Et særdeles effektivt kommunikationsværktøj

Anerkendende Selvansvarlig Dialog^© (ASD eller bare Dialogen) er en særdeles effektiv metode (HOFFMANN METODEN^©) at kommunikere med, og som jeg bruger som primært værktøj i den parterapi, jeg hjælper mine klienter med. Den er rygraden i parterapien, og vi vil så vidt muligt benytte den til hver eneste par-session.

Dialogen kan sammenlignes lidt med det store brandslukningsanlæg som et sprinkler-system i en bygning er. Alting bliver gennemvædet, men det er også nødvendigt, hvis ilden har fået rigtigt fat.

Hvis man derimod kun skal have løst et lille hurtigt problem, er en “håndslukker” mere velegnet, eksempelvis “Brønden“.

Jeg anbefaler i øvrigt at Den Anerkendende Selvansvarlige Dialog bliver øvet jævnligt, på ”ufarlige” emner derhjemme, og så tager vi de alvorligere ting i klinikken. Med ufarlige emner mener jeg noget, der intet har med jer eller jeres parforhold eller hjem at gøre. Noget helt uden for, fordi i begyndelsen vil I ikke have den tilstrækkelige øvelse til at undgå at blive vrede på hinanden.

Se eksempel på Dialogen med to skuespillere:

22:43 minutter

Metoden bevirker, at I kommer til at høre og forstå hinanden. Det er ikke for at blive enige, men udelukkende for at forstå sin partner, og at man selv føler sig hørt og forstået. Enighed betyder meget lidt i et godt fungerende parforhold. Men forståelse, medfølelse, tillid, tryghed og respekt for hinanden er altafgørende.

Metoden kan i begyndelsen virke både langsommelig, besværlig og føles meget kunstig, men det er en læringsproces, som skal øves en hel del gange, inden den føles let, naturlig, effektiv og hurtig. Det er på en måde som at lære et helt nyt sprog – eller at lære at køre bil. I begyndelsen er det besværligt, men slutresultatet skulle gerne være, at I helt automatisk er i stand til at høre og forstå hinanden i det daglige. Men inden da skal der lige lægges en hel del tid og ressourcer i at opnå færdighederne.

Den Anerkendende Selvansvarlige Dialog kan i øvrigt også med stor fordel anvendes i andre forbindelser, hvor to mennesker, fx arbejdskollegaer eller forældre-barn, har brug for at forstå hinanden for at kunne få det bedste ud af samarbejdet.

Her er først en hurtig beskrivelse af hvad metoden består af:

Quick-guide

1. Først anerkender I hinanden for noget, partneren har sagt eller gjort, som du kan lide – og hvilken følelse, det giver dig. Det gør I begge to. Hold gerne hinanden i hænderne.
2. Den af jer, der har et konkret problem, er afsender og bruger først 15 sekunder på at beskrive problemet. Der må gerne bruges DU, så den anden forstår, hvad problemet og situationen er.
3. Afsenderen holder sig på sin egen banehalvdel, er konkret med emnet, siger ikke DU, ingen kritik, bebrejdelser eller gentagelser. Brug kun korte sætninger.
4. Modtageren lytter nysgerrigt og åbent, og starter hver bekræftende respons med: ”Jeg hører dig sige at……” Modtageren må ikke fortolke eller løse problemer eller stille spørgsmål.
5. Når afsenderen har fortalt om sine følelser i den konkrete situation, finder afsenderen ind til grundfølelsen. Denne grundfølelse minder afsenderen om en lignende følelse fra før, helst helt tilbage fra barndommen. Afsenderen beskriver så detaljeret som muligt sine følelser dengang.
6. Modtageren fortsætter med at lytte og kvittere (ved første sætning siger modtageren: “Jeg hører dig sige, at måske minder følelsen af <…> dig om dengang da du <…>” ).
7. Når afsenderen er færdig, siger vedkommende: “Nu er jeg færdig”
8. Derefter giver modtageren et kort resumé i overskriftsform, først om den konkrete nutidige hændelse, og derefter siger, at det muligvis/måske kan minde om en situation eller følelse fra barndommen.
9. Afsenderen kvitterer ved at give en gave til modtageren i form af at fortælle hvad det gjorde (af godt), at modtageren lyttede så nærværende og fokuseret for at forstå. Det vil give modtageren incitament til at lytte godt efter en anden gang.
10. Modtageren kvitterer ved at give gaven tilbage i form af at fortælle om hvad det gjorde (af godt) i form af fx en aha-oplevelse, større forståelse, mere medfølelse eller måske oven i købet en åbenbaring af ny viden. Det vil give afsenderen incitament til at åbne op og være sårbar en anden gang.
11. Derefter bytter afsender og modtager roller, og den nye afsender tager udgangspunkt i nøjagtigt den samme situation, bare set fra sit eget synspunkt.

