Af Mikael Hoffmann, par-coach med mere end 30 års praktisk erfaring
Hvorfor er der nogen voksne, der råber op, manipulerer eller som straffer med tavshed?
Det gør de, fordi de som børn lærte, at det virkede.
Og det gjorde det helt klart dengang.
De risikerer bare, at det har den stik modsatte effekt nu, som voksne.
Nogle grundlæggende børneopdragelsesmetoder med grænsesætning kan i modificeret form også bruges af voksne i forhold til andre voksne, fx i parforholdet.
Derfor har jeg skitseret nogle metoder til god børneopdragelse herunder.
Overordnet børneopdragelses-strategi:
”Her gør vi sådan!
Hvis du ikke følger denne regel, sker der følgende….”
Hvis grænsen senere bliver overskredet, beskriver man først adfærden og derefter konsekvensen.
Afslutningsvis holder man ord og er konsekvent.
Dét, der for barnet er tiltrækkende og som det ønsker mere af, bliver taget fra det eller stopper – og det starter først igen nogle øjeblikke senere.
Overblik over artiklen
- Voksne manipulerer og skaber sig, fordi de som børn lærte, at det virkede, så man fik sin vilje.
- Barnet (og også voksne) lærer konsekvenser gennem forudsigelige grænser og konsekvente handlinger.
- Sund og effektiv børneopdragelse indebærer klare regler og konsekvenser for adfærd.
- At sætte sunde naturlige grænser kræver kommunikation og konsekvens.
- Den bedste opdragelse handler om at fremme selvkontrol og ansvarlighed hos barnet.
Klik her for at se indholdsfortegnelsen over denne side
Eksempler på hensigtsmæssig børneopdragelse
Klik på nedenstående links for at hoppe direkte til kapitlet om:
Barnet skriger ved middagsbordet
Barnet er kræsent eller har spisevægring
Om Lederskab i børneopdragelsen
Kort resumé om børneopdragelses-strategier:
Hvordan sætter man i realiteten sunde naturlige grænser?
Barnet skriger
Når et lille barn råber “Jeg vil have slik!” af sine lungers fulde kraft, reagerer de fleste forældre enten med et hurtigt “Hold op med at råbe” — eller også siger de ingenting, mens barnet fortsætter.
I begge tilfælde lærer barnet noget vigtigt: Skrigeri bringer dem tættere på det, de ønsker.
Det giver mere opmærksomhed, mere interaktion – og nogle gange også hurtigere adgang til det eftertragtede slik.
Derfor fortsætter de.
Måske endda langt ind i voksenlivet.
For skrigeriet har aldrig kostet dem dét, de prøvede at få adgang til.
Den gode nyhed er, at du kan ændre barnets mønster.
Det kræver blot, at du sætter rammen inden situationen opstår.
Forklar én gang:
“Når du vil have noget, spørger du med en rolig stemme. Hvis du skriger, er svaret nej.”
Når barnet skriger, svarer du med én eneste sætning:
“Svaret er nej, fordi du skreg.”
Og så stopper du dér.
Ingen forklaringer, ingen diskussioner, ingen begrundelser, ingen trusler.
Svaret ændrer sig ikke, uanset om barnet skriger højere, græder eller gentager “Jeg vil have det.”
Det er stadig et nej.
Når barnet igen er i stand til at spørge roligt, får de et svar.
På den måde lærer de, at rolige forespørgsler bliver besvaret.
Skrigeri gør ikke.
Prisen for at skrige skal være, at man mister den umiddelbare adgang til det, man ønsker.
Dermed bliver det langt mere effektivt at spørge roligt — og det er præcis dén adfærd, du ønsker at styrke.
Fordi den læring får barnet god brug for som voksen. Nemlig at kunne styre sine følelser, og agere roligt.
Barnet siger Nej
Når et barn siger nej til hver eneste ting, det bliver bedt om, kommer mange forældre ubevidst til at gøre “nej” til centrum for hele øjeblikket.
