Vil du være lykkelig?
Her er 10 ting, du må opgive, hvis du ønsker at være lykkelig:
1. Begrænsende overbevisninger
2. At dvæle ved fortiden
3. At bekymre sig om fremtiden
4. At tale negativt til og om sig selv
5. Behovet for at gøre indtryk på andre
6. At beklage sig
7. Behovet for altid at skulle have ret
8. Modstand imod forandring
9. At give andre skylden
10. Behovet for andres accept
Tre ting, du skal tilegne dig, hvis du vil være lykkelig
1. Taknemmelighed
2. Tilgivelse
3. Kærlighed
.
Hvornår skal du lade dig skille fra din partner?
Normalt anbefaler jeg, at man altid prøver alle muligheder over en længere periode, før man i et kompliceret og smertefuldt parforhold overvejer den allersidste udvej: Skilsmissen!
Husk, at summen af problemer altid er den samme. Hvis du lader dig skille, fordi din partner er uudholdelig, vil nogle problemer forsvinde, men andre uundgåeligt dukke op. Især hvis I har børn sammen.
Men hvad gør man, når parforholdet ikke fungerer? Hvornår er det tid at sige: “Nok er nok”?
Hvis din partner altid vrisser ad dig, helt åbenlyst foragter dig, nægter at røre ved dig, modstræbende går i parterapi eller måske afviser enhver form for parterapi og egenterapi, kan det være fordi din partner ikke evner eller måske ligefrem nægter at arbejde med sig selv og sine egne overbevisninger og projektioner. Samtidig er der stor sandsynlighed for, at din partner påstår, at alt, hvad der er galt, er din skyld. At tro, at alle genvordigheder er ens partners skyld, er en egoistisk holdning og en barnlig, umoden, infantil adfærd.
For mange år siden levede jeg selv sammen med en kvinde, som efter fem års samliv hårdnakket påstod, at jeg var psykisk syg. Hun fik mig oven i købet til at opsøge en psykiater, men allerede til den anden konsultation afsluttede han behandlingen med at sige direkte til mig, at jeg skulle gå hjem og blive skilt så hurtigt som muligt. Jeg er blevet betydeligt klogere på mig selv og parforhold siden da….
Hvis du igennem adskillige år har været sammen med en partner, der ikke ønsker parforholdet, og du kan mærke, at det efterhånden går ud over både dig, parforholdet og børnene, så er det på tide at skride til mere drastiske valg og handlinger.
Du og din partner er rollemodeller for jeres børn. Hvis I ikke er partnere i et kærligt parforhold, men blot bor i en slags bofællesskab sammen, så er det ikke tilstrækkelig til at være en god rollemodel. Hvor lærer børnene noget om parforhold henne? Er det et fag på skoleskemaet? Eller er det ved at se de voksne leve sammen? Uanset om de voksne er barnets biologiske forældre, eller det er stedforældre, kopierer børnene adfærd og holdning, så hvordan ønsker du at dit barns parforhold skal udfolde sig? Den måde du og din partner taler sammen på (eller ikke taler på) vil dit barn kopiere til din sviger-søn/datter…..
Børnene i dysfunktionelle parforhold kan endvidere udvikle symptomer af meget forskellig art, fx spiseforstyrrelser, uhæmmet celledeling – eller det, der er værre. Jeg oplever ofte, at når folk kommer til mig i parterapi, er det første synlige tegn på forbedring, at børnene begynder at slappe af – og det kan ske på få dage. Børnene er dybt afhængige af, at forældrene har det godt sammen, på et eksistentielt plan. Hvis de voksne for 30.000 år siden ikke kunne fungere sammen, var der risiko for at blive spist af de vilde dyr.
Umodenhed
Hvad kan konsekvenserne være, hvis man har en moden eller umoden holdning til tilværelsen?
Dette kan illustreres ved et eksempel taget fra mit eget liv.
En dag kom jeg kørende på en smal cykelsti på Frederiksberg med relativt god fart. På et tidspunkt står der en gruppe mennesker ved kantstenen til højre for mig, men da det er en almindelig cykelsti, fortsætter jeg med samme fart. Pludselig river en dreng på omkring 5 år sig løs fra sin fars hånd og løber tværs over cykelstien til sin mor, der står med hovedet inde i den parkerede bils bagagerum. Denne situation sker lige foran mig, og jeg kan ikke undgå at ramme drengen med min cykels højre pedal.
Jeg bremser med det samme op og skynder mig tilbage, hvor drengen grædende sidder på skødet af sin mor, mens hun hurtigt undersøger, om der er sket noget med hans tænder.
Jeg undskylder mange gange overfor forældrene og drengen, og fortæller dem at jeg er meget ked af hændelsen.
Herefter kommer så forskellen på en moden og umoden holdning. Er der tale om to umodne forældre uden ressourcer og overskud, ville de have skældt mig ud, bebrejdet mig og kritiseret min måde at cykle på. Havde hændelsen foregået i USA, ville de med stor sandsynlighed også have sagsøgt mig.
Er det derimod to modne mennesker med et overskud og overblik, ville de have sagt til mig, at det selvfølgelig var deres eget ansvar at holde fast på drengen. At jeg var uden skyld i uheldet, fordi det var drengen, som pludselig uden varsel løb ud foran mig.
