Hvilken type kommunikation skal man bruge, når man er frustreret og vred – og partneren ser ud til ikke at forstå det, eller tilsyneladende bare er helt upåvirket? I det tilfælde skal man bruge ”Brønden”. Det er en tryg og fast ramme, inden for hvilken man kan udfolde sig følelsesmæssigt helt frit. Men det skal øves af begge rigtigt mange gange i ”fredstid” for at man kan bruge det optimalt i ”krigstid”.
Brønden er det feminine i os alle (altså i både manden og kvinden), hvor vi har brug for at gå ned i følelsernes dyb, helt ned på bunden af brønden, for dér at få afsæt til at komme op igen, forfrisket og lettet. Den ideelle situation er, at man går ned sammen med partneren, hvilket betyder at man får sin partner til at lytte og være nærværende.
Men den reelle verden er som regel helt anderledes. Continue reading
Af og til er der folk, der ringer til mig, og fortæller, at partneren har et problem, og spørger om jeg kan fixe det. Eller fortæller, at partneren er problemet, og om jeg kan hjælpe dem. I begge tilfælde er svaret Nej!
Jeg kan ikke hjælpe nogen, der ikke selv vil hjælpes, det vil sige selv kan ringe op til mig og beskrive problematikkerne. Der skal være en stærk motivation hos klienterne, for at jeg er i stand til at hjælpe dem med at løse problemerne.
Det er heller aldrig bare den ene, der er problemet, og den anden er helt uskyldig. I har et problem sammen, og det optimale er, at I løser det sammen. Det hjælper ikke noget blot at pege fingre ad hinanden.
Et af de spørgsmål, der hyppigst dukker op omkring parforhold er det, at man ønsker at udtrykke sig frit og ærligt. Hvordan gør man det uden at skade hinanden?
Nu er ærlighed jo en temmelig relativ størrelse. Det svarer lidt til at sælge elastikker i metermål… Det er helt fint at udtrykke sin ærlige mening, hvis man altså bare gør det indenfor nogle helt bestemte og aftalte rammer. Dette skal overholdes for at der kan være tillid, tryghed og respekt for hinanden. Hvis den ene føler sig kritiseret, bebrejdet eller tilmed ydmyget, så bliver det rigtigt svært.
Et særdeles anvendeligt værktøj, eller Ramme, er ”Brønden”. At man kan tale om sine følelser, udtrykke sig selv, får luftet ud indeni, vil føles rigtigt rart. Når man har været helt nede på bunden af den følelsesmæssige brønd, får man et godt afsæt til at komme i den friske luft igen.
Når du har brug for at gå i Brønden for at tale om dine følelser, fordi der er en udfordring eller frustration, skal du gøre følgende fire ting, inden du kan begynde at snakke. Disse fire ting kan føles svære, underlige, unaturlige, uærlige osv, men for at du kan få noget andet, end det, du har haft hidtil (fx at din partner er gået til modangreb, er løbet sin vej, er kommet med en masse syge forklaringer eller lignende) skal du gøre det MODSATTE af det, du plejer at gøre.
Langt de fleste af mine klienter har problemer med kommunikationen med deres partner. Det handler om manglende forståelse og misopfattelser. Man kan udveksle alverdens ord, meninger og holdninger, men bliver man ikke forstået (eller føler sig forstået), forsvinder respekten nemt. Der mangler tillid og tryghed i parforholdet. Så kommunikation er nøgleordet, og det er præcis det, jeg lærer folk. Mange har den opfattelse, at de kommunikerer godt med hinanden, eller de har været på kommunikationskursus i forbindelse med deres arbejde og lært en masse teknikker. Men intet af det hjælper noget, hvis man ikke kan forstå hinanden i parforholdet. Fungerer parforholdet, eller fungerer det ikke?