De gentager sig selv. De forklarer. De forhandler. De spørger igen.
Og mens alt dette foregår, lærer barnet noget helt konkret: At afvisning udskyder forventningen.
Det er ikke ordet “nej”, der er problemet — det er, at “nej” er blevet en fungerende strategi.
Derfor skal rammen sættes inden situationen opstår.
Fra omkring toårsalderen kan du sige reglen én gang:
“Når jeg beder dig om at gøre noget, så gør du det. Eller også hjælper jeg dig.”
Når barnet siger nej, svarer du med én sætning:
“Du kan gøre det nu, eller jeg hjælper dig.”
Og så venter du. Ingen diskussion. Ingen nedtælling. Ingen nye aftaler.
Hvis barnet begynder på dét, du bad om, lader du barnet gøre det selv.
Hvis det ikke gør det, hjælper du barnets krop i gang med opgaven.
Så det lærer, at uanset hvad det gør, bliver opgaven udført.
Hvis barnet fortsætter med at modsætte sig, vil barnets næste lille privilegium blive fjernet.
På den måde lærer barnet, at samarbejde får dagen til at glide — mens afvisning ikke stopper noget som helst.
Denne lektie er også enormt vigtig for barnet at lære, så det kan klare sig godt i voksenlivet.
At der er ting, der bare skal gøres, uanset hvad.
Barnet adlyder ikke
Når du siger “Kom ned fra køkkenbordet,” og barnet bliver stående, er problemet sjældent, at de ikke hørte dig.
Problemet er, at den første instruktion aldrig har haft reel betydning eller konsekvens.
De fleste forældre siger det samme igen og igen, måske bare lidt højere hver gang: “Kom ned. Vær sød at komme ned. Jeg siger det kun én gang til. Nu gør du det. Gør det nu. Jeg gider ikke at sige det igen.”
Og mens ordene bliver flere og højere, bliver barnet bare stående.
For barnet har lært, at den første instruktion ikke er den rigtige.
Den rigtige kommer senere — med meget mere volumen.
Derfor skal du gøre noget andet.
Trin 1: Sig det én gang: “Kom ned fra bordet.” Klart, roligt, direkte.
Trin 2: Hvis barnet ikke bevæger sig, bevæger du dig.
Trin 3: Hjælp barnet ned.
Ordene bliver sagt én gang. Handlingen sker én gang.
Barnet skal lære og erfare, at den første instruktion er den eneste instruktion.
Når barnet mærker, at dét, du siger, betyder noget, begynder det at reagere på den første besked — ikke den tredje eller tiende.
Som voksen vil barnet med den læring løbe sig betydeligt færre staver i livet, hvis det har lært at følge en ordre, end hvis alting altid skal være en diskussion eller en kamp.
Barnet ser for meget skærm
Når et barn bryder helt sammen hver gang iPad’en slukkes, forsøger mange forældre at give endnu en advarsel: “Fem minutter mere… én video mere… det her er den sidste.”
Og måske endnu en. Og endnu en.
Men hvis barnet brokker sig højlydt, og skærmen alligevel får lov at være tændt lidt længere, lærer barnet én ting: Protester forlænger skærmtiden.
Problemet er derfor ikke selve sammenbruddet — problemet er, at skærmtid mangler et tydeligt afslutningssystem.
Her er, hvad du kan gøre i stedet:
Du indfører en enkel regel, før skærmen overhovedet tændes:
“Når timeren bipper, er skærmen færdig.”
Fra omkring toårsalderen kan du sige én sætning, når alarmen lyder:
“Skærmen er færdig.”
Og så tager du den fra barnet.
For børn mellem 3 og 5 år kan reglen være:
“Når timeren stopper, giver du mig skærmen.”
Når alarmen lyder, siger du én sætning:
“Timeren er færdig. Giv mig skærmen.”
Hvis barnet giver dig den, fortsætter dagen roligt.
