Spring til indhold

De 12 karmalove – alt, hvad vi gør, har konsekvenser

Karma er et spejl

Karma er ikke Universets måde at straffe dem, der har gjort dig ondt.
Det er ikke et kosmisk hævnsystem, der fører regnskab med hvem der har gjort hvad.

Derimod spejler Karma måden, du tænker på.
Måden du taler på.
Måden du reagerer på.
De vaner, du gentager dag efter dag.
Alt dette har stor indflydelse på det liv, du lever.

Der er 12 karma-love, som stille og roligt former den person, du er og bliver.

KarmaLæs dem, og se om du kan genkende nogle aspekter:

1. Den store lov

Dét, du sender ud i verden, kommer på et tidspunkt tilbage til dig.
Ikke kun gennem andre mennesker, men gennem den person, du bliver undervejs.

Det gælder måden du taler om andre, når de ikke er til stede.
Den indsats, du yder, når ingen ser det.
De løfter du holder over for dig selv.
Det former alt sammen din fremtid i dette øjeblik.

Du venter ikke på karma.
Karma kommer ikke til dig.
Du skaber Karma lige nu.

2. Skabelsens lov

Dit liv bygges af dét, du gør igen og igen.
Det bliver til dine vaner – og dermed din skæbne.

Der er 5 ting, vi er nødt til. Resten er valg.
De 5 nødvendige ting er:

  • at trække vejret
  • at drikke
  • at spise
  • at komme af med det igen, og
  • at sove

Alt andet i livet er valg. Også at være her. Nogle mennesker vælger at afslutte det (på forskellig vis, fx selvmord, mangel på motion, dårlig kost og lignende).

At vente med at gøre noget er også et valg. At undgå noget er en beslutning.

To mennesker kan starte samme sted. Den ene venter på motivation. Den anden tager ét lille skridt hver dag. Efter nogle år ser deres liv helt forskellige ud.

  • Vær opmærksom på dine tanker og følelser; de bliver dine ord
  • Vær opmærksom på dine ord; de bliver dine handlinger
  • Vær opmærksom på dine handlinger; de bliver dine vaner
  • Vær opmærksom på dine vaner; de bliver din karakter
  • Vær opmærksom på din karakter; den bliver din fremtid og skæbne

Små gentagne handlinger skaber store resultater.

3. Ydmyghedens lov

Du kan ikke ændre et mønster, du nægter at se. Eller bare ikke kan se.

Nogle oplever de samme problemer i alle deres relationer. Den samme frustration med hvert eneste parforhold og job. De samme følelsesmæssige konflikter, uanset hvor de er og hvem de er sammen med.

Forskellige mennesker. Forskellige omgivelser. Forskellige steder. Samme resultat.

Det er ikke tilfældigt. Det er ofte et mønster, man ikke selv kan få øje på – eller som man ikke vil se.

Forandring begynder, når du holder op med kun at pege udad for at finde årsagen til dine fortrædeligheder, men i stedet tager det fulde ansvar for dine valg.

4. Vækstens lov

Uanset hvor du går hen, tager du dig selv med.

Et nyt forhold ændrer ikke automatisk gamle dårlige vaner.
Et nyt job ændrer ikke gamle tanker.
En ny mulighed ændrer ikke de indre mønstre.
En ny bolig vil ikke skabe et hjem helt af sig selv.

Hvis du ikke forandrer dig, vil de samme problemer ofte gentage sig – måske blot i nye former og på nye måder.

Det ydre vil først ændre sig, når dit indre gør.

5. Ansvarets lov

Du kan ikke styre og kontrollere alt, hvad der sker for dig.

Men du kan vælge, hvilken betydning og mening du giver det, og hvordan du reagerer.

Bebrejdelser og skyldpåførelse kan føles enormt dejligt og befriende et kort øjeblik, men på den måde giver du ansvaret fra dig og lægger dit liv i andres hænder.

Hjernen reagerer helt naturligt og automatisk for at beskytte dig. De psykologiske forsvarsmekanismer fungerer på nogenlunde samme måde som de fysiske forsvarsmekanismer. De kæmper bravt for dit liv og din overlevelse.
Men hvis dit liv ikke er direkte i fare (hvis faren ikke har tænder og kløer), kan forsvarsmekanismerne risikere at modarbejde dig.

Ansvar kan være ubehageligt, men det er præcist dér, at friheden begynder.

