Spring til indhold

Et godt parforhold

Af Mikael Hoffmann, par-coach med mere end 30 års praktisk erfaring

Hvordan skaber man et godt parforhold?

Et godt parforhold, der holder og udvikler sig, kommer ikke af sig selv, fordi man er heldig.
Det skabes gennem realistiske forventninger, gensidig respekt, tryghed og en bevidst måde at være sammen på – hver eneste dag.

Det er sjældent romantiske middage, dyre gaver eller konstant forelskelse, der skal til.
Det handler langt mere om, hvordan I behandler hinanden i hverdagen, hvordan I kommunikerer, og om I begge er villige til at gøre en lille indsats for hinanden.
Blandt andet at vælge at give partneren dét, vedkommende gerne vil have.

Heldigvis er der konkrete ting, I kan gøre for at få mere glæde, nærhed og forståelse ind i jeres parforhold.


Det får du svar på i artiklen

  • Hvad kendetegner et godt parforhold? De grundlæggende værdier og holdninger, som skaber et sundt og kærligt forhold.
  • Hvorfor er realistiske forventninger vigtige? Hvorfor kærlighed ikke betyder konstant romantik og forelskelse.
  • Hvordan vedligeholder I parforholdet? Betydningen af små daglige handlinger og opmærksomhed på hinanden.
  • Hvordan skaber I mere tryghed? Hvorfor gensidig respekt, accept og følelsesmæssig tryghed er afgørende.
  • Hvordan får I jeres ønsker opfyldt? Lær at bruge Tre-trins-raketten til at kommunikere tydeligt og konstruktivt.
  • Hvordan bliver I bedre til at forstå hinanden? Brug aktiv lytning og hensigtsmæssig kommunikation til at styrke jeres relation.
Klik her for at se indholdsfortegnelsen for denne side


Hvad er “hemmeligheden” bag et godt parforhold?

Et godt parforhold

I denne artikel vil du lære de grundlæggende parametre, der skaber et godt parforhold.

Først får du beskrevet nogle værdisæt, der helst skal være til stede – som ikke har ret meget med den romantiske forestilling om et parforhold.

Dernæst kommer vi ind på tryghed og hvilken indsats, man skal lægge for dagen. (Den behøver ikke at være så stor)

Hvis det er for svært at finde de fælles værdier, og at efterleve dem, og også at bruge hensigtsmæssige kommunikationsstrategier, er der heldigvis hjælp at hente.

Man behøver ikke i forvejen at kunne alting selv.
Men villigheden og motivationen til at lære noget nyt, for at få noget andet mere konstruktivt, skal være til stede.


Hvorfor er nogle par lykkeligere end andre?

Er det mon fordi de bare ikke har fundet deres soulmate, – eller kunne der være andre faktorer, der gør sig gældende?

Det viser sig, at mennesker, der har gode relationer med hinanden, lever efter et grundlæggende værdisæt, og dette bliver prioriteret højt i det daglige:

  • Et godt parforhold kræver en indsats og omtanke hver eneste dag
  • Et godt parforhold har god kommunikation som skaber tryghed og klarhed for jer begge
  • Et godt parforhold er baseret på realistiske forventninger til parforholdet (husk i øvrigt, at den absolut eneste forventning, du kan have til din partner, er, at vedkommende er ærlig. Alle andre forventninger vil gå galt.)
  • Et godt parforhold kan vende det negative til noget positivt
  • Et godt parforhold bruger kommunikationsværktøjer til bedre at kunne forstå hinanden (inden man kan forvente selv at blive forstået)
  • I et godt parforhold hviler begge parter i sig selv
  • I et godt parforhold respekterer og accepterer man hinanden

Illusion eller realiteter

Glem alt om, hvad du ser i film, på TV eller læser om i alverdens medier.
Et godt parforhold har kun en lille smule at gøre med fx non-stop romantik, erotik, middage med stearinlys på bordet eller eksotiske ferier.

Et godt parforhold kræver engagement, indsats og tid.
Et godt parforhold sker ikke af sig selv over tid, bare fordi to mennesker forelsker sig i hinanden.
Et godt parforhold opstår, når to mennesker elsker og værdsætter hinanden, samt at de er villige til at investere tid og ressourcer i forholdet – dag efter dag.

Par i sunde, stabile, positive og længerevarende ægteskaber har en grundlæggende forståelse for deres forventninger til parforholdet.
De er klar over, at der ikke altid kan være passion og romantik i højeste gear.
De forstår, at dårlige dage kun er midlertidige, samt at det er vigtigt i parforholdet med god kommunikation mellem dem.
Forståelse er vigtigere end enighed, og det er også vigtigere end at man ligner hinanden.

