Af Mikael Hoffmann, par-coach med mere end 30 års praktisk erfaring
Pointen med denne artikel er ikke, at mænd og kvinder altid reagerer på bestemte måder.
Begge parter kan være med til at skabe en negativ skrue – ofte uden selv at opdage det.
Når dét, vi gør for at redde parforholdet, ender med at skubbe hinanden væk
Måske elsker I stadig hinanden, men mærker, at noget har ændret sig.
Tiltrækningen er blevet mindre, irritationen større, og de samtaler, der før bragte jer tættere sammen, ender nu i skænderier eller tavshed.
Måske synes han, at hun kritiserer alt, hvad han gør.
Måske synes hun, at han ikke tager initiativ, viser interesse eller tager sin del af ansvaret.
Begge kan føle sig oversete, misforståede og uretfærdigt behandlet.
Når det står på længe nok, kan manden blive vred, afvisende eller tilsyneladende være umulig at tale med.
Kvinden kan blive kontrollerende, kritisk eller opgivende.
Og til sidst kommer overvejelserne om skilsmisse ind.
Men hvad nu, hvis problemet ikke kun handler om, hvem der gør hvad forkert?
Hvad nu, hvis I er havnet i et mønster, hvor jeres måder at beskytte jer selv på samtidig er dét, der sårer den anden?
Overblik over artiklen
- Små handlinger kan få store konsekvenser. Det er ofte de gentagne vaner og reaktioner i hverdagen, der gradvist skaber afstand mellem to mennesker.
- Vi har ikke altid de samme behov. Det, den ene oplever som omsorg eller hjælp, kan den anden opleve som kritik, kontrol eller manglende forståelse.
- Misforståelser kan vokse sig store. Når I ikke får talt ordentligt om det, der gør ondt, kan skuffelser og frustrationer hobe sig op.
- Begge parter påvirker relationen. Det er sjældent tilstrækkeligt kun at fokusere på partnerens fejl. Det er også vigtigt at se på sine egne vaner og reaktioner.
- Kærligheden kan styrkes gennem nye vaner. Når I bliver bedre til at forstå hinanden og kommunikere tydeligt og respektfuldt, bliver det lettere at bryde de mønstre, der skaber afstand.
Klik her for at se indholdsfortegnelsen for denne side
Indholdsfortegnelse
- Når dét, vi gør for at redde parforholdet, ender med at skubbe hinanden væk
- Del 1: ♂ Syv fejl, manden kan begå
- 1. Han bliver så konfliktsky, at han mister sig selv
- 2. Han sætter ikke grænser – eller sætter dem først, når han eksploderer
- 3. Han begynder at opleve nærhed som noget, han skal gøre sig fortjent til
- 4. Han opgiver sit eget liv og gør hende ansvarlig for sin trivsel
- 5. Han overlader alt initiativ og ansvar til hende
- 6. Han holder op med at passe på sig selv og forholdet
- 7. Han forveksler ligestilling med at være passiv
- Del 2: ♀ Syv fejl, kvinden kan begå
- 8. Hun kritiserer ham i stedet for at fortælle, hvad hun savner
- 9. Hun overskrider hans grænser, fordi hun mener, at hendes behov er vigtigst
- 10. Hun bruger sex og nærhed til at vise sin utilfredshed
- 11. Hun gør ham ansvarlig for hendes følelser og selvværd
- 12. Hun overtager alle beslutninger og kritiserer bagefter hans initiativer
- 13. Hun holder op med at vise anerkendelse og ser mest dét, der mangler
- 14. Hun mister nysgerrigheden på ham og tager forholdet for givet
- Del 3: Den onde cirkel, der kan gøre begge umulige
- Del 4: ⚤ Sådan kan I genfinde respekten og tiltrækningen
- Kærligheden kan ændre sig, uden at den behøver at forsvinde
- Konklusion: 14 fejl, der langsomt kan ødelægge kærligheden
Her er syv mulige fejl, som mænd kan begå i parforholdet, og syv tilsvarende mønstre, som kvinder kan komme til at bidrage med.
Det er ikke en facitliste over mænd og kvinder, for alle mennesker er forskellige.
Det er en invitation til at undersøge, hvad der måske foregår mellem jer.
Del 1: ♂ Syv fejl, manden kan begå
1. Han bliver så konfliktsky, at han mister sig selv
Måske har han lært, at den nemmeste vej til fred er at sige ja, tie stille og lade hende bestemme.
