg føler mig ikke længere tryg sammen med dig”.
Og hvorfor nu det?
Hvad er der sket?
Hvad gik galt?
Indledende overblik
- Hvorfor mandens initiativ og ansvar kan skabe større tryghed i parforholdet.
- Hvad det vil sige at tage lederskab uden at blive kontrollerende eller dominerende.
- Hvordan tydelighed og handlekraft kan mindske usikkerhed og frustrationer.
- Hvorfor lederskab også kræver evnen til at lytte, samarbejde og være sårbar.
- Hvordan I kan bytte roller og få større forståelse for hinandens ansvar.
- Hvordan I sammen kan skabe en mere ligeværdig og velfungerende relation.
Klik her for at se indholdsfortegnelsen for denne side
Når ”afslappet” bliver til en usynlig byrde

Problemet er, at dét, du selv kalder at være ”afslappet” og ”ukompliceret”, i virkeligheden dækker over dovenskab og en fundamental mangel på lederskab.
Her er, hvad passivitet rent faktisk betyder i hverdagens psykologi:
- Mangel på initiativ: Du venter på at få at vide, hvad der skal ske og hvad du skal gøre, i stedet for selv at sætte retning og få tingene gjort.
- Beslutningsvægring: Du ”har ikke noget imod dét, der bliver taget beslutninger om” og følger bare strømmen som en plastikpose i en flod.
- Udfyldning af hullerne: Da du ikke tager ansvaret for og styringen af logistik, planer og den følelsesmæssige tone, ender hun med at tage over, og styre og kontrollere og skælde ud, for at få familielivet og hverdagen til at hænge sammen.
- Bange for kritik: Du vil hellere “spille det sikre kort” og gøre ingenting, frem for at blive kritiseret og bebrejdet for noget, du har gjort (forkert).
- Du har givet op, da du jo alligevel aldrig får noget som helst igennem.
Du føler dig måske stadig venlig og støttende, men for hende er dit fravær af lederskab blot endnu mere arbejde for hende.
Hun bliver nødt til at tænke for to, forudse konsekvenser og agere ”projektleder”, mens du blot flyder med.
Det skaber en overbelastning i hendes nervesystem, som i sidste ende føles alt andet end trygt og rart.
Begreberne
Jeg bruger overvejende begreberne Handlingsorienteret og Relationsorienteret i stedet for ordene mand/maskulin og kvinde/feminin, fordi de pågældende kommunikations-former og strategier findes hos både mænd og kvinder.
Fokus flyttes dermed fra køn og politisk korrekthed over til dagligdags adfærd, behov og måder at kommunikere og løse problemer på.
Det skaber en mere nutidig, nuanceret og inkluderende forståelse af relationer, adfærd og samspil mellem mennesker.
Læs mere om Handling & Relation på Hoffmann Modellen.
Det er også vigtigt at understrege, at der ikke er noget i vejen for at I bytter roller en gang imellem. Det er sundt at gøre noget andet – bare I er enige om det.
Sandheden om tryghed og Handlingsorienteret energi

I et moderne parforhold er følelsesmæssig sikkerhed og tryghed den mest værdifulde gave, en mand kan give sin kvinde.
Men tryghed er ikke blot fraværet af konflikt; det er i høj grad tilstedeværelsen af en stabiliserende kraft og et initiativ og mod.
Kvinder føler sig i længden ofte frastødt af passive og underdanige mænd, fordi det tvinger dem ind i en maskulin ”manager-rolle”, hvor de mister forbindelsen til deres egen feminine bløde side.
Når du trækker dig og lader hende styre og bestemme alt, svigter du dit lederansvar.
Lederskab handler ikke om at dominere, bestemme eller diktere, men derimod om at have det overordnede overblik, være handlekraftig og tage ansvar for parforholdets trivsel.
En autentisk leder er en person, der tør udstikke en kurs og tage konsekvenserne af de valg, der træffes – fremfor blot at sige: ”Du får ret, og jeg får fred”.
Vejen ud af passivitetens rille
Mange mænd tror fejlagtigt, at de er gode ægtemænd, når de bare er eftergivende.
Men sandheden er, at de fleste kvinder beundrer mænd, der er stærke nok til at håndtere deres følelser, mænd der véd hvad det vil sige at styre sin adfærd og at tage initiativ, samtidig med at han er følsom nok til at lytte til og anerkende hendes synspunkter.
At han accepterer hende som hun er.
Sådan er det for de fleste kvinder, men der er selvfølgelig undtagelser.
Her er, hvordan du genvinder dit lederskab i parforholdet:
- Tag 100 % ansvar: Indse at din passivitet skaber din partners følelsesmæssige overbelastning.
Din lykke og jeres parforholds sundhed er dit ansvar. Vær klar over, at du skaber dine egen oplevelser af alle situationer. Stå véd, hvad du siger og gør – også når det ikke føles spor rart eller behageligt. - Vær ”Klippen”: Lær at rumme din partners følelser uden at gå til modangreb, eller flygte ind i din ”hule”, eller diske op med en masse logisk “sludder”, eller blot føje hende for at få ro.
