– Hvordan I rent praktisk og effektivt kan forbedre jeres parforhold!
Overblik: De fleste parterapeuter hjælper par i krise med generelle følelsesmæssige problemer. Det er der naturligvis intet i vejen for, og det er helt i orden. Der er i tusindvis af parterapeuter fordelt over hele landet.
Imidlertid håndterer jeg mine klienters parforholds-udfordringer en hel del anderledes, som er meget mere gennemtestet, konkret og systematisk.
Jeg tager udgangspunkt i jeres målsætning og styrker sammen, og jeg lærer jer at kommunikere med hinanden, så I forstår hinanden, så det giver mening – for jer begge to.
Det handler om at få aftalt helt faste trygge rammer i kommunikationen, så I kan forstå hinanden og udtrykke jer helt frit og ærligt.
Hvis der ikke er aftalte rammer og regler i parforholdet, kan misforståelser nemt opstå, når man snakker om følelser.
Jeg har gennem 26 år som selvstændig par-coach udviklet forskellige særdeles effektive kommunikations-værktøjer til de forskellige udfordringer i parforholdet. Der er selvsagt stor forskel på stress-niveauet med enten ro og harmoni i den ene ende af skalaen, over til misforståelser, kaos og følelsesmæssig smerte i den anden ende af skalaen.
I denne artikel har jeg grundigt beskrevet nogle konkrete kommunikations-strategier og -værktøjer – afhængigt af hvor godt eller svært I har det med hinanden i givne situationer.Continue reading
Mange mener, at et godt parforhold indebærer, at begge parter hviler i sig selv.
For at være en god forælder eller stedforælder er det også en god idé at man hviler i sig selv.
Og selvfølgelig skal en leder i erhvervslivet hvile i sig selv.
Så hvad indebærer det egentlig?
Det er naturligvis individuelt, hvad man lægger i udtrykket, men jeg vil her nævne 22 punkter med min opfattelse af, hvad hvilen i sig selv er, samt hvad man kan gøre for at opnå denne tilstand: Continue reading
Forskellen mellem ansvarlighed og selvansvarlighed
Et parforhold, hvor den ene tager ansvar og er selvansvarlig, mens den anden ikke gør, vil efterhånden køre skævt. Den ene kommer til at trække et større og større læs, mens den anden kører på frihjul.
Ansvar kan man lære, og meget børneopdragelse går ud på at lære at tage ansvar.
Selvansvarlighed er ikke det samme som ansvarlighed, men derimod noget, man skal opsøge af egen drift. Det kan ikke påtvinges andre eller tillæres, og det kommer ikke af sig selv. Man skal have et (stort) behov, for at være tilstrækkeligt motiveret til selvansvarlighed. Motivationen udspringer i de fleste tilfælde af en smerte, man vil undgå, men det kan i nogle tilfælde også være noget behageligt, man vil have mere af.
Det kræver en modenhed og et overblik at kunne sige: ”Det er mine egne valg, der har ledt frem til, at min indtjening er ændret, at jeg har været udsat for vold, eller at der er helbredsmæssige udfordringer i familien”.
Det handler ikke om SKYLD, som på ingen måde er det samme som ANSVAR. Det er bestemt ikke din skyld, at det er gået galt for dig. Men det er dit personlige ansvar.
Nødt til
Der er kun fem ting, vi er nødt til:
at trække vejret
at drikke
at spise
at komme af med det igen
at sove
Resten i livet er valg. Lad mig understrege dette: ALT andet er valg.
Bekræftende positiv og virkningsfuld kommunikation
Et særdeles effektivt kommunikationsværktøj
God kommunikation er ikke, hvad du selv TROR, at du siger. Det handler derimod om, hvordan dét, du siger, bliver OPFATTET af din partner.
– Når livet og parforholdet giver mening, føles det godt og trygt – For at skabe mening, må man først kunne forstå – Og for at forstå, skal man kunne kommunikere med hinanden på en ordentlig måde
At kommunikere hensigtsmæssigt er ikke blot at udveksle holdninger og ord, men at kunne sætte sig ind i, hvordan det må være at være den anden, og hvad den anden tror, føler, tænker og mener. Når man fortæller om noget, der optager en, sker der en healing og forløsning på flere planer:
Først får man selv sat ord og billeder på den oplevelse, man har haft.
