Eksempel på hvornår samtaler med hinanden er bedst
I denne artikel beskriver jeg et anonymiseret klient-par, der oplevede, at parforholdets indledende spændende forskelligheder var gået hen og blevet deres største irritationsmoment og udfordring.
Hvad gør man, når man er meget forskellige?
Hvornår og hvordan taler man bedst med hinanden, så kærligheden blomstrer, og hverdagen bliver lettere og sjovere?
De to mennesker repræsenterer flere forskellige pars historier og baggrunde.
Forskelligheder
Jette og Kim er meget forskellige af natur. I sin tid blev de tiltrukket af hinanden på grund af forskellene, fordi de fandt hinanden spændende.
Kim var den mystiske tilbagetrukne, og Jette var den sprudlende udadvendte.
Grunden til, at de kontaktede mig, var fordi de spændende forskelligheder var gået hen og blevet deres største irritationsmoment og udfordring i parforholdet.
Klik her for at se flere anmeldelser
Kim følte, at han aldrig fik fred nogen steder.
Uanset hvad han gjorde, var det forkert.
Hans fornemmelse var, at Jette hele tiden var efter ham og ville rette på ham.
Alting kunne gøres bedre, mente hun – og det blev det!
Kim følte sig presset og forkert-gjort, hvilket resulterede i, at han lukkede sig mere og mere inde i sig selv – eller at han eksploderede i raseri.
Begge dele gjorde Jette endnu mere frustreret og pågående.
Jette følte sig på sin side forladt og ignoreret.
Hun gjorde alt, hvad hun kunne for at komme i kontakt med Kim, men oplevede ham det meste af tiden som tavs og indelukket.
Hun anede ikke, hvad der foregik bag hans tavse ydre, og dette gjorde hende usikker og utryg.
Det var som regel hende, der tog initiativer til alt muligt, hvilket var begyndt at irritere hende voldsomt.
Mens de havde hjemmeboende børn, havde de holdt deres fokus på familie og karriere, men efter at de var blevet alene i huset, blev forskellighederne en hel del tydeligere – og på nogle områder helt ulidelige.
Par-coaching
Efter kun to par-sessioner hos mig, med bevidstgørelse og psykoanalyse, blev situationen så klar for dem, at de hver især var i stand til at tage ansvar for det, der var deres egen del.
Det var selvsagt meget svært for dem at erkende årsagerne til deres frustrationer, men begge valgte efterfølgende at gå i individuel psykoterapi hos mig en periode, sideløbende med parcoachingen.
I den individuelle terapi arbejdede vi udelukkende med hændelser fra før, de mødte hinanden.
Til parcoachingen talte vi om deres forskellige måder at kommunikere på.
Jeg viste dem rent praktisk, hvordan tingene hang sammen og kunne gribes anderledes an.
Jeg hjalp dem blandt andet med at skelne mellem den ideelle og den reelle verden.
Kommunikations-værktøjer
Min hjælp bestod overvejende i at give dem nye værktøjer til at forstå hinanden, så de selv blev i stand til at ”oversætte”, hvad der foregik:
De lærte at etablere og afslutte kontakt med hinanden på en hensigts-mæssig måde – både i små hverdags-sammenhænge, men også i de helt store af livets udfordringer.
Det kunne være noget så simpelt som at kvittere for modtagelse af en mail eller SMS med det samme, og måske skrive, at der kom et mere fyldestgørende svar senere.
Det kunne også være den måde de indledte og afsluttede sex med hinanden på.
De lærte at udtrykke deres behov hver især, samt at kommunikere mere hensigtsmæssigt og imødekommende.
Når den ene ville snakke, og den anden ville have ro, lærte de at mærke og udtrykke, hvor vigtigt det var for dem hver især, hvilket betød at først den ene og derefter den anden kunne få dækket sine behov for henholdsvis nærhed og at være alene.
De lærte, at det er OK at have brug for at snakke, og at det er lige så OK at have brug for fred og ro.
Hulen og elastikken
Både Kim og Jette havde en gang imellem behov for at trække sig tilbage.
I parcoachingen kom det imidlertid bag på Kim, at det er vigtigt at fortælle partneren om sine følelser.
Hvis man en gang imellem har brug for at ”gå ind i sin hule” for at fordybe sig, skal man forinden skabe tryghed ved fx at forsikre sin partner om, at man elsker vedkommende, og man skal fortælle, hvor længe man har tænkt sig at ”være væk”.