Hvis barnet nægter, tager du skærmen — og næste skærmtid er ikke tilgængelig.
Hvis barnet skriger, slutter skærmtiden alligevel, og der går endnu længere inden næste skærmtid.
Et skærm‑afslutningssystem består af tre dele:
- reglen før skærmen tændes
- den korte sætning når alarmen lyder
- den konsekvente handling efter alarmen
Derfor hjælper “fem minutter mere” aldrig på skærm‑sammenbrud.
Dét, der virker, er et tydeligt og forudsigeligt afslutningssystem og konsekvent handling.
Dette vil hjælpe barnet som voksen, når der er grænser, der skal respekteres, og deadlines, der skal holdes.
Barnet kaster sig på gulvet
Når I skal af sted, og barnet vil blive, siger mange forælderen: “Er du klar?” eller “Hold op med at skrige”
Men at beskrive en adfærd ændrer sjældent adfærden. Børn lærer af konsekvenser — ikke af kommentarer.
Derfor skal du gøre noget andet.
Trin 1: Sørg for sikkerhed og tryghed. Stå tæt nok på barnet til, at de kan mærke din tilstedeværelse.
Trin 2: Fortæl barnet præcis, hvad der skal til for at fortsætte: “Når dine fødder er på gulvet, din stemme er rolig, og din krop er i ro, fortsætter vi.”
Nu ved barnet, hvad der forventes, og hvordan succes ser ud.
Trin 3: Sæt aktiviteten på pause. Ingen forelæsninger, ingen forhandlinger, ingen gentagne spørgsmål, ingen bemærkninger, ingen distraktioner.
Aktiviteten stopper, indtil barnet viser, at det er klar til at fortsætte.
Barnet lærer på denne måde: “Når min krop er klar, går livet videre. Når min krop ikke er klar, er livet sat på pause.”
Dit mål er ikke at stoppe den uhensigtsmæssige adfærd. Dit mål bør derimod være at lære barnet en vigtig livsregel: Selvkontrol skaber frihed.
Hvis man som voksen ikke kan rumme sine følelser, men reagerer udad helt ukontrolleret, skælder ud, er negativ, er “ude af sig selv”, og gør stor skade som man senere fortryder, skaber man sig nogle helt unødvendige udfordringer i livet.
Mange skilsmisser er resultatet af manglende selvkontrol.
“Jamen jeg siger bare hvad jeg føler” har kostet mange parforhold – helt unødvendigt, for hvis man havde kunnet rumme sig selv og sine følelser, havde man været i stand til at løse problemerne med kommunikation og samarbejdet.
Barnet skal have sko på
Når en forælder siger: “Tag dine sko på,” og barnet i stedet kaster skoene væk, kommer mange forældre til at gøre sko-kastet til det nye centrum for samtalen.
“Hvorfor gjorde du det?” “Tag den op.” “Du må ikke kaste med dine sko.”
Pludselig er den oprindelige instruktion væk og erstattet af en diskussion om, hvad barnet gjorde forkert.
Fra omkring toårsalderen kan du med fordel forklare reglen, før situationen opstår:
“Når jeg beder dig om at tage dine sko på, så tager du dem på.”
Hvis barnet derefter kaster skoen væk, skal kastet ikke blive den nye samtale.
Sig én enkel sætning:
“Skoene skal på.”
Og hjælp så barnet med at få skoene på.
Ingen diskussion om kastet.
Ingen nye instruktioner.
Opgaven forbliver opgaven uanset hvad.
Når barnet opdager, at det ikke kan få dét, du beder om, til at handle om noget andet ved at kaste skoen, mister handlingen sin værdi.
Det er dér, den nye vane begynder at blive indlært og grundfæstet.
Også denne læring vil man få glæde af som voksen. En gang imellem er der bare noget, der skal gøres.
Jeg har været selvstændig i 32 år. Der er nogle ting, jeg ikke har spor lyst til at gøre, men som bare skal gøres. Det er fx moms-regnskab, oprydning og markedsføring blot for at nævne nogle få ting.