Partneren hører og forstår, hvad der foregik og foregår – og genfortæller det.
Man hører det sagte, og kan justere sit indtryk, så det bliver mere realistisk.
Partneren kan navigere i ens smerte og kan dermed undgå at forværre tilstanden.
Man føler sig hørt, set og forstået, hvilket opløser stress, utryghed og følelsesmæssig smerte.
Faktisk er den som en slags psykoterapeutisk værktøj, man med succes kan bruge i sit parforhold – uden selv at være uddannet psykoterapeut… altså vel at mærke når man har lært at bruge det efter grundig træning.
Dialogen kan sammenlignes lidt med det store brandslukningsanlæg som et sprinkler-system i en bygning er. Alting bliver gennemvædet, men det er også nødvendigt, hvis ilden har fået rigtigt fat.
Hvis man derimod kun skal have løst et lille hurtigt problem, er en “håndslukker” mere velegnet, eksempelvis “Brønden“.
Jeg anbefaler i øvrigt at Den Anerkendende Selvansvarlige Dialog bliver øvet jævnligt, på ”ufarlige” emner derhjemme, og så tager vi de alvorligere ting i klinikken. Med ufarlige emner mener jeg noget, der intet har med jer eller jeres parforhold eller hjem at gøre. Noget helt uden for, fordi i begyndelsen vil I ikke have den tilstrækkelige øvelse til at undgå at blive vrede på hinanden.
Se eksempel på Dialogen med to skuespillere:
22:43 minutter
Forstå og bliv forstået
Metoden bevirker, at I kommer til at høre og forstå hinanden. Det er ikke for at blive enige, men udelukkende for at forstå sin partner, og at man selv føler sig hørt og forstået. Enighed betyder meget lidt i et godt fungerende parforhold. Men forståelse, medfølelse, tillid, tryghed og respekt for hinanden er altafgørende.
Anerkendende kommunikation kan i begyndelsen virke både langsommelig, besværlig og føles meget kunstig, men det er en læringsproces, som skal øves en hel del gange, inden den føles let, naturlig, effektiv og hurtig. Det er på en måde som at lære et helt nyt sprog – eller at lære at køre bil.
I begyndelsen er det besværligt, men slutresultatet skulle gerne være, at I helt automatisk er i stand til at høre og forstå hinanden i det daglige. Men inden da skal der lige lægges en hel del tid og ressourcer i at opnå færdighederne.
Den Anerkendende Selvansvarlige Dialog kan i øvrigt også med stor fordel anvendes i andre forbindelser, hvor to mennesker, fx arbejdskollegaer eller forældre-barn, har brug for at forstå hinanden for at kunne få det bedste ud af samarbejdet.
Psst… Gør som flere end 1.600 andre besøgende på denne hjemmeside om parforhold allerede har gjort. Tilmeld dig mit nyhedsbrev, som trin for trin vil vise dig, hvordan du får dig det parforhold, du ønsker dig og længes efter.
Her er først en hurtig beskrivelse af hvad metoden består af:
Quick-guide
Først anerkender I hinanden for noget, partneren har sagt eller gjort, som du kan lide – og hvilken følelse, det giver dig. Hold gerne hinanden i hænderne.
Den ene af jer, der har et konkret problem, er afsender, og bruger 15 sekunder på at beskrive problemet og situationen så detaljeret og konkret som muligt. Der må gerne bruges DU. Men kun på de 15 sekunder. —————————————-
Afsenderen fortæller og holder sig på sin egen banehalvdel, er konkret, siger ikke DU, ingen kritik, bebrejdelser eller gentagelser. Korte sætninger. Hold dig til emnet. ”Jeg føler/følte mig…” Fortæl også om hensigten.
Modtageren lytter nysgerrigt, åbent og neutralt for at FORSTÅ (ikke for at være enig), og starter hver bekræftende respons med: ”Jeg hører dig sige at……” Modtageren må ikke fortolke eller løse problemer eller stille spørgsmål. Lige tryk på alle ord. Derefter tilbage til punkt 3.
