Når smerte ikke bliver forstået og mødt
Helt tilbage i 1977 læste jeg David Morrells roman First Blood, og jeg så filmen da den udkom i 1982.
Bogen var dog lidt mere barsk end filmen. Eksempelvis husker jeg, at Rambo i bogen omhyggeligt vurderer, om han skal skyde de forfølgende hunde eller hundeføreren, da han har dem på sigtekornet. Han vælger hundene, fordi de udgør den største umiddelbare fare for ham. Så filmens manuskript gjorde ham lidt mere human. I filmen slår han ikke nogen ihjel.
I går genså jeg filmen, og selvom der er gået 45 år, står mange scener stadig knivskarpt for mig.
Det siger noget vigtigt: Denne film gjorde indtryk – ikke på grund af volden, men på grund af uretfærdighed og smerte, der ikke bliver set, forstået eller anerkendt.
Filmen fortæller historien om den lille mand, John Rambo – en krigsveteran, der vender hjem til et samfund, som hverken forstår ham eller vil rumme ham. Han kæmper ikke mod staten, men mod uretfærdighed, ydmygelse og overgreb fra ”almindelige” mennesker med deres holdninger og overbevisninger.
Hans enmands-krig starter ikke som et oprør, men som et forsøg på at overleve værdigt.
Når autoritet møder sårbarhed
Konflikten i filmen First Blood eskalerer ikke, fordi Rambo er ond, men fordi:
- ingen lytter
- ingen spørger
- ingen vil forstå, hvem han er og hvad der ligger bag hans adfærd
Som parcoach ser jeg her et mønster, der går igen i parforhold, familier og samfund:
Når smerte bliver mødt med kontrol i stedet for kontakt, vokser konflikten.
Rambo bliver presset ind i et hjørne, hvor hans eneste mulighed opleves som flugt eller kamp. Det er sjældent dér, mennesker ønsker at være – men mange ender der.
Polariseringens mekanik
Jeg kommer til at tænke på nutidens debatklima – også herhjemme.
Der findes politiske ekstremistiske stemmer, hvor jeg er stærkt uenig i både holdninger og udtalelser vedrørende eksempelvis forurening, landbrug, økonomi, skolepolitik og racisme. Men hvis vi reagerer med foragt, latterliggørelse eller udstødelse, risikerer vi at skabe amerikanske tilstande, som negativ polarisering, hvor ingen længere lytter – kun slår igen på den hårdeste måde, for at få RET.
First Blood viser netop, hvad der sker, når:
- den ene part føler sig moralsk overlegen
- den anden føler sig ydmyget og afvist
- så forsvinder dialogen
Det gælder i politik.
Det gælder i familier.
Og det gælder i parforhold.
Når det gør tilstrækkeligt ondt, så overtager krybdyrhjernen, og vi gør det ”forkerte”, det vil sige noget uhensigtsmæssigt på den lange logiske bane.
Mange mennesker:
- giver op
- lukker ned
- eller slår tilbage på aggressive måder
… når de føler sig uretfærdigt behandlet.
Rambo er et billede på dette, og mekanismen er genkendelig, selv om den er skåret skarpt til i filmen. Det er enhver mands drøm at kunne slå igen på den effektive måde, som elitesoldaten gør. Samme tema går i øvrigt igen i film som fx ”Alene hjemme”.
Filmen ”Rambo” er ikke en hyldest til vold, men en advarsel:
Når smerte ikke bliver mødt med forståelse og anerkendelse, finder den andre veje ud.
Børnene som fælles ansvar
Især når der er børn involveret mellem to voksne mennesker, er dialog ikke et luksusvalg – det er en nødvendighed.
Ikke for at blive enige, men for at:
- forstå hinandens perspektiver
- tage ansvar for fællesskabet
- undgå at gøre konflikten til identitet
Det er den samme logik, der gælder i et samfund, hvis vi vil undgå, at konflikter bliver så fastlåste, at de kun kan ende i ødelæggelse, vold og diktatur.
En film, der stadig taler
Rambo: First Blood er ikke en actionfilm i moderne forstand. Det er en tragedie om et menneske, der ikke blev mødt, før det var for sent. At jeg stadig husker den så tydeligt, fortæller mig, at den nok ramte noget universelt – noget menneskeligt.
Som parcoach ser jeg filmen som en påmindelse om dette:
Når mænd og kvinder føler sig pressede, misforståede eller uretfærdigt behandlet i parforholdet, aktiveres ofte helt grundlæggende overlevelsesstrategier fra urhjernen. Det handler sjældent om ond vilje – men derimod om manglende oplevelse af at blive hørt, set, rummet, samt forstået (det feminine) og anerkendt (det maskuline).
Nogle reagerer ved at trække sig, lukke ned eller blive tavse.
Andre går til modangreb, hæver stemmen, kritiserer, forsvarer sig hårdt eller bliver kontrollerende.
Begge reaktioner kan skabe mere afstand, selvom intentionen ofte er at beskytte sig selv eller relationen.
Problemet opstår, når disse strategier bliver faste mønstre. Jo mere den ene presser, jo mere trækker den anden sig – eller slår tilbage.
Over tid handler konflikten ikke længere om det oprindelige problem, men om følelsen af magt, afmagt og uretfærdighed.
Vejen ud går sjældent gennem at få ret.
Den går derimod gennem kontakt, nysgerrighed og ansvar for egen reaktion.
Når begge parter på en hensigtsmæssig selvansvarlig måde begynder at tale om, hvad der gør ondt, frem for hvem der har skylden, skabes der igen mulighed for forståelse – også selvom man ikke bliver enige.
Forståelse er ikke det samme som accept.
Dialog er ikke det samme som enighed.
Men uden forståelse og dialog går vi i krig – med hinanden eller med os selv.
Og det er netop dét, First Blood advarer os imod.
https://en.wikipedia.org/wiki/First_Blood
2:24 minutter
Rambo, uretfærdighed, afmagt, overlevelsesreaktioner, tilbagetrækning, modangreb, konfliktdynamikker
Læs flere af mine filmanmeldelser på www.parforhold-parterapi.dk/category/filmanmeldelser