Men når jeg får dem gjort, er livet meget lettere.
Barnet slår forældrene
Når en 3‑årig slår dig, når du for eksempel siger nej, reagerer de fleste forældre ved at gribe barnets hånd, sige “Vi slår ikke” eller lignende og forklarer hvorfor det er forkert.
Eller på anden vis forsøger at tale barnet fra det.
Men den strategi lærer barnet noget temmelig uheldigt: At dét at slå skaber en større reaktion — mere opmærksomhed, mere kontakt, mere kontrol over øjeblikket.
Derfor bliver det selvfølgelig ved med at slå.
Ord virker kun, når en konsekvens bakker dem op.
Derfor skal rammen sættes, inden situationen opstår.
Sig reglen én gang:
“Hvis du slår, sætter jeg dig ved siden af mig.”
Hvis barnet slår, sætter du barnet ned ved siden af dig og holder barnet i hånden.
Der kommer ikke en ny chance.
Sig én sætning:
“Nu sidder du her, fordi du slog.”
Og så tavshed.
Barnet skal blive siddende, også selv om det græder, eller undskylder, eller siger “Jeg gør det ikke mere.”
Det får først lov til at flytte sig, når det er helt stille og kroppen er rolig.
Derefter rejser du dig, og dagen fortsætter.
Lad også være med at true med noget som helst.
Trusler ændrer ingenting — for en trussel er ikke en konsekvens.
Forudsigelige konsekvenser ændrer adfærd. Det er dér, systemet begynder at virke.
Og det har man som barn brug for at lære, for at kunne bruge det som voksen.
Alt, hvad vi gør, har vi lært tidligere. Oftest tidligt i livet.
En person, der truer, er selv blevet truet, eller har set det virke effektivt i sin barndom til at få sin vilje.
Men det er en meget uhensigtsmæssig adfærd, både i parforholdet og på arbejdspladsen. Og bestemt også over for sine egne børn.
Barnet slår andre børn
Når et barn slår sine søskende eller venner fx ved kampen om et legetøj, siger mange forældre: “Du må ikke slå” eller lignende. Og så taler de i flere minutter.
Nu bliver dét at slå til en begivenhed – og børn gentager begivenheder.
Men her er, hvad du bør gøre i stedet.
Før der bliver slået, skaber du forventningen: “Vi løser problemer uden at slå.”
Definér derefter konsekvensen: “Hvis du slår, er legetiden slut for i dag.”
I det øjeblik barnet slår, siger du én sætning: “Du slog. Legetiden er slut.”
Og så slutter legen. Ingen ny chance. Ingen diskussion.
Først langt senere, fx dagen efter, fortsætter legen.
Fordi konsekvente konsekvenser ændrer fremtidig adfærd.
Børn lærer, at hver adfærd giver et forudsigeligt og målbart resultat.
Dette er ekstremt vigtigt at lære, for at man kan tage ansvar for sig selv i sit voksenliv.
Mange mennesker, der tørrer deres fortrædeligheder af på andre, har aldrig lært konsekvens og selvansvar i deres barndom.
Barnet hiver i håret
Når et barn hiver andre i håret, siger mange forældre: “Lad være med at hive mig i håret. Av, det gør ondt.”
Eller de bruger flere minutter på at forklare, hvorfor det gør ondt – i håbet om at barnet forstår, hvor ondt det gjorde.
Men barnet lærer i stedet for, at dét at trække andre i håret skaber interaktion: Mere opmærksomhed, flere muligheder for at gentage adfærden.
Så de hiver i håret igen.
Men her er, hvad du bør gøre i stedet for.
Før det sker, har du lavet en husregel: “Hår er ikke til at blive hevet i.”
Definér derefter konsekvensen: “Hvis du hiver i mit hår, er dit yndlingslegetøj ikke til rådighed før i morgen.”
