Rumrejsen ind til os selv
Christopher Nolans Interstellar kan ses som en rumrejse, men under overfladen handler den om noget langt mere jordnært: Os selv.
Når filmen viser kontakt med tilsyneladende overnaturlige kræfter, afsløres det i virkeligheden at være mennesket, der møder sit eget fremtidige spejlbillede.
Det er ikke mystik – det er erfaring, kærlighed og læring foldet ind i tidens uendelige kredsløb.
”Vi har skabt det guddommelige i vores eget billede. Altså noget vi genkender.”
Filmen rummer stærke temaer om svigt og forladthed. Cooper må forlade sin datter Murphy for at redde menneskeheden, men i hendes øjne bliver det et dybt svigt. Tillid og bedrag løber som en rød tråd – fra professor Brands halve sandheder til Dr. Manns fatale løgne.
Disse brud på tillid viser, hvor skrøbeligt menneskeligt samarbejde er, når overlevelse står på spil.
Samtidig udforsker Interstellar forholdet mellem fortid, nutid og fremtid. Den rørende pointe er, at fremtidige erfaringer kan sendes tilbage og blive til nutidens redskaber. Coopers kærlighed til sin datter skaber en bro, hvor viden fra fremtiden bliver nøglen til at overleve i nuet.
Hvad vi kan lære
I sidste ende er Interstellar mindre en sci-fi om sorte huller end et spejl, hvor vi konfronteres med vores egne relationer, svigt og håb. Det er en påmindelse om, at de største “overnaturlige kræfter” vi møder, udspringer af os selv – vores evne til at lære, tilgive og forbinde os på tværs af tid.
2:55 minutter
Se også de andre af mine filmanmeldelser på www.parforhold-parterapi.dk/filmanmeldelser