Statisk og dynamisk ansvar
Ansvar er ikke bare ansvar. Se www.parforhold-parterapi.dk/selvansvarlighed
Vi skal passe på ikke at blande begreberne sammen.
Når man ser statisk på de uheldiges situation, fx de fattige, er det naturligvis synd for dem, at de ikke har råd til alt det, de har brug for og gerne vil have. De har et helt legitimt her-og-nu-behov for mad, bolig, tøj o.s.v.
En mere langsigtet anskuelse af problematikken er, at det er deres (dynamiske) vaner og valg, som har ledt de fattige og ”uheldige” frem til deres nuværende (statiske) situation.
Et kortsigtet behov er fx et barn, der vil have en is, hvilket ikke er unaturligt for et barn. Men den ansvarlige forældre vil sige, at der kun er et kvarter til aftensmad, og at barnet derfor ikke får is. Forældre har et opdrageransvar. De bør have et overblik og kunne se, hvad der er bedst for barnet – selvfølgelig afbalanceret både på den korte og lange bane.
Lederansvar er at kunne se længere end medarbejderne, og have et ansvarligt overblik for helheden.
Parforholdsansvar er at sætte fælles langsigtede værdier højere, end frustrerede følelser og kortsigtet behovsdækkelse.
Om at lade sin vrede gå ud over andre
Hvorfor sker det for nogle par, at man lader sin vrede gå ud over den nuværende søde rare dejlige ægtefælle/kæreste?
Jeg har i min tid haft mange forskellige kærester, inden jeg blev gift, og en af dem var stadig meget vred på sin fraskilte mand. Hver anden weekend var deres fælles barn hos faderen. Til hverdag havde vi det fint sammen, men i de weekender, hvor sønnen var hos faderen, var hun irriteret og rasende på mig over alle mulige småting. Jeg blev rettet, kritiseret og bebrejdet i lange baner fra fredag eftermiddag til søndag aften, mens drengen var væk.
Da det gik op for os, at hun udlevede sit raseri på mig over den behandling, hun havde været udsat for i sit forrige parforhold, var hun heldigvis selvansvarlig nok til at gå i terapi med sine udfordringer, og dermed faldt der ro over de weekender, hvor hun var bekymret over sin søn og konstant tænkte på hvordan det gik med ham.
Den psykologiske begrundelse
At lade sin vrede gå ud over en anden person er meget forståeligt – psykologisk set. På samme måde løber vand ned ad bjerget, hvor det er lettest at komme igennem. Men det er dermed ikke sagt at det er OK.
Der er ikke noget i vejen med vrede, når den opstår. Den er en vigtig følelse som signal til, at noget er galt, og at der skal handles.
Men det er når vreden tager kontrollen over dig, at det ofte går galt.
Ansvarsfordeling i parforholdet
Forskellen mellem ansvarlighed og selvansvarlighed
Et parforhold, hvor den ene tager ansvar og er selvansvarlig, mens den anden ikke gør, vil efterhånden køre skævt. Den ene kommer til at trække et større og større læs, mens den anden kører på frihjul.
Ansvar kan man lære, og meget børneopdragelse går ud på at lære at tage ansvar.
Selvansvarlighed er ikke det samme som ansvarlighed, men derimod noget, man skal opsøge af egen drift. Det kan ikke påtvinges andre eller tillæres, og det kommer ikke af sig selv. Man skal have et (stort) behov, for at være tilstrækkeligt motiveret til selvansvarlighed. Motivationen udspringer i de fleste tilfælde af en smerte, man vil undgå, men det kan i nogle tilfælde også være noget behageligt, man vil have mere af.
Det kræver en modenhed og et overblik at kunne sige: ”Det er mine egne valg, der har ledt frem til, at min indtjening er ændret, at jeg har været udsat for vold, eller at der er helbredsmæssige udfordringer i familien”.
Det handler ikke om SKYLD, som på ingen måde er det samme som ANSVAR. Det er bestemt ikke din skyld, at det er gået galt for dig. Men det er dit personlige ansvar.
Nødt til
Der er kun fem ting, vi er nødt til:
- at trække vejret
- at drikke
- at spise
- at komme af med det igen
- at sove
Resten i livet er valg. Lad mig understrege dette: ALT andet er valg.