I det øjeblik barnet hiver, fjerner du dets hånd og siger én sætning: “Du hev i mit hår. Dit yndlingslegetøj er væk indtil i morgen.”
Så slutter interaktionen. Ingen forelæsning. Ingen snak. Ingen forklaringer. Ingen undskyldninger.
Legetøjet forbliver gemt væk.
At følge reglen giver adgang til dét, de gerne vil have.
At bryde reglen koster adgangen til dét, de værdsætter.
Når hver beslutning har et forudsigeligt resultat, begynder børn at træffe andre beslutninger.
Igen er det guld værd at lære tidligt i livet. Det gør alting meget lettere som voksen.
Barnet river ting ned
Når dit barn hiver ting ned fra hylderne i supermarkedet, begynder de fleste forældre at forklare, advare, forhandle eller true med konsekvenser.
Nu lærer barnet, at dét at gå amok skaber en kontakt: Flere ord, mere opmærksomhed, mere nærvær, mere interaktion.
Men at hive ting ned fra hylder er ikke et kommunikationsproblem.
Det er et opdragelsesproblem og et ansvarlighedsproblem.
Så her er, hvad du bør gøre i stedet:
Trin 1: Stop indkøbene med det samme. Sørg roligt for, at barnet ikke kan røre flere ting.
Trin 2: Sig én sætning: “Ting hører til på hylderne.” Ingen lang tale, ingen debat, ingen følelsesudbrud, ingen forklaringer.
Trin 3: Vent på at barnet sætter alle de ting op, det hev ned, og sætter dem tilbage på hylden.
Hvis barnet er roligt nok, sætter det tingene på plads.
Hvis barnet er for overvældet af sine følelser, bliver det bare gjort lidt senere.
Men det skal op på hylderne, og det er barnet, der skal gøre det.
Ansvar følger handlingen. Konsekvensen er enkel: Den, der skaber roderiet, er ansvarlig for roderiet.
Dit mål er ikke at “vinde øjeblikket”. Dit mål er at lære en grundregel: “Når jeg skaber et problem, hjælper jeg med at løse problemet.”
Den lektie vil gavne dem resten af deres liv, altså langt længere end nogen indkøbstur.
Hvad vil du helst: Vinde kampen eller vinde turneringen?
At lære at tage ansvar er en af de største gaver, du kan give dit barn.
Barnet afbryder de voksne
Hvis et barn afbryder, når du taler med en anden voksen, stopper de fleste forældre midt i en sætning.
De svarer barnet eller siger “vent lige”, mens barnet fortsætter med at afbryde.
Din adfærd er dermed temmelig respektløs over for den, du stod og talte med.
Og barnet lærer, at afbrydelser flytter dem forrest i køen: Mere adgang, mere opmærksomhed, mere magt over den voksnes samtale. Så selvfølgelig afbryder de igen.
Samtidig lærer det også, at det er helt i orden at være respektløs over for andre mennesker. Det er jo hvad det lige har set forældren være over for den anden voksne.
Så her er, hvad du kan gøre i stedet for: Når I har en rolig stund, forklarer du reglerne: ”Hvis du har brug for at sige noget til mig, og jeg står og taler med en anden, lægger du din hånd på min arm og venter.
Når jeg er færdig med min sætning, skal jeg nok være der for dig.“
Tilføj undtagelsen: “Hvis det er en nødsituation, siger du: “Jeg har brug for hjælp lige nu.”
Hvis barnet så efterfølgende afbryder din samtale med en anden, siger du én sætning: “Svaret er vent, fordi du afbrød.”
Intet andet. Ingen ny chance. Vend uanfægtet tilbage til voksensamtalen og ignorer barnet.
Din adfærd og strategi må ikke ændre sig, selv om barnet siger: “Men jeg glemte det,” eller “Men jeg har virkelig brug for det.” Det er med stor sandsynlighed ikke så vigtigt, som at lære at vente med at få et behov dækket.
Uanset hvad barnet afbrød for, er svaret stadig: Vent!