Hvis der er noget, der gør ondt, og hvis der er noget, der ikke bliver forstået, så er det formentlig kommunikationen, den er gal med. Og det går begge veje. Det er aldrig kun den enes ”skyld”. Hvis den ene ikke kan kommunikere, har den anden ikke formået at kommunikere på en hensigtsmæssig måde. Ansvaret påhviler begge parter med lige stor vægt.
Jeg hjælper mine klienter med at skabe en forståelse for hinanden og at føle sig forstået. Uden nødvendigvis at blive enige. Derimod at blive forstået for at være den, du er, med de meninger og holdninger, du har, og for alt det, du gør.
Når I begge to har forståelsen for jer selv og hinanden, kan I være nok så uenige om emner som økonomi, børneopdragelse, politik, religion og andet. Hvis der er respekt for hinanden, tillid, tryghed og forståelse i parforholdet, er det lykkedes.
Her er 10 ting, du må opgive, hvis du ønsker at være lykkelig:
1. Begrænsende overbevisninger
2. At dvæle ved fortiden
3. At bekymre sig om fremtiden
4. At tale negativt til og om sig selv
5. Behovet for at gøre indtryk på andre
6. At beklage sig
7. Behovet for altid at skulle have ret
8. Modstand imod forandring
9. At give andre skylden
10. Behovet for andres accept
Tre ting, du skal tilegne dig, hvis du vil være lykkelig
1. Taknemmelighed
2. Tilgivelse
3. Kærlighed
.
Normalt anbefaler jeg, at man altid prøver alle muligheder over en længere periode, før man i et kompliceret og smertefuldt parforhold overvejer den allersidste udvej: Skilsmissen!
Husk, at summen af problemer altid er den samme. Hvis du lader dig skille, fordi din partner er uudholdelig, vil nogle problemer forsvinde, men andre uundgåeligt dukke op. Især hvis I har børn sammen.
Uanset hvad man vælger, er det klogeste at håndtere problemerne, der, hvor de er, så de ikke dukker op igen.
Men hvad gør man, når parforholdet ikke fungerer? Hvornår er nok nok?
Hvis din partner altid
vrisser ad dig,
helt åbenlyst foragter dig,
nægter at røre ved dig,
modstræbende går i parterapi eller måske afviser enhver form for parterapi og egenterapi,
kan det være fordi din partner ikke evner, eller har kræfter, eller måske ligefrem nægter at arbejde med sig selv og sine egne overbevisninger og projektioner. Ofte er det tegn på frygt og lavt selvværd. Samtidig er der stor sandsynlighed for, at din partner påstår, at alt, hvad der er galt, er din skyld. At tro, at alle genvordigheder er ens partners skyld, er en egoistisk holdning og en barnlig, umoden, infantil adfærd.
For mange år siden levede jeg selv sammen med en kvinde, som efter fem års samliv hårdnakket påstod, at jeg var psykisk syg. Hun fik mig oven i købet til at opsøge en psykiater, men allerede til den anden konsultation afsluttede han behandlingen med at sige direkte til mig, at jeg skulle gå hjem og blive skilt så hurtigt som muligt. Jeg er blevet betydeligt klogere på mig selv og parforhold siden da….
Hvis du igennem adskillige år har været sammen med en partner, der ikke ønsker parforholdet, og du kan mærke, at det efterhånden går ud over både dig, parforholdet og børnene, så er det på tide at skride til mere drastiske valg og handlinger. Men vent lidt med kattelemmen skilsmisse.
Børnene
Du og din partner er rollemodeller for jeres børn. Hvis I ikke er partnere i et kærligt parforhold, men blot bor i en slags bofællesskab sammen, så er det ikke tilstrækkelig til at være en god rollemodel. Hvor lærer børnene noget om parforhold henne? Er det et fag på skoleskemaet? Eller er det ved at se de voksne leve sammen? Uanset om de voksne er barnets biologiske forældre, eller det er stedforældre, kopierer børnene adfærd og holdning, så hvordan ønsker du at dit barns fremtidige parforhold skal udfolde sig? Den måde du og din partner taler sammen på (eller ikke taler på) vil dit barn kopiere til din sviger-søn/datter…..