6. Forbindelsens lov

Dit nuværende liv er bygget af tusindvis af små valg, du næsten ikke lagde mærke til tidligere i dit liv.

Hver vane, hver rutine, hver tanke du gentog har betydning.

Over tid bliver små ting til store ting.

Den person, du er i morgen, formes af de valg, du træffer i dag.

Alt hænger sammen. Alting er forbundet med hinanden.

7. Fokusloven

Dit sind lægger mærke til dét, som du træner det til at se.

Hvis du fokuserer på problemer, afvisning og mangel, vil du opdage mere af dette overalt.

Men hvis du fokuserer på udvikling, muligheder og løsninger, begynder dit blik også at flytte sig hen mod det.

Græsset er ikke grønnest på den anden side af hegnet. Det er grønnest dér, hvor du vander det.
Hvad du fokuserer på, vil vokse.

Den historie, du fortæller dig selv igen og igen, bliver efterhånden dit liv og den virkelighed, du lever i.

8. Lov om integritet og at give

Når dine handlinger ikke stemmer overens med dine værdier, mister du kontakten til dig selv.

Her kommer den smertefulde sandhed:
Hvis du siger, at du værdsætter ærlighed, men ikke selv er ærlig, skaber du selv dine egne udfordringer.
Hvis du ønsker fred, men fodrer konflikt, får du problemer.
Hvis du vil passe på dig selv, men ignorerer din krop og din kost, har det konsekvenser.

Den indre konflikt skaber stress, som du bærer med dig hver dag.

Fred og ro opstår, når dine handlinger stemmer overens med dét, du tror på, og som er vigtigt for dig.

Selvfølgelig er det ikke ligegyldigt, hvad du selv mener, der er vigtigt for dig. Hvis det for eksempel er karriere eller sprut og cigaretter eller racisme, vil karmaloven også honorere dét for dig.

9. Nærværets lov – her og nu

Mange mennesker lever mentalt et andet sted.

I fortiden. I gamle sår. I samtaler, der allerede er slut. I gamle uretfærdigheder.
I fremtidige bekymringer.

Imens sker livet lige her og nu. I dette åndedrag. I dette øjeblik.

Mange finder fred, når de vender tilbage til dét, der faktisk sker — i stedet for dét, sindet forestiller sig.

10. Forandringens lov

Livet gentager sine lektioner, indtil du har lært dem.

Det gælder de samme parforholdsmønstre. De samme følelsesmæssige triggere. Den samme selvdestruktive vane.

Nye ansigter. Forskellige situationer. Samme lektie.

Et illustrativt eksempel på at komme videre: Når barnet i skolen har lært at lægge tal sammen, går det videre til at gange og dividere. Derefter lærer det om brøker og potens. Og senere integraler og differentialer.
Men barnet går ikke videre til næste klasse, før det har lært de grundlæggende ting på det pågældende niveau.
Man kan ikke lære at gange, hvis man ikke forstår at lægge tal sammen.

På samme måde kan du heller ikke løbe fra et mønster eller en uhensigtsmæssig overbevisning.
Du kan ikke ignorere det væk.

Bevidsthed og bevidstgørelse er begyndelsen på forandring. Se bogen “Changing for Good

11. Tålmodighedens lov

Alt, hvad der virkelig betyder noget, tager længere tid, end de fleste tror.

Stærke relationer. Ægte selvtillid og selvværd. Helbredelse. Disciplin. Dygtiggørelse. Modning.

Mange giver op, fordi fremskridtet i begyndelsen kan være svært at få øje på.
Men man kan lære af både egne og andres erfaringer.

Al udvikling sker ofte stille, længe før resultaterne viser sig.

12. Betydningens lov

Mennesker mærker energien bag det, du gør. Din hensigt og din intention.

De mærker, når noget er skabt med omsorg. Når nogen er til stede. Når indsatsen er ægte.

Selv små handlinger kan få stor betydning, når de kommer fra oprigtighed.

Måden du møder verden på, betyder mere end talent. Mere end facade. Mere end perfektion.

Din energi sætter spor i alt, hvad du rører ved, og gør og siger og mener.

Karma grund-essens

Karma er ikke noget, der jagter dig. Du kan heller ikke forfølge karma.

Det er noget, du selv skaber hver eneste dag gennem dine tanker, valg, handlinger og vaner.

Det vigtigste spørgsmål er ikke, hvad andre gør mod dig.

Det vigtigste spørgsmål er: Hvem er du ved at blive?