Når barnet venter på præcist den måde, som I aftalte, med at lægge sin hånd på din arm, afslutter du din sætning med den anden voksne, vender dig mod barnet og spørger hvad det vil. Der er en positiv konsekvens.
Uhensigtsmæssige afbrydelser bør have en negativ konsekvens.
Barnets frustration i dag koster én behovsdækkelse.
Hvis du svarer barnet med det samme ved afbrydelsen, koster det dig hver eneste voksensamtale fremover. Og det kan koste dig din værdighed i forhold til den person, du talte med.
For når barnets pris for at afbryde den voksne er at miste adgang til noget, det vil have, bliver det bedre at vente.
Igen en særdeles vigtig lektie at lære, hvis man vil klare sig godt i voksenlivet.
At kunne udsætte sine behov og at kunne vise respekt er guld værd i voksenlivet.
Barnet skriger ved middagsbordet
Når et barn skriger ved bordet, og forælderen siger: “Hold op med at skrige” har barnet kun fået at vide, hvad det ikke må gøre – men ikke hvad adfærden koster. Børn lærer af konsekvenser, ikke af advarsler.
I øvrigt er det i de fleste sammenhænge bedst at fortælle mennesker, hvad de skal gøre, og ikke så meget hvad de ikke skal gøre. Det gælder både med børneopdragelse, med medarbejder og kollegaer, i parforholdet, ja, alle steder.
Men her er, hvad du kan gøre i stedet for:
Trin 1: Sig forventningen: “Vi bruger stille og rolige stemmer ved bordet.”
Trin 2: Sig konsekvensen: “Hvis du vælger at skrige igen, får du mindre af din fritid senere i dag.”
Trin 3: Følg op med det samme. Ingen anden advarsel. Ingen nedtælling. Ingen forelæsning. Ingen forklaring. Ingen undskyldninger.
Konsekvensen er enkel: Selvkontrol skaber frihed.
Manglende selvkontrol reducerer frihed.
Ikke fordi du er vred. Ikke fordi du vil straffe.
Men fordi alle miljøer har standarder.
Dit mål er ikke at stoppe den uhensigtsmæssige adfærd.
Dit mål er at lære en ledelsesregel: “Den mængde frihed jeg får, hænger sammen med den mængde selvkontrol, jeg udøver.”
For når adfærden ikke længere ændrer resultatet, stopper adfærden med at kunne betale sig.
Og det gælder både for børn og voksne.
Hvis din partner har en uhensigtsmæssig adfærd, skal du sætte en sund naturlig grænse for at stoppe adfærden. Ellers fortsætter den bare.
Barnet er kræsent eller har spisevægring
Når et barn nægter at spise ved måltidet, gør de fleste forældre situationen til en forhandling.
Nogle siger: “Tag bare én bid mere. Du kunne jo godt lide det i går. Hvis du prøver det her, så får du noget andet. Hvis du spiser det, så får du dessert.”
Nu lærer barnet, at mad‑afvisning åbner en samtale: Flere tilbud, mere opmærksomhed, mere kontrol over måltidet, mere kontrol over de voksne.
Er der noget at sige til at skolelærerne har problemer, hvis der er alt for mange børn af den slags i klassen?
Men det er på den måde at kræsenhed bliver skabt.
Og middagsbordet bliver nu til forhandlingsbordet.
Selvfølgelig skal du sikre dig, at der er god alsidig nærende kost med variationer.
Men en bedre strategi end forhandling er, at du fra omkring 2‑årsalderen, inden måltidet, siger reglen én gang:
“Det her er aftensmad. Du kan spise det, eller du kan lære være, og så er du færdig indtil næste måltid.”
Så serverer du maden. Ingen forhandling.
Hvis barnet spiser, fortsætter middagen. Hvis barnet nægter, sidder barnet og venter, indtil måltidet er slut.
Og når I er færdige med at spise, er køkkenet lukket indtil næste måltid.
