Etik, forventninger og basale værdier for jer begge
– Hvordan forhindrer man misforståelser og skuffede forventninger?
– Hvordan kan man forberede sig bedst, inden man indleder et parforhold, hvis man begge to ønsker at det skal vare hele livet?
– Og hvordan vedligeholder man sit igangværende parforhold, så man ikke risikerer at køre skævt af hinanden hen ad vejen?
Værdiafklaring – Forventningsafstemning
I denne artikel vil jeg vise dig nogle enkle og konkrete måder, med hvilken du og din partner vil være i stand til at finde jeres indre værdier og afstemme forventningerne med hinanden.
Jeg har delt artiklen op i fire punkter:
- Etiske overvejelser
- Værdi-kategorier
- Værdiafklaring
- Forventningsafstemning
En VÆRDI i parforholdet (og andre steder) er noget, DU kan GØRE. Læg mærke til de tre fremhævede ord. Det er noget, DU har indflydelse på. Altså ikke noget, du kan forvente af andre. Dermed gør du dig uafhængig og fri til at få det liv, du ønsker dig.
Værdier er ikke det samme som ønsker, behov og krav. Værdier er, hvad du ønsker at gøre. Ikke, hvad du ønsker at have og få (fra din partner).
Men samtidig skal din partner også vide, hvad du gerne vil have og ønsker dig og vice versa (se Prioriteringstrekanten).
Værdier er som et kompas, der giver jer jeres liv retning på rejsen. Men det er ikke det samme som at foretage rejsen. Der skal handling til. ”Ét er et søkort at forstå. Et andet skib at føre”. Og I skal VIDE, hvad I skal gøre, for at få det til at lykkes.
Med stor sandsynlighed har du og din partner nogenlunde de samme grundlæggende værdi-sæt, men I kan have forskellige regler og måder at bringe dem ud i livet på.
Hvis du insisterer på, at dine regler er ”rigtige”, og din partners er ”forkerte”, vil der helt sikkert komme konflikt ud af det.
Hvis I derimod kan kommunikere med hinanden, så I kan forstå hinanden, vil det hjælpe jer til at kunne respektere hinanden og få hverdagen til at fungere bedre med tillid og tryghed.
Værdisæt
Hvis du lever dit liv udelukkende efter regler, kan du risikere at føle dig begrænset og stresset. Hvis du i stedet kan finde dine egne værdier i livet, og finde værdier, du og din partner deler med hinanden, vil det føles meget mere let, frit og åbent. Du har mere fleksibilitet med værdier øverst og top-prioriteret som et etisk kompas, frem for regler. Hvis du blindt følger regler, risikerer du at blive kold og stiv. Det er også lettere at blive enige om værdier end om regler. Prøv at diskutere højre- eller venstrekørsel med en englænder, hvilket er ret konkrete regler, i forhold til almindelig hensyntagen i trafikken, som har mere med værdier at gøre.
Jeres værdisæt bør altid stå over jeres følelser. Det vil hjælpe jer med at komme igennem svære tider, hvor I bliver vrede på hinanden.