Spring til indhold

Grænsesætning

Hvordan sætter man i realiteten sunde naturlige grænser?

Det gør man med disse fem konkrete trin:

  1. Lav i forvejen en forventningsafstemning, hvor du forklarer hvad du vil acceptere og konsekvensen vil være, hvis grænsen overskrides.
  2. Hvis der sker en grænseoverskridelse beskriver du først adfærden
  3. Derefter beskriver du konsekvensen
  4. Til sidst udfører du konsekvensen
  5. Herefter siger eller gør du intet andet. Ingen forklaringer, ingen undskyldninger, ikke vente på en anden reaktion. Intet.

Tryghed, respekt og forudsigelighed

Mange mennesker tror, at grænsesætning handler om at være hård, afvisende, råbe op eller være dominerende.
I virkeligheden handler sunde naturlige grænser om at skabe tryghed, respekt og forudsigelighed i relationen – uanset om det er parforhold, forældreskab eller på arbejdet.
En grænse er først en rigtig grænse, når den er tydelig, konsekvent og bliver fulgt op af handling.

1. Forventningsafstemning kommer først

GrænsesætningDet første trin er at lave en forventningsafstemning, inden problemerne opstår.
Her forklarer du roligt, hvad du vil acceptere, og hvad konsekvensen bliver, hvis grænsen bliver overskredet.
Det kan for eksempel være, at du ikke vil acceptere råben, nedladende kommentarer eller gentagne aflysninger af aftaler.
Det afgørende er, at den anden person på forhånd véd, hvor din grænse går, og hvad konsekvenser er, hvis den bliver overskredet.

2. Beskriv adfærden

GrænsesætningHvis grænsen bliver overskredet, beskriver du først den konkrete adfærd uden at angribe personen.
Du holder dig til fakta og undgår kritik, fortolkninger og gamle historier.
Beskriv situationen nøgternt for at skabe klarhed uden at blive viklet ind i en diskussion eller et skænderi.
Afhængigt af situationen kan du eventuelt stille et nysgerrigt spørgsmål for at få opklaring.

3. Beskriv konsekvensen

GrænsesætningDerefter beskriver du konsekvensen.
Og sig det kun én gang.

Konsekvensen er ikke en straf, men derimod den handling du på forhånd har besluttet at gennemføre og fortalt om – for at passe på dig selv og relationen.
Det kan være at afslutte samtalen og udsætte diskussionen til et senere tidspunkt, eller at forlade rummet, eller at lade være med at gøre noget bestemt i hjemmet.

Brug med fordel Hulen for at skabe tryghed.
Hulen betyder, at du fortæller, hvor længe du er væk og også siger ”Jeg elsker dig”.

4. Udfør konsekvensen

GrænsesætningDet fjerde trin er det vigtigste: Du udfører konsekvensen, og du gør det med det samme.
Mange mennesker mister deres troværdighed, fordi de siger, hvad der vil ske, men ikke gør det.
Eller de råber højere, eller tigger og beder, eller truer, eller gentager ønsket igen og igen.
En grænse uden handling bliver hurtigt opfattet som en tom trussel.

5. Lad være med at gøre noget som helst andet

GrænsesætningNår konsekvensen er udført, gør du ikke mere.
Ingen korte eller lange forklaringer, ingen undskyldninger, ingen forsøg på at få den anden til at forstå eller acceptere din beslutning, og lad være med at stå og vente på at den anden har en bestemt reaktion eller ændrer adfærd.
Netop stilheden efter handlingen er ofte dét, der gør grænsen tydelig og respektfuld.

Sunde naturlige grænser skaber ikke afstand.
De skaber klarhed.
Og klarhed er en af de vigtigste forudsætninger for tillid, tryghed og respekt i et stærkt parforhold – og i øvrigt i enhver anden relation.


Forskellen mellem konsekvens og straf

Hvis du i din bil eller på din motorcykel kører med for høj hastighed ind i en kurve, kan du havne i grøften. Det er konsekvens.
Hvis du får en fartbøde, er det en straf.
Den personlige erfaring på egen krop er den bedste læremester.