Børnene i dysfunktionelle parforhold kan endvidere udvikle symptomer af meget forskellig art, fx spiseforstyrrelser, uhæmmet celledeling – eller det, der er værre. Jeg oplever ofte, at når folk kommer til mig i parterapi, er det første synlige tegn på forbedring, at børnene begynder at slappe af – og det kan ske i løbet af meget få dage. Børnene er, på et eksistentielt plan, dybt afhængige af, at forældrene har det godt sammen. Hvis de voksne for 50.000 år siden ikke kunne fungere sammen, var der risiko for at blive spist af de vilde dyr.
Hvad kan konsekvenserne være, hvis man har en moden eller umoden holdning til tilværelsen?
Dette kan illustreres ved et eksempel taget fra mit eget liv.
En dag kom jeg kørende på en smal cykelsti på Frederiksberg med relativt god fart. På et tidspunkt står der en gruppe mennesker ved kantstenen til højre for mig, men da det er en almindelig cykelsti, fortsætter jeg med samme fart. Pludselig river en dreng på omkring 5 år sig løs fra sin fars hånd og løber tværs over cykelstien til sin mor, der står med hovedet inde i den parkerede bils bagagerum. Denne situation sker lige foran mig, og jeg kan ikke undgå at ramme drengen med min cykels højre pedal.
Jeg bremser med det samme op og skynder mig tilbage, hvor drengen grædende sidder på skødet af sin mor, mens hun hurtigt undersøger, om der er sket noget med hans tænder.
Jeg undskylder mange gange overfor forældrene og drengen, og fortæller dem at jeg er meget ked af hændelsen.
Herefter kommer så forskellen på en moden og umoden holdning. Er der tale om to umodne forældre uden ressourcer og overskud, ville de have skældt mig ud, bebrejdet mig og kritiseret min måde at cykle på. Havde hændelsen foregået i USA, ville de med stor sandsynlighed også have sagsøgt mig.
Er det derimod to modne mennesker med et overskud og overblik, ville de have sagt til mig, at det selvfølgelig var deres eget ansvar at holde fast på drengen. At jeg var uden skyld i uheldet, fordi det var drengen, som pludselig uden varsel løb ud foran mig.
Min reaktion i de to tilfælde kunne være følgende:
I det første tilfælde med de umodne forældre kunne jeg vælge at ”krybe i et musehul” og spille offer – eller jeg kunne føle mig uretfærdig behandlet, blive vred og skælde dem ud som en ”bøddel”. Hvis forældrene havde valgt at reagere umodent, havde de dermed lært deres barn en umoden holdning, og at det er OK med manglende selvansvarlighed og at skyde skylden på andre. Dermed vil de også gøres deres barn til et menneske uden selvansvar.
Heldigvis var forældrene i mit tilfælde modne og ansvarsbevidste, så da de fandt ud af, at der ikke var blod eller tandskader, blev det blot betragtet som et mindre uheld. Jeg havde undskyldt og tydeligt vist dem, at jeg påtog mig min del af ansvaret. Forældre sagde, at det var okay, og at der ikke var nogen at bebrejde.
Da jeg kørte derfra, var jeg naturligvis rystet og chokeret over denne oplevelse, men samtidig var jeg lettet.
Historien viser, at resultatet og konsekvenserne af at have en moden eller umoden holdning er vidt forskellig – for alle parter.