- Sæt retning: Tag initiativ til par-tid, kæreste-weekender, aflastningstid (altså hendes), praktiske gøremål i hjemmet, ferier og huslige opgaver – uden at vente på instrukser.
- Træn nye vaner: Det tager typisk 90 dage med fokuseret indsats at ændre uhensigtsmæssige mønstre til sunde vaner, der varer ved, og som du dermed gør helt automatisk uden at tænke over det.
- Sæt grænser: Gå i “Brønden“, når du er frustreret over noget, eller benyt “Konflikthåndteringstrappen” hvis hun protesterer eller kritiserer dig eller skælder ud.
Grænsesætning er ekstremt vigtigt for jer begge.
Lad dig endelig ikke slå ud.
I begyndelsen vil din partner blive forvirret og utryg ved den nye situation, hvor du øver dig i at tage lederskab, for det skaber en ny dynamik mellem jer.
Men hold ud.
Når du gør det rigtige, nemlig tager det sunde naturlige lederskab i parforholdet, vil hun efterhånden nyde at kunne læne sig tilbage og mærke trygheden og sin egen feminine side.
Og husk, at du nogen gange med stor sandsynlighed ikke har spor lyst til at gøre dét, der skal gøres.
Men lederskab har intet med “lyst til” at gøre. Der er noget, der bare skal gøres.
En virksomhedsleder har normalt heller ikke lyst til at fyre sine gode folk eller lave sparerunder, men en gang imellem skal det bare gøres.

Lederskab er noget, du tager – det er ikke noget, du får tildelt.
Tænk blot på din egen chef: Hvordan ville du have det med vedkommende, hvis han/hun i morgen mødte dig med: “Må jeg godt have lov til at lede og fordele arbejdet i dag? Er det OK for dig, hvis jeg tager ansvar, og har overblikket, og fortæller hvilken retning vi skal bevæge os i nu?”
Nej, vel? Hvor meget respekt ville du have for vedkommende?
Og igen vil jeg slå en streg under, at det er sundt en gang imellem at bytte roller.
Nogle gange skal man bytte roller for at forstå ansvaret
Der er en vigtig pointe i at prøve at stå i den andens sko.
Man kan godt have en holdning til, hvordan noget skal gøres, men forståelsen bliver ofte langt dybere, når man selv får ansvaret.
Tænk eksempelvis på en skuespiller, der i begyndelsen af sin karriere ikke altid møder velforberedt op på settet.
Når andre står for planlægningen, holder styr på tidsplanen og sørger for, at produktionen fungerer, kan det være let at tage det for givet.
Men når man senere selv bliver instruktør, ændrer perspektivet sig.
Nu afhænger mange andre menneskers arbejde af ens egen forberedelse, beslutninger og evne til at tage ansvar.
Det er en historie, der ofte bliver fortalt i forskellige sammenhænge, og jeg forbinder den med Leonardo DiCaprio.
Jeg vil dog ikke påstå, at netop denne hændelse er dokumenteret om ham.
Pointen er vigtigere end personen: Det er noget andet at være dén, der følger planen, end at være dén, der har ansvaret for, at planen fungerer.
Hvad har det med lederskab i parforholdet at gøre?
I et parforhold kan man let komme til at betragte sin egen rolle som den naturlige – og den andens som noget, der bare fungerer af sig selv.
Hvis manden normalt tager initiativ til at planlægge, træffe beslutninger og få praktiske ting til at ske, kan kvinden måske komme til at undervurdere, hvor meget mental energi og ansvar det kræver.
Omvendt kan en mand, der er vant til, at kvinden holder styr på aftaler, mærkedage, familiens behov og den følelsesmæssige kontakt, have svært ved at forstå, hvor belastende det kan være at skulle huske og koordinere det hele.
Her kan det være lærerigt at bytte roller.
Lad eksempelvis kvinden tage initiativ til en weekend sammen, træffe de nødvendige beslutninger og sørge for, at planerne bliver ført ud i livet.
Og lad manden i en periode tage det fulde ansvar for nogle af de opgaver, som kvinden normalt står for – ikke blot udføre dem, når hun beder ham om det, men selv opdage, planlægge og følge op.
Det afgørende er, at man ikke blot overtager enkelte opgaver, men også prøver at mærke det ansvar, der følger med.
At bytte roller handler ikke om at opgive sig selv
Når jeg taler om, at manden skal tage lederskab i parforholdet, mener jeg ikke, at han altid skal bestemme, eller at kvinden skal være passiv.
Lederskab handler om at tage initiativ, skabe retning og påtage sig ansvar for sin egen adfærd og sin del af parforholdets trivsel.
Men et sundt lederskab kræver også evnen til at lytte, samarbejde og give plads til den anden.
Nogle gange er det manden, der skal gå forrest.
