Af Mikael Hoffmann, par-coach med mere end 30 års praktisk erfaring
Når Handling og Relation støder sammen
Hvorfor bliver det Handlingsorienterede menneske frustreret over negativitet, mens den Relationsorienterede bliver irriteret over lalleglæde?
“Hvad gør jeg, når min partner er sur og negativ?”
I mange parforhold opstår der konflikter, fordi vi oplever den samme situation meget forskelligt.
Den ene synes måske, at den anden er alt for negativ og hele tiden finder fejl.
Og den anden synes, at partneren er naiv, overfladisk eller alt for hurtig til at se lyst på tingene.
Overblik
- Parforhold kan lider under forskelle i, hvordan man håndterer negativitet og positivitet.
- Den Handlingsorienterede af jer søger løsninger, mens den Relationsorienterede fokuserer på stemninger og relationer.
- Konflikter opstår ofte, når begge parter føler, at den anden overser vigtige aspekter.
- Det er særdeles vigtigt at forstå hverandres perspektiver for at skabe balance mellem Handling og Relation.
- Det handler ikke om at vinde en diskussion, men om at være nysgerrig på hinandens synspunkter.
Klik her for at se indholdsfortegnelsen for denne side
Begge mennesker i et parforhold kan være overbeviste om, at de selv ser virkeligheden klart, mens partneren tager fejl.
Men hvad nu, hvis I begge har fat i noget vigtigt – og problemet snarere er, at I ser situationen fra to forskellige vinkler?
Jeg arbejder med forskellen mellem Handling og Relation.
Det er to orienteringer, som findes i os alle, men som kan fylde forskelligt fra person til person.
Den handlingsorienterede side (af os alle sammen) er typisk optaget af mål, løsninger, fremdrift og konkrete resultater.
Denne side vil gerne videre og finde ud af, hvad der kan gøres.
Den relationsorienterede side er typisk mere opmærksom på stemninger, kontakt, signaler og på, hvordan det, der sker, påvirker mennesker og relationer.
Læs mere om Handling og Relation på Hoffmann Modellen.
Ingen af siderne er i sig selv bedre end den anden.
De kan supplere hinanden rigtig godt.
Men når vi bliver pressede, kan vores styrker blive til svagheder.
Ét træ, der vælter, larmer mere, end end hel skov, der vokser…..

Når positivitet bliver til blindhed – og kritik bliver til negativitet
Forestil dig, at I står over for en udfordring.
Den Handlingsorienterede del af dig siger måske:
“Det skal nok gå. Vi finder en løsning. Lad os komme videre.”
Det er en værdifuld indstilling, fordi den skaber håb, handlekraft og mod til at prøve igen, selv når noget mislykkes.
Men hvis du er så optaget af at komme videre, at du overser problemerne eller afviser din partners bekymringer, kan din optimisme virke som manglende forståelse.
Din partner siger måske:
“Jeg synes faktisk, der er noget, vi skal tage alvorligt.”
Og du svarer:
“Du er altid så negativ. Kan du ikke bare se det positive?”
Så føler din partner sig ikke hørt.
Og jo mere du forsøger at overbevise partneren om, at alt nok skal gå, desto mere kan partneren begynde at fremhæve alt det, der kan gå galt.
Det er en negativ skrue, selv om du egentlig bare forsøger at skabe en positiv stemning.
Den Relationsorienterede side har nemlig ofte en styrke i at opdage signaler, problemer og forandringer i stemningen.
Den kan se risici, som andre overser, og reagere på noget, der endnu ikke er blevet sagt direkte.
Men også denne styrke kan blive til en svaghed.
Hvis opmærksomheden hele tiden er rettet mod det, der ikke fungerer, kan man komme til at lede efter fejl, kritisere og bekymre sig mere end nødvendigt.
Så bliver det svært at få øje på alt det, der faktisk fungerer.
Dét, der for den ene er optimisme, kan for den anden føles som fornægtelse.
Og det, der for den anden er nødvendig opmærksomhed, kan for den ene føles som konstant negativitet.
Hvorfor reagerer vi så forskelligt?

Vi har alle forskellige erfaringer, vaner og måder at beskytte os selv på.
Når vi føler os trygge, kan vi som regel bedre lytte, være nysgerrige og rumme, at andre ser tingene anderledes end os.
Når vi derimod føler os pressede, bliver vi ofte mere automatiske.
Vi forsøger måske at løse problemet hurtigt, trækker os, kritiserer eller bliver ved med at forklare vores eget synspunkt.
Den Handlingsorienterede kan blive utålmodig og tænke:
“Hvorfor gør vi ikke bare noget ved det?”
Den Relationsorienterede kan blive frustreret og tænke:
“Hvorfor kan du ikke forstå, hvad det her gør ved mig?”