Han undgår uenigheder, giver efter og håber, at problemerne forsvinder af sig selv.
Men hvis han konstant tilsidesætter sine egne meninger, behov og grænser, kan han efterhånden blive frustreret og bitter.
Han siger måske ikke fra i situationen, men samler irritationen op, indtil den kommer ud som vrede eller kulde.
Det er ikke venlighed, der er problemet. Det er derimod, når venligheden bliver til selvudslettelse.
Dét, som du kan gøre anderledes, er at være tydelig om dine meninger og behov.
Du kan godt være kærlig og imødekommende uden at give afkald på dig selv.
Et sundt parforhold kræver plads til begge parters ønsker og grænser.
2. Han sætter ikke grænser – eller sætter dem først, når han eksploderer
Han accepterer måske gentagne stikpiller, nedladende kommentarer eller beslutninger, han ikke er enig i.
Han gør det for at bevare husfreden, men oplever efterhånden, at hans grænser ikke bliver respekteret.
Til sidst kan han reagere voldsomt på noget, der isoleret set virker småt.
For hende kan udbruddet virke uforståeligt, mens han selv føler, at han har fundet sig i alt for meget alt for længe.
Dét, som du kan gøre anderledes, er at sige fra tidligere og roligere.
Forklar, hvad der ikke fungerer for dig, og hvad du har brug for.
Grænser er ikke trusler eller straf; de er en tydelig beskrivelse af, hvad du kan acceptere, og hvad du selv vil gøre og sige.
3. Han begynder at opleve nærhed som noget, han skal gøre sig fortjent til
Måske føler han, at han skal klare alle de praktiske opgaver, opfylde bestemte krav eller undgå enhver fejl, før der er mulighed for kærlighed og fysisk nærhed.
Hvis han gentagne gange oplever, at sex og kærlighed bliver brugt som belønning eller straf, kan han begynde at føle sig uønsket eller utilstrækkelig.
Det kan føre til pres, forhandlinger og skuffelse, som gør nærheden endnu vanskeligere.
Samtidig kan hun opleve, at han kun er interesseret i fysisk kontakt og overser hendes behov for følelsesmæssig tryghed.
Dét, som du kan gøre anderledes, er at tale åbent om, hvad nærhed betyder for jer hver især.
Tag initiativ til samtalen, selv om det er svært. Din kvinde vil elske dit initiativ.
Praktiske opgaver bør ikke være en betaling for sex, og sex bør aldrig være en pligt.
Begge skal kunne sige ja og nej.
Målet er at skabe en relation, hvor lyst og nærhed kan vokse frit.
4. Han opgiver sit eget liv og gør hende ansvarlig for sin trivsel
Han holder måske op med at dyrke sine interesser, ser færre venner og bruger næsten al sin tid på parforholdet.
Han forventer ubevidst, at hun skal være hans vigtigste kilde til glæde, bekræftelse og mening.
Det kan imidlertid skabe et stort pres på forholdet.
Hvis hun ønsker tid alene eller vil noget på egen hånd, kan han føle sig fravalgt.
Hun kan omvendt opleve, at hun skal tage ansvar for både hans humør og hans sociale liv.
Dét, som du kan gøre anderledes, er at bevare dine venskaber, interesser og personlige mål.
Et selvstændigt liv behøver ikke at stå i modsætning til kærligheden.
Det kan tværtimod give jer mere energi, flere oplevelser og mere at dele med hinanden.
5. Han overlader alt initiativ og ansvar til hende
Han spørger måske hele tiden, hvad de skal spise, hvad de skal lave i weekenden, hvordan børnenes hverdag skal organiseres, eller hvad der skal ske med familiens planer.
Eller han tier stille og overlader til hende at tage initiativet.
Han tænker måske, at han er fleksibel og gerne vil gøre hende tilfreds.
Men hun kan opleve, at hun skal være projektleder for hele familien og samtidig huske ham på, hvad der skal gøres.
Når hun til sidst bliver irritabel, forstår han måske ikke hvorfor.
Han gør jo bare, hvad hun beder ham om.
Dét, som du kan gøre anderledes, er selv at tage initiativ og ansvar. Også selv om det er svært og skaber modstand.
Det handler ikke om at bestemme over hende, men om at bidrage aktivt til jeres fælles liv.
Spørg ikke kun, hvad der skal gøres.
Se selv, hvad der mangler, og tag ejerskab for opgaverne. Også uanset hvor meget hun brokker sig over, at det “ikke er gjort godt nok”. Sæt grænser.