Her er de lidt mere detaljerede “regler” for samtalen

Først sætter I jer i ro over for hinanden, tager hinanden i hænderne, ser hinanden i øjnene, og skiftes til at anerkende den anden for noget, den anden har sagt, gjort eller været (i løbet af dagen eller ugen), som den første er glad for. Vedkommende runder af med at fortælle hvilke (positive) følelser, det vækker. Efter at den ene er færdig, er det den andens tur til at komme med en anerkendelse. Vær så specifik som muligt. Denne lille opvarmning vil lægge et godt solidt fundament til den efterfølgende (alvorlige) samtale.

Den person, der starter den Anerkendende Selvansvarlige Dialog, er afsenderen, og den anden er modtageren.

Først fortæller afsenderen kort og præcist, hvad emnet er. Dette må ikke tage mere end omkring 15 sekunder, for at modtageren er klar over, hvad det handler om.
Afsenderen kan indlede med: ”Da du……” eller ”Dengang du…..”. Det skal være en helt konkret hændelse (dag, tid, sted, adfærd).

Derefter fortsætter afsenderen med at fortælle om de ting, der er svære (i korte præcise sætninger):

– Min frustration: ”Det, som udløser min frustration, er…”
– Min følelse: ”Jeg føler mig…” eller “Jeg følte (mig)…”
– Min reaktive adfærd: ”Det, jeg gør, er…”
– Min aktuelle historie: ”Det, jeg fortæller mig selv, er… Det, jeg dybest set frygter er… Mine umødte behov er…”

Det er vigtigt, at afsenderen holder sig på sin egen “banehalvdel”.

Det er afsenderens ansvar:
– at holde sig til emnet
– at tale om sig selv i jeg-form (du-du-du er det samme som optagettonen på en fastnettelefon. Hvis man dutter hinanden, er der optaget)
– at undgå kritik, bebrejdelser, skampåførelse, beskyldninger og nedgørelse af partneren
– ikke bruge ikke-ord (fx ikke sige: ”Jeg ser ikke nogen spøgelser”, fordi der er en skjult kritik af partneren i den sætning, fx at partneren ser disse spøgelser)
– kun at sige og forholde sig til det, der ER (jævnføre ovenstående), og ikke fortælle, hvordan man ikke har det
– at undgå at sende mere, end partneren kan modtage, det vil sige kun at tale i få og korte sætninger ad gangen. Jo større konflikten er, jo kortere sætninger
– at lytte til modtagerens spejling (gentagelsen/tilbagemeldingen/responsen/reflektionen) uden at afbryde
– at mærke efter, om spejlingen er præcis
– at gøre uklare budskaber klarere for modtageren
– at undgå at gentage sig selv, når spejlingen har været præcis. Der er ikke noget værre end at høre på gentagelser, når man har forstået, hvad der bliver sagt.

Når afsenderen har sagt en sætning eller to, er det modtagerens opgave at gentage det, der lige er blevet sagt, uden fortolkninger eller udlægninger. Kun en genfortælling. Modtageren starter hver eneste gang samtlige sætninger med: “Hvad jeg hører dig sige, er…” Dette for ikke at blive følelsesmæssigt rodet op i, hvad afsenderen siger, men lægge en rationel afstand til det sagte.
Modtageren må gerne sige JEG og DU, for det kan få partneren til at føle sig endnu mere hørt og forstået. Dog må man ikke lægge tryk på nogen af ordene, fordi det vil skabe den modsatte effekt.
”Jeg hører dig sige, at DU føler…..” eller
”Jeg hører sig sige, at du FØLER….” eller
”Jeg hører dig SIGE, at du føler….” eller
”Jeg HØRER dig sige, at du føler…”
Der skal lige meget tryk på alle ordene.

