Forskellen mellem ansvarlighed og selvansvarlighed
Et parforhold, hvor den ene tager ansvar og er selvansvarlig, mens den anden ikke gør, vil efterhånden køre skævt. Den ene kommer til at trække et større og større læs, mens den anden kører på frihjul.
Ansvar kan man lære, og meget børneopdragelse går ud på at lære at tage ansvar.
Selvansvarlighed er ikke det samme som ansvarlighed, men derimod noget, man skal opsøge af egen drift. Det kan ikke påtvinges andre eller tillæres, og det kommer ikke af sig selv. Man skal have et (stort) behov, for at være tilstrækkeligt motiveret til selvansvarlighed. Motivationen udspringer i de fleste tilfælde af en smerte, man vil undgå, men det kan i nogle tilfælde også være noget behageligt, man vil have mere af.
Det kræver en modenhed og et overblik at kunne sige: ”Det er mine egne valg, der har ledt frem til, at min indtjening er ændret, at jeg har været udsat for vold, eller at der er helbredsmæssige udfordringer i familien”.
Det handler ikke om SKYLD, som på ingen måde er det samme som ANSVAR.
Det er bestemt ikke din skyld, at det er gået galt for dig.
Men det er dit personlige ansvar.
HVIS det er for svært og hårdt selv at finde ud af det – især hvis man er frustreret over ikke at opnå de ønskede resultater – ville det måske være en god idé at kontakte en professionel, fx Parterapi København, eller andre, som har stor erfaring med ansvar og selvansvarlighed.
Klik her for at se flere anmeldelser
Klik på videoen herunder for at finde ud af – på kun 49 sekunder – om par-coaching vil kunne hjælpe jer:
Nødt til
Der er kun fem ting, vi er nødt til:
- at trække vejret
- at drikke
- at spise
- at komme af med det igen
- at sove
Resten i livet er valg.
Lad mig understrege dette: ALT andet er valg.
En selvansvarlig kvinde kunne fx sige: ”Jeg valgte selv at være sammen med den mand. Jeg var tiltrukket af ham på grundlag af mine forudgående valg af måde at leve på. Jeg valgte at blive hos ham og få børn med ham. Jeg valgte ikke at få justeret mine holdninger og adfærd, hvilket betød, at han i sin afmagt slog mig. Jeg er selv ansvarlig for den vold, jeg har været udsat for.”
Eller den selvansvarlige mand kunne sige: ”Min uddannelse var mit eget valg. Jeg kunne være sprunget fra, hvis jeg ville, men jeg gennemførte uddannelsen, og det var også mig, der sendte jobansøgningerne, og var til jobsamtalen. Det var mit ansvar, hvor meget jeg satte mig ind i jobbet, og hvor værdifuld jeg gjorde mig selv. Jeg valgte selv, hvor loyal jeg ville være, og om jeg ville holde øje med andre jobmuligheder, der var bedre for mig på langt sigt. Jeg valgte selv, hvor meget tid og energi jeg ville bruge på efteruddannelse og personlig udvikling.”
Selvansvarlighed er at være klar over, at alt, hvad jeg oplever, er mine egne spejlbilleder. Alt, hvad jer ser og opfatter, er noget, der handler mere om mig, end om de personer eller situationer, jeg ser og hører.
De fire mennesker og marken
En lille fortælling kan illustrere dette:
Forestil dig en markvej en skøn sommerdag. Fuglene fløjter og solen er dejlig varm. Hen ad markvejen går der fire mennesker i tavshed. De kigger ind på den samme mark til højre, men ingen af dem siger noget. Da de kommer hen for enden af markvejen, standser de op, og begynder at tale om, hvad de så på den pågældende mark. Denne ene af disse mennesker er landmand, den anden er jæger, den tredje er soldat, og den fjerde er ejendomsmægler. Hvad mon de fik øje på og noterede sig? Ville det ikke være sandsynligt, at de hver især så nogle ting, som havde noget med dem selv at gøre? Det var nøjagtigt den samme mark, de kiggede på, men landmanden kunne se hvordan afgrøderne stod, jægeren så vildtet i krattet, soldaten scannede lynhurtigt hvordan han ville være i stand til at skjule sig for fjender, og ejendomsmægleren så den fantastiske udsigt.
Alt, hvad vi opfatter, har altså mest med os selv at gøre. På godt og ”ondt”. Det er både bevidste og ubevidste sider af os selv, vi ser. Og de sider, vi bryder os mindst om i os selv, er de sider, vi har sværest ved at være selvansvarlige omkring.
Ansvarsfordeling
Mange mennesker går igennem livet uden nogen sinde at have lyst til eller behov for selvansvarlighed. Nogle trives fint med at brokke sig, at give andre skylden, at opleve det ene nederlag efter det andet, at gå fra den ene fyring og skilsmisse til den næste, eller sygdom. De er grundlæggende utilfredse og utilfredsstillede. Verden er fuld af den slags mennesker, der har en naiv-barnlig indstilling hele livet igennem.
Spørgsmålet er kun, hvornår man er så parat, at man vil og kan tage ansvaret for sig selv. Ofte skal man gennem en personlig krise, før man er klar.