Begge ønsker måske i virkeligheden at få det bedre sammen.
Men de forsøger at opnå det på forskellige måder.
Det er derfor ikke nødvendigvis et spørgsmål om, at den ene er positiv og den anden negativ.
Det kan være et spørgsmål om, at den ene først og fremmest søger en løsning, mens den anden først har brug for at blive forstået.
Det er lettere at forstå sig selv end sin partner!
Vi oplever naturligvis vores egne hensigter indefra. Vi ved, hvorfor vi siger det, vi siger, og gør det, vi gør.
Men vi oplever vores partners adfærd udefra. Vi kan høre ordene og se handlingerne, men det er bestemt ikke sikkert, at vi kender hensigten bag dem.
Når din partner er kritisk, kan du derfor hurtigt konkludere, at partneren vil ødelægge den gode stemning.
Men måske forsøger partneren at gøre opmærksom på en bekymring, som endnu ikke føles taget alvorligt.
Og når din partner virker ubekymret, kan du tænke, at vedkommende er ligeglad.
Men måske forsøger partneren at bevare håbet og undgå, at I bliver fanget i bekymringer.
Det betyder ikke, at al kritik er velbegrundet, eller at enhver optimistisk reaktion er hensigtsmæssig.
Det betyder blot, at det kan betale sig at undersøge hensigten, før du konkluderer noget som helst om din partners hensigter, tanker, følelser og karakter.
Prøv at spørge dig selv:
- Hvad er det egentlig, min partner forsøger at opnå?
- Er der noget vigtigt, som jeg ikke har forstået?
- Hvad er min egen reaktion med til at skabe mellem os?
- Hvordan kan vi bruge vores forskelligheder konstruktivt i stedet for at bekæmpe hinanden?
Se også Hoffmann Strategien om at opføre sig ordentligt og tage ansvar.
Hvad kan I gøre anderledes?
Hvis du er mest Handlingsorienteret, kan du øve dig i at stoppe op, før du foreslår en løsning.
Lyt til din partners bekymring, og vis, at du har forstået den, før du fortæller, hvorfor du mener, at det nok skal gå.
Du kan for eksempel sige:
“Jeg kan høre, at du er bekymret. Vil du fortælle mig lidt mere om, hvad der fylder mest for dig?”
Hvis du er meget Relationsorienteret, kan du øve dig i også at få øje på det, der fungerer, og være tydelig om, hvad du ønsker, frem for kun at beskrive dét, du er utilfreds med.
Du kan for eksempel sige:
“Jeg ved godt, at der er meget, der fungerer mellem os. Der er bare én ting, jeg gerne vil have, at vi finder en løsning på sammen.”
Begge dele kræver øvelse. Og det kræver tillid, tryghed og respekt for hinanden.
Det er ikke altid let at ændre en reaktion, som man har haft gennem mange år.
Men det er muligt at blive mere bevidst om sine vaner og lære nye måder at kommunikere på.
Målet er ikke, at den Handlingsorienterede skal holde op med at handle, eller at den Relationsorienterede skal holde op med at være opmærksom på problemer.
Målet er at skabe en bedre balance mellem at finde løsninger og at forstå hinanden.
Handling og Relation skal supplere hinanden
Et godt parforhold har brug for begge perspektiver.
Handling hjælper os med at træffe beslutninger, løse problemer og bevæge os fremad.
Relation hjælper os med at bevare kontakten, forstå hinandens reaktioner og tage hensyn til det, der sker mellem os.
Uden handling risikerer vi at tale om problemerne uden at gøre noget ved dem.
Uden relation risikerer vi at løse de praktiske problemer, mens afstanden mellem os vokser.
Derfor handler det ikke om at vinde diskussionen om, hvem der er mest positiv eller mest realistisk.
Det handler om at blive nysgerrige på, hvad den anden ser, som vi selv måske overser.
Næste gang du synes, at din partner er for negativ eller alt for ubekymret, så prøv at spørge dig selv: Hvad kan min partner se, som jeg ikke selv får øje på?
Det spørgsmål kan være begyndelsen på en helt anden samtale.
Video: Min partner er meget negativ og kritiserende
I videoen nedenfor kan du høre mere om, hvordan I kan forstå og håndtere negativitet og kritik i parforholdet.
Se videoen: Min partner er meget negativ og kritiserende
5:19 minutter
Du kan blandt andet tage disse pointer med dig:
- Respektér, at I kan opleve den samme situation forskelligt.
- Undersøg hensigten bag din partners reaktion, før du går i forsvar.
- Hvis du er meget handlingsorienteret, så giv plads til at lytte og forstå.
- Hvis du er meget relationsorienteret, så vær også opmærksom på muligheder, løsninger og det, der fungerer.