Mad‑afvisning skaber ikke en mulighed for belønning i form af et ekstra mellemmåltid.
Du har brug for en god strategi/system, som du holder fast i: Hvad du siger, hvad du serverer, hvordan køkkenet lukker, og hvad der sker, når barnet beder om snacks senere.
Ingen børn i Danmark dør af sult, fordi de springer et par måltider over.
Men mange børn udvikler vaner, overbevisninger og adfærd, som kan ende med, at deres relationer og parforhold udsulter af mangel på disciplin, selvkontrol og taknemmelighed, samt alt for meget kræsenhed, skuffede forventninger og uindfriede krav.
Barnet har lektievægring
Når dit barn diskuterer med dig hver gang det er tid at lave lektier, forklarer de fleste forældre, hvorfor lektier er vigtige, gentager instruktionen, hæver stemmen eller forsøger at bevise, at de har ret.
Det lærer barnet, at diskussioner udskyder arbejdet, hvilket betyder at de diskuterer igen og igen.
Instruktioner virker kun, når en konsekvent handling følger den første besked.
Her er, hvad du skal gøre i stedet for at diskutere:
Når lektietiden starter, siger du det én gang: “Lektier starter nu. Skærm kommer efter lektier. Hvis du diskuterer, skal du stadig læse lektier – og skærmen er slukket resten af dagen.”
Hvis barnet vælger at diskutere eller argumentere, forbliver computeren slukket.
Ingen debat. Ingen forelæsning. Ingen fornyet chance. Ingen diskussion.
Sig én sætning: “Skærmen er slukket for i dag, fordi du diskuterede i stedet for at gå i gang.”
Derefter ingenting.
Og konsekvensen ophæves ikke, bare fordi barnet pludselig siger: “Fint, så gør jeg det.”
Lektier er stadig nu. Skærm er stadig slukket for i dag.
Deres skuffelse i dag koster én eftermiddag/aften.
At lade dem få skærm efter diskussionen koster dig hver eneste lektietid fremover.
Og det koster dit barn dyrt, når det vokser op, og skal fungere på en arbejdsplads og i sin familie.
Hårde beslutninger og et lettere liv
Hvis du elsker dine børn, så tag de hårde beslutninger nu.
Det betyder, at det lette liv kommer senere.
Desværre gør alt for mange det modsatte.
De tager de lette beslutninger nu, og undrer sig over det hårde liv senere.
Elsk dine børn for hvad de kan blive.
Du vil selvfølgelig gerne være sød og rar, men det skal ikke kun være i øjeblikket.
For umiddelbart vil børnene gerne have skærmtid, sukker, junk-food og sodavand.
De har ikke så meget lyst til at læse bøger, spise sundt eller de huslige pligter.
Men hvis du er sød og rar i situationer, hvor du hellere skulle have været hård, vil du få overvægtige, krævende, dumme børn.
Og dine børn vil få det svært i deres voksenliv. Eksempelvis har de jo lært, at det er svært at sige nej, når det er nødvendigt over for dine børnebørn.
Konklusion: Grænser, konsekvens – og børneopdragelse
Se også Hoffmann Systemet om hvordan jeg arbejder.
Om Lederskab
Der er 7 ufravigelige principper for det mest pædagogiske og succesfulde lederskab, som gælder for både ledere, partnere og forældre.
- Vision først. Skab fremtiden – ellers gør kulturen det. Ledere gætter ikke. De designer.
- Konsistens er konge. Regler er lov, ikke forslag. Stabilitet er rygraden i respekt.
- Styr dine følelser. Hvis vi ikke kan styre os selv, kan vi ikke styre andre.
- Korrigér uden at ødelægge. Korrigering skaber styrke. Skam skaber oprør.
- Integritet rangerer over hvordan noget ser ud. Andre vurderer dine handlinger, ikke dine undskyldninger.
- Tilpas dig strategisk. Taktikker skifter. Missioner gør ikke. Ledere udvikler sig. Følgere reagerer.