Modtagerens ansvar:
– at være opmærksom
– at være nærværende
– at være nysgerrig
– at være villig til at opleve partnerens virkelighed
– at sætte egne følelser og tanker til side og udelukkende lytte for at forstå
– at kunne acceptere partnerens verden som forskellig fra sin egen
– at kunne rumme reaktioner og lade partneren være i centrum
– at spejle partnerens følelsesmæssige stemning

Modtageren skal virkelige sætte sig ind i, hvad det er, afsenderen siger og mener.

Modtageren skal på en måde gå over den smalle bro til afsenderen, og forsøge at se afsenderens verden indefra. Hvis modtageren pludselig bliver vred, over noget han/hun hører, kan vedkommende fx sige: ”Hov, der røg jeg vist tilbage på min egen side. Men nu går jeg over broen igen.”

Modtageren skal virkelige sætte sig ind i, hvad det er, afsenderen siger og mener. Hvis afsenderen fx kunne finde på at sige, at postkasserne er gule, så ER de gule, også selv om man jo VED, at de er røde. For sandheden er, at vi ikke skal længere væk en over Sundet til Sverige, før at postkasserne er gule…
Det handler altså udelukkende om at forstå afsenderen. IKKE om at være enige!

Afsenderen fortsætter sine korte sætninger (og spejles af modtager).

Nøglen (The Clue)

Når afsenderen føler, at emnet er udtømt, slutter afsenderen af med det vigtigste punkt, nemlig at skabe en forbindelse tilbage til tiden FØR afsenderen mødte sin partner (modtageren). Ofte helt tilbage til barndom og opvækst. Afsenderen skal mærke efter, hvad grundfølelsen er, og hvad det minder om fra før, afsenderen mødte sin partner.
– dels vil det give en sund forståelse for, hvad bevæggrundene til holdning og adfærd er, og
– dels vil det gøre det lettere for partneren at forstå en bestemt adfærd eller holdning, og
– dels vil det tage presset fra modtageren og få denne til at slappe af og blive ved med at lytte, i stedet for fx at gå i forsvar eller til modangreb, og
– dels vil det heale et gammelt sår, som afsenderen fik tidligt, og som er afsenderens tema i parforholdet, og
– dels vil det gøre det lettere for modtageren af navigere i, og undgå fremover at komme til at provokere eller såre partneren igen.

Hvis modtageren bliver vred over noget (en kritik eller bebrejdelse), kan vedkommende pludselig ikke høre eller forstå noget som helst, og så er man som afsender lige vidt. Det meste af afsenderens vrede-stof udspringer oftest fra tiden inden parforholdet, og ofte fra opvæksten, enten i hjemmet, i skolen, i fritiden eller lignende. Endvidere vil tilbageblikket hjælpe afsenderen til at få et større overblik over sine (vrede) følelser, og blive endnu mere selvansvarlig i sit liv. At sætte ord på hændelser vil også hjælpe med at reparere gamle smertefulde oplevelser.

Det er vigtigt, at modtageren, i forbindelse med tilbageblikket, bruger udtryk som ”måske” og ”muligvis” for at undgå DU-effekten.
Eksempel: ”Det minder dig muligvis om dengang du…….” Hvis det fra modtageren ikke formuleres blødt og rundt, kan det på afsenderen virke som en facitliste, hvilket det bestemt ikke er. Dermed risikerer man den stik modsatte effekt end den tilsigtede.

Efter afsenderens tilbageblik, laver modtageren nu:
– et kort og præcist resumé i overskriftform af det, afsenderen sagde (opmærksomhed og nærvær)
– fortæller, hvad der giver mening (anerkendelse)
– gætter på, hvad afsenderen føler i situationen (indføling og medfølelse).
Husk altid i forbindelse med tilbageblikket at bruge ordene måske/muligvis/kan være!