Min reaktion i de to tilfælde kunne være følgende:
I det første tilfælde med de umodne forældre kunne jeg vælge at ”krybe i et musehul” og spille offer – eller jeg kunne føle mig uretfærdig behandlet, blive vred og skælde dem ud som en ”bøddel”. Hvis forældrene havde valgt at reagere umodent, havde de dermed lært deres barn en umoden holdning, og at det er OK med manglende selvansvarlighed og at skyde skylden på andre. Dermed vil de også gøres deres barn til et menneske uden selvansvar.
Heldigvis var forældrene i mit tilfælde modne og ansvarsbevidste, så da de fandt ud af, at der ikke var blod eller tandskader, blev det blot betragtet som et mindre uheld. Jeg havde undskyldt og tydeligt vist dem, at jeg påtog mig min del af ansvaret. Forældre sagde, at det var okay, og at der ikke var nogen at bebrejde.
Da jeg kørte derfra, var jeg naturligvis rystet og chokeret over denne oplevelse, men samtidig var jeg lettet.
Historien viser, at resultatet og konsekvenserne af at have en moden eller umoden holdning er vidt forskellig – for alle parter.
.
Lille årsag – stor virkning
Hvem er egentlig ansvarlig for katastrofen med det løbske tog i Canada? Er det jernbaneselskabet, der ikke havde sat en ekstra bremse på toget og som tillod vagtskifte på en bakkeskråning? Eller er det brandfolkene, der slukkede den første lille brand? Eller måske den tekniske assistent, der ikke i tide fik udskiftet relæet eller pakningen, som startede den første brand? Eller myndighederne, der ikke lovgav ordentligt? Og sådan kan rækken fortsætte…
Se www.dr.dk/Nyheder/Udland/2013/07/09/0709201814.htm
Det er nok ingen enkeltpersons SKYLD, men derimod et sammentræf af omstændigheder, der samlet ledte frem til katastrofen. Et fravær af blot EN af hændelserne ville have stoppet kædereaktionen, inden det gik galt.
Tilsvarende udvikler succes’er sig også: En god ide. Et tilfældigt møde. En lille bemærkning. Og BINGO: Stor succes med parforholdet, jobbet m.m.
Er det ikke lidt tankevækkende?
Vil viden om disse sammenhænge gøre dig i stand til at hjælpe dig i din strategi med at få mere succes og undgå ulykker? Handler det mon blot om gode vaner og omtanke? Er det de små ting i hverdagen, der gør den store forskel?
.
Ansvarsfordeling i parforholdet
Et parforhold, hvor den ene tager ansvar og er selvansvarlig, mens den anden ikke gør, vil efterhånden køre skævt. Den ene kommer til at trække et større og større læs, mens den anden kører på frihjul.
Ansvar kan man lære, og meget børneopdragelse går ud på at lære at tage ansvar.
Selvansvarlighed er ikke det samme som ansvarlighed, men derimod noget, man skal opsøge af egen drift. Det kan ikke påtvinges andre eller tillæres, og det kommer ikke af sig selv. Man skal have et (stort) behov, for at være tilstrækkeligt motiveret til selvansvarlighed. Motivationen udspringer i de fleste tilfælde af en smerte, man vil undgå, men det kan i nogle tilfælde også være noget behageligt, man vil have mere af.
Det kræver en modenhed og et overblik at kunne sige: ”Det er mine egne valg, der har ledt frem til, at min indtjening er ændret, at jeg har været udsat for vold, eller at der er helbredsmæssige udfordringer i familien”.
Det handler ikke om SKYLD, som på ingen måde er det samme som ANSVAR. Det er bestemt ikke din skyld, at det er gået galt for dig. Men det er dit personlige ansvar.
Der er kun fem ting, vi er nødt til: Disse er at trække vejret, at drikke, at spise, at komme af med det igen, samt at sove. Resten i livet er valg. Lad mig understrege dette: ALT andet er valg.
Økonomisk snyd i parforholdet er en blinkende advarselslampe
Et bundt pengesedler i bunden af en kagedåse vil sandsynligvis ikke komme til at ødelægge dit ægteskab. Men din ægtefælles økonomiske snyderi kunne alligevel godt være begyndelsen til enden på jeres parforhold.
Der findes hvide løgne og der findes sorte løgne. Små løgne og store løgne. Men alle store løgne er startet som små løgne. En narkoman er startet med cigaretter eller hash. En indbrudstyv er startet med rapseri. En krigsforbryder er startet med et lag tæsk. Alting udvikler sig lidt efter lidt, og ofte kommer det snigende uden at man opdager det.
Et af advarselssignalerne i et parforhold er, at der bliver løjet om pengesager. Små løgne eller hemmelighedskræmmeri om finanser kan føre til endnu mere skadelige adfærd med alvorligere konsekvenser for jeres ægteskab.
Heldigvis er det ikke så tit, at der bliver løjet om økonomi mellem ægtefæller, men undersøgelser viser, at i de tilfælde, det sker, drejer halvdelen af løgnene sig om skjulte kontanter og mindre indkøb. En syvendedel handler om store indkøb og hemmelige bankkonti. En tiendedel lyver om deres gæld, og den mængde penge de tjener. Nogle er uærlige på flere af de nævnte punkter.
Årsagerne til, at folk lyver for deres partner om deres penge, kan være skyldfølelse, frygt eller behovet for kontrol. En pragmatisk løgn kan også være fordi man ikke tror på parforholdet og gør sig klar til at skulle skilles. Læs mere...
