Hvor vigtigt et godt familieliv er

Debatten om de unges mistrivsel

I disse dage ser vi tit overskrifter som “Skole og telefon har fået skylden for unges mistrivsel”.
Men forskere advarer imod at pege fingre ad enkelte årsager som mobiltelefoner eller skolesystemet alene – for de unge mistrives ikke nødvendigvis bare på grund af én enkelt faktor, og mange trives faktisk fint det meste af tiden.
Samtidig risikerer vi at overse dem, der faktisk har brug for hjælp, hvis vi forenkler debatten for meget. (Se www.aau.dk/unge-i-mistrivsel-kan-blive-overset-i-en-unuanceret-debat-n124648)

Det minder mig om en vigtig pointe i parterapi og parcoaching: Når noget gør ondt, søger vi ofte en synlig skyldig – en enkelt årsag vi kan pege på – i stedet for at se den relationelle helhed, som påvirker trivsel og velvære (hvilket er hvad parcoaching handler om).

Familiens rolle – fundamentet for trivsel

Familielivet er mere end bare en ramme omkring hverdagen.
Det er også:

• Den første sociale arena, hvor vi lærer at blive set, hørt, forstået og anerkendt
• Det første spejl, hvor vi udvikler begreber som forståelse, tillid, tryghed og respekt
• Det første sted, hvor vi lærer at regulere følelser og konflikter

Forskning viser, at relationer og sociale fællesskaber – ikke mindst relationen til forældre – er centrale for unges trivsel. Over 80 procent af unge oplever fortrolighed med mindst én forælder, selv i ungdomsårene hvor løsrivelse er i fokus.
(Se www.sst.dk/faellesomungelivet/ung-i-danmark-i-tal)

Når et barn føler sig forstået og respektfuldt mødt i familien, bringer det:

• Tryghed, som giver mod til at håndtere skolen og verden
• Kommunikationstræning, som gør det muligt at fortælle, hvordan det egentlig føles
• Relationel robusthed, som hjælper dem, når livet udfordrer

Når vi jagter hurtige årsager

Det er let at skyde skylden på:

• Mobiltelefoner og skærm
• Skolepraksis
• Sociale medier

… fordi de er konkrete og synlige. Men mistrivsel er ofte et relationelt fænomen – dvs. helheden – noget,  der vokser i krydsfeltet mellem samspillet i hjemmet, sociale forventninger, presset om at præstere, selvbilleder og evnen til at føle sig set. (Se www.aau.dk/forsta-hvorfor-unge-mistrives-og-hvordan-du-kan-stotte-dem-n126421)

Det samme ser vi i parforhold: Når par oplever problemer, peger de ofte på én ting – etiketter som for eksempel “du gør altid…” eller “du er problemet” eller ”hvis bare du ville….” – i stedet for at se på det dynamiske samspil, der skaber smerte. Et vanskeligt mønster bliver ikke løst ved at påpege en enkelt “syndebuk”, men ved at forstå forholdets kommunikation, grænser og tryghedsdannelse.

Relationer bygger trivsel – ikke diagnoser

Et godt familieliv skaber ikke trivsel, fordi der aldrig er problemer – det skaber trivsel, fordi det giver:

• Et rum for ægte dialog
• Tryghed til at dele det, der gør ondt, uden at føle sig kritiseret eller forkert-gjort
• Evnen til at navigere i konflikter uden at miste kontakten eller besindelsen
• Støtte i livet generelt, ikke bare i kriser

Når unge mistrives, er det ofte ikke en enkelt faktor der har svigtet – det er små splinter af manglende forbundethed, utryghed eller stress, som bliver ved med at gnave.
Familier, som kan mødes med empati og nysgerrighed frem for skyld og angst, står langt stærkere i både hverdag og kriser.

Parcoach-perspektiv: Relationer som løsningen

• Gode relationer er ikke blot fravær af konflikter
• De er evnen til at genoprette kontakt efter uenighed
• De er respektfuld kommunikation frem for hurtige domme

Ligesom i parcoaching handler det ikke om at finde den eneste årsag til mistrivsel hos unge – det handler om at styrke det, der holder mennesker sammen: Empati, forståelse, tryghed, respekt og tillid.

Det er ikke mobiltelefonens skyld – det er relationernes kvalitet, der skaber robust trivsel. At barnet har lyst til og bliver draget til at tale med den til-rådighed-stående voksne.

Når vi som voksne løfter blikket fra enkeltårsager og i stedet styrker fællesskabet, dialogen og tilliden i familierne, giver vi de unge noget langt stærkere end et problem at løse – vi giver dem et hjem i sig selv, uanset hvor de er.

Derfor er det så utroligt vigtigt at gøre noget godt for parforholdet og relationen mellem far og mor.

Ikke kun for ægteskabet men for børnenes skyld.
Vi voksne er rollemodeller for børnene.
De gør sjældent, hvad vi siger.
De gør dét, vi er og gør.

Og hvis vi ikke kan finde ud af at fylde de roller ud, må vi gøre en indsats for at lære det.