Nogle gange bliver jeg spurgt, hvorfor livet skal være så besværligt, inden det bliver let.
En del (især) kvinder opdager, at den nye papforældre til deres børn er end bedre forældre end den biologiske. Det gælder for både mænd og kvinder. Hvordan kan det mon være?
Min tese er, at hvis man ikke er klar over, hvad der kræves for at vedligeholde et parforhold, eller hvad det vil sige at være en god partner og forældre, det vil kort sagt sige at man ikke har sat sig ind i og efterlever ”Parforholdets Færdselsregler”, så kan det gå galt. Hvis man bare tager alting for givet, og læner sig tilbage og regner med, at parforholdet passer sig selv, for nu er man heldigvis blevet gift og har fået børn, så kan det skabe en masse frustration hos partneren.
Har man derimod oplevet, hvad det vil sige at miste noget dyrebart, så strammer man sig betydeligt mere an end tidligere. Når man har lært taknemmeligheden over det, der er, i stedet for utilfredsheden over det, som ikke er, så er man i stand til at påskønne det, man har med en anden, og kan lægge energi i det.
De mennesker, der har prøvet at miste, (enten parforholdet, førligheden, en eller flere sanser, identiteten) værdsætter oftere det nye på en anden måde, og de gør noget for at holde fast i det, der er, eksempelvis parforholdet.