Hvem er egentlig ansvarlig for katastrofen med det løbske tog i Canada? Er det jernbaneselskabet, der ikke havde sat en ekstra bremse på toget og som tillod vagtskifte på en bakkeskråning? Eller er det brandfolkene, der slukkede den første lille brand? Eller måske den tekniske assistent, der ikke i tide fik udskiftet relæet eller pakningen, som startede den første brand? Eller myndighederne, der ikke lovgav ordentligt? Og sådan kan rækken fortsætte…
Det er nok ingen enkeltpersons SKYLD, men derimod et sammentræf af omstændigheder, der samlet ledte frem til katastrofen. Et fravær af blot EN af hændelserne ville have stoppet kædereaktionen, inden det gik galt.
Tilsvarende udvikler succes’er sig også: En god ide. Et tilfældigt møde. En lille bemærkning. Og BINGO: Stor succes med parforholdet, jobbet m.m.
Er det ikke lidt tankevækkende?
Vil viden om disse sammenhænge gøre dig i stand til at hjælpe dig i din strategi med at få mere succes og undgå ulykker? Handler det mon blot om gode vaner og omtanke? Er det de små ting i hverdagen, der gør den store forskel?
Forskellen mellem ansvarlighed og selvansvarlighed
Et parforhold, hvor den ene tager ansvar og er selvansvarlig, mens den anden ikke gør, vil efterhånden køre skævt. Den ene kommer til at trække et større og større læs, mens den anden kører på frihjul.
Ansvar kan man lære, og meget børneopdragelse går ud på at lære at tage ansvar.
Selvansvarlighed er ikke det samme som ansvarlighed, men derimod noget, man skal opsøge af egen drift. Det kan ikke påtvinges andre eller tillæres, og det kommer ikke af sig selv. Man skal have et (stort) behov, for at være tilstrækkeligt motiveret til selvansvarlighed. Motivationen udspringer i de fleste tilfælde af en smerte, man vil undgå, men det kan i nogle tilfælde også være noget behageligt, man vil have mere af.
Det kræver en modenhed og et overblik at kunne sige: ”Det er mine egne valg, der har ledt frem til, at min indtjening er ændret, at jeg har været udsat for vold, eller at der er helbredsmæssige udfordringer i familien”.
Det handler ikke om SKYLD, som på ingen måde er det samme som ANSVAR. Det er bestemt ikke din skyld, at det er gået galt for dig. Men det er dit personlige ansvar.
Nødt til
Der er kun fem ting, vi er nødt til:
at trække vejret
at drikke
at spise
at komme af med det igen
at sove
Resten i livet er valg. Lad mig understrege dette: ALT andet er valg.
Et bundt pengesedler i bunden af en kagedåse vil sandsynligvis ikke komme til at ødelægge dit ægteskab. Men din ægtefælles økonomiske snyderi kunne alligevel godt være begyndelsen til enden på jeres parforhold.
Der findes hvide løgne og der findes sorte løgne. Små løgne og store løgne. Men alle store løgne er startet som små løgne.
En narkoman er startet med cigaretter eller hash.
En indbrudstyv er startet med rapseri.
En krigsforbryder er startet med et lag tæsk.
Alting udvikler sig lidt efter lidt, og ofte kommer det snigende uden at man opdager det.
Et af advarselssignalerne i et parforhold er, at der bliver løjet om pengesager. Små løgne eller hemmelighedskræmmeri om finanser kan føre til endnu mere skadelige adfærd med alvorligere konsekvenser for jeres ægteskab.
Heldigvis er det ikke så tit, at der bliver løjet om økonomi mellem ægtefæller, men undersøgelser viser, at i de tilfælde, det sker, drejer halvdelen af løgnene sig om skjulte kontanter og mindre indkøb. En syvendedel handler om store indkøb og hemmelige bankkonti. En tiendedel lyver om deres gæld, og den mængde penge de tjener. Nogle er uærlige på flere af de nævnte punkter.
Årsagerne til, at folk lyver for deres partner om deres penge, kan være skyldfølelse, frygt eller behovet for kontrol. En pragmatisk løgn kan også være fordi man ikke tror på parforholdet og gør sig klar til at skulle skilles. Continue reading