Tryghedszoner – et godt parforhold har et stabilt fundament

Livet består både af høje tinder og dybe dale.
Der er perioder, hvor alting føles let, kærligt og harmonisk, og der vil være andre perioder, hvor hverdagen er præget af stress, bekymringer, uenigheder eller frustrationer.

Det samme gælder i et parforhold.
I et godt og stabilt parforhold er det ikke nødvendigt, at I hele tiden er enige, glade eller forelskede.
Det afgørende er, at der er en grundlæggende tryghed og forståelse mellem jer, som gør, at I kan håndtere de svære perioder uden at miste forbindelsen til hinanden.

I skal kunne være uenige uden at blive fjender.
I skal kunne have en dårlig dag uden at tvivle på kærligheden.
Og I skal kunne fortælle hinanden, hvad I tænker og føler, uden at være bange for at blive afvist, latterliggjort eller straffet med tavshed.
Se De 5 niveauer af kommunikation: Tavshed, høflighed, information, tanker og følelser.

Det er den grundlæggende tryghed, der fungerer som en slags sikkerhedsnet under parforholdet.
I et godt parforhold har I ikke sat forholdet på autopilot.
I er stadig opmærksomme på hinanden og spørger jer selv:
Hvad kan jeg gøre i dag for at gøre min partners liv lidt bedre?
Hvad kan jeg gøre for at styrke vores forhold?

Det behøver ikke være store romantiske handlinger.
Tværtimod er det ofte de små ting i hverdagen, der gør den største forskel over tid.

Det kan være at hente brød fra bageren, fortælle din partner, at du er stolt af ham eller hende, give et kærligt knus eller ordne noget praktisk, som du ved, din partner ville sætte pris på.

En lille indsats hver dag kan over tid skabe en stor forskel.
Det er langt bedre at være opmærksom og kærlig i det daglige end kun at gøre en stor indsats, når forholdet er ved at gå skævt.

Et godt parforhold handler ikke om at undgå alle de dårlige dage, men derimod om at have så meget tryghed og samhørighed, at I kan komme godt igennem dem sammen.

Acceptér hinandens forskelligheder

Et godt parforhold kræver ikke, at I er ens.
Tværtimod vil der næsten altid være forskelle på jeres personligheder, interesser, behov, værdier og måder at anskue verden på.

Måske er den ene spontan, mens den anden gerne vil planlægge alting.
Måske har den ene brug for meget nærhed og fysisk kontakt, mens den anden har brug for mere plads og alenetid.
Den ene vil helst tale tingene igennem med det samme, mens den anden har brug for tid til at tænke.

Disse forskelle behøver ikke at være et problem.
De bliver først for alvor problematiske, når I begynder at opfatte jeres egen måde at gøre tingene på som den eneste rigtige.

Det er vigtigt at forstå, at din partner ikke nødvendigvis tænker, føler eller reagerer på samme måde som dig.
Det betyder ikke, at vedkommende er forkert, eller at der er noget galt med dig.

Læs om forskellen mellem os på Hoffmann Modellen med Handling og Relation.

Forståelse er vigtigere end enighed

I behøver ikke at have de samme holdninger eller ønsker til alting.
Men I skal kunne acceptere, at I er forskellige, og være nysgerrige på, hvorfor jeres partner tænker og handler, som han eller hun gør.

I stedet for at forsøge at lave hinanden om kan I spørge ind til hinandens perspektiver.
Hvad er vigtigt for dig?
Hvad ligger der bag din reaktion?
Hvad har du brug for, som jeg måske ikke har forstået?

Det kræver både respekt, rummelighed og en villighed til at se verden fra partnerens perspektiv.

Det betyder naturligvis ikke, at man skal acceptere alt.
Der skal stadig være plads til personlige grænser, egne behov og uenighed om værdier og adfærd.

Men når I accepterer hinandens grundlæggende forskelligheder, bliver der mindre behov for at kritisere, kontrollere eller forsøge at ændre hinanden.

Et godt parforhold handler ikke om at finde en person, der er præcis som dig selv, men om at lære at leve godt sammen med et menneske, der er anderledes end dig – og som du jo har valgt at leve sammen med i parforholdet.


Den lille indsats

Ved at gøre en (lille) indsats hver eneste dag, ”indbetaler” du ”valuta” på dit parforholds følelsesmæssige bankkonto.
Vær omhyggelig med at give din partner, hvad han/hun ønsker sig.
Spørg, hvis du er i tvivl.
Dog er det ikke en købmandshandel.
Din holdning må ikke være, at hvis du gør dette, forventer du at din partner gør noget andet for dig.
Giv af et godt hjerte uden forventning om at få ”tilbagebetaling”.
Dog skal der overordnet set være balance i regnskabet.