Når afsenderen har fortalt om sine følelser i den konkrete situation, finder afsenderen ind til grundfølelsen.
Afsenderen finder og beskriver tråden tilbage (til barndommen). Grundfølelsen minder måske afsenderen om en lignende følelse fra før, helst helt tilbage fra barndommen. Afsenderen beskriver så detaljeret som muligt sine følelser dengang.
Modtageren: ”Jeg hører dig sige, at denne grundfølelse måske minder dig om…..”
Når afsenderen er færdig med barndommen, siger han/hun tydeligt: ”Nu er jeg færdig”
Derefter giver modtageren et kort resumé i overskriftsform, først om den konkrete nutidige hændelse, og derefter hvad følelsen muligvis/måske mindede om fra barndommen/ungdommen.
Afsenderen giver nu modtageren en gave i form af at fortælle, hvad det gjorde (af godt) for ham/hende, at modtageren lyttede så nærværende og fokuseret – udelukkende for at FORSTÅ afsenderen. (Sig ikke DU, men derimod “Jeg føler mig…”)
Modtageren giver gaven tilbage ved at fortælle om, hvad det gjorde (af godt) i form af fx større forståelse, omsorg, lettelse, medfølelse for afsenderen eller måske oven i købet en åbenbaring af ny viden. (Sig ikke DU eller lignende. Bliv hos dig selv, ved at sige “Jeg føler mig…”)
Derefter bytter afsender og modtager roller, og den nye afsender tager udgangspunkt i nøjagtigt den samme situation, bare set fra sin egen synsvinkel. (Tilbage til punkt 3 ⬆)
Her er de lidt mere detaljerede “regler” for samtalen
Først sætter I jer i ro over for hinanden, tager hinanden i hænderne, ser hinanden i øjnene, og skiftes til at anerkende den anden for noget, den anden har sagt, gjort eller været (i løbet af dagen eller ugen), som den første er glad for. Vedkommende runder af med at fortælle hvilke (positive) følelser, det vækker.
Efter at den ene er færdig, er det den andens tur til at komme med en anerkendelse. Vær så specifik som muligt. Denne lille opvarmning vil lægge et godt solidt fundament til den efterfølgende (alvorlige) samtale.
Den person, der starter den Anerkendende Selvansvarlige Dialog, er afsenderen, og den anden er modtageren.
Først fortæller afsenderen kort og præcist, hvad emnet er. Dette må ikke tage mere end omkring 15 sekunder, for at modtageren er klar over, hvad det handler om. Afsenderen kan indlede med: ”Da du……” eller ”Dengang du…..”. Det skal være en helt konkret hændelse (dag, tid, sted, adfærd).
Derefter fortsætter afsenderen med at fortælle om de ting, der er svære (i korte præcise sætninger):
– Min frustration: ”Det, som udløser min frustration, er…” – Min følelse: ”Jeg føler mig…” eller “Jeg følte (mig)…” – Min reaktive adfærd: ”Det, jeg gør, er…” – Min aktuelle historie: ”Det, jeg fortæller mig selv, er… Det, jeg dybest set frygter er… Mine umødte behov er…”
Det er vigtigt i anerkendende kommunikation, at afsenderen holder sig på sin egen “banehalvdel”.
Afsenderens ansvar
Det er afsenderens ansvar: – at holde sig til emnet – at tale om sig selv i jeg-form (du-du-du er det samme som optagettonen på en fastnettelefon. Hvis man dutter hinanden, er der optaget) – at undgå kritik, bebrejdelser, skampåførelse, beskyldninger og nedgørelse af partneren – ikke bruge ikke-ord (fx ikke sige: ”Jeg ser ikke nogen spøgelser”, fordi der er en skjult kritik af partneren i den sætning, fx at partneren ser disse spøgelser) – kun at sige og forholde sig til det, der ER (jævnføre ovenstående), og ikke fortælle, hvordan man ikke har det – at undgå at sende mere, end partneren kan modtage, det vil sige kun at tale i få og korte sætninger ad gangen. Jo større konflikten er, jo kortere sætninger – at lytte til modtagerens spejling (gentagelsen/tilbagemeldingen/responsen/reflektionen) uden at afbryde – at mærke efter, om spejlingen er præcis – at gøre uklare budskaber klarere for modtageren – at undgå at gentage sig selv, når spejlingen har været præcis. Der er ikke noget værre end at høre på gentagelser, når man har forstået, hvad der bliver sagt.
