Hvornår er nok nok?
Man kan være enormt vrede på hinanden, og stadig have mulighed for at genfinde det gode parforhold.
Man kan skændes så det brager, men alle de frustrerede følelser kan godt dække over kærlighed og længsel.
Det er først, hvis der kommer vedvarende foragt mellem jer, at I skal overveje, om en skilsmisse er den rette løsning.
Følelser af vrede, frustration, opgivenhed, ydmygelse, kan som sagt dække over varme følelser.
Selv i et raseri er der kærlighed.
Det er først når vedvarende foragt eller fuldstændig tomhed og ligegyldighed er til stede i længere perioder, at skilsmisse kan være det rette valg.
Er der børn involveret, har det nogle uhyggelige konsekvenser, at forældrene er onde ved hinanden eller giver op.
Klik her for at se flere anmeldelser
Det er vigtigt at gøre sig klart, at en fysisk, psykisk eller følelsesmæssig smerte i parforholdet ikke nødvendigvis behøver at betyde, at man giver op og lader sig skille.
Skilsmissen er for mange en kattelem ud af de umiddelbare vanskeligheder, men hvis problemerne fortsætter med en ny partner, er man jo lige vidt.
Egoisme
Nogle mennesker tror, at det er bedst for børnene, at man lader sig skille, men ofte hænger det sammen med, at de psykologiske forsvarsmekanismer og følelserne snyder en – til skade for netop børnene.
Egentlig kan det i mange tilfælde være ren egoisme og manglende robusthed og modstandsdygtighed, der gør, at man tror, at det er bedst at lade sig skille.
Ansvar
Er der tale om misbrugs-, utroskabs- eller volds-problematikker i parforholdet, bør man spørge sig selv, hvordan det kan være gået så vidt, og hvad ens eget ansvar er til, at I er nået til dette punkt.
Hvis man tror, at det udelukkende er partnerens ”skyld”, uden at kigge på ens egen overbevisninger og adfærd, der har en del af ansvaret, risikerer man at gentage situationen, blot med en ny partner. Og en ny, og en ny…. Jeres forhold begyndte jo ikke sådan, vel?
Hvis forholdet fra starten af var præget af uhensigtsmæssighederne, og at man fra begyndelsen gik velvidende ind i det, så er det helt klart en lektie, man selv skal lære, med fx grænsesætning, selvværd og lignende.
Hvis uhensigtsmæssighederne derimod er opstået undervejs, så må man spørge sig selv, hvorfor det er sket.
Om man selv med sin adfærd og holdning har et ansvar for, at det er blevet vakt i partneren. Også her peger pilen tilbage på en selv.
Hvis man vælger at lade sig skille, uden bevidstgørelse, analyse og selvindsigt, så løber man højst sandsynligt (og erfaringsmæssigt) ind i samme eller lignende problematikker med en ny partner.
Det kan så være en anden type misbrug, svigt eller overgreb, men historien gentager sig med stor sandsynlighed, hvis man bliver ved med at have den samme holdning og bruge den samme strategi.
I værste fald har man fået et nyt kuld børn og en efterfølgende skilsmisse – i stedet for at have taget ansvar og få arbejdet med årsagerne til problemerne.
Det er symptombehandling, hvis man vælger skilsmisse – inden alle andre muligheder er afprøvet, herunder par-coaching.
04:17 minutter
Klik også ind på YouTube Playlisten “Spørgsmål & Svar” (eller Kategorien med Spørgsmål & Svar her på hjemmesiden), hvor jeg på min langdistancevandring i sommeren 2018 optog flere end 50 korte videoer.
.