6. Han holder op med at passe på sig selv og forholdet
Han tager måske sin partner for givet.
Han holder op med at pleje sit helbred, sin personlige fremtoning, sine interesser eller de små romantiske oplevelser, der tidligere betød noget.
Det er ikke ensbetydende med, at man skal have en bestemt krop eller altid se velsoigneret ud for at være attraktiv.
Men hvis han helt opgiver sig selv og samtidig forventer, at hun skal bevare den samme tiltrækning som i begyndelsen, kan der opstå en afstand.
Dét, som du kan gøre anderledes, er at passe bedre på dig selv, fordi dit eget velbefindende betyder noget.
Vis også fortsat interesse for hende. Et kærligt blik, et initiativ, et kompliment eller en planlagt stund sammen kan fortælle, at forholdet stadig er vigtigt for dig.
7. Han forveksler ligestilling med at være passiv
Han tænker måske, at fordi de er ligeværdige, skal hun tage alle beslutninger, eller at han ikke bør tage initiativ, før hun har sagt, hvad hun ønsker.
Men ligeværdighed betyder ikke, at man skal være passiv.
Det betyder heller ikke, at én skal lede, mens den anden følger.
Begge kan tage initiativ, træffe beslutninger og bidrage med deres styrker.
Dét, som du kan gøre anderledes, er at tage medansvar for retningen i jeres fælles liv.
Vær tydelig om dine ønsker, og vær samtidig villig til at lytte og finde løsninger sammen.
Du behøver ikke dominere for at være handlekraftig. GØR noget.
Del 2: ♀ Syv fejl, kvinden kan begå
8. Hun kritiserer ham i stedet for at fortælle, hvad hun savner
Måske er hun skuffet over, at han ikke tager initiativ, hjælper nok eller viser den opmærksomhed, hun længes efter.
Men i stedet for at fortælle om savnet, siger hun: »Du tænker aldrig på andre end dig selv« eller »Jeg skal åbenbart gøre alting herhjemme«.
Hun forsøger måske at få ham til at forstå alvoren, men han hører primært, at han er forkert og ikke god nok.
Hvis det gentager sig, kan han begynde at forsvare sig, lukke ned eller blive vred.
Dét, som du kan gøre anderledes, er helt konkret at fortælle, hvad du savner, og hvad du ønsker mere af.
For eksempel: »Jeg bliver glad, når du selv tager initiativ til noget, vi kan lave sammen.«
Det gør det lettere for ham at forstå dit behov uden at føle sig angrebet og kritiseret.
9. Hun overskrider hans grænser, fordi hun mener, at hendes behov er vigtigst
Hun vil måske tale om et problem med det samme, selv når han er overvældet og ikke kan klare mere.
Hun fortsætter med at stille spørgsmål, kræver svar eller følger efter ham fra rum til rum, når han forsøger at få ro.
Hendes intention kan være at løse konflikten og genoprette kontakten.
Det var en kvinde, som opfandt udtrykket: “Du må ikke lade solen gå ned over din vrede!”
Men han kan opleve det som et pres, hvor der ikke er plads til at tænke eller falde ned.
Dét, som du kan gøre anderledes, er at respektere, at I kan have forskelligt tempo, når I er uenige.
En pause må dog ikke blive en måde at undgå alle vanskelige samtaler på.
Aftal, hvornår I vender tilbage til emnet, så både dine behov for kontakt og hans behov for ro bliver taget alvorligt.
Se Brønden og Hulen som effektive værktøjer til at få sine ønsker opfyldt og skabe tryghed for begge parter.
10. Hun bruger sex og nærhed til at vise sin utilfredshed
Hvis hun føler sig såret eller overset, kan hun miste lysten til fysisk kontakt.
Det er helt legitimt ikke at have lyst.
Problemet opstår, hvis hun bevidst bruger sex, kys eller ømhed som et middel til at straffe ham eller få ham til at rette ind.
Hun har sine hormoner, der kører i en cyklus på en måned, men har har sine hormoner, hvis cyklus er på kun et døgn.
Han kan begynde at føle sig uønsket og afvist, mens hun kan føle, at han ikke forstår, hvorfor hun har trukket sig.
Dét, som du kan gøre anderledes, er at tale om dét, der påvirker din lyst, uden at gøre kroppen til et forhandlingsmiddel.
Du skylder ikke din partner sex, men I kan sammen undersøge, hvad der står i vejen for nærhed, og hvad der skal ændres, for at den føles tryg og frivillig for jer begge.
