Hvorfor går det nogle gange så frygteligt galt i parforholdet – uden at vi er klar over hvorfor?
Den amerikanske psykolog John Gottman har grundigt studeret videoer med samtaler fra flere end 3.000 ægtepar. Han opdagede, at der var nogle bestemte typer adfærd, der har stor indflydelse på ægteskabets holdbarhed. Ægteparrene blev filmet, mens de snakkede sammen, og herefter målte, optalte og registrerede Gottman og hans medarbejdere 20 forskellige kategorier af følelsesudtryk – fx sorg, vrede og frustration.
Analyserne viste, at det er ret nemt at forudsige, hvorvidt et ægteskab kan holde, eller om det er på vej mod sin afslutning.
Når ægteskabet går dårligt
Gottman fandt ud af, at de fire værste ting, man i et ægteskab kan udsætte hinanden for, er forsvar, kritik, obstruktion og foragt. Jo oftere parret udsatte hinanden for denne adfærd, des større var risikoen for en kommende skilsmisse.
Kvinder (eller rettere den feminine del i os alle) tænker hurtigt, men ofte på den korte bane.
Mænd (eller det maskuline i os alle) har mere overblik og tænker langsigtet – men langsommere.
I det ideelle (par)forhold supplerer vi hinanden. Vi giver hinanden opmærksomhed, og gør hvad vi kan for at forstå hinanden. Vi vælger også begge to at give partneren dét, partneren gerne vil have.
Hvis der derimod er ubalance og konflikt, kan der udspille sig en krig mellem kønnene. Forskellen mellem den hurtige og langsomme tænkning er grunden til, at det oftest er mændene, der oplever de nævnte fire værste ting. Kvinderne er normalt bedre skåret på tungebåndet, og nogle mænd vælger at lukke af og resignere, eller de tyer til den voldelige løsning, som afslutning på en konflikt, fordi de oftest er de fysisk stærkeste.
2:11 minutter
Alle nævnte overlevelsesstrategier er uhensigtsmæssige i et parforhold, hvor man grundlæggende vil hinanden og parforholdet det bedste.
Oversigt: I denne artikel vil jeg give en forklaring på, hvorfor din partner er så negativ – eller meget positiv – og hvad du kan gøre ved det, hvis det er et problem!
Det handler meget om, hvad der motiverer os hver især, mænd såvel som kvinder.
Jeg vil beskrive, hvordan du kan skabe balance mellem det følelsesmæssige og det tankemæssige, så livet og relationerne bliver lettere.
Jeg kommer også ind på, hvad surhed og negativitet gør ved børn efter skilsmisse.
Midt i artiklen har jeg anvist nogle helt konkrete løsningsforslag, hvis din partner er meget vred eller rasende.
Jeg beskriver også, hvad der kan gøres, og hvad man absolut ikke må gøre, hvis man lever sammen med en meget vrangvillig og negativ person.
Naturligt og nødvendigt
Negativiteten er lige så naturlig og nødvendig som positiviteten. De to skal helst afbalancere hinanden. Hver ting til sin tid. Begge dele har en funktion, men “for meget og for lidt fordærver alting”.
Du skal tage ansvar for dig selv, og finde ud af, hvad det var, der i første omgang skabte den situation, du sidder i lige nu. Hvorfor tiltrak du dig negativiteten, og hvordan kan du afbalancere den?
Først en kort, konkret løsningsmodel som en appetitvækker til resten af artiklen: Et menneske (mand eller kvinde), der er i sine følelsers vold (og er meget negativ), er lige som et lille barn, og skal behandles derefter.
Lad være med at ignorere eller straffe
Sæt ord på og gør tingene tydelige. Det vil sige, at du tydeligt skal vise, at du lytter (og måske forstår)
Kommuniker dine grænser (klogt, høfligt, diplomatisk og hensigtsmæssigt)
…og find derefter ud af, hvad der skabte negativiteten. Typisk er det et tegn på utryghed. Hvad har du gjort, som har skabt en følelse af tryghed for din partner? Continue reading
Bekræftende positiv og virkningsfuld kommunikation
Et særdeles effektivt kommunikationsværktøj
God kommunikation er ikke, hvad du selv TROR, at du siger. Det handler derimod om, hvordan dét, du siger, bliver OPFATTET af din partner.
