Kønsforskelle
Hvorfor skaber kønsforskellene problemer i parforholdet?
Kønsforskelle bliver først et problem, når vi forventer, at vores partner tænker, føler og kommunikerer på samme måde som os selv.
Jo bedre vi forstår forskellene, desto lettere bliver det at skabe tryghed, respekt og nærhed.
Hoffmann Modellen
Hoffmann Modellen fortæller om måden, hvorpå jeg opfatter nogle af de grundlæggende forskelle mellem mennesker. Jeg arbejder på med elementerne Handling og Relation, hvor jeg forsøger at formidle forskellene mellem mennesker som relationelle værktøjer, og ikke som kønsdomme (kønsfordomme).
Jeg oversætter klassiske kønsforskelle til nutidig parforholdspsykologi.
Handling skaber retning, grænser og forandring.
Relation skaber kontakt, forståelse og bæredygtighed.
Modellen bygger på, at ingen af delene er tilstrækkelige alene.
Begge dele er nødvendige for alle mennesker og de er kontekstuelle.
Kønsforskelle handler ikke om rigtigt eller forkert
Noget af det, der skaber flest konflikter i parforholdet, er ikke manglende kærlighed.
Det er manglende forståelse for forskellen mellem kønnene.
Mange konflikter opstår, fordi Handling (af nogen mennesker kaldet det maskuline) og Relation (det feminine) tolker den samme situation vidt forskelligt.
Den ene oplever måske kritik, mens den anden blot forsøger at hjælpe.
Den ene søger nærhed gennem samtale, mens den anden viser kærlighed gennem handlinger.
Ingen af delene er hverken rigtige eller forkerte – de bygger blot på forskellige måder at opleve verden på. Og forskellige strategier.
Når forskellene bliver misforstået, begynder begge ofte at tro, at partneren ikke vil dem det godt.
Vi elsker ofte andre (primært partneren), som vi selv ønsker at blive elsket
En klassisk misforståelse er, at vi giver vores partner det, vi selv længes efter.
Mange Handlingsorienterede forsøger at vise kærlighed ved at løse problemer eller finde praktiske løsninger. De ønsker at gøre livet lettere for den, de elsker.
Mange Relationsorienterede viser kærlighed ved at tale om følelser, være nærværende og dele oplevelser. De ønsker at styrke forbindelsen mellem dem.
Problemet opstår, når begge tror, at deres egen måde også er den måde, partneren helst vil modtage kærlighed på.
Eller de tror, at deres egen måde er den eneste måde!!!
Når vi fortolker forskellene som manglende kærlighed
Hvis en Relationsorienteret fortæller om en svær dag, vil den Handlingsorienterede ofte lede efter en løsning.
Han forsøger af al magt at hjælpe.
Hun kan derimod opleve, at han ikke forstår hendes følelser.
Hvis den Handlingsorienterede arbejder ekstra meget eller ordner praktiske ting derhjemme, oplever han med stor sandsynlighed, at han viser kærlig omsorg. Den Relationsorienterede kan samtidig føle, at hun mangler tid sammen med ham.
Begge forsøger faktisk at vise kærlighed, men deres signaler bliver oversat forkert.
Respekt og forståelse ser ikke altid ens ud
For mange Handlingsorienterede er oplevelsen af respekt tæt forbundet med kærlighed.
Når de bliver mødt med tillid, anerkendelse og opbakning, føler de sig værdsatte.
For mange Relationsorienterede er følelsen af at blive forstået, lyttet til og følelsesmæssigt mødt en vigtig del af kærligheden. Når de oplever nærvær og interesse, føler de sig trygge.
Det betyder ikke, at alle er ens.
Mennesker er forskellige.
Men disse mønstre går igen hos mange par og kan forklare en stor del af de misforståelser, der opstår i hverdagen.
Viden skaber færre konflikter
Når par lærer om forskellene, sker der ofte noget vigtigt.
Pludselig bliver partnerens adfærd mindre provokerende og mere forståelig.
Man opdager, at det, der tidligere blev opfattet som ligegyldighed eller kritik, måske i virkeligheden var et forsøg på at vise omsorg.
Den indsigt fjerner ikke alle konflikter, men den reducerer antallet af fejltolkninger.
Det bliver lettere at stoppe op, stille spørgsmål og være nysgerrig i stedet for straks at reagere.
Det handler om at lære hinandens sprog
Et godt parforhold kræver ikke, at den ene bliver mere som den anden, eller omvendt.
Det kræver, at begge lærer at forstå den andens måde at tænke, føle og kommunikere på.
Når vi bliver bevidste om forskellene, kan vi begynde at oversætte i stedet for at dømme.
Det er netop derfor, kommunikationsværktøjer er så værdifulde.
De hjælper par med at tale sammen på en måde, hvor begge føler sig hørt, set, forstået og respekteret.
Forskellene behøver ikke skabe afstand.
Tværtimod kan de blive en stor styrke og ressource, når de mødes med nysgerrighed, respekt og viljen til at lære hinanden bedre at kende.


Herunder ser du 10 artikler om forskelle mellem Handling og Relation, og nedenunder dem er der links til endnu flere artikler om samme emne.