Vi kommunikerer bedst ved at tale ordentligt sammen
Mange mennesker kan være utroligt hårde i deres måde at tale sammen på. Især i parforholdet, hvor der jo er mange følelser involveret. Ofte er man ikke selv klar over, hvor hård, man kan lyde, men derimod kan man let høre, hvor grusom, uretfærdig, modbydelig og ondskabsfuld partneren er. Dette begrunder så, at man kan give igen af samme mønt.
Det undrer også mange mennesker, at deres partner pludselig bliver fx vred over et eller andet, og selv havde man intet gjort, før vreden hos partneren opstod.
Imidlertid er min erfaring, at det er kun omkring 20% af smerten, vi påfører vores partner, vi selv er bevidste om. Det vil sige langt størstedelen af det, vi gør ved hinanden, er vi end ikke bevidste om. Og det gælder selvfølgelig begge veje. Det kan godt være, at vi opfatter os selv som neutrale eller positive, men realiteten er, at partneren kan føle sig ydmyget, nedgjort, overset, ignoreret, skældt ud, skubbet væk og lignende, men umiddelbart ikke reagerer på dette input direkte eller med det samme. Først senere kommer der en reaktion, og den kan enten være svag eller meget voldsom.
Klik her for at se flere anmeldelser
Det, der typisk sker, er, at hvis man føler en smerte, enten fysisk, psykisk eller følelsesmæssigt, og ikke har fornemmelsen af, at den anden helt forstår smerten og hvor ondt det gør, bliver man frustreret. Måske har man forsøgt at forklare dette for partneren så tydeligt man kunne, men hvis det stadig ikke virker, som om at partneren forstår det, træder der nogle nye psykologiske mekanismer i kraft. Grundlæggende går vi helt tilbage til stenalder- eller barne-stadiet, og reagerer uhensigtsmæssigt: Vi risikerer at komme til at opføre os som to små børn, der sidder i sandkassen. Den ene fik sand i øjnene, og mærkede at det gjorde ondt. Den anden var slet ikke klar over, hvad der foregik. Derfor kastede den ene sand i øjnene på den anden, for ”så kan du da mærke, hvor ondt det gør på mig”. Den anden mærkede nu smerten, og kastede sand tilbage. Dermed fik vi diskussionerne: ”Det var den anden, der startede!” Det er helt forståeligt, at børn opfører sig på den måde. Men når voksne gør det samme, er det temmelig uhensigtsmæssigt. Dette mønster og denne strategi ses både i parforholdet men også mange andre steder.
Når vi påfører vores partner en smerte, gør vi det dels for at dulme og lindre vore egne følelser, men også for at partneren så da må kunne forstå, hvor ondt det gør og holde op….
Smertepåførelsen kan også udspringe af et forsøg på at heale et gammelt sår fra f.eks. barndommen, eller i livet som sådan. Det kan eksempelvis være at man råber ad sin nuværende (sagesløse) partner, fordi man i det tidligere parforhold blev råbt ad. Det kan også være foregået i barndomshjemmet, og man gentager ubevidst den samme adfærd og mønster over for sin nuværende partner – eller over for sine egne børn.
Hvis man er blevet snydt og bedraget, kan man risikere at komme til at føle, at det er helt naturligt at snyde andre.
Pædofili er et skrækkeligt eksempel på et gentagelsesmønster: Selv om man har været udsat for et seksuelt overgreb, er det heldigvis ikke sikkert, at man bliver pædofil, men samtlige pædofile har selv været udsat for et overgreb af en alvorlig slags. Ellers ville de ikke blive pædofile. Det er ikke en tilstand, man er født med. Det er en tillært (meget uhensigtsmæssig) adfærd, som kan gå i arv generation efter generation – indtil man beslutter sig for at stoppe det. Det kræver typisk et stort psykoterapeutisk arbejde at afkode og aflære en tillært adfærd og holdning.
Der er altid en grund til alting. Nogle gange kan den være svær at få øje på. Ingen mennesker er født onde. Men de kan have haft nogle oplevelser, der giver dem en ond adfærd og holdning. Et kig på verdenshistorien kan fortælle meget om det. Nogle af de værste grusomheder er sket på grund af tidligere overgreb på krænkeren. Så vær klar over, at udsættes du selv for en uretfærdighed, så tag hånd om det og få gennemarbejdet det så hurtigt som muligt, så du ikke risikerer at det går ud over andre. Lad være med bare at tro, at det nok går over eller bare skal glemmes. Erfaringer viser, at den lille sten i skoen kan blive til et blødende sår, hvis man går for længe med den i et par snævre støvler.
Vær opmærksom på, at det meste af det, vi foretager os, er ubevidst. Oplever du, at en person (din partner måske?) er virkelig ond ved dig, så tænk i første omgang på, at der er sket noget forfærdeligt for vedkommende forinden, og at du måske ubevidst har tændt det i ham eller hende. Måske skal I begge arbejde med jeres overbevisninger, for at få relationen til at fungere igen.
Men heldigvis kan det læres, og det er (næsten) aldrig for sent…
4:54 minutter
Klik også ind på YouTube Playlisten “Spørgsmål & Svar” (eller Kategorien med Spørgsmål & Svar her på hjemmesiden), hvor jeg på min langdistancevandring i sommeren 2018 optog flere end 50 korte videoer.
.