Afsenderen kvitterer derefter for modtagerens nærvær og indsats med at fortælle, hvad det gjorde (af godt), at modtageren lyttede så fokuseret og nærværende for at forstå.

Modtageren kvitterer derefter ved at fortælle om hvad det gjorde (af godt) i form af fx større forståelse, mere medfølelse eller måske oven i købet en åbenbaring af nye indsigter om partneren.

Når den første er færdig som afsender, bytter I roller, og den anden fortæller nu om nøjagtigt den samme situation – bare set fra den andens synsvinkel.

Forståelse

Det kan ikke pointeres nok, at forståelse er altafgørende for et godt parforhold. Al relations- og par-terapi handler om at kunne respektere, høre og forstå hinanden bedre. Det betyder ikke, at man behøver at være enige. Det drejer sig om udelukkende at forstå den andens hensigter og strategier, samt at man også kan mærke, at man selv bliver hørt, accepteret og forstået.

Når I er færdige med den Anerkendende Selvansvarlige Dialog, og måske har byttet 2, 4 eller 6 gange, runder I af med at I skiftevis anerkender den anden for noget, vedkommende har sagt, gjort eller været, mens I har haft den Anerkendende Selvansvarlige Dialog. Vær positiv og specifik, og glem ikke at fortælle om de (positive) følelser, det har vakt i dig.

I klinikken

Husk, at når I laver den Anerkendende Selvansvarlige Dialog i min klinik, er der ting, at jeg som terapeut kan sige til jer, som I aldrig, aldrig, ALDRIG må sige til hinanden. Jeg kan gøre det, fordi jeg “står udenfor” og ikke er en del af jeres følelsesliv, og fordi I betaler mig for at være den professionelle hjælper. Hvis I ikke overholder Parforholdets Færdselsregler, men fx kommer til at sige noget uhensigtsmæssigt, kan det have samme effekt, som hvis man insisterer på at køre i venstre side af vejen her i landet.

Derhjemme

Jeg vil foreslå, at I øver jer i dialogen derhjemme – helst hver dag – med relativt ufarlige emner. I min klinik sammen med mig kan I derimod tage de mere smertefulde emner op, og jeg vil passe på, at der ikke sker nogen af jer noget, og at I holder jer på “jeres egen banehalvdel” og kun taler selvansvarligt.

Partiden om aftenen, lige inden I går i seng, er et godt tidspunkt at bruge den Anerkendende Selvansvarlige Dialog. Eller weekenden.

Hvis samarbejdet kører skævt, er den Anerkendende Selvansvarlig Dialog et fantastisk kommunikationsværktøj til at øge forståelsen og samhørigheden mellem mennesker. Men I skal have øvet det grundigt i fred og ro, inden I kan få glæde af metoden, når tingene rigtigt brager og det gør ondt. Det er jo heller ikke særligt smart først at begynde at kigge på brandslukkerens manual, når ilden buldrer om ørerne på en…

Øvelse

I skal øve jer i værktøjet Den Anerkendende Selvansvarlige Dialog, ligesom i alle de andre færdigheder, jeg vil lære jer. Hvis I ikke øver jer, vil I have svært ved at kunne bruge strategierne og metoderne ordentligt, når det virkelig er nødvendigt.

Jeg har en fortid i Handelsflåden, hvor jeg var styrmand og endte som kaptajn efter 12 år til søs. Hver eneste lørdag var der brand- og rednings-øvelse om bord, hvor vi øvede forskellige katastrofer. I al den tid jeg sejlede, oplevede jeg kun to mindre brande, men alligevel øvede og øvede og øvede vi os.

Forskellen mellem en amatør og en professionel er, at amatøren øver sig, til han/hun kan gøre det rigtigt. Den professionelle øver sig, til hun/han ikke gør det forkert mere.

Ønsker du at være amatør eller professionel i dit parforhold?

.

