Kirkens syn på bryllup og kærlighed
Argentinsk film fra 2001 på spansk. Den engelske titel er “Son of the Bride” og på dansk ”Sønnen til bruden”.
Hovedpersonen Rafael Belvedere bor i Argentina. Han er stresset og utilfreds med sit liv, som han synes burde gå meget bedre. Han arbejder i døgndrift på restauranten, som hans far grundlagde. Han er stadig ikke kommet sig over sin skilsmisse, og han har aldrig taget sig tid til at se sin datter vokse op. Han har ingen venner og undgår at forpligte sig yderligere til sin kæreste. Desuden har han ikke besøgt sin mor i over et år. Hun lider af Alzheimers og er indlagt på et plejehjem.
Filmen handler primært om forskellen mellem forelskelse, kærlighed og forretning.
Rafaels forældre blev i sin tid borgerligt viet, men 44 år senere vil de nu giftes rigtigt i kirken.
Filmens vigtigste sekvens er i mine øjne, da hovedpersonen taler med en præst i kirken om forældrenes ønske om bryllup.
Præsten siger, at bryllup i den katolske kirke ikke kun er et helligt sakramente, men at det også er en kontrakt med tre betingelser: Dømmekraft, ærlige hensigter og frihed (discernimiento, intención no espúrea y libertad).
Da præsten ikke mener, at Rafaels mor har dømmekraft, fordi hun har Alzheimers, vil han ikke vie dem.
Rafaels svar er interessant: ”Kirken går glip af et godt slogan: “44 års kærlighed!” Du burde slå det op på kirkemuren, i stedet for at vende ryggen til det.
Hvorfor bad du mig ikke om at udvise dømmekraft, da jeg blev gift? Ved du, hvor meget sorg og smerte, det ville have sparet mig? Da jeg blev gift, var jeg totalt offer for forelskelsen, og kirken tog imod mig med åbne arme. Ti år senere havde jeg betydeligt bedre dømmekraft, var helt ved mine sansers fulde fem og ville skilles. Men så fik jeg at vide, at det kunne jeg ikke. Hvor blev dømmekraften, ærligheden, de gode hensigter og friheden af? For Guds skyld, Fader! Skal man nu være rationel for at være katolik?”
Forskellen mellem forelskelse og kærlighed
Forelskelse er at få.
Kærlighed er at give.
De fleste såkaldte kærlighedssange og romantiske film og bøger handler egentlig om forelskelse.
Forelskelse er en berusende her-og-nu følelse, og naturen har skabt og udviklet den, til at to mennesker kan mødes og være sammen i tilstrækkelig lang tid, til at der kan komme et afkom ud af det. I bund og grund handler det om artens beståen.
Den psykologiske begrundelse for forelskelse er, at det er en spejling (projektion), som skal lære os noget om os selv. Hvis man bliver forelsket i en anden end sin partner, er det fordi at noget mangler i parforholdet, og så er det en god idé at kommunikere med sin partner på en tryg og tillidsfuld måde, for at man kan (gen)skabe det manglende i parforholdet.
Græsset er ikke grønnest på den anden side af hegnet.
Græsset er grønnest dér, hvor man vander det, dvs hvad man giver fokus.
”Kærlighedssange”
I rigtigt mange sange hører vi ofte sætninger som: ”Jeg vil gerne være sammen med dig. Jeg savner dig. Hvorfor gik du? Jeg vil igen mærke den følelse, jeg får, når jeg er sammen med dig. Jeg vil have, at mit liv bliver lettere og sjovere, og jeg vil have det af dig.
Giv mig, giv mig, giv mig, så jeg kan få.”
Men selv om ordet kærlighed bliver brugt rigtigt mange gange i sange, bøger og film, handler det som sagt ikke om kærlighed, men om forelskelse.
Kærlighed er nemlig valget at give sin partner dét, som partneren ønsker sig.
Og selvfølgelig at kunne sætte sunde naturlige grænser.
Når begge to giver den anden dét, den anden gerne vil have, mærker begge to de dejlige kærlige følelser.
I stedet for at fastholde folk i en følelsesfælde, burde alle mennesker lære, hvad parforhold er og hvad det indebærer og kræver. Filmen påpeger kraftigt, at Kirken har et stort ansvar i den forbindelse.
Så hvis samfundet ikke vil eller kan gøre det, og det måske også er for svært selv at gøre, er der heldigvis hjælp at hente hos professionelle parterapeuter og parcoaches.
Filminstruktøren
Filmen er allerede en del af de klassiske latinamerikanske film og har fået stor ros for sine dybtgående karakterstudier og varme, menneskelige temaer. Den blev nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film og vandt Sølvkondoren for bedste film.
Filminstruktøren Juan José Campanella (1959) er samtidig manuskriptforfatter og producent. Han er argentiner, men kendt for sit arbejde både i Argentina og internationalt, især i USA.
Campanella’s værker er kendt for deres stærke karakterudvikling, følelsesmæssige dybde og ofte en blanding af humor og alvor. Han fokuserer ofte på menneskelige relationer, kærlighed, tab og retfærdighed, og han formår at skildre komplekse følelser og situationer med stor følsomhed og indsigt.
Se også de andre af mine filmanmeldelser på www.parforhold-parterapi.dk/filmanmeldelser