Sted-far
En lørdag i september 2011 var jeg med mine to bonus-drenge på 10 og 13 år på shelter-tur ved Solrød Strand. Vi cyklede ned til en naturlejrplads med et shelter (et halvtag at sove under) og en tilhørende bålplads. Vi fiskede i den nærliggende sø og bagte snobrød over bålet. Det var en fantastisk tur for os alle tre fra lørdag til søndag.
Ingen af drengene har været spejdere eller på anden måde lært at klare sig i naturen på primitiv vis. Jeg selv har derimod fra jeg var helt lille været vant til at færdes i naturen som spejder, og senere har jeg rejst meget i hele verden. Fx var jeg som 25-årig med rygsæk i 2½ måned fra Egypten gennem Mellemøsten til Indien.
At tænde bål
Forrige år begyndte jeg at lære drengene at tænde bål med en tændstik uden brug af papir, tændvæske eller andre hjælpemidler. Det kræver en masse viden og erfaring at kunne gøre dette. Jeg plejer at sige, at når du har gjort noget et hundrede gange begynder man at blive god til det. Jeg startede med at vise drengene, hvordan de skulle gøre, og de følgende gange gjorde de selv mere og mere. De har nu selv tændt bål adskillige gange med større eller mindre held, men i går lykkedes det til deres store frustration ikke. Læringen her var, at sådan kan det også være en gang imellem. Selv om grene og kviste var indsamlet uger før vores afrejse, for at de kunne nå at tørre, var den forberedelse ikke nok til, at ilden kunne få fat i træet. Vi måtte supplere med papir.
Read More »Livets genveje