Dårligt fungerende sexliv
Parret havde kendt hinanden i knap et år og var stadig dybt forelskede.
De var begge i midten af 40’erne og havde ingen børn fra tidligere forhold.
De nød hinandens selskab, talte godt sammen og ønskede begge et fælles liv.
Alligevel var der ét område, som skabte stor frustration.
Deres sexliv fungerede ikke.
De havde svært ved at gennemføre et samleje, og begge begyndte at blive usikre på sig selv.
De frygtede, at problemet med tiden ville slide på forholdet, selv om kærligheden mellem dem var stærk.
Den skjulte årsag
Det viste sig hurtigt, at problemet ikke handlede om manglende tiltrækning eller kærlighed.
Begge havde oplevelser med sig fra tidligere forhold, som de ubevidst tog med ind i deres nye parforhold.
Tidligere afvisninger, skuffelser og følelsesmæssige sår skabte usikkerhed og præstationspres, når de blev intime.
Ingen af dem ønskede at såre den anden, men begge var blevet forsigtige og begyndte at tolke situationen negativt.
Det gjorde dem endnu mere anspændte, når de var sammen, og sex kom aldrig rigtigt i gang.
Mønsteret
Under samtalerne blev det tydeligt, at de begge forsøgte at beskytte sig selv.
Jo mere de ønskede, at sexlivet skulle lykkes, desto større blev presset på dem begge.
Når samlejet ikke lykkedes, blev de skuffede, tavse og usikre.
Tavsheden gav plads til nye bekymringer, som gjorde næste forsøg endnu vanskeligere.
Ret hurtigt i forløbet hos mig opdagede de, at de ikke kæmpede imod hinanden.
De kæmpede imod gamle oplevelser, som stadig påvirkede deres nutid.
De værktøjer vi brugte
Vi arbejdede med de “spøgelser”, de hver især havde med fra tidligere forhold.
Gennem samtalerne fik de sat ord på oplevelser, som aldrig tidligere var blevet bearbejdet.
De begyndte at forstå, hvorfor bestemte situationer vækkede usikkerhed, og hvordan fortiden påvirkede deres måde at være sammen på.
Vi arbejdede også med og Havening (chok-traume-terapi), hvor de fik opløst de fastlåste følelser og blokeringerne.
Efterhånden som de mødte hinanden med større åbenhed, forståelse og tryghed, forsvandt en stor del af præstationspresset.
Det gav plads til nærhed, tillid og et mere afslappet seksuelt samvær.
Hvad parret lærte
Parret lærte, at et velfungerende sexliv ikke først og fremmest handler om teknik.
Det handler om følelsesmæssig tryghed.
Da de begyndte at forstå både deres egne og hinandens sårbarheder, blev det lettere at være åbne uden frygt for at blive afvist eller misforstået.
Efter ni sessioner fordelt over tre måneder oplevede de, at deres sexliv fungerede tilfredsstillende.
Samtidig voksede deres tillid til hinanden, og de valgte at flytte sammen i mandens lejlighed.
Kort tid efter begyndte de at planlægge deres bryllup.
Hvad kan du som læser tage med?
Problemer i sexlivet er ikke nødvendigvis et tegn på, at kærligheden mangler.
Tværtimod kan mennesker elske hinanden meget højt og alligevel opleve vanskeligheder med intimiteten.
Ofte ligger årsagen dybere end selve sexlivet, hvor den problematiske intimitet er et symptom på noget underliggende.
Tidligere oplevelser, usikkerhed eller gamle følelsesmæssige sår kan påvirke nærheden langt mere, end vi er klar over.
Når begge får arbejdet med gamle overbevisninger og traumer, får de mulighed for at turde møde hinanden med åbenhed, nysgerrighed og forståelse.
Så kan selv vanskelige udfordringer udvikle sig til en mulighed for større tillid, dybere intimitet og et endnu stærkere parforhold.
Sexliv, intimitet, Havening, nærhed, tillid, tidligere forhold
Se flere case-stories på www.parforhold-parterapi.dk/case-stories