Man kan for eksempel “indbetale” ved at:

  • Vise interesse for partnerens tanker
  • Anerkende partnerens indsats
  • Give et kærligt kompliment
  • Vise taknemmelighed
  • Lytte uden straks at komme med løsninger
  • Tage initiativ til fysisk nærhed
  • Være tålmodig og empatisk
  • Holde små og store aftaler

Det kan godt se ud som om mænd og kvinder i kærlige parforhold intuitivt ved, hvad deres partnere har brug for.
Men sandheden er, at ingen er tankelæser, så forvent ikke, at din partner af sig selv kan finde ud af, hvad du tror, føler og tænker.
Det kræver god kommunikation at få, hvad man ønsker sig.
Det kræver forståelse af partneren.

Se en video, hvor jeg bliver interviewet om vedligeholdelse af parforholdet

5:25 minutter


Tre-trins-raketten

Få dine ønsker opfyldt i et godt parforhold

Der er tre trin, du kan være bevidst om, for at du i højere grad kan få, hvad du gerne vil have. Det gælder såvel i det små som i det store.

Giv selv generøst og fordomsfrit, og brug følgende tre-trins raket til at få, hvad du selv gerne vil have.

  1. Mærk efter, hvad det er, du gerne vil have (ikke, hvad du ikke vil have). Dette punkt skal du ikke sige højt.
  2. Tal ud fra dig selv, uden at bruge ordet “DU”. Jo sværere det er at få opfyldt dit ønske, jo flere føle-ord skal du bruge. Jo lettere det er, jo kortere skal du gøre det.
    “Jeg har glemt mit ur.”
    eller
    “Jeg bliver glad og føler mig godt tilpas, når vi laver noget sammen. Jeg vil gerne gå en tur, for det vil gøre mig godt, og jeg vil have mere overskud i aften.”
  3. Slut af med at stille et kort, konkret spørgsmål eller anmodning. Lad være med at væve rundt.
    “Hvad er klokken?”
    eller
    “Vil du med mig rundt om søen?”

Vi får ikke altid, hvad vi vil have, men det er vigtigt at kunne melde klart ud til de mennesker, vi er sammen med – både for vores egen og for deres skyld.

Kommunikation

Når noget går skævt i parforholdet, hvad det uvægerligt vil gøre af og til, er de velfungerende par klar over, hvordan de får kommunikeret med hinanden.
De véd, at de ikke skal fokusere på, hvad partneren gør forkert.
I stedet er de konkrete med hvilke behov de har, og hvad de ønsker sig.
De gør også selv en indsats for at opdage, hvad deres partners behov er.

Den bedste måde for de fleste mennesker at gøre dette på, er at tale om det.
Spørg din partner, hvad der er vigtigt for ham eller hende.
Er det, at han/hun ønsker at vide, at du er stolt af ham/hende?
At I tilbringer noget mere tid sammen?
Er det en lille gave eller anden erkendtlighed?
Er det et knus eller seksuel nærhed og intimitet?
Eller er det at klare opvasken eller snerydningen?

Bliv god til at lytte.
Aktiv lytning er fx at sige relevante ord på passende steder eller at komme med små bekræftende lyde eller opklarende spørgsmål – og måske ved at gengive dét, man har forstået.
Og for alt i verden kun at ytre sin mening eller give gode råd, hvis du direkte bliver spurgt om det.

et godt parforhold

Mange dårlige og ubehagelige oplevelser er direkte forårsaget af dårlig eller manglende kommunikation mellem mennesker, men det kan der heldigvis ændres på.
Gode parforhold kan vende negative situationer og oplevelser til positive.

Vær ærlig omkring hvordan du selv bidrager til eventuelle negative situationer, men vær også opmærksom på, at det kræver begges indsats at skabe et mere positivt og sundt parforhold.

Kender du udtrykket: “Når du får citroner, kan du lave limonade.”
Hvis du og din partner forventer, at der falder æbler ned fra træet, og der i stedet kommer citroner, kan I begynde at lave limonade.
Men vær bevidste om, hvad både du og din partner kan gøre for at få æbler næste gang!


Konklusion: Et godt parforhold skabes hver eneste dag

Hemmeligheden bag et godt parforhold er ikke én bestemt ting.
Det er en kombination af realistiske forventninger, gensidig respekt, tryghed, god kommunikation og en villighed til at gøre en indsats for hinanden.

Det handler ikke om at være perfekte eller altid være enige.
Det handler om at kunne acceptere hinandens forskelligheder, tage ansvar for sin egen måde at være i forholdet på og være nysgerrig på partnerens behov.

