Struktur, rutiner og ritualer skaber tryghed og forudsigelighed.
Både i familien og alle mulige andre steder.
Her er nogle af de elementer, jeg har fremhævet i artiklerne på denne webside:
- Morgenrutiner: Stå op på samme tidspunkt hver morgen og udfør forskellige morgenritualer. Hvis der er børn, prioriteres børnetid. Spis morgenmad sammen uden forstyrrelser fra mobiltelefoner, aviser eller TV.
- Eftermiddags- og aftenrutiner: Opdel tiden efter arbejde og indtil sengetid i følgende fem faser:
- Kontakt: Den, der kommer først hjem, tager imod den anden og tilbyder fx kaffe. Skab en god og ærlig kontakt uden forstyrrelser. Del oplevelser fra dagen med nærvær og interesse.
- Familietid: Madlavning, spisning med fokus på hinanden, oprydning, opvask, tandbørstning og godnatlæsning.
- Alenetid: Afsæt tid til at være alene uden forpligtelser over for hinanden. Børnene kan passe sig selv, hvis de er store nok. Og de små er puttet.
- Par-tid: Tid til at være sammen som par, fx med en kop te eller en øl. Tal sammen eller hold hinanden i hånden. Brug eventuelt Anerkendende Selvansvarlige Dialog (ASD). Dette styrker samhørigheden og resten af familien.
- Sengetid: Gå i seng samtidig og afslut dagen med at nævne noget, I er taknemmelige for vedrørende partneren. Husk at sige ordentlig godnat til hinanden. Dette øger sandsynligheden for sex.
Jeg foreslår at man afprøver denne struktur i tre måneder og derefter justere den, så den passer til familiens situation og hverdag.
En fast struktur kan skabe tryghed og mindske frustrationer og stress i familien.
Ustrukturerede rammer kan føre til rod og skuffede forventninger, ligesom det ville gøre på en arbejdsplads, i en organisation eller i et land.
Det er vigtigt at finde en balance mellem spontanitet og faste aftaler.
Et godt parforhold kræver lige så stor indsats og opmærksomhed som et krævende job.