Andre gange er det kvinden, der har det bedste overblik eller den mest hensigtsmæssige løsning.
Prøv derfor at stille hinanden dette spørgsmål:
“Hvilket ansvar tager jeg for givet, fordi det normalt er dig, der tager dig af det?”
Svarene kan være overraskende.
Og hvis I tør bytte roller uden at kritisere hinanden undervejs, kan I få en langt større respekt for det, den anden bidrager med.
Målet er ikke, at I skal være ens eller altid dele alt præcis halvt.
Målet er, at I begge kan tage ansvar, og at ingen af jer bliver fastlåst i en rolle, som den anden aldrig behøver at forstå.
Man lærer ikke altid at tage ansvar ved at få det forklaret.
Nogle gange lærer man det bedst ved selv at stå med ansvaret.
Lederskabet i parforholdet kan føles svært og kunstigt i begyndelsen, hvis du aldrig har lært det (i dit barndomshjem), men det er heldigvis en færdighed, der kan tilegnes og læres.
Hvis du føler, at du sidder fast i rollen som den passive partner, og jeres parforhold er ved at brænde ud af mangel på polaritet, så ræk ud.
Som din parcoach kan jeg hjælpe dig med at finde din rygrad og lære dig det ”sprog”, der skaber ægte tryghed og vitalitet i dit samliv.
Den bedste måde at forudsige fremtiden på er at skabe den selv.
Konklusion: Hvorfor det er vigtigt for manden at tage lederskabet i parforholdet
Lederskab handler om ansvar – ikke magt
Når manden tager lederskab i sit parforhold, kan han bidrage til større tydelighed, tryghed og fremdrift.
Det kræver, at han tør tage initiativ, stå ved sine valg og tage ansvar for sin egen adfærd og sin del af relationen.
Men lederskab er ikke en ret til at bestemme over sin partner.
Det er en måde at bidrage aktivt til et fælles liv på, hvor begge bliver hørt og respekteret.
Et vigtigt skridt er også at turde bytte roller.
Når man selv prøver at bære det ansvar, som partneren normalt står med, bliver det lettere at forstå, hvad der kræves – og at værdsætte den andens indsats.
Det stærkeste parforhold opstår ikke nødvendigvis, når begge gør præcis det samme, men når begge tager ansvar, anerkender hinandens bidrag og hjælper hinanden med at lykkes.
Lederskab i kærligheden handler i sidste ende om at tage ansvar for dét, man selv kan påvirke, og om at skabe en relation, hvor begge føler sig trygge, betydningsfulde og frie til at være sig selv.
Ofte stillede spørgsmål
Det betyder, at han tager initiativ, påtager sig ansvar og bidrager aktivt til at skabe retning i parrets fælles liv. Det kan være gennem beslutninger, praktiske opgaver, følelsesmæssig tilstedeværelse og viljen til at tage fat på problemer. Det handler ikke om at bestemme over kvinden, men om at tage sin del af ansvaret.
Tydelighed, initiativ og handling kan gøre det lettere for begge parter at vide, hvad de kan regne med. Når manden følger op på det, han siger, og tager ansvar uden hele tiden at skulle skubbes i gang, kan det mindske frustrationer og styrke tilliden. Tryghed afhænger dog af begge parters adfærd og af, hvordan de møder hinanden.
Ja. Et sundt parforhold kræver, at begge kan tage initiativ og ansvar. Nogle gange har manden overblikket, og andre gange har kvinden. Det afgørende er ikke, hvem der fører an i enhver situation, men at begge bidrager, lytter til hinanden og kan skifte rolle efter behov.
Begynd med at tale om, hvem der tager ansvar for hvilke opgaver og beslutninger. Prøv derefter at bytte roller på udvalgte områder, så I hver især oplever, hvad der kræves af den anden. Aftal det uden at bruge forsøget til at kritisere hinanden. Formålet er at skabe forståelse, anerkendelse og et mere ligeværdigt samarbejde.
Har I brug for hjælp til at finde en bedre balance i parforholdet?
Måske oplever I, at den ene tager for meget ansvar, mens den anden trækker sig.
Måske savner I mere initiativ, tydelighed eller forståelse for hinandens behov.
Til parcoaching kan I få hjælp til at forstå jeres mønstre, tale mere konstruktivt sammen og finde en balance, hvor I begge tager ansvar for forholdet.
Du er velkommen til at ringe til mig, så vi kan aftale et godt tidspunkt for en gratis, afklarende samtale over telefonen.
Hvis du ønsker det, vil jeg ringe dig op.
Udfyld blot formularen herunder.
Eller ring til mig på telefon 21 79 18 50
(Hvis jeg mod forventning ikke vender tilbage i løbet af 1-2 dage, er der risiko for, at jeg måske ikke har modtaget den, og så må I gerne lige sende mig en SMS eller ringe til mig.)
Læs flere af denne slags artikler på www.parforhold-parterapi.dk/category/parforhold/handling-og-relation