For Jette betød det meget at erfare, hvor vigtigt det var for Kim at høre, at fejl og mangler ikke var hans skyld (også selv om hun følte, at det var…).
Samtidig havde Kim brug for at få detaljerede instrukser i, hvad der blev forventet af ham, når Jette havde brug for at sætte ord på sine følelser.
Jeg lærte dem, hvordan man kunne instruere sin partner, når man havde brug for at italesætte sine frustrationer – uden at manipulere eller påføre skyld.
Det handlede både om færdigheder og holdning, fordi indledningsvist i coachingen proklamerede Jette: ”Hvis Kim VIRKELIG elsker mig, ved han PRÆCIST, hvad jeg har brug for og vil have!!!” hvilket af gode grunde frustrerede Kim meget. Han anede det nemlig ikke, fordi det ændrede sig hele tiden.
Lidt provokerende sagde jeg til Jette, at hvis hun ville have haft en mand, der kunne læse hendes tanker og følelser, skulle hun have fundet en clairvoyant. Det grinede vi alle tre af.
Ønskebrønden
Til en session øvede vi ”at gå ned i brønden”, hvilket vil sige at kunne tale om sine følelser og frustrationer, føle sig hørt, set og forstået.
Og samtidig mærke, at partneren kan rumme en med tålmodighed og medfølelse.
Første gang vi øvede det, gik det ikke helt som forventet, fordi Jette sagde: ”Det er ikke din skyld, at vi kom for sent af sted, men jeg vil gerne have, at du er nærværende og lytter til, hvad jeg siger nu, for jeg er enormt skuffet og ked af det.”
”OK”, sagde Kim og satte sig med halvt lukkede øjne med arme og ben over kors.
Det var hans måde at lytte intenst og koncentreret på.
Men Jette blev meget vred over Kims kropssprog – indtil hun opdagede, at hun selv blev nødt til at instruere ham omhyggeligt, hvis hun ville have noget bestemt af ham.
Efterfølgende vidste Kim præcist, hvad der skulle til, for at gøre hans kone glad og tilfreds, fordi hun fortalte ham det, hvilket var en stor lettelse for ham.
Efter nogle få øve-sessioner behøvede Kim ikke længere at være nervøs over, at Jettes behov ændrede sig fra gang til gang, for nu vidste han hele tiden, hvad han skulle gøre.
Han følte sig heller ikke angrebet og kritiseret, når hun indledte med sætningen: ”Må jeg gå i Brønden? Det er ikke din skyld, at jeg har det, som jeg har det, lige nu!”, uanset om hun følte det eller ej.
Jette opdagede også, at hvis Kim fik indtryk af, at det var hans skyld, kunne han ikke lytte, og så var hun lige vidt.
Fakta var, at hun blev nødt til at gøre noget anderledes, som i begyndelsen føltes både kunstigt og unaturligt, for at kunne få Kims fulde nærvær, opmærksomhed og accept.
Hvilket jo var det, hun gerne ville have.
Hverdagen
Efterhånden som parret blev bedre til at bruge kommunikations-værktøjerne, kunne de nøjes med på en naturlig og let måde at sige ”Brønden” eller ”Elastikken” som en slags kode-ord, så partneren dermed med det samme var klar over, hvad den anden var i gang med og havde brug for.
Trygheden ved at vide, gav kvalitet og ro i samtalen.
Kim skulle også øve sig en hel del gange i at mærke efter, hvad han EGENTLIG havde brug for, for derefter at kunne udtrykke sig klart, tydeligt og hensigtsmæssigt.
I løbet af kun tre måneders samlet forløb med parcoaching lærte de begge nye færdigheder i relationen.
De kommunikerede mere konstruktivt, genfandt tidligere tiders accept og respekt, og kom stille og roligt i balance og øjenhøjde med hinanden.
De nye parforholds-værktøjer gjorde Kim & Jette i stand til at forstå hinanden og respektere partneren – til trods for deres store forskelle.
De lærte at bruge forskellighederne som en ressource og styrke i stedet for en ulempe og svaghed.
Det eneste, de ærgrede sig over, var, at de ikke havde kendt værktøjerne og fået de mere hensigtsmæssige holdninger i begyndelsen af deres parforhold, mens børnene endnu var små.
Jeg kan af gode grunde ikke løse mine klienters problemer, men til gengæld kan jeg guide og støtte dem, så de sammen kan tage hånd om deres parforhold og løse problemerne selv.
Se flere case-stories på www.parforhold-parterapi.dk/eksempler.