Når afsenderen har sagt en sætning eller to, er det modtagerens opgave at gentage det, der lige er blevet sagt, uden fortolkninger eller udlægninger. Kun en genfortælling. Modtageren starter hver eneste gang samtlige sætninger med: “Hvad jeg hører dig sige, er…” Dette for ikke at blive følelsesmæssigt rodet op i, hvad afsenderen siger, men lægge en rationel afstand til det sagte.
Modtageren må gerne sige JEG og DU, for det kan få partneren til at føle sig endnu mere hørt og forstået. Dog må man ikke lægge tryk på nogen af ordene, fordi det vil skabe den modsatte effekt. ”Jeg hører dig sige, at DU føler…..” eller ”Jeg hører sig sige, at du FØLER….” eller ”Jeg hører dig SIGE, at du føler….” eller ”Jeg HØRER dig sige, at du føler…” Der skal lige meget tryk på alle ordene.
Modtagerens ansvar:
– at være opmærksom – at være nærværende – at være nysgerrig – at være villig til at opleve partnerens virkelighed – at sætte egne følelser og tanker til side og udelukkende lytte for at forstå – at kunne acceptere partnerens verden som forskellig fra sin egen – at kunne rumme reaktioner og lade partneren være i centrum – at spejle partnerens følelsesmæssige stemning
Modtageren skal virkelige sætte sig ind i, hvad det er, afsenderen siger og mener.
Modtageren skal på en måde gå over den smalle bro til afsenderen, og forsøge at se afsenderens verden indefra. Hvis modtageren pludselig bliver vred, over noget han/hun hører, kan vedkommende fx sige: ”Hov, der røg jeg vist tilbage på min egen side. Men nu går jeg over broen igen.”
Modtageren skal virkelige sætte sig ind i, hvad det er, afsenderen siger og mener. Hvis afsenderen fx kunne finde på at sige, at postkasserne er gule, så ER de gule, også selv om man jo VED, at de er røde. For sandheden er, at vi ikke skal længere væk en over Sundet til Sverige, før at postkasserne er gule…
Det handler i anerkendende kommunikation altså udelukkende om at forstå afsenderen. IKKE om at være enige!
Afsenderen fortsætter sine korte sætninger (og spejles af modtager).
Nøglen (The Clue – det vigtigste)
Når afsenderen føler, at emnet er udtømt, slutter afsenderen af med det vigtigste punkt, nemlig at skabe en forbindelse tilbage til tiden FØR afsenderen mødte sin partner (modtageren). Ofte helt tilbage til barndom og opvækst. Afsenderen skal mærke efter, hvad grundfølelsen er, og hvad det minder om fra før, afsenderen mødte sin partner.
dels vil det give en sund forståelse for, hvad bevæggrundene til holdning og adfærd er, og
dels vil det gøre det lettere for partneren at forstå en bestemt adfærd eller holdning, og
dels vil det tage presset fra modtageren og få denne til at slappe af og blive ved med at lytte, i stedet for fx at gå i forsvar eller til modangreb, og
dels vil det heale et gammelt sår, som afsenderen fik tidligt, og som er afsenderens tema i parforholdet, og
dels vil det gøre det lettere for modtageren af navigere i, og undgå fremover at komme til at provokere eller såre partneren igen.
Hvis modtageren bliver vred over noget (en kritik eller bebrejdelse), kan vedkommende pludselig ikke høre eller forstå noget som helst, og så er man som afsender lige vidt.
Det meste af afsenderens vrede-stof udspringer oftest fra tiden inden parforholdet, og ofte fra opvæksten, enten i hjemmet, i skolen, i fritiden eller lignende.