- Arbejd på at skabe balance mellem det konstruktive og det kritiske.
Der er forskel på mennesker. STOR forskel.
Hvis man ikke erkender og respekterer disse forskelle i parforholdet, har man lagt op til problemer.
Konklusion: Positiv og negativ
Hvorfor er min partner så negativ – eller hvorfor kan min partner ikke bare se det positive?
I mange parforhold opstår der frustrationer, fordi vi ser forskelligt på de samme situationer.
Den ene vil gerne finde en løsning og komme videre, mens den anden har brug for at undersøge problemerne og forstå, hvad der ligger bag.
Den Handlingsorienterede kan opleve partneren som negativ og kritisk.
Den Relationsorienterede kan omvendt opleve partneren som overfladisk eller for hurtig til at affeje problemerne.
Men måske handler det ikke om, at den ene har ret, og den anden tager fejl.
Måske handler det mere om, at I lægger mærke til forskellige ting, har forskellige strategier til problemløsning, og har forskellige behov, når noget bliver svært.
Med udgangspunkt i forskellen mellem Handling og Relation ser vi her på, hvorfor positivitet og negativitet kan skabe konflikter – og hvordan I kan lære at forstå hinanden bedre.
Ofte stillede spørgsmål
Når din partner ofte fokuserer på problemer, fejl eller det, der kan gå galt, kan det føles frustrerende.
Men negativitet kan have flere årsager.
Måske forsøger din partner at gøre opmærksom på noget, der føles utrygt eller uløst.
Det kan også være blevet en vane at lægge mest mærke til det, der ikke fungerer.
Prøv at undersøge, hvad der ligger bag reaktionen, i stedet for straks at gå i forsvar eller til modangreb.
Det betyder ikke, at du skal acceptere konstant kritik, men at en nysgerrig samtale kan hjælpe jer med at forstå hinanden bedre.
Start med at undersøge, hvad din partner konkret oplever som negativt.
Måske forsøger du at være realistisk eller gøre opmærksom på problemer, mens din partner oplever det som kritik eller pessimisme.
Omvendt kan det være nyttigt at overveje, om du ofte kommer til at fokusere på dét, der ikke fungerer, uden også at anerkende det positive.
Du behøver ikke skjule dine bekymringer.
Prøv i stedet at beskrive dem roligt, forklare, hvad der er vigtigt for dig, og invitere din partner til at finde en løsning sammen med dig.
Den Handlingsorienterede del (af os alle sammen) søger ofte løsninger, beslutninger og fremdrift.
Den Relationsorienterede del er mere optaget af kontakt, stemninger og af, hvordan situationen påvirker os og vores forhold.
Hvis den ene hurtigt vil løse problemet, mens den anden først har brug for at blive lyttet til, kan begge føle sig misforstået.
Det hjælper at give plads til begge behov: Lyt først, og forsøg at forstå, hvad der er vigtigt for din partner.
Tal derefter om, hvad I konkret kan gøre.
På den måde kan Handling og Relation supplere hinanden frem for at skabe afstand.
27:23 minutter
I behøver ikke være enige om alt, for at forstå hinanden
Det er naturligt, at I ikke altid ser situationerne ens.
Den ene kan have brug for at finde en løsning hurtigt, mens den anden har brug for at undersøge bekymringerne og mærke, at der er kontakt mellem jer.
Problemet opstår især, når forskellene fører til kritik, forsvar og gentagne misforståelser.
Så kan I ende med at diskutere, hvem der er for positiv eller for negativ, i stedet for at undersøge, hvad I hver især har brug for.
Ved at forstå forskellen mellem Handling og Relation kan I begynde at bruge jeres forskellige perspektiver mere konstruktivt.
Det handler ikke om, at den ene skal ændre personlighed, men om at lære at lytte, udtrykke sig tydeligere og finde en bedre balance mellem løsninger og forståelse.
Hvis I oplever, at de samme konflikter bliver ved med at gentage sig med de samme mønstre og reaktioner, kan det være hjælpsomt at få støtte til at bryde vanerne og skabe bedre kommunikation.
I behøver ikke selv at finde alle svarene.
Nogle gange kan det hjælpe at få et nyt perspektiv på dét, der sker mellem jer.
Du er velkommen til at ringe til mig, så vi kan aftale et godt tidspunkt for en gratis, afklarende samtale over telefonen.
Her kan vi tale om jeres situation og undersøge, om jeg kan hjælpe jer videre.
Hvis du ønsker det, vil jeg ringe dig op.
Udfyld blot formularen herunder.
Eller ring til mig på telefon 21 79 18 50
(Hvis jeg mod forventning ikke vender tilbage i løbet af 1-2 dage, er der risiko for, at jeg måske ikke har modtaget den, og så må I gerne lige sende mig en SMS eller ringe til mig.)
.