Husk, at fysisk nærhed og sex betyder lige så meget for de fleste mænd, som forståelse og ømhed betyder for de fleste kvinder.
For manden er vejen til kærlighed gennem sex, mens vejen til sex for kvinden går gennem kærlighed.
11. Hun gør ham ansvarlig for hendes følelser og selvværd
Hun kan måske blive utryg, hvis han er stille, træt eller har brug for tid alene.
Hun tolker det som tegn på, at han ikke elsker hende, og forventer, at han straks beroliger hende.
Hvis han ikke reagerer, som hun håber, bliver hun mere frustreret.
Han kan føle, at han konstant skal bevise sin kærlighed, og at han aldrig helt kan gøre det godt nok.
Dét, som du kan gøre anderledes, er at fortælle ham, når du bliver utryg, og bed konkret om den støtte, du har brug for. Han kan ikke gætte det, hvor det er de færrest mænd, der er clairvoyante og tankelæsere.
Samtidig kan du øve dig i ikke automatisk at tolke afstand som afvisning.
Hans følelser er hans ansvar, og dine følelser er dit ansvar – men I kan stadig støtte hinanden og skabe mere tryghed sammen.
12. Hun overtager alle beslutninger og kritiserer bagefter hans initiativer
Hun synes måske, det er nemmere og hurtigere at bestemme selv.
Hun planlægger ferien, styrer økonomien, organiserer familielivet og beslutter, hvordan opgaverne skal løses.
Når han endelig tager initiativ, retter hun på ham, fordi han ikke gør det på hendes måde.
Til sidst holder han helt op med at prøve, og hun føler sig endnu mere alene med ansvaret.
Dét, som du kan gøre anderledes, er at give plads til, at han kan løse opgaver på sin egen måde, så længe resultatet bare er nogenlunde acceptabelt.
Aftal, hvem der har ansvar for hvad, og vær villig til at dele både beslutninger og det mentale arbejde.
Hvis du ønsker en partner, der tager initiativ, skal der også være plads til, at initiativet måske overhovedet ikke ligner dit.
Man skal behandle sine medarbejdere og ægtefælle lige så blidt og overbærende, som man behandler sine børn i sine bedste øjeblikke.
13. Hun holder op med at vise anerkendelse og ser mest dét, der mangler
Måske lægger hun mærke til alt dét, han ikke gør, men sjældent dét, han faktisk bidrager med.
Hun tænker, at det er unødvendigt at rose ham for almindelige ting, fordi han jo bare gør sin pligt.
Det kender jeg fra min tid til søs, hvor rigtigt mange dårlige ledere kun kunne kritisere, og aldrig roste noget som helst.
Over tid kan han føle sig usynlig eller opleve, at intet nogensinde er godt nok.
Det resulterer i, at han holder op med at gøre de små ting, der tidligere skabte glæde, fordi han forventer kritik frem for værdsættelse.
Dét, som du kan gøre anderledes, er at lægge mærke til hans indsats, og sig det højt, når noget betyder noget for dig.
Anerkendelse er ikke det samme som at sænke sine forventninger eller acceptere alt.
Det handler om at se både dét, der fungerer, og dét, I har brug for at ændre.
Græsset er ikke grønnest på den anden side af hegnet.
Græsset er grønnest dér, hvor man vandet det. Altså hvad man giver fokus.
Dét, du fokuserer på, vokser.
14. Hun mister nysgerrigheden på ham og tager forholdet for givet
Hun kender måske hans vaner og reaktioner så godt, at hun ikke længere spørger ind til, hvordan han egentlig har det.
Samtalerne handler mest om praktiske ting, børn, arbejde og problemer.
Hun forventer måske, at han skal vide, hvad hun har brug for, uden at hun behøver sige det.
Han kan opleve, at han mest bliver set som far, forsørger eller praktisk hjælper – ikke som den mand, hun engang var vild med og nysgerrig på.
Dét, som du kan gøre anderledes, er at blive ved med at lære ham at kende.
Spørg nysgerrigt, hvad han glæder sig til, hvad der bekymrer ham, og hvad han savner.
Del også dine egne tanker og drømme.
Kærlighed kræver ikke konstant romantik, men den har brug for opmærksomhed, kontakt og fælles oplevelser.
Del 3: Den onde cirkel, der kan gøre begge umulige
Det afgørende er, at ovenstående fejl fra begge sider sjældent optræder isoleret.
