Spring til indhold

Dårlig kontakt med partneren

Af Mikael Hoffmann, par-coach med mere end 30 års praktisk erfaring

Hvorfor går det nogen gange galt i parforholdet?

Forsvar i parforholdetHvad kan det være, at nogle par efter et stykke tid mister den tætte kontakt med hinanden, selv om det startede så godt og dejligt?

Her er en psykologisk og lidt teknisk forklaring på fem typer adfærd, der kan få det til at gå galt mellem mennesker, som er tæt på hinanden.
Dette gælder alle steder, men især i parforholdet.

Det er lidt nørded og temmelig langhåret, men jeg har valgt at skrive om det alligevel, fordi nogle er interesserede i den mere naturvidenskabelige baggrund for problemerne.

Hvis I ønsker konkret og effektiv hjælp til at få løst problemerne, er der Parterapi København, som kan støtte og vejlede jer til et bedre parforhold.


Klik her for at se flere anmeldelser

Oversigt:

  • Introjektion – eneste sandhed
  • Deflektion – bøje af
  • Retroflektion – alt for meget ansvar
  • Projektion – spejling
  • Konfluens – grænseløshed

Introjektion

Introjektion betyder ukritisk at sluge en mening eller holdning fra andre, som om at den er den eneste sandhed. En introjektion bliver ikke ordentligt undersøgt, optaget eller fordøjet. Man gør hvad andre mennesker forventer at man gør, og lever automatisk og ureflekteret op til deres forventninger.

  • Påvirker parforholdet: Fører ofte til uindfriede forventninger, da partneren ikke lever op til de ubevidste antagelser. Man kan insistere på at have “ret” frem for kærlighed, hvilket skader relationen.
  • I parterapien: Fokus ligger på at bevidstgøre disse introjicerede overbevisninger og adskille dem fra virkeligheden. Parret lærer at spørge ind, afstemme forventninger og acceptere hinandens individuelle perspektiver.

Deflektion

Deflektion betyder at bøje af uden at forsvare sig eller konfrontere andre. Man ignorerer eller vender sig væk fra andre mennesker for at beskytte sig selv. Det kan gøres med malplaceret humor, endeløs snak eller ved altid at fokusere på andres behov. Man gør hvad man kan for at undgå at skulle forholde sig til nogen eller noget. Det udmønter sig ofte i protester, negativitet og sabotage – og man er selv den sidste, der er klar over, at det sker.

  • Påvirker parforholdet: Problemer bliver ikke løst, men skubbet under gulvtæppet, hvilket kan føre til en opbygning af frustration og utilfredshed, der blusser op senere. Manglende direkte kommunikation skaber afstand.
  • I parterapien: Vi arbejder med at genfinde den følelsesmæssige kommunikation og lære metoder som “surfing,” hvor man forbliver til stede i samtalen uden at blive overvældet. Målet er at skabe et trygt rum, hvor ubehagelige emner kan adresseres direkte.

Retroflektion

At retroflektere betyder at gøre mod os selv, hvad vi egentlig gerne vil gøre mod andre. Måske ved at tage alt for meget ansvar, eller ved at beskylde sig selv for noget, som andre har gjort. Vi får dårlig samvittighed, men kan ikke selv lide vores egne reaktioner. Følelser bliver ikke udtrykt, og vi censurerer vores tanker, inden vi siger noget. Den undertrykte energi vendes indad mod os selv og kan føre til kropslige spændinger, depression, somatiske sygdomme eller selvpåført skade.

  • Påvirker parforholdet: Skaber en ubalance, hvor én part føler sig overbebyrdet og udmattet, mens den anden måske ubevidst tager for lidt ansvar eller tager ting for givet. Det kan føre til foragt og mangel på ligeværd.
  • I parterapien: Det er afgørende at identificere og differentiere eget ansvar fra partnerens. Vi arbejder med at sætte sunde, naturlige grænser, udtrykke egne behov klart og lade partneren tage sit eget ansvar.

Projektion

Projektion betyder at tillægge andre, hvad vi selv er og gør. At spejle sine egne ting i andre mennesker. “Tyv tror, at hver mand stjæler.” Vi bryder os ikke om nogle sider af os selv, uanset om de er gode eller dårlige, og derfor fornægter vi dem. Ofte forsøger vi at ændre omgivelserne og andre mennesker, men sjældent giver det de ønskede resultater.

  • Påvirker parforholdet: Fører til vedvarende misforståelser, beskyldninger (“tyv tror, at hver mand stjæler”) og gentagelse af negative mønstre. Partneren føler sig ofte uretfærdigt angrebet.
  • I parterapien: En stor del af arbejdet er at bevidstgøre disse “spejlinger”. Terapeuten hjælper parret med at se, hvordan deres egne “filtre” påvirker opfattelsen af partneren. Underliggende traumer, der forstærker projektioner, kan også bearbejdes med specifikke teknikker som Havening.

Konfluens

Når man konfluerer, smelter man grænseløst sammen med en person. Tit er der en indforstået aftale om ikke at være uenige med hinanden. Der er ingen skænderier, og man oplever ikke forskelligheder eller uenigheder – kun at der er et eller andet galt et sted.

  • Påvirker parforholdet: Resultater i en symbiotisk relation, hvor ingen af parterne opretholder en stærk egen identitet, hvilket dræber gnisten og intimiteten. Behov forbliver usagte eller forventes at blive “læst” og opfattet af partneren.
  • I parterapien: Vi fokuserer på at skabe et “afgrænset trygt fællesskab” med konkrete kommunikationsstrategier, hvor både samhørighed og individualitet kan trives. Parret lærer at sætte sunde, tydelige grænser, formulere ønsker med “jeg”-udsagn og respektere hinandens private rum og forskelligheder.

De fem ovenstående eksempler er psykologiske forsvarsmekanismer, men adfærden er med til at ødelægge en god kontakt med andre mennesker. Ikke desto mindre gør vi det hele tiden – for at beskytte os selv mod en følelsesmæssig smerte. Dette er selvsagt temmelig skadeligt for et godt parforhold. Men det er alt sammen symptomer på, at der er noget (andet) galt. Årsagen kan ligge et helt andet sted.

At blive bevidst om dem og lære nye måder at navigere på er afgørende for et sundt og lykkeligt samliv.

Den gode nyhed er, at når vi får årsagsbehandlet problemerne, vil symptomerne automatisk opløses og forsvinde. Når man har skabt sig nogle adfærdsmæssige vaner, kan det selvfølgelig være svært at ændre på. Dog er det heldigvis ikke umuligt. Det kræver bare en større indsats og måske lidt supplerende hjælp til at få ændret kursen – så I begge føler jer set, hørt, forstået og respekteret – et parforhold for livet.

.


3:36 minutter


Links til andre artikler om kommunikation i parterapi:

Brønden og elastikken
Effektiv kommunikation
Forstå og bliv forstået
Kærlighedssprog
Fem lag af kommunikation
Færdselsregler
Tre trin

Klik på linket herover for at hoppe direkte til artiklen


.