Små handlinger i hverdagen kan gøre en stor forskel.
Når I viser interesse, anerkender hinanden og gør jer umage med at forstå hinanden, opbygger I gradvist en stærkere følelsesmæssig forbindelse.

Husk også, at kærlighed ikke kun handler om følelser eller “lyst til”. Ægte kærlighed er i høj grad de valg og handlinger, I foretager hver dag. Nemlig valget at give sin partner dét, vedkommende gerne vil have.

Et godt parforhold er derfor ikke noget, I bare finder.
Det er noget, I skaber sammen – lidt efter lidt.

Hyppigt stillede spørgsmål til parforholdet

1. Hvad er det vigtigste i et godt parforhold?

Et godt parforhold bygger på tillid, tryghed, respekt og god kommunikation.
Det er vigtigt, at begge føler sig set, hørt, forstået og værdsat.
Samtidig kræver et godt forhold, at man har realistiske forventninger til parforholdet og er villig til at gøre en indsats i hverdagen.
Det kræver også at I er ærlige over for hinanden på en selvansvarlig måde, hvilket er den eneste forventning, du kan have til din partner, og din partner kan have til dig.

2. Hvordan vedligeholder man et godt parforhold?

Det handler især om de små ting, man gør for hinanden hver dag.
Vis interesse, lyt til din partner, giv anerkendelse, hold dine aftaler og prioritér tid sammen.
Spørg også direkte, hvad din partner har brug for, i stedet for at forvente, at vedkommende kan læse dine tanker.

3. Hvorfor er kommunikation så vigtig i et parforhold?

God kommunikation gør det lettere at forstå hinandens behov, ønsker og forventninger.
Den hjælper jer med at forebygge misforståelser og håndtere uenigheder uden unødvendige bebrejdelser.
Det handler ikke kun om at kunne udtrykke sig, men også om at kunne lytte og forsøge at forstå partnerens perspektiv.

4. Hvordan får man et bedre parforhold, hvis man er kørt fast?

Begynd med at undersøge de mønstre, I gentager, og som måske skaber afstand eller konflikter.
I kan arbejde med jeres kommunikation, forventninger og måder at reagere på over for hinanden.
Hvis det er svært at ændre mønstrene på egen hånd, kan struktureret parcoaching hjælpe jer med konkrete værktøjer og en ny retning for forholdet.

27:23 minutter

Se også andre klient-erfaringer med parterapi på www.parforhold-parterapi.dk/anbefalinger


Trives du ♥ – eller gør det ondt i parforholdet?

  • Jeg kan redde og forbedre jeres parforhold hurtigt og effektivt med helt konkrete kommunikations-værktøjer og -strategier, så I kommer til at forstå hinanden.
  • Hvis parforholdet er i kaos med angst, vrede, forvirring eller stress, kan der være brug for overblik, struktur og faste fælles spilleregler for at skabe gensidig forståelse for hinanden.
  • Jeg er en slags kørelærer, der underviser i ”Parforholdets Færdselsregler”.
    På en måde drejer det sig om både teori, parallelparkering, bykørsel, natkørsel og glatbanen.
    Alt sammen skal læres grundigt, inden man finder sin egen kørestil – også i parforholdet!

Vil I have et endnu bedre parforhold?

Måske fungerer jeres parforhold egentlig ganske godt, men I savner mere nærhed, bedre kommunikation eller en større forståelse for hinandens behov.

Eller måske er I begyndt at opleve gentagne konflikter og misforståelser, som I har svært ved at komme ud af.

Uanset hvor I befinder jer, kan det være værdifuldt at få nye perspektiver og konkrete værktøjer til at styrke jeres forhold.

Jeg hjælper par med at forstå deres indbyrdes mønstre og lære mere hensigtsmæssige måder at kommunikere og være sammen på.

Hvis I gerne vil høre mere om, hvordan jeg arbejder med parcoaching, er I meget velkomne til at ringe til mig.

Så aftaler vi et godt tidspunkt for en gratis og uforpligtende afklarende samtale over telefonen.
Her kan vi tale om jeres situation og undersøge, om min måde at arbejde på passer til jeres behov.

Et godt parforhold er værd at investere i. Tag det første skridt i dag.

Hvis du ønsker det, vil jeg ringe dig op.
Udfyld blot formularen herunder.

Eller ring til mig på telefon 21 79 18 50
(Hvis jeg mod forventning ikke vender tilbage i løbet af 1-2 dage, er der risiko for, at jeg måske ikke har modtaget den, og så må I gerne lige sende mig en SMS eller ringe til mig.)

.