De kan forstærke hinanden.
Hun føler, at han ikke tager ansvar, og begynder at kritisere ham.
Han føler sig derfor utilstrækkelig og trækker sig.
Hun oplever hans tilbagetrækning som ligegyldighed og presser hårdere på.
Han føler sig kontrolleret og reagerer med vrede eller tavshed.
Begge oplever nu, at den anden er problemet.
Hun tænker måske: »Hvis han bare ville tage sig sammen, kunne vi have det godt.«
Han tænker måske: »Hvis hun bare ville holde op med at kritisere mig, kunne jeg slappe af og være mig selv, og gøre det, der skal gøres.«
Og begge kan have ret i, at den andens adfærd er smertefuld.
Men hvis de kun fokuserer på, hvad partneren skal ændre, bliver mønsteret med stor sandsynlighed ved.
Forskning i pars kommunikation peger på, at mønstre med gentagne krav og tilbagetrækning hænger sammen med lavere tilfredshed i forholdet.
Det betyder ikke, at begge altid bidrager lige meget, eller at ansvaret nødvendigvis er ligeligt fordelt.
Det betyder derimod, at det er værd at undersøge både den enkelte adfærd og den negative spiral, parret er havnet i.
Tre spørgsmål, der kan ændre retningen
Prøv at stille jer selv disse spørgsmål – uden straks at bruge svarene som argumenter mod hinanden:
- Hvad gør jeg, når jeg føler mig overset, kritiseret eller afvist?
Bliver jeg vred, tavs, kontrollerende, eftergivende eller afvisende? - Hvad kan min partner opleve ved min måde at reagere på?
Ikke hvad jeg havde til hensigt, men hvordan det kan føles for den anden. - Hvad er én konkret ting, jeg selv kan ændre?
Ikke hvad partneren først skal gøre, men hvad jeg selv kan begynde på.
Det handler ikke om at tage skylden for hele forholdet.
Det handler om at opdage, hvor du selv har indflydelse, og bruge den indflydelse på en måde, der hjælper jer frem for at holde konflikten i live.
Del 4: ⚤ Sådan kan I genfinde respekten og tiltrækningen
Tiltrækning kan påvirkes af mange ting: Fysisk kemi, stress, helbred, livsomstændigheder, uløste konflikter og følelsen af at blive set og værdsat.
Der findes ikke en bestemt opskrift, hvor manden skal træde mere i karakter, eller kvinden skal være mere imødekommende.
I stedet kan I begynde med fire enkle ændringer:
1. Tal om adfærd frem for personlighed
Der er stor forskel på at sige »Du er egoistisk« og så: »Jeg bliver frustreret, når jeg står alene med planlægningen«.
Den første formulering angriber personens karakter.
Den anden beskriver en konkret oplevelse, som I kan undersøge sammen.
2. Tag ansvar uden at overtage al skylden
Du kan godt erkende, at du har været kritisk, uden at det betyder, at din partners tilbagetrækning er acceptabel.
Du kan godt beklage din vrede uden at opgive dit behov for respekt.
Begge parter må kunne tage ansvar for deres egen adfærd, uden at det bliver en konkurrence om, hvem der har gjort mest forkert.
3. Genopbyg nærheden i små skridt
Vent ikke på, at alle problemer er løst, før I viser interesse for hinanden.
En venlig besked, en samtale uden telefoner, et kram, en fælles gåtur eller et oprigtigt spørgsmål kan være en begyndelse.
Fysisk nærhed skal være frivillig, og små handlinger bør ikke bruges som en skjult prøve, partneren skal bestå.
4. Bevar både fællesskab og selvstændighed
Et godt parforhold består af to mennesker, der vælger hinanden – ikke to mennesker, der mister sig selv i hinanden.
Bevar interesser og venskaber, del ansvaret, og skab plads til både fælles oplevelser og individuelle behov.
Kærligheden kan ændre sig, uden at den behøver at forsvinde
Hvis I har været fanget i de samme konflikter i årevis, er det forståeligt, hvis I har mistet troen på, at noget kan blive anderledes.
Måske føler den ene sig konstant kritiseret, mens den anden føler sig alene med ansvaret.
Måske er vreden blevet så stor, at I næsten ikke længere kan tale sammen uden at ende i et skænderi.
Men jeres nuværende mønster behøver ikke være jeres eneste mulighed.
Det kræver ikke, at I bliver perfekte, eller at I altid skal være enige.
