Signaler – krig og fred
At kende de psykologiske signaler i parforholdet kunne for eksempel være at kende forskel på et fredssymbol og et faresignal. Vi sender hele tiden signaler til hinanden, men alt for ofte bliver de desværre misforstået.
Hvis jeg gerne vil have ”våbenhvile” og ro efter et skænderi, rejser jeg det, jeg selv opfatter som et hvidt flag. Det kan være noget, jeg gør eller siger. Men måske opfatter partneren slet ikke signalet, og fortsætter sine massive angreb. Eller der kan ske det, at partneren får øje på den hvide dug, og føler at det er en tydelig skydeskive, der er lettere at ramme.
Hvis jeg føler, at der er fred og ro, og pludselig ser en kampvogn komme kørende, så tror jeg måske, at nu kan jeg få mig et nemt lift hjem. Også her kan jeg komme frygteligt galt af sted.
Derfor er det vigtigt at aftale tydelige signaler med hinanden.
.
Den kinesiske bonde
Hvordan kan vi skelne mellem, hvad der er godt for os, og hvad er ikke er?
Svaret er: Det kan vi ikke umiddelbart.
Grunden er, at noget, der ser ud til at være godt, faktisk kan være ”skidt” for os – og vice versa. Det afhænger primært af tidshorisonten.
Hvad jeg mener med dette, kan illustreres med historien om den fattige kinesiske bonde, som ikke havde andet af værdi end sin søn og en hest. Naboerne undrede sig over, hvorfor han ikke bare solgte hesten, så han kunne få råd til at give sønnen en uddannelse. Bonden svarede dem, at det ikke var til at sige, hvad der var godt eller skidt.
Krise?
Er der en speciel grund til at mange har det svært lige nu – og har haft det de seneste cirka fem år?
Alting pulserer og bølger op og ned. Det gælder både økonomi, mode, antal giftermål, etik, kunst – kort sagt: Alting!
Men hvor slemt er det at stå midt i krise og nedgangstider?
Er det ikke rigtigt, at man skal kende mørket for at kunne se lyset?
At man skal mærke kulden for at kunne nyde varmen?
At man skal gennem sygdomsforløb for at kunne påskønne sundhed og velvære?
Læs mere...
Belønning og straf i parforholdet
Er du tilfreds med din ægtefælles adfærd? Har du