7:03 minutter
Skævhed i parforholdet
Når et eller andet er gået galt, kan den ene sige: ”Det kan jeg godt se. Jeg tog det valg, og det står jeg ved. Du må undskylde, at jeg glemte det eller overså det. Ja, jeg gik den vej, og det fik disse konsekvenser.”
Men hvis den anden så siger: ”Godt, at du kan se det. Det glæder mig, at du endelig indser det. Ja, du har fuldkommen ret. Og i øvrigt har du også gjort det og det forkert… Og hvad går der i øvrigt i fjernsynet i aften?”, så har vi kimen lagt til en kolossal frustration hos den selvansvarlige.
Det kan også være, at den anden finder en lille ting, den ene har gjort, der kan retfærdiggøre, at det er DEN ANDENS SKYLD, at ”alt” er gået galt.
Initiativ
En anden skævvridning i et parforhold er, hvis det altid er den ene part, der tager initiativ. Det kan være til at gøre det godt igen, til at røre ved hinanden, til at give et knus eller kys, til at gå i seng med hinanden osv. På et tidspunkt vil ressourcerne være brugt op, hvis den anden aldrig tager initiativ.
- Den ene får det værre og værre, fordi læsset efterhånden bliver for tungt.
- Derimod får den anden det bedre, fordi læsset bliver mindre.
- Den første vil i parterapi, mens den anden ikke føler, at det er nødvendigt.
- Den første bliver træt, frustreret, vred og opgivende.
- Den anden kan ikke forstå, at ”alting skal være så besværligt”.
Når den ene begynder en personlig udvikling i form af fx en humanistisk uddannelse eller lignende, ses det ret ofte, at protesterne starter. Pludselig bliver det meget tydeligt, at byrderne er skævt fordelt, og den ene vil ikke finde sig i skævheden mere. Den anden ønsker ikke at ændre noget, fordi det jo er skønt at være ansvarsfri uden en tung vægt at bære, så ikke sjældent ender uenighederne med skilsmisse.
Tre typer parforhold
Der er tre typer parforhold:
- Begge parter er godt tilfredse med tingenes tilstand. De savner måske nærhed, intimitet og lignende, men har affundet sig med, at det nok ikke kan være anderledes. De har ikke noget bedre at sammenligne med og holder fast i det gammelkendte.
- Begge parter gør meget ud af at udvikle både sig selv og parforholdet. De lever et liv med god sex, udforsker hinanden, accepterer hinanden og lever spændende liv både hver for sig og sammen. Livet fungerer på alle planer, og de er begge selvansvarlige og lykkelige.
- Den tredje type parforhold er det problematiske.
Den ene part blevet klar over, hvordan et godt parforhold kan være, mens den anden ikke har set det samme.
Den ene er frustreret, og den anden har det fint.
Eller de begge er frustrerede.
Den ene eller begge to ved, hvordan et godt (eller langt bedre) parforhold kan være, men de er ikke i stand til at løfte det derop.
De har noget at sammenligne med, og er derfor utilfredse med det utilfredsstillende parforhold.
Hvis der ikke sker noget radikalt med parforholdet, kan det ende med total stagnation og apati, eller magtkampe og skilsmisse.
At få bevidstgjort og håndteret problemerne kræver en dialog mellem parterne, så de forstår hinanden.
Hvis man ikke selv kan skabe et trygt rum for denne dialog, kan man med fordel søge professionel hjælp.
Det kan nemlig være uendeligt svært selv at trække sig op ad hængedyndet.
Hvis det havde været let, havde man jo nok gjort det længe forinden…
Vores børn
Jeg har lige været til et middagsselskab, hvor jeg hørte en mand sige, at han havde tænkt sig at sige til en kommende svigersøn, at han ville behandle ham på samme måde, som svigersønnen behandlede hans datter. Altså at han skulle behandle sin kone godt. Ellers ville svigerfar komme efter ham.
Det fik mig til at tænke på følgende:
Kære mand!
Luk dine øjne. Forstil dig din datter (eller at du har en datter).
Forestil dig, at hun har stævnemøde med en fyr præcis som dig.
Får det dig til at smile og blive glad?
Hvis ikke, så er det på høje tid, at du begynder at forandre dig.
Dét, vi ikke er tilfredse med, må vi ændre, og når vi ændrer os selv, vil mennesker omkring os ændre sig. Når vi ændrer vores opfattelser og vores vaner, ændrer vi vores omstændigheder og vores liv.
Kære kvinde!
Luk dine øjne. Forstil dig din søn (eller at du har en søn).
Forestil dig, at han har #stævnemøde med en pige præcis som dig.
Får det dig til at smile og blive glad?
Hvis ikke, så er det på høje tid, at du begynder at forandre dig.
Dét, vi ikke er tilfredse med, må vi ændre, og når vi ændrer os selv, vil mennesker omkring os ændre sig. Når vi ændrer vores opfattelser og vores vaner, ændrer vi vores omstændigheder og vores liv.
Vi bliver forelskede i og dater det genkendelige.
Links til andre artikler om kriser i parforhold:
Afhængighed
Anerkendelse
Jalousi
Det værste
Bank
Konflikt
Undgå skænderier
Udfordringer
Klik på linket herover for at hoppe direkte til artiklen.
.