- Sørg for at blive god til at mestre kommunikation. Ord er våben. Brug dem med klarhed, præcision og autoritet.
Lederskab i hjemmet betyder at tage ansvar og at bygge systemer, der fungerer – også selv om du ikke er til stede. Det er værdier, der varer længere end dig.
Du har brug for at lede, som om det betyder noget.
For det gør det.
Kort resumé om gode børneopdragelses-strategier:
”Her gør vi sådan!
Hvis du ikke følger denne regel, sker der følgende.”
Hvis grænsen senere bliver overskredet, beskriver man adfærden og konsekvensen, og holder derefter ord og er konsekvent.
Hvordan sætter man i realiteten sunde naturlige grænser?
Det gør man til andre voksne med disse fem konkrete trin:
- Lav i forvejen en forventningsafstemning, hvor du forklarer hvad du vil acceptere og hvad konsekvensen vil være, hvis grænsen overskrides.
- Hvis der sker en grænseoverskridelse beskriver du først adfærden. Altså det, du observerer.
- Derefter beskriver du konsekvensen
- Til sidst udfører du konsekvensen
- Herefter siger eller gør du intet andet. Ingen forklaringer, ingen undskyldninger, ingen forhandlinger, ikke vente på en anden reaktion. Intet.
Mange mennesker tror, at grænsesætning handler om at være hård, afvisende, råbe op eller være dominerende.
I virkeligheden handler sunde naturlige grænser om at skabe tryghed, respekt og forudsigelighed i relationen – uanset om det er parforhold, forældreskab eller på arbejdet.
En grænse er først en rigtig grænse, når den er tydelig, konsekvent og bliver fulgt op af handling.
Se også www.parforhold-parterapi.dk/graensesaetning
Hyppigt stillede spørgsmål
Grænser hjælper børn og voksne med at forstå, hvad der er acceptabel adfærd, og hvad der ikke er.
Børneopdragelse handler ikke om at bestemme alt over barnet, men om at give barnet tydelighed og lære det, at handlinger har konsekvenser.
Gode grænser skal være forståelige, tydelige og så vidt muligt følges af en naturlig eller logisk konsekvens.
En konsekvens handler om sammenhængen mellem handling og dét, der sker bagefter.
Straf handler derimod ofte om at få andre til at føle ubehag, fordi de har gjort noget forkert, og dermed få dem til at stoppe adfærden.
Formålet med konsekvens i børneopdragelse bør være at lære barnet ansvar for sine valg – ikke at få hævn eller demonstrere, hvem der bestemmer.
At barnet bliver vredt, betyder ikke nødvendigvis, at grænsen er forkert.
Børn kan naturligvis blive frustrerede, når de ikke får deres vilje.
Som forælder kan det derfor være vigtigt at kunne rumme barnets reaktion uden straks at give efter.
Du kan godt anerkende barnets følelser og samtidig fastholde den grænse, du har sat.
Det lærer barnet, at følelser er tilladte, men at ikke al adfærd er det.
Og nøjagtigt det samme gør sig gældende i alle andre relationer – også i parforholdet.
Hvis du synes at det er svært at sætte sunde naturlige grænser – både over for dit barn, din partner, dine kollegaer, din chef, dine forældre, dine venner eller andre, så giv mig et kald.
Lad os finde ud af, om jeg kan hjælpe dig.
Jeg tilbyder en gratis afklarende samtale over telefonen, hvor vi finder ud af, om jeg er den rettet til at hjælpe dig og jer.
Ring til mig, så vi kan aftale et tidspunkt for sådan en samtale.
Hvis du ønsker det, vil jeg ringe dig op.
Udfyld blot formularen herunder.
Eller ring til mig på telefon 21 79 18 50
(Hvis jeg mod forventning ikke vender tilbage i løbet af 1-2 dage, er der risiko for, at jeg måske ikke har modtaget den, og så må I gerne lige sende mig en SMS eller ringe til mig.)