– Når livet og parforholdet giver mening, føles det godt og trygt – For at skabe mening, må man først kunne forstå – Og for at forstå, skal man kunne kommunikere med hinanden på en ordentlig måde
At kommunikere hensigtsmæssigt er ikke blot at udveksle holdninger og ord, men at kunne sætte sig ind i, hvordan det må være at være den anden, og hvad den anden tror, føler, tænker og mener. Når man fortæller om noget, der optager en, sker der en healing og forløsning på flere planer:
Først får man selv sat ord og billeder på den oplevelse, man har haft.
Partneren hører og forstår, hvad der foregik og foregår – og genfortæller det.
Man hører det sagte, og kan justere sit indtryk, så det bliver mere realistisk.
Partneren kan navigere i ens smerte og kan dermed undgå at forværre tilstanden.
Man føler sig hørt, set og forstået, hvilket opløser stress, utryghed og følelsesmæssig smerte.
Faktisk er den som en slags psykoterapeutisk værktøj, man med succes kan bruge i sit parforhold – uden selv at være uddannet psykoterapeut… altså vel at mærke når man har lært at bruge det efter grundig træning.
Dialogen kan sammenlignes lidt med det store brandslukningsanlæg som et sprinkler-system i en bygning er. Alting bliver gennemvædet, men det er også nødvendigt, hvis ilden har fået rigtigt fat.
Hvis man derimod kun skal have løst et lille hurtigt problem, er en “håndslukker” mere velegnet, eksempelvis “Brønden“.
Jeg anbefaler i øvrigt at Den Anerkendende Selvansvarlige Dialog bliver øvet jævnligt, på ”ufarlige” emner derhjemme, og så tager vi de alvorligere ting i klinikken. Med ufarlige emner mener jeg noget, der intet har med jer eller jeres parforhold eller hjem at gøre. Noget helt uden for, fordi i begyndelsen vil I ikke have den tilstrækkelige øvelse til at undgå at blive vrede på hinanden.
Se eksempel på Dialogen med to skuespillere:
22:43 minutter
Forstå og bliv forstået
Metoden bevirker, at I kommer til at høre og forstå hinanden. Det er ikke for at blive enige, men udelukkende for at forstå sin partner, og at man selv føler sig hørt og forstået. Enighed betyder meget lidt i et godt fungerende parforhold. Men forståelse, medfølelse, tillid, tryghed og respekt for hinanden er altafgørende.
Anerkendende kommunikation kan i begyndelsen virke både langsommelig, besværlig og føles meget kunstig, men det er en læringsproces, som skal øves en hel del gange, inden den føles let, naturlig, effektiv og hurtig. Det er på en måde som at lære et helt nyt sprog – eller at lære at køre bil.
I begyndelsen er det besværligt, men slutresultatet skulle gerne være, at I helt automatisk er i stand til at høre og forstå hinanden i det daglige. Men inden da skal der lige lægges en hel del tid og ressourcer i at opnå færdighederne.
Den Anerkendende Selvansvarlige Dialog kan i øvrigt også med stor fordel anvendes i andre forbindelser, hvor to mennesker, fx arbejdskollegaer eller forældre-barn, har brug for at forstå hinanden for at kunne få det bedste ud af samarbejdet.
Psst… Gør som flere end 1.600 andre besøgende på denne hjemmeside om parforhold allerede har gjort. Tilmeld dig mit nyhedsbrev, som trin for trin vil vise dig, hvordan du får dig det parforhold, du ønsker dig og længes efter.
Her er først en hurtig beskrivelse af hvad metoden består af:
Quick-guide
Først anerkender I hinanden for noget, partneren har sagt eller gjort, som du kan lide – og hvilken følelse, det giver dig. Hold gerne hinanden i hænderne.
Den ene af jer, der har et konkret problem, er afsender, og bruger 15 sekunder på at beskrive problemet og situationen så detaljeret og konkret som muligt. Der må gerne bruges DU. Men kun på de 15 sekunder. —————————————-
Afsenderen fortæller og holder sig på sin egen banehalvdel, er konkret, siger ikke DU, ingen kritik, bebrejdelser eller gentagelser. Korte sætninger. Hold dig til emnet. ”Jeg føler/følte mig…” Fortæl også om hensigten.