22:43 minutter

Links til tre andre områder inden for parterapi:

• Hvad er parterapi?
• Psykologi i parterapien
• Undgå skilsmisse

Links til andre artikler om kommunikation i parterapi (seks af dem ses herunder):

Klik på linket herover for at hoppe direkte til artiklen
Brug F5-tasten (eller genopfrisk siden) for at se andre artikler

.

På min vandring på Hærvejen møder jeg mange spændende mennesker, og nogle falder jeg i snak med. Blandt andre mødte jeg en kvinde, som lige var blevet skilt. Hendes mand havde haft et sidespring, så det var slut. Hun spurgte mig om et godt råd til, hvordan hun skulle komme videre, for hun syntes, at det var svært. Hun havde blandt andet lige mødt en spændende mand, men det var kun to måneder efter skilsmissen.

Jeg fortalte hende, at et knust hjerte bør behandles på samme måde som en brækket arm.
Der er tre stadier. Armen skal:
1) Sættes rigtigt på plads. Hvis den ikke bliver sat rigtigt sammen, kommer man aldrig til at bruge den ordentligt igen.
2) Have ro et stykke tid. Ellers kan den ikke vokse ordentligt sammen.
3) Genoptrænes. Ellers vil den skrumpe ind og aldrig blive brugbar igen.

Nøjagtigt det samme gælder for et knust hjerte:
1) Hjertet skal sættes rigtigt sammen, hvilket betyder en form for psykoterapi, måske professionel hjælp, så man kan finde ud af, hvad der er op og ned i situationen. Overbevisninger og holdninger skal kigges efter i sømmene og justeres, for der er jo en grund til, at man i første omgang havnede i den forfærdelige situation, og det skulle jo nødigt gentage sig. Sjældent er det tilstrækkeligt at tale med venner og familie, for de har ikke nødvendigvis de rigtige værktøjer og strategier til at hjælpe, og de kan selv være følelsesmæssigt involveret i situationen.
2) Hjertet skal have ro. Det betyder at finde sig selv, og ikke alt for hurtigt finde sammen med en ny partner. Hvis man ikke lærer nogle nye strategier (for sig selv), risikerer man ikke at få lært lektien fra forrige parforhold, og dermed kan ”nissen flytte med” og de samme problemer opstår igen, bare med nogle nye ansigter og navne.
3) Genoptræning. Efter en passende tid skal kærligheds-musklen i gang igen, for det nye og bedre liv kommer ikke af sig selv. Der skal gøres en aktiv indsats.

Kvinden kunne godt se det fornuftige i mine råd, og sagde, at hun ville følge dem.

Continue reading

Hvis man har prøvet terapi før, er det helt normalt, at det føles kunstigt, unaturligt, besværligt og langsommeligt henne hos par-terapeuten. Svaret er, at hvis dét, man skal lære, for at få noget andet, end dét, man har haft indtil nu, havde været LET, ville man jo have gjort det for længst….

Det føles kunstigt og uautentisk, fordi det kræver et nyt sæt holdninger, mønstre og strategier, og det er selvsagt helt anderledes end dét, man hidtil har været fortrolig med og gjort og har oplevet som ”normalt”. Men det er jo ”normalen”, man vil væk fra, når man opsøger en par-terapeut/coach. Derfor er det pr. definition svært. Endvidere er det svært at VIDE, hvad dette ANDET er, for havde man vidst det, havde man jo gjort det forlængst.

Det er derfor, at motivationen til forandringen er så vigtig. Du skal have viljen til at ville noget andet, for at du kan få noget andet. Hvis den vilje af forskellige grunde ikke til stede, kan jeg ikke hjælpe jer. Det véd jeg erfaringsmæssigt (gennem 24 år som selvstændig psykoterapeut og coach, samt flere end 10.000 klienttimer). Hvis du virkelig af hele dit hjerte ønsker et bedre liv, så kan du få det. Men du skal være indstillet på at gøre nogen ting, som kan virke som en stor overvindelse.

Continue reading

Hvordan får man talt ordentligt med hinanden, når begge er rasende på den anden?

