Hvad kan vi egentlig selv gøre for at blive mere lykkelige og komme i harmoni med os selv?
I Bella Centeret København februar 2015 var vi omkring 4000 deltagere, der lyttede til Dalai Lama’s bud på, hvad der skal til.
Han startede med at understrege, at vi alle er ens. Vi bliver alle født, vi skal alle dø. Vi har alle sammen 24 timer i døgnet. Hvis der er nogle, som føler sig mere specielle eller vigtigere end andre, så risikerer de at isolere sig og blive ensomme, hvilket kan føre til stress.
Vi skal lære af hinanden, og der er ingen garantier for noget.
Vi har kun håbet. Alle mennesker vil gerne undgå lidelse og opnå lykke. Det er første prioritet for alle. Hvis vi mister håbet, så forkorter vi livet. Håbet er positivt, og livet er næret af håb.
Kroppen er afhængig af den mentale og følelsesmæssige tilstand. Det hele hænger sammen. Immunsystemet kan komme under pres på grund af stress, frygt, had og vrede.
Hvad vi har brug er tillid, ro, medfølelse, glæde og lykke, hvilket styrker immunsystemet. Vi skal finde roen i os selv og i vores hjerte.
Fysisk berøring er vigtig for alle mennesker, især børn. Følelser er det første, et lille barn mærker. Selv det ufødte barn kan mærke sin mors følelser. Hvis hun er fyldt med frygt og vrede, vil det senere for barnet være svært at vise følelser, varme og hengivenhed for andre.
Kærlighed samler, og had spreder. Vi er sociale dyr, og alle gør deres bedste. Selv Hitler og Stalin gjorde deres bedste, selv om man bestemt kan diskutere, hvor hensigtsmæssige deres beslutninger var. Hvad vi har inde i os selv, spejler vi ud i den ydre verden. Når vi er vrede, har vi det skidt, og når vi giver og modtager omsorg og kærlighed, bliver vi glade og velfungerende. Vores natur er medfølelse og kærlighed. Kærlighed bringer os sammen.
Klik her for at se flere anmeldelser
Uddannelsessystemerne fokuserer alt for meget på de materielle værdier. Egentlig skulle vi i højere grad uddanne os i medfølelse, etik og moral. Vi skal respektere andre skabninger, og det handler om sekulær (materielle eller verdslige) etik og moral. De korrupte er kortsynede, og de vil senere lide.
Når der er gennemsigtighed, giver det tillid til systemerne og dermed til hinanden. Man kan fortrænge had ved hjælp af tilgivelse og medfølelse. Vi skal have fokus på de grundlæggende menneskelige værdier. Vi har selv skabt den korruption, vi oplever, på grund af de kortsigtede mål. Altruisme (uselviskhed) betyder mere langsigtede mål, der gavner os alle.
Sindsvidenskab er at kortlægge sindet. Vi skal bestræbe os på at få en sund holdning til sig selv. Det skal være i sindet, at vi modvirker de negative følelser, vi kunne have. Det er ikke nok at bede og mediterer. Vi må også handle og agere. Der skal ske noget. Vi skal udvikle kendskabet til, hvordan bevidstheden fungerer. Sørg for at være omhyggelig med hvad du spiser, at du får søvn nok, hvem du er sammen med, kort sagt alt hvad du foretager dig og beskæftiger dig med. Vi skal stole på sandhedens styrke og kraft, og anlægge et større og bredere perspektiv og mere langsigtede mål.
Hvis du er ærlig, sandfærdig og udtrykker medfølelse, så vil du automatisk holde af andre, og ikke skade andre eller dig selv. Vi skal se tingene i et større perspektiv. Der er gode ting i alting, og så skal du udvise mere viljestyrke og beslutsomhed. Fokuser på det positive. Selvfølgelig skal vi sørge over de mennesker, der dør fra os, og graden af sorg kan bringe mere indre styrke i den sørgende. Men når du efter en periode er færdig med at sørge, så skal du trække dig selv op igen og blive glad. De døde vil glædes mere over din glæde, end hvis du bliver ved med at være ked af det.
Der var ikke så meget nyt i det, Dalai Lama sagde, men det var en god repetition, og han havde selvfølgelig nogle guldkorn, som til hver en tid kan bruges i det daglige.
.
.