Modtageren lytter nysgerrigt, åbent og neutralt for at FORSTÅ (ikke for at være enig), og starter hver bekræftende respons med: ”Jeg hører dig sige at……” Modtageren må ikke fortolke eller løse problemer eller stille spørgsmål. Lige tryk på alle ord. Derefter tilbage til punkt 3.
Når afsenderen har fortalt om sine følelser i den konkrete situation, finder afsenderen ind til grundfølelsen.
Afsenderen finder og beskriver tråden tilbage (til barndommen). Grundfølelsen minder måske afsenderen om en lignende følelse fra før, helst helt tilbage fra barndommen. Afsenderen beskriver så detaljeret som muligt sine følelser dengang.
Modtageren: ”Jeg hører dig sige, at denne grundfølelse måske minder dig om…..”
Når afsenderen er færdig med barndommen, siger han/hun tydeligt: ”Nu er jeg færdig”
Derefter giver modtageren et kort resumé i overskriftsform, først om den konkrete nutidige hændelse, og derefter hvad følelsen muligvis/måske mindede om fra barndommen/ungdommen.
Afsenderen giver nu modtageren en gave i form af at fortælle, hvad det gjorde (af godt) for ham/hende, at modtageren lyttede så nærværende og fokuseret – udelukkende for at FORSTÅ afsenderen. (Sig ikke DU, men derimod “Jeg føler mig…”)
Modtageren giver gaven tilbage ved at fortælle om, hvad det gjorde (af godt) i form af fx større forståelse, omsorg, lettelse, medfølelse for afsenderen eller måske oven i købet en åbenbaring af ny viden. (Sig ikke DU eller lignende. Bliv hos dig selv, ved at sige “Jeg føler mig…”)
Derefter bytter afsender og modtager roller, og den nye afsender tager udgangspunkt i nøjagtigt den samme situation, bare set fra sin egen synsvinkel. (Tilbage til punkt 3 ⬆)
Her er de lidt mere detaljerede “regler” for samtalen
Først sætter I jer i ro over for hinanden, tager hinanden i hænderne, ser hinanden i øjnene, og skiftes til at anerkende den anden for noget, den anden har sagt, gjort eller været (i løbet af dagen eller ugen), som den første er glad for. Vedkommende runder af med at fortælle hvilke (positive) følelser, det vækker.
Efter at den ene er færdig, er det den andens tur til at komme med en anerkendelse. Vær så specifik som muligt. Denne lille opvarmning vil lægge et godt solidt fundament til den efterfølgende (alvorlige) samtale.
Den person, der starter den Anerkendende Selvansvarlige Dialog, er afsenderen, og den anden er modtageren.
Først fortæller afsenderen kort og præcist, hvad emnet er. Dette må ikke tage mere end omkring 15 sekunder, for at modtageren er klar over, hvad det handler om. Afsenderen kan indlede med: ”Da du……” eller ”Dengang du…..”. Det skal være en helt konkret hændelse (dag, tid, sted, adfærd).
Derefter fortsætter afsenderen med at fortælle om de ting, der er svære (i korte præcise sætninger):
– Min frustration: ”Det, som udløser min frustration, er…” – Min følelse: ”Jeg føler mig…” eller “Jeg følte (mig)…” – Min reaktive adfærd: ”Det, jeg gør, er…” – Min aktuelle historie: ”Det, jeg fortæller mig selv, er… Det, jeg dybest set frygter er… Mine umødte behov er…”
Det er vigtigt i anerkendende kommunikation, at afsenderen holder sig på sin egen “banehalvdel”.