Endvidere vil tilbageblikket hjælpe afsenderen til at få et større overblik over sine (vrede) følelser, og blive endnu mere selvansvarlig i sit liv. At sætte ord på hændelser vil også hjælpe med at reparere gamle smertefulde oplevelser.
Det er vigtigt, at modtageren, i forbindelse med tilbageblikket, bruger udtryk som ”måske” og ”muligvis” for at undgå DU-effekten. Eksempel: ”Det minder dig muligvis om dengang du…….” Hvis det fra modtageren ikke formuleres blødt og rundt, kan det på afsenderen virke som en facitliste, hvilket det bestemt ikke er. Dermed risikerer man den stik modsatte effekt end den tilsigtede.
Resumé
Efter afsenderens tilbageblik, laver modtageren nu:
et kort og præcist resumé i overskriftform af det, afsenderen sagde (opmærksomhed og nærvær)
fortæller, hvad der giver mening (anerkendelse)
gætter på, hvad afsenderen føler i situationen (indføling og medfølelse).
Husk altid i forbindelse med tilbageblikket at bruge ordene måske/muligvis/kan være!
Afsenderen kvitterer derefter for modtagerens nærvær og indsats med at fortælle, hvad det gjorde (af godt), at modtageren lyttede så fokuseret og nærværende for at forstå.
Modtageren kvitterer derefter ved at fortælle om hvad det gjorde (af godt) i form af fx større forståelse, mere medfølelse eller måske oven i købet en åbenbaring af nye indsigter om partneren.
Når den første er færdig som afsender, bytter I roller, og den anden fortæller nu om nøjagtigt den samme situation – bare set fra den andens synsvinkel.
Forståelse
Det kan ikke pointeres nok, at forståelse er altafgørende for et godt parforhold. Al relations- og par-terapi handler om at kunne respektere, høre og forstå hinanden bedre i en anerkendende kommunikation.
Det betyder ikke, at man behøver at være enige. Det drejer sig om udelukkende at forstå den andens hensigter og strategier, samt at man også kan mærke, at man selv bliver hørt, accepteret og forstået.
Når I er færdige med den Anerkendende Selvansvarlige Dialog, og måske har byttet 2, 4 eller 6 gange, runder I af med at I skiftevis anerkender den anden for noget, vedkommende har sagt, gjort eller været, mens I har haft den Anerkendende Selvansvarlige Dialog. Vær positiv og specifik, og glem ikke at fortælle om de (positive) følelser, det har vakt i dig.
I klinikken
Husk, at når I laver den Anerkendende Selvansvarlige Dialog i min klinik, er der ting, at jeg som terapeut kan sige til jer, som I aldrig, aldrig, ALDRIG må sige til hinanden. Jeg kan gøre det, fordi jeg “står udenfor” og ikke er en del af jeres følelsesliv, og fordi I betaler mig for at være den professionelle hjælper.
Hvis I ikke overholder Parforholdets Færdselsregler, men fx kommer til at sige noget uhensigtsmæssigt, kan det have samme effekt, som hvis man insisterer på at køre i venstre side af vejen her i landet.
Derhjemme
Jeg vil foreslå, at I øver jer i dialogen derhjemme – helst hver dag – med relativt ufarlige emner.
I min klinik sammen med mig kan I derimod tage de mere smertefulde emner op, og jeg vil passe på, at der ikke sker nogen af jer noget, og at I holder jer på “jeres egen banehalvdel” og kun taler selvansvarligt.
Partiden om aftenen, lige inden I går i seng, er et godt tidspunkt at bruge den Anerkendende Selvansvarlige Dialog. Eller weekenden.
Hvis samarbejdet kører skævt, er den Anerkendende Selvansvarlig Dialog et fantastisk kommunikationsværktøj til at øge forståelsen og samhørigheden mellem mennesker.
Men I skal have øvet det grundigt i fred og ro, inden I kan få glæde af metoden, når tingene rigtigt brager og det gør ondt. Det er jo heller ikke særligt smart først at begynde at kigge på brandslukkerens manual, når ilden buldrer om ørerne på en…
Overblik over ASD
Når man holder hænder, er det for at skabe fysisk kontakt med hinanden, – og for at klemme hånden, hvis afsenderen siger mere, end modtageren kan huske og rumme.
