Spring til indhold

2 vidt forskellige strategier til problemløsning

Forskellige strategier i parforholdet – og hvorfor de ofte misforstås

I mange parforhold opstår der konflikter – ikke fordi den ene part har ret og den anden tager fejl, men derimod fordi de to parter grundlæggende navigerer efter forskellige strategier.
Disse strategier er ofte dybt forankrede i polariteten mellem  det maskuline og det feminine, og handler i virkeligheden om, hvordan vi hver især håndterer udfordringer, følelser og problemer.
Når forskellene ikke bliver forstået – eller værdsat – kan de udvikle sig til fastlåste mønstre, hvor begge parter føler sig misforstået.

Fixer og forståelse

En klassisk dynamik i parforhold handler om forskellen mellem handlingsorienteret problemløsning og følelsesmæssig bearbejdning.
Mange mænd (eller rettere det maskuline i både mænd og kvinder) har en tendens til at møde problemer med et ønske om at finde løsninger: Hvad kan vi gøre? Hvordan fikser vi det?
Mange kvinder har derimod ofte et behov for først at blive mødt følelsesmæssigt: At blive lyttet til, forstået og anerkendt i deres oplevelse.

Ingen af disse strategier er i sig selv rigtige eller forkerte. De er blot forskellige. Problemet opstår først, når den ene tilgang bliver ophøjet til den “rigtige”, mens den anden bliver betragtet som forkert eller utilstrækkelig. I det øjeblik begynder relationen at miste sin balance.

Kvinder og mænd

Når en kvinde for eksempel oplever, at hendes partner går direkte i løsningsmode, kan hun føle sig overset eller ikke taget alvorligt. Hun kan reagere ved at efterspørge mere nærvær, mere lytning, mere følelsesmæssig tilstedeværelse.

Omvendt kan manden føle, at hans måde at bidrage på – ved at forsøge at løse problemet – bliver afvist eller kritiseret. Han kan opleve, at han ikke gør det “rigtigt”, uanset hvad han forsøger.

Denne gensidige frustration kan føre til en subtil, men vigtig dynamik: Ønsket om at ændre den anden.
Når vi begynder at insistere på, at vores egen strategi er den rigtige, sender vi samtidig et budskab til vores partner om, at de bør være anderledes, end de er. At partneren er “forkert”.
Det kan skabe afstand, modstand og i sidste ende en følelse af ikke at være accepteret.

Hensynsbetændelse

Et andet aspekt af denne dynamik er, hvordan vi er blevet præget kulturelt og socialt.
Mange mennesker – især mænd – er de seneste 50 år vokset op med en stærk forventning om at tilpasse sig og imødekomme andres (kvindens) behov.
Det kan føre til, at de tilsidesætter deres egen måde at være på i forsøget på at skabe harmoni (i parforholdet).
På kort sigt kan det virke som en løsning, men på længere sigt kan det skabe en følelse af at miste sig selv.
Og hvis manden ikke påtager sig det gode, sunde, ligeværdige og maskuline lederskab i parforholdet, ender kvinden med at foragte ham. Jeg har set det gang på gang. Det får manden til at gå i sin negative maskuline rolle som offer, og hun går i sin negative feminine rolle som kritiker og kontrollør.

De psykoterapeutiske uddannelser

Samtidig har mange psykoterapeutiske tilgange ofte haft stor fokus på vigtigheden af empati, lytning og følelsesmæssig validering – hvilket er den feminine måde at håndtere problemer på.
Det er uden tvivl værdifulde redskaber, men de er ikke hele løsningen.
Når disse tilgange bliver præsenteret som universelle svar på alle problemer, risikerer vi at overse værdien af andre måder at håndtere udfordringer på – herunder den mere handlingsorienterede tilgang.

Forståelse og respekt

Det afgørende i et sundt parforhold er ikke, at begge parter gør det samme eller er det samme, men at de lærer at forstå og respektere hinandens forskelligheder.
En kvinde kan have brug for at blive mødt følelsesmæssigt, før hun er klar til at tænke i løsninger.
En mand kan have brug for at handle og gøre noget for at føle sig kompetent og engageret.
Begge behov er lige legitime.

Den virkelige styrke i et parforhold opstår, når man kan forstå og rumme begge strategier.
Når man kan sige: “Jeg forstår, at du har brug for at blive lyttet til – og jeg vil gerne være der for dig,” samtidig med at man også kan tilføje: “Og når du er klar, vil jeg gerne hjælpe med at finde en løsning.
Det er i dette samspil, at relationen bliver dynamisk, gensidig og levende.

Fleksibilitet og tilpasning

I stedet for at forsøge at ændre hinanden, kan par med fordel fokusere på at udvide deres egen fleksibilitet. Det betyder ikke, at man skal opgive sig selv, men at man lærer at møde sin partner dér, hvor vedkommende er – uden at miste sin egen integritet. Og det gælder selvfølgelig både for mænd og kvinder.

Forskelligheder er ikke et problem, der skal løses.
De er en ressource, der skal forstås og udnyttes.
Når vi holder op med at konkurrere om, hvem der har den “rigtige” måde at være på, og i stedet begynder at være nysgerrige på hinanden, åbner vi døren til et langt mere respektfuldt og bæredygtigt parforhold.


Kommunikation, forskellighed, forståelse, fleksibilitet, relation, problemløsning


Læs flere af denne slags artikler på www.parforhold-parterapi.dk/category/feminin-og-maskulin