Jeg har struktureret et kommunikationssystem, der spænder lige fra den daglige lette snak i fred og ro, over til hvor krigen raser og man ikke kan holde hinanden ud. Når det er RIGTIGT slemt, kalder jeg metoden for “En-til-En”. Til forskel fra de andre lag i systemet, kan dette kun foregå i min klinik sammen med mig.

Det går ud på, at jeg sætter mig med front mod den ene i part, og vi skaber nu et helt fortroligt og trygt rum sammen. Til trods for at partneren sidder en arms-længde fra os, og kan høre alt, hvad vi taler om, føles det som om at vi sidder i en helt privat boble. Vi fører så en samtale, der kan være ret intenst, men det giver mulighed for virkelig at få åbnet op og fortalt helt frit og åbent om frustrationerne. Med brugen af mine spørgeteknikker kommer der virkelig nogle interessante ting frem, og klienten kan få udtrykt sig på en måde, vedkommende måske aldrig har prøvet før. Når vi to er nået til et ”mætningspunkt” i samtalen, lukker jeg deden, og vender mig til den anden. Derefter gentager det hele sig, blot er det nu et fortroligt rum med den anden klient. Måske starter jeg med at sige: “Jeg har netop talt med din partner. Hvad mener du om det, du hørte?” Partneren fortæller om sine tanker og følelser helt åbent til mig, og den anden sidder og lytter – uden at føle sig kritiseret eller bebrejdet.

Continue reading

Det korte svar er: “Jeg aner det ikke!!!”
Det er derfor, at der ikke står nogen priser på min hjemmeside.
Noget tilsvarende ville være at spørge en håndværker om hvad det koster at få renoveret køkkenet. Så længe han ikke aner, hvor stort det er, hvor meget der skal laves, og hvad forventningerne er, kan han ikke sige nogen pris. Om det er en lille justering, eller om der er tale om en totalrenovering.
Selvfølgelig kan håndværkeren fortælle, hvad hans timepris er, men hvor vigtigt er det i forhold til den samlede pris og kvaliteten af det udførte arbejde?

Heller ikke jeg som par-coach aner, hvilke udfordringer du har, eller hvad der skal til, før du har fortalt mig det. Når vi har drøftet, hvad dine og jeres problemer er, og hvad jeres forventninger til min hjælp er, kan jeg fortælle dig en pris.

Continue reading

Som jeg opfatter det, er uddannelsen til psykolog meget teoretisk og klinisk baseret, mens en terapeut-uddannelse er mere praktisk baseret. Jeg selv har en 4-årig terapeut-uddannelse, og det er nok ikke helt tilfældigt, for jeg er mere optaget af, HVAD der virker end HVORFOR det virker.

Hvis man skal være lidt morsom og grovkornet, kan man lidt firkantet sige, at en psykolog kan have gennemgået hele sin uddannelse uden nogensinde at have set en klient eller prøveklient. En terapeut kan have gennemgået hele sin uddannelse uden nogensinde at have åbnet en bog. Det er selvfølgelig aldrig sort-sort eller hvidt-hvidt. Der er psykologer, der efteruddanner sig som psykoterapeuter, og der er terapeuter, der bliver optaget på psykologistudiet. De fleste i begge grupper er imidlertid gode, solide folk med et godt fundament, og som er dygtige til deres håndværk. Men det er i store træk den grove opdeling mellem disse to faggrupper.

01:38 minutter https://youtu.be/K_nQKrbaMbI

Klik også ind på YouTube Playlisten “Spørgsmål & Svar” (eller Kategorien med Spørgsmål & Svar her på hjemmesiden), hvor jeg på min langdistancevandring i sommeren 2018 optog flere end 50 korte videoer.
.

Der er mange måder at lave par-coaching og par-terapi på. Der er ikke nogen metode, der er mere rigtig end andre. Det gælder i bund og grund om at finde den terapeut, man har tillid til kan hjælpe en.
På denne video beskriver jeg min egen måde at arbejde på, og jeg illustrerer det med eksempler på hvordan jeg IKKE gør.
.

https://youtu.be/3i6YJAot33I 4:22 minutter
.

Jeg har ladet mig inspirere af kronikken på www.information.dk/indland/2015/12/terrorens-uskyldige-ofre til følgende artikel.