Når afsenderen siger: ”Jeg føler…” holder vedkommende sig på sin egen banehalvdel og tager ansvar for sine egne følelser, uden at bebrejde partneren.
Når modtageren siger: ”Jeg hører dig sige, at du føler…. at jeg …… at du ……” bliver ingen hvirvlet ind i den andens holdninger og følelser
Følelser er følelser og ikke noget faktuelt. Følelser kan være temmelig langt fra “virkeligheden” – men de er følelser. Det er blot en flygtig irrationel størrelse, som er en følelse. Intet andet.
Du må som modtager ikke lægge tryk på bestemte ord. Hvis du kommer til at sige: “Jeg hører dig sige, at DU føler, at ….” lyder det konfrontatorisk.
Hvis du kommer til at sige: “Jeg hører dig sige, at du FØLER, at …” lyder du kritisk og som om at du gør nar ad afsenderen.
Som modtager skal du udelukkende lytte for at forstå. Intet andet. Ikke for at være enig, fordi det er fuldkommen ligegyldigt med enighed, hvis I ønsker jer et godt parforhold.
Øvelse
I skal øve jer i værktøjet Den Anerkendende Selvansvarlige Dialog, ligesom i alle de andre færdigheder, jeg vil lære jer. Hvis I ikke øver jer, vil I have svært ved at kunne bruge strategierne og metoderne ordentligt, når det virkelig er nødvendigt.
Jeg har en fortid i Handelsflåden, hvor jeg var styrmand og endte som kaptajn efter 12 år til søs. Hver eneste lørdag var der brand- og rednings-øvelse om bord, hvor vi øvede forskellige katastrofer. I al den tid jeg sejlede, oplevede jeg kun to mindre brande, men alligevel øvede og øvede og øvede vi os. Anerkendende kommunikation til søs betyder, at man gentager alle ordrer og beskeder, så man er sikker på, at man bliver forstået korrekt. Hvis der opstår misforståelser, sker katastroferne.
Forskellen mellem en amatør og en professionel er, at amatøren øver sig, til han/hun kan gøre det rigtigt. Den professionelle øver sig, til hun/han ikke gør det forkert mere.
Ønsker du at være amatør eller professionel i dit parforhold?
.
22:43 minutter
Har du brug for gode råd og hjælp til dit parforhold, så klik her (eller ring til mig på telefon 21 79 18 50)
Jeg har fundet en måde at kommunikere på, der virker særdeles effektivt. Især mellem to mennesker i et parforhold. Jeg har ladet mig inspirere fra mange forskellige steder gennem flere år, og har endelig fundet den bedste metode. Jeg kalder den ”Anerkendende Selvansvarlig Dialog” (eller ”Hoffmann Metoden”, for det er mig, der har fundet på den!)
Faktisk indgår Hoffmann Metoden i et helt system af kommunikations-måder, som jeg (i al beskedenhed) kalder Hoffmann Systemet. Det består af 5 lag værktøjer, som kan bruges i forskellige situationer og kriser. Det øverste lag er det lette, og det nederste er hvor situationen er voldsomt tilspidset.
Den Anerkendende Selvansvarlige Dialog går ud på, at man afsætter tid sammen til at tale om vigtige ting. Der er nogle helt bestemte regler, der skal overholdes, for at begge kommer til orde, og ingen kommer ”til skade”. Når man følger reglerne i metoden, vil begge kunne HØRE og FORSTÅ partneren, og begge vil kunne FØLE sig hørt og forstået af partneren.
I denne artikel vil du blive introduceret til nogle af symptomerne og årsagerne til problemerne. For at håndtere udfordringerne starter det med bevidstgørelse af det, der gør ondt:
Har du oplevet ubehagelige situationer og følelser sammen med din partner, som lige forinden var din elskede?
Er det ensomhed, eller er der opslidende skænderier, som tærer på kræfterne?
Føler du dig forladt og frustreret?
Er der omstændigheder i andre dele af dit liv, som påvirker dig negativt? Din job-, bolig- eller økonomiske situation?
Hvordan påvirker din parforholdssituation resten af dit liv?