Det kræver derimod, at I bliver villige til at se på jeres egen del, lytte til den andens oplevelse og gøre noget konkret anderledes.
Nogle gange kan små ændringer være nok til at skabe en ny bevægelse.
Andre gange er der brug for hjælp til at bryde fastlåste mønstre.
Og det er vigtigt at huske: Balance betyder ikke altid, at begge har gjort lige meget forkert.
Hvis der er trusler, vold, tvang eller systematisk nedgørelse, skal det tages alvorligt.
Så er det ikke blot et almindeligt kommunikationsproblem, der kan løses ved, at begge bliver lidt bedre til at tale sammen.
Det vigtigste spørgsmål er ikke, hvem der er den umulige i jeres forhold.
Det er, om I kan begynde at skabe en måde at være sammen på, hvor begge føler sig respekteret, ønsket og taget alvorligt.
Konklusion: 14 fejl, der langsomt kan ødelægge kærligheden
Små ændringer kan gøre en stor forskel
Kærligheden forsvinder sjældent fra den ene dag til den anden.
Ofte sker det gradvist, når hverdagens vaner, misforståelser og skuffelser får lov til at gentage sig uden at blive håndteret.
Det betyder heldigvis også, at der kan være mulighed for at ændre udviklingen.
I behøver ikke være enige om alting, men I har brug for at forstå hinanden og kunne tale om det, der er svært, uden at samtalen ender i kritik, forsvar eller tavshed.
Begynd med at lægge mærke til de mønstre, I gentager.
Hvad gør du, når du føler dig overset?
Hvordan reagerer din partner?
Og hvad sker der mellem jer bagefter?
Når I bliver mere bevidste om jeres samspil, får I bedre mulighed for at vælge nye måder at være sammen på.
Det kan være første skridt mod et mere trygt, respektfuldt og kærligt parforhold.
Ofte stillede spørgsmål
Det kan være gentagen kritik, manglende anerkendelse, for lidt nærvær, misforståelser eller en tendens til at tage hinanden for givet.
Ofte er det ikke én enkelt hændelse, men de samme uhensigtsmæssige mønstre, der gentager sig over tid.
Når begge føler sig overset eller misforstået, kan det gradvist svække tilliden og nærheden.
Mange af vores reaktioner er blevet vaner.
Når vi føler os kritiseret, afvist eller overset, reagerer vi ofte automatisk i stedet for at overveje, hvad der egentlig foregår mellem os.
Det kan føre til, at vi gentager den samme konflikt, selvom vi inderst inde ønsker at komme tættere på hinanden.
Første skridt er at blive opmærksom på mønsteret og undersøge, hvordan begge parters reaktioner påvirker situationen.
Det hjælper at tage problemerne alvorligt, mens de stadig er til at tale om.
Fortæl din partner, hvordan du oplever situationen, uden at gøre vedkommende forkert.
Lyt også til partnerens perspektiv, selvom I ikke er enige.
Prøv at være nysgerrige på, hvad der ligger bag reaktionerne, frem for kun at diskutere, hvem der har ret.
Små ændringer i måden, I taler og reagerer på, kan gøre en mærkbar forskel over tid.
Ja, det kan være muligt at genopbygge nærhed og tillid, selvom I gennem længere tid har haft konflikter eller følt jer langt fra hinanden.
Det kræver dog, at I bliver opmærksomme på de mønstre, der har skabt afstanden, og begynder at gøre noget anderledes.
Det handler ikke kun om at tale mere sammen, men om at lære at kommunikere på en måde, hvor I begge føler jer hørt og forstået.
Hvis I sidder fast i de samme konflikter, kan professionel hjælp være en måde at komme videre på.

Hvis I ønsker hjælp til at undersøge jeres mønstre og finde en ny vej frem, kan parcoaching være en mulighed.
I behøver ikke vente, til en af jer har besluttet sig for at gå.
Ring til mig for at aftale et godt tidspunkt til en gratis afklarende samtale over telefonen, hvor vi finder ud af, hvordan jeg bedst kan hjælpe jer.
Hvis du ønsker det, vil jeg ringe dig op.
Udfyld blot formularen herunder.
Eller ring til mig på telefon 21 79 18 50
(Hvis jeg mod forventning ikke vender tilbage i løbet af 1-2 dage, er der risiko for, at jeg måske ikke har modtaget den, og så må I gerne lige sende mig en SMS eller ringe til mig.)
Læs mere om dette emne på www.parforhold-parterapi.dk/category/parforhold/handling-og-relation