Afsenderens ansvar
Det er afsenderens ansvar: – at holde sig til emnet – at tale om sig selv i jeg-form (du-du-du er det samme som optagettonen på en fastnettelefon. Hvis man dutter hinanden, er der optaget) – at undgå kritik, bebrejdelser, skampåførelse, beskyldninger og nedgørelse af partneren – ikke bruge ikke-ord (fx ikke sige: ”Jeg ser ikke nogen spøgelser”, fordi der er en skjult kritik af partneren i den sætning, fx at partneren ser disse spøgelser) – kun at sige og forholde sig til det, der ER (jævnføre ovenstående), og ikke fortælle, hvordan man ikke har det – at undgå at sende mere, end partneren kan modtage, det vil sige kun at tale i få og korte sætninger ad gangen. Jo større konflikten er, jo kortere sætninger – at lytte til modtagerens spejling (gentagelsen/tilbagemeldingen/responsen/reflektionen) uden at afbryde – at mærke efter, om spejlingen er præcis – at gøre uklare budskaber klarere for modtageren – at undgå at gentage sig selv, når spejlingen har været præcis. Der er ikke noget værre end at høre på gentagelser, når man har forstået, hvad der bliver sagt.
Når afsenderen har sagt en sætning eller to, er det modtagerens opgave at gentage det, der lige er blevet sagt, uden fortolkninger eller udlægninger. Kun en genfortælling. Modtageren starter hver eneste gang samtlige sætninger med: “Hvad jeg hører dig sige, er…” Dette for ikke at blive følelsesmæssigt rodet op i, hvad afsenderen siger, men lægge en rationel afstand til det sagte.
Modtageren må gerne sige JEG og DU, for det kan få partneren til at føle sig endnu mere hørt og forstået. Dog må man ikke lægge tryk på nogen af ordene, fordi det vil skabe den modsatte effekt. ”Jeg hører dig sige, at DU føler…..” eller ”Jeg hører sig sige, at du FØLER….” eller ”Jeg hører dig SIGE, at du føler….” eller ”Jeg HØRER dig sige, at du føler…” Der skal lige meget tryk på alle ordene.
Modtagerens ansvar:
– at være opmærksom – at være nærværende – at være nysgerrig – at være villig til at opleve partnerens virkelighed – at sætte egne følelser og tanker til side og udelukkende lytte for at forstå – at kunne acceptere partnerens verden som forskellig fra sin egen – at kunne rumme reaktioner og lade partneren være i centrum – at spejle partnerens følelsesmæssige stemning
Modtageren skal virkelige sætte sig ind i, hvad det er, afsenderen siger og mener.
Modtageren skal på en måde gå over den smalle bro til afsenderen, og forsøge at se afsenderens verden indefra. Hvis modtageren pludselig bliver vred, over noget han/hun hører, kan vedkommende fx sige: ”Hov, der røg jeg vist tilbage på min egen side. Men nu går jeg over broen igen.”
Modtageren skal virkelige sætte sig ind i, hvad det er, afsenderen siger og mener. Hvis afsenderen fx kunne finde på at sige, at postkasserne er gule, så ER de gule, også selv om man jo VED, at de er røde. For sandheden er, at vi ikke skal længere væk en over Sundet til Sverige, før at postkasserne er gule…
Det handler i anerkendende kommunikation altså udelukkende om at forstå afsenderen. IKKE om at være enige!
Afsenderen fortsætter sine korte sætninger (og spejles af modtager).
Nøglen (The Clue – det vigtigste)
Når afsenderen føler, at emnet er udtømt, slutter afsenderen af med det vigtigste punkt, nemlig at skabe en forbindelse tilbage til tiden FØR afsenderen mødte sin partner (modtageren). Ofte helt tilbage til barndom og opvækst. Afsenderen skal mærke efter, hvad grundfølelsen er, og hvad det minder om fra før, afsenderen mødte sin partner.
dels vil det give en sund forståelse for, hvad bevæggrundene til holdning og adfærd er, og
dels vil det gøre det lettere for partneren at forstå en bestemt adfærd eller holdning, og
dels vil det tage presset fra modtageren og få denne til at slappe af og blive ved med at lytte, i stedet for fx at gå i forsvar eller til modangreb, og
dels vil det heale et gammelt sår, som afsenderen fik tidligt, og som er afsenderens tema i parforholdet, og
dels vil det gøre det lettere for modtageren af navigere i, og undgå fremover at komme til at provokere eller såre partneren igen.
Hvis modtageren bliver vred over noget (en kritik eller bebrejdelse), kan vedkommende pludselig ikke høre eller forstå noget som helst, og så er man som afsender lige vidt.
Det meste af afsenderens vrede-stof udspringer oftest fra tiden inden parforholdet, og ofte fra opvæksten, enten i hjemmet, i skolen, i fritiden eller lignende.