Vi har i Europa igen været udsat for et terrorangreb, hvor uskyldige er døde.

Men hvor uskyldige er vi europæere egentlig? I løbet af de seneste 12 år er Danmark gået i krig ikke færre end fire gange. Måske er spørgsmålet ikke OM der kommer endnu et terroranslag i Danmark, men mere om hvornår det kommer! Tryk avler modtryk, uanset om vi kan lide det eller ej. Alting har konsekvenser, både det, man gør, og det, man ikke gør eller får gjort. Konsekvens gælder såvel i storpolitisk som i erhvervslivet og i parforholdet.

Faktisk kan situationen med terror i Europa og krigen i Mellemøsten på mange måder sammenlignes med konflikterne i mange parforhold. Måske kan vi lære noget om begge dele, ved at sammenligne dem. Jeg selv er parterapeut og har været selvstændig i næsten 22 år, og har derfor arbejdet end del med dette emne.

Hvis man bliver ved med at gøre det samme, som man hele tiden har gjort, så bliver man nok også ved med at få det samme resultat, som man hele tiden har fået. At gøre det samme igen og igen – og forvente et andet resultat – er naivt.

Hvad er det værste, man kan udsætte sin ægtefælle for?

Den amerikanske psykolog John Gottman har efter grundige studier opdaget, at der var nogle bestemte typer adfærd, der har stor indflydelse på ægteskabets holdbarhed. Han fandt ud af, at de fire værste ting, man i et ægteskab kan udsætte hinanden for, er: Forsvar, kritik, obstruktion og foragt. Jo oftere parret udsatte hinanden for denne adfærd, des større var risikoen for en kommende skilsmisse.

Læs hele artiklen på https://www.parforhold-parterapi.dk/_parforhold/hvad-er-det-vaerste-man-kan-udsaette-sin-aegtefaelle-for

Terror

Hvis vi fortsætter på samme måde som hidtil, vil tingen formentlig kun blive værre. Terrorbekæmpelse og undertrykkelse vil resultere i endnu flere selvmordsbomber, og skænderier og misforståelser i parforholdene. Krigen bliver mere grusom, og skilsmisseprocenter vil stige endnu mere. De eneste, der vil kunne drage fordel af det, er våbenindustrien, sygehusene og skilsmisseadvokaterne, men er det dét, vi ønsker?

.

For nogle år siden havde jeg et par i parterapi, som havde store udfordringer med vrede mod hinanden, og de besluttede de sig til at prøve med parterapi hos en professionel neutral terapeut.

Gennem parterapien og psykoanalysen viste det sig, at hun ubevidst blandt andet var rasende på sit barn (over at hun overhovedet havde fået det), men det kunne hun naturligvis ikke tillade sig at være, fordi hun var Mor med stort M. Derfor lod hun al sin frustration og sin vrede gå ud over sin mand, der bare tog imod, fordi han troede, at det på sigt ville hjælpe på situationen.
Mandens store problem var, at han ikke var i stand til at sætte grænser og sige fra. Han tog ikke lederskab i parforholdet, og føjede sig alt for meget for sin kone.

Efter ganske få parsessioner hos mig, med psykoanalyse og bevidstgørelse, blev situationen så klar, at de hver især var i stand til at tage ansvar for det, der var deres del. Det var selvsagt meget svært for dem at erkende årsagerne til deres frustrationer, men begge valgte efterfølgende at gå i intensiv individuel terapi en periode.

Continue reading

Har du og din ægtefælle brug for en ny og bedre måde at kunne høre og forstå hinanden på? Som parterapeut lærer jeg allerede til første par-session mine klienter et helt konkret værktøj, der vil gøre dem i stand til at forstå hinanden – uden nødvendigvis at være enige. Det kaldes Anerkendende Selvansvarlig Dialog, og du kan læse en artikel om det på www.parforhold-parterapi.dk/anerkendende-dialog, samt se en video, jeg har lavet om dette emne.

Det er ikke så svært. Man skal bare vide hvordan – og så skal det øves igen og igen, som var det et helt nyt sprog, der skulle læres, hvilket det på en måde også er…

.