Konsekvens skaber tryghed

Konsekvens bliver ofte misforstået som noget hårdt eller kontrollerende.
Men i sin mest modne form er konsekvens en stille måde at skabe tryghed på.

Børn har brug for klare rammer, fordi rammer giver dem ro.
De har brug for at vide, hvad der sker, og hvad der forventes af dem.
Det er ikke straffen, der virker – det er forudsigeligheden.

Det samme gælder i parforhold.

Når vi som voksne sætter grænser, handler det ikke om at være hårde eller utilnærmelige.
Det handler om at beskytte vores indre fred og skabe et rum, hvor begge parter kan være trygge.
Konsekvens i et parforhold betyder, at vi står ved dét, vi siger.
At vi ikke trækker grænser tilbage, når de bliver udfordret.
At vi ikke undskylder for vores behov.
At vi ikke gør os mindre for at undgå konflikt.

Både børn og voksne lærer af konsekvens.
Dét, vi tolererer, bliver retningslinjen for, hvordan vi bliver behandlet. Du har altid selv et ansvar.

Når vi holder fast i vores standarder – venligt, roligt og uden drama – skaber vi en relation og et parforhold, hvor respekt, ærlighed og følelsesmæssig tryghed ikke er luksus, men derimod er fundamentet.

Konsekvens er ikke hårdhed. Konsekvens er omsorg for relationen.

Den konsekvente cowboy

Som en lidt morsom og morbid illustration af, hvad konsekvens er, fortalte en lærer tilbage i 1980 på Svendborg Navigationsskole os en historie, fordi vi lige havde lavet en masse ballade i klassen.
Og det er bare en beskrivende overraskende historie, som han brugte for at vise, at han mente det alvorligt.
Den handlede om en cowboy, der en dag red ind til byen for at finde sig en kone.
Det lykkedes ham, og derefter red de sammen på hans hest ud på prærien på vej mod deres nye hjem.
Pludselig snublede hesten, og de blev begge kastet af.
Da de havde rejst sig og børstet støvet af sig, sagde cowboy’en roligt henvendt til hesten: ”Det var første gang”.
Så satte sig op igen og red videre, men hesten snublede lidt senere endnu en gang, og de blev smidt af.
Cowboy’en sagde denne gang højt og tydeligt: ”Det var anden gang”.
Da de senere for tredje gang bliver kastet af, trak cowboy’en resolut sin revolver og skød den liggende hest en kugle for panden, så den døde på stedet.
Hans nye kone blev chokeret og vred og begyndte at skælde ham ud, mens de gik videre til fods. Hun havde al mulig grund til at være rasende over, at de lige havde mistet en dejlig hest, og hun gav sine følelser frit løb.
Cowboy’en lyttede til hende i tavshed, og da hun lidt senere var færdig og holdt op med at skælde ud, sagde han stoisk og tørt: ”Det var første gang!
🙂

4:45 minutter

Læring

Det behøver imidlertid ikke at være så svært at sætte sunde naturlige grænser.
Men hvis man ikke kan det i forvejen, skal det selvfølgelig læres. Det optimale ville være, at man havde lært det i sin barndom, men heldigvis det er aldrig for sent.
Og hvis man selv har børn, er det en rigtig god idé at lære dem grænsesætning, så de lettere kan håndtere deres liv.
At lære en ny vane kræver, at man øver sig, og gentager processen igen og igen. Og man skal vel-at-mærke øve sig i at gøre det på den rigtige måde. Ellers lærer man sig bare en ny dårlig vane.


 

Hvis det er svært selv at finde ud af at sætte grænser, så ring til mig, og vi vil finde ud af, om jeg er den rette til at hjælpe dig og jer med at sætte sunde naturlige grænser, så I kan bruge det i hverdagen.
Selvfølgelig kan det være svært. Hvis det havde været let, havde du jo nok gjort det selv for længst.