Endvidere vil tilbageblikket hjælpe afsenderen til at få et større overblik over sine (vrede) følelser, og blive endnu mere selvansvarlig i sit liv. At sætte ord på hændelser vil også hjælpe med at reparere gamle smertefulde oplevelser.
Det er vigtigt, at modtageren, i forbindelse med tilbageblikket, bruger udtryk som ”måske” og ”muligvis” for at undgå DU-effekten. Eksempel: ”Det minder dig muligvis om dengang du…….” Hvis det fra modtageren ikke formuleres blødt og rundt, kan det på afsenderen virke som en facitliste, hvilket det bestemt ikke er. Dermed risikerer man den stik modsatte effekt end den tilsigtede.
Resumé
Efter afsenderens tilbageblik, laver modtageren nu:
et kort og præcist resumé i overskriftform af det, afsenderen sagde (opmærksomhed og nærvær)
fortæller, hvad der giver mening (anerkendelse)
gætter på, hvad afsenderen føler i situationen (indføling og medfølelse).
Husk altid i forbindelse med tilbageblikket at bruge ordene måske/muligvis/kan være!
Afsenderen kvitterer derefter for modtagerens nærvær og indsats med at fortælle, hvad det gjorde (af godt), at modtageren lyttede så fokuseret og nærværende for at forstå.
Modtageren kvitterer derefter ved at fortælle om hvad det gjorde (af godt) i form af fx større forståelse, mere medfølelse eller måske oven i købet en åbenbaring af nye indsigter om partneren.
Når den første er færdig som afsender, bytter I roller, og den anden fortæller nu om nøjagtigt den samme situation – bare set fra den andens synsvinkel.
Forståelse
Det kan ikke pointeres nok, at forståelse er altafgørende for et godt parforhold. Al relations- og par-terapi handler om at kunne respektere, høre og forstå hinanden bedre i en anerkendende kommunikation.
Det betyder ikke, at man behøver at være enige. Det drejer sig om udelukkende at forstå den andens hensigter og strategier, samt at man også kan mærke, at man selv bliver hørt, accepteret og forstået.
Når I er færdige med den Anerkendende Selvansvarlige Dialog, og måske har byttet 2, 4 eller 6 gange, runder I af med at I skiftevis anerkender den anden for noget, vedkommende har sagt, gjort eller været, mens I har haft den Anerkendende Selvansvarlige Dialog. Vær positiv og specifik, og glem ikke at fortælle om de (positive) følelser, det har vakt i dig.
I klinikken
Husk, at når I laver den Anerkendende Selvansvarlige Dialog i min klinik, er der ting, at jeg som terapeut kan sige til jer, som I aldrig, aldrig, ALDRIG må sige til hinanden. Jeg kan gøre det, fordi jeg “står udenfor” og ikke er en del af jeres følelsesliv, og fordi I betaler mig for at være den professionelle hjælper.
Hvis I ikke overholder Parforholdets Færdselsregler, men fx kommer til at sige noget uhensigtsmæssigt, kan det have samme effekt, som hvis man insisterer på at køre i venstre side af vejen her i landet.
Derhjemme
Jeg vil foreslå, at I øver jer i dialogen derhjemme – helst hver dag – med relativt ufarlige emner.
I min klinik sammen med mig kan I derimod tage de mere smertefulde emner op, og jeg vil passe på, at der ikke sker nogen af jer noget, og at I holder jer på “jeres egen banehalvdel” og kun taler selvansvarligt.
Partiden om aftenen, lige inden I går i seng, er et godt tidspunkt at bruge den Anerkendende Selvansvarlige Dialog. Eller weekenden.
Hvis samarbejdet kører skævt, er den Anerkendende Selvansvarlig Dialog et fantastisk kommunikationsværktøj til at øge forståelsen og samhørigheden mellem mennesker.
Men I skal have øvet det grundigt i fred og ro, inden I kan få glæde af metoden, når tingene rigtigt brager og det gør ondt. Det er jo heller ikke særligt smart først at begynde at kigge på brandslukkerens manual, når ilden buldrer om ørerne på en…
Overblik over ASD
Når man holder hænder, er det for at skabe fysisk kontakt med hinanden, – og for at klemme hånden, hvis afsenderen siger mere, end modtageren kan huske og rumme.
Når afsenderen siger: ”Jeg føler…” holder vedkommende sig på sin egen banehalvdel og tager ansvar for sine egne følelser, uden at bebrejde partneren.
Når modtageren siger: ”Jeg hører dig sige, at du føler…. at jeg …… at du ……” bliver ingen hvirvlet ind i den andens holdninger og følelser
Følelser er følelser og ikke noget faktuelt. Følelser kan være temmelig langt fra “virkeligheden” – men de er følelser. Det er blot en flygtig irrationel størrelse, som er en følelse. Intet andet.
Du må som modtager ikke lægge tryk på bestemte ord. Hvis du kommer til at sige: “Jeg hører dig sige, at DU føler, at ….” lyder det konfrontatorisk.
Hvis du kommer til at sige: “Jeg hører dig sige, at du FØLER, at …” lyder du kritisk og som om at du gør nar ad afsenderen.
Som modtager skal du udelukkende lytte for at forstå. Intet andet. Ikke for at være enig, fordi det er fuldkommen ligegyldigt med enighed, hvis I ønsker jer et godt parforhold.
Øvelse
I skal øve jer i værktøjet Den Anerkendende Selvansvarlige Dialog, ligesom i alle de andre færdigheder, jeg vil lære jer. Hvis I ikke øver jer, vil I have svært ved at kunne bruge strategierne og metoderne ordentligt, når det virkelig er nødvendigt.
Jeg har en fortid i Handelsflåden, hvor jeg var styrmand og endte som kaptajn efter 12 år til søs. Hver eneste lørdag var der brand- og rednings-øvelse om bord, hvor vi øvede forskellige katastrofer. I al den tid jeg sejlede, oplevede jeg kun to mindre brande, men alligevel øvede og øvede og øvede vi os. Anerkendende kommunikation til søs betyder, at man gentager alle ordrer og beskeder, så man er sikker på, at man bliver forstået korrekt. Hvis der opstår misforståelser, sker katastroferne.
Forskellen mellem en amatør og en professionel er, at amatøren øver sig, til han/hun kan gøre det rigtigt. Den professionelle øver sig, til hun/han ikke gør det forkert mere.
Ønsker du at være amatør eller professionel i dit parforhold?
.
22:43 minutter
Har du brug for gode råd og hjælp til dit parforhold, så klik her (eller ring til mig på telefon 21 79 18 50)
Ovenstående udsagn hører jeg ofte – specielt fra mænd, men også fra kvinder.
Normalitet
Det er fuldstændig normalt en gang imellem at ville trække sig lidt tilbage, når man er i et parforhold – og i andre relationer. Det er er den maskuline side af os alle, der har brug for at få fred, hvilket jeg vil understrege gælder både for mænd og kvinder.
Men de fleste mænd har mest af den maskuline energi, og de fleste kvinder har mest af den feminine. I gamle dage havde man et ‘Herreværelse’, som mændene kunne trække sig tilbage til. Men i dag oplever mange, at der ikke er nogen som helst steder, de kan være helt i fred og ro for sig selv.
I den ideelle verden er det sådan, at det maskuline helt legitimt har brug for at trække sig tilbage. I den samme ideelle verden bliver det feminine roligt stående, roligt, og efter et stykke tid er det som om en elastik mellem de to bliver stram og trækker det maskuline tilbage.
Men i den reelle verden sker der ofte noget helt andet. Når det maskuline trækker sig tilbage, så gør det feminine dét, hun gerne vil have, at han gjorde ved hende, nemlig at følge efter hende. Hun ”følger” derfor efter ham med bemærkninger som: ”Hvad sker der med dig? Fortæl om dine følelser. Jeg kan ikke mærke dig. Kom og vær sammen med mig. Jeg har brug for dig.” og så videre.
Hun prøver at tale til ham, appellere til ham, og overtale ham, men det betyder kun, at det maskuline trækker sig yderligere tilbage. På et tidspunkt er hun imidlertid kommet helt ind i ”Dragens hule”, hvor hun bliver forbrændt af Dragens ild – og hun aner ikke, hvad der ramte hende så hårdt og hvorfor.
Jeg har fundet en måde at kommunikere på, der virker særdeles effektivt. Især mellem to mennesker i et parforhold. Jeg har ladet mig inspirere fra mange forskellige steder gennem flere år, og har endelig fundet den bedste metode. Jeg kalder den ”Anerkendende Selvansvarlig Dialog” (eller ”Hoffmann Metoden”, for det er mig, der har fundet på den!)
Faktisk indgår Hoffmann Metoden i et helt system af kommunikations-måder, som jeg (i al beskedenhed) kalder Hoffmann Systemet. Det består af 5 lag værktøjer, som kan bruges i forskellige situationer og kriser. Det øverste lag er det lette, og det nederste er hvor situationen er voldsomt tilspidset.
Den Anerkendende Selvansvarlige Dialog går ud på, at man afsætter tid sammen til at tale om vigtige ting. Der er nogle helt bestemte regler, der skal overholdes, for at begge kommer til orde, og ingen kommer ”til skade”. Når man følger reglerne i metoden, vil begge kunne HØRE og FORSTÅ partneren, og begge vil kunne FØLE sig hørt og forstået af partneren.
Hvilken type kommunikation skal man bruge, når man er frustreret – og partneren ser ud til ikke at forstå det, eller tilsyneladende bare er helt upåvirket?
Lær et helt konkret værktøj, der vil løse jeres kommunikationsproblemer, og få dig til at føle dig set, hørt og forstået.
Du skal bruge ”Brønden”. Det er en tryg og fast ramme, inden for hvilken man kan udfolde sig følelsesmæssigt helt frit. Men det skal øves af begge rigtigt mange gange i ”fredstid” for at man kan bruge det optimalt i ”krigstid”.
Brønden er det feminine i os alle (altså i både manden og kvinden), hvor vi har brug for at gå ned i følelsernes dyb, helt ned på bunden af brønden, for dér at få afsæt til at komme op igen, forfrisket og lettet. Den ideelle situation er, at man går ned sammen med partneren, hvilket betyder at man får sin partner til at lytte og være nærværende.
Men den reelle verden er som regel helt anderledes. Continue reading
Hvilken type kommunikation skal man bruge, når man selv er ressource-personen og partneren er helt ude at “vimle”?
Gennem min mangeårige erfaring har jeg skabt en grundlæggende inddeling af måderne at kommunikere på. De afhænger af situationen og kan inddeles i fem lag, hvoraf den øverste er den lette og dagligdags, og den nederste er den svære i meget smertefulde situationer. I denne artikel vil jeg fortælle om niveau 2, som jeg har valgt at kalde ”Surfing”. Det betyder, at når din partner er rasende, frustreret eller ked af det, skal du blive stående som ”klippen” og lytte for at forstå. Du må ikke argumentere, eller gå til modangreb eller løbe din vej. Når din frustrerede partner siger et såkaldt nøgleord, hvilket betyder et vigtigt ord i sammenhængen, så gentager du dét,. der er blevet sagt, og bruger dette nøgleord. Du kan putte det ind i en sætning, der giver mening. Omformuler gerne, så afsenderen kan mærke at du lytter efter for at forstå. Hvis afsenderen holder en pause, kan du slutte af med at stille et spørgsmål, så afsenderen kan fortsætte, indtil “gassen er gået af ballonen”. Du må ikke sige for meget. Kun en enkelt sætning eller to. Og du må endelig ikke komme med løsninger eller være sarkastisk eller lignende. Når du gør alt dette, kan partneren efterhånden føle sig hørt, forstået og respekteret – og falder så helt af sig selv ned på jorden igen.
Hvad du under ingen omstændigheder må gøre ved din frustrerede partner, er at forsøge at forklare på rationel vis den andens emotionelle udtur ved at sige ting som eksempelvis: “Nej, det er ikke sådan det er, prøv at høre…” eller “Nåh, det, jamen det har jeg da prøvet meget værre, det er ingenting…” eller lignende. Undgå at bagatellisere din partners følelser, selv om det er dét, du føler at du allerhelst selv vil have. Det virker nemlig stik mod din hensigt. Dine rationelle argumenter kan gøre ondt værre. Derimod vil Surfing kunne lindre din partners smerte.
Hvorfor er nogen mennesker så negative og kritiserende? Eller omvendt, overdrevne positive og nærmest lalleglade?
Der er en helt naturlig forklaring på dette.
For at forstå de grundlæggende mekanismer, skal vi tilbage til urtiden, for at finde svaret. Forestil dig, at der går 2 familier i ur-skoven. Efter at have gået i lang tid, kommer de ud i en solbeskinnet lysning.
1) I den ene familie glæder kvinden sig over varmen og lyset, og sætter sig i solen, for endelig at nyde den. I den anden familie er kvinden anderledes agtpågivende og undersøger omgivelserne for eventuelle flyvende rovdyr eller andre farer i forbindelse med skiftet ud i lyset. Hvilken familie ville mon have størst sandsynlighed for at overleve for 100.000 år siden? Nok den sidste.
2) Mændene i begge ur-familierne er jægere, der fanger byttedyr til aftensmaden. Men begge er ikke lige heldige hver gang. Faktisk slipper byttet væk ni ud af ti gange. I den ene familie får det manden til at føle sig opgivende og udtrykke sin magtesløshed. I den anden familie fokuserer manden på (de få) gange, han har haft succes, og han praler vidt og bredt med hvor dygtig en jæger han er. I hvilken af de to familier er der mon størst sandsynlighed for at alle bliver mætte hver dag? Nok den sidste.
Derfor er mænd (det maskuline i os alle sammen) overvejende positive, og kvinder (det feminine i os alle sammen) mest negative.
Et af de spørgsmål, der hyppigst dukker op omkring parforhold er det, at man ønsker at udtrykke sig frit og ærligt. Hvordan gør man det uden at skade hinanden?
Nu er ærlighed jo en temmelig relativ størrelse. Det svarer lidt til at sælge elastikker i metermål… Det er helt fint at udtrykke sin ærlige mening, hvis man altså bare gør det indenfor nogle helt bestemte og aftalte rammer. Dette skal overholdes for at der kan være tillid, tryghed og respekt for hinanden. Hvis den ene føler sig kritiseret, bebrejdet eller tilmed ydmyget, så bliver det rigtigt svært.
Et særdeles anvendeligt værktøj, eller Ramme, er ”Brønden”. At man kan tale om sine følelser, udtrykke sig selv, får luftet ud indeni, vil føles rigtigt rart. Når man har været helt nede på bunden af den følelsesmæssige brønd, får man et godt afsæt til at komme i den friske luft igen.
Når du har brug for at gå i Brønden for at tale om dine følelser, fordi der er en udfordring eller frustration, skal du gøre følgende fire ting, inden du kan begynde at snakke. Disse fire ting kan føles svære, underlige, unaturlige, uærlige osv, men for at du kan få noget andet, end det, du har haft hidtil (fx at din partner er gået til modangreb, er løbet sin vej, er kommet med en masse syge forklaringer eller lignende) skal du gøre det MODSATTE af det, du plejer at gøre.
Et af de hyppige spørgsmål til mig er: “Hvad går parterapi ud på?”
”Er det noget med at krænge sin sjæl ud, analysere barndommen, og skændes for åbent tæppe?”
Nej! Ikke i terapien hos mig!
Bevidstgørelse
Færdighedslæring
Vanedannelse
I den parterapi eller par-coaching, jeg tilbyder, vil jeg lære jer nogle helt konkrete værktøjer og færdigheder, efter at vi først har bevidstgjort, hvad problemerne er. Når vi ved, hvor skoen trykker, skal I lære nogle nye strategier, nogle nye måder at kommunikere på. Jeg er meget velorganiseret og meget struktureret, hvilket jeg har erfaring med virker bedst, når der er knas i parforholdet. Det er typisk kommunikationen og forståelsen, der er problemet, og tilmed tilliden, trygheden og respekten for hinanden, der er væk. Derfor gør det ondt i parforholdet. Når man stadig forsøger at få det til at fungere, er det måske fordi der er børn involveret, eller man har en virksomhed sammen. Det kan også være, at man tænker: ”Det kan da ikke være rigtigt, at vi var så glade og forelskede i begyndelsen, og nu føler jeg mig ikke forstået. Jeg føler mig trådt på, eller ignoreret.”
