Et blik på kærlighedens misforståelser
Filmen ”Han er bare ikke vild med dig” (org: He’s Just Not That Into You) er på overfladen en romantisk ensemblefilm, hvor der ikke er én enkelt hovedperson, men i stedet flere centrale karakterer, som hver har deres egen historie.
Imidlertid er filmen set med en par-coachs øjne en studie i, hvordan vi kan dumme os maksimalt – og hvordan nogle af os heldigvis lærer noget undervejs i livet.
Filmen åbner med en klassisk og problematisk myte: Moderen fortæller datteren, at når drenge er grove eller ubehagelige, er det fordi, de elsker pigen. Den forklaring er kun en lille smule rigtig.
Børn og unge kan udtrykke usikkerhed klodset – men i voksenlivet er gentagen ligegyldighed, manglende initiativ og disrespekt ikke skjult kærlighed.
Kvinderne i filmen lider under ikke at kende de fundamentale forskelle mellem kønnene. Mænd er ofte mere enkle og har brug for anerkendelse, mens kvinder er komplekse og søger forståelse og tryghed. Når man ikke forstår partnerens ”sprog”, opstår der misforståelser og frustration.
Ben og Janine: Løgnens pris og den forsinkede selvansvarlighed
Bens historie er en tragisk lektion i tillidsbrud. Han indrømmer alt for sent sit sidespring, men hans største fejl er de løbende løgne og ”gas-lighting”. Uærlighed og manipulation er de hurtigste måder at nedbryde et parforhold på, da tillid er selve fundamentet. Da han mister alt, er det en direkte konsekvens af hans manglende integritet.
Janine er et af filmens mest interessante cases. Hun indser sit eget ansvar i parforholdets kollaps: De grinede ikke længere sammen i parforholdet, og sexlivet var forsvundet. Det er klassiske faresignaler.
At Janine tog ansvar for sin del af ubalancen, er det første skridt mod forandring, men i deres tilfælde var det for sent, fordi fundamentet af tillid var smuldret helt.
Imidlertid forsøgte hun at rette op på det, men erkendelsen kom for sent. Filmen rammer her en vigtig sandhed: Det er for sent først at begynde at passe og pleje forholdet, når ”huset står i flammer”.
Neil og Beth: Misforståelsen af ægteskabet
Neil tror ikke på ægteskabet. Modstand mod giftermål bunder ofte i en misforståelse af, hvad forpligtelse er. Man vedligeholder ofte sin bil bedre, end man vedligeholder sit parforhold. Et ægteskab kan ses som en forsikring. Man kører heller ikke uden bilforsikring eller tager på skiferie uden rejseforsikring. Man håber selvfølgelig aldrig at få brug for forsikringen – men hvis noget går galt, er man taknemmelig for at have den.
Nu er filmen jo USA og Hollywood, så derfor skulle markeringen af forlovelsen selvfølgelig foregå med en diamantring, og helst til en værdi af en hel månedsløn. Men det er et forbrugsmønster, diamantindustrien har skabt. Ægteskabet er i grunden praktisk og juridisk vigtigt, især når man ejer noget sammen. Imidlertid er det for mange kvinder også en tryghedsgaranti og følelsesmæssig sikkerhed. Først når Neil forstår dette, kan han møde sin partner i balance og øjenhøjde.
Gigi og Axel: Fra jagt til tiltrækning
Gigi repræsenterer den måske vigtigste læring i filmen. Hun jager kærligheden, analyserer hvert signal og klamrer sig til håbet om “den eneste ene”. Først da hun stopper med at lede og i stedet arbejder med sig selv og sine holdninger og overbevisninger, sker der noget afgørende. Hun bliver den, der kan tiltrække – ikke den, der desperat forfølger.
Og netop derfor falder Alex for hende til sidst. Ikke fordi hun prøver hårdere, men fordi hun står stærkere i sig selv.
Gigi transformerer sig fra at være et ”offer” på dating-markedet til at være en kvinde med selvværd, og det er denne autenticitet, der til sidst tiltrækker Alex. Man skal selv være en tiltrækkende person, før man kan forvente at tiltrække sig den ”perfekte” partner.
Eventyr eller realiteter
Filmen er en fortælling, hvor karaktererne i den grad dummer sig maksimalt i begyndelsen, præcis som mange af os gør, når vi navigerer efter myter i stedet for efter virkelighed.
Filmen illustrerer perfekt, hvordan mangel på viden om parforholdets færdselsregler kan føre til unødig smerte og frustration.
”Han er bare ikke vild med dig” er ikke en romantisk ønskedrøm, men en brugbar påmindelse om, at kærlighed kræver viden, realisme, ansvar og personlig udvikling.
Filmen viser, at problemer i parforhold sjældent opstår ud af ingenting – de opstår, når vi ignorerer signalerne, misforstår hinanden og undlader at vokse personligt.
En film, der – hvis man tør se ærligt på den – kan lære én mere om kærlighed end mange romantiske eventyr.
2:45 minutter
https://da.wikipedia.org/wiki/Han_er_bare_ikke_vild_med_dig
Tillid, kønsforskelle, selvansvarlighed, kommunikation, tiltrækning, parforhold
At skabe venskaber
Overført til almindelig dagligdag vil jeg give dig et tip til, hvordan du kan finde ud at om dine bekendte er interesserede i at blive dine venner.
Venskaber er nemlig fantastisk vigtige, men ikke for enhver pris.
Her er testen:
Lad os antage, at du siger til en person, du er interesseret i at finde ud af, om I skal være venner:
“Har du lyst til at mødes på xxxdag til en (kop kaffe)?”
Hvis vedkommende siger: “Det kan jeg desværre ikke” er personen ikke interesseret i at mødes med dig.
Hvis vedkommende derimod siger: “Det kan jeg desværre ikke, men kan vi mødes dagen efter i stedet for” så er der vist interesse for at finde ud af, om der er basis for et venskab.
Lær signalerne, læg mærke til dem, og følg de sociale regler for samvær. Det vil gøre dit liv meget lettere og mere værdibaseret.
Se flere af mine filmanmeldelser på www.parforhold-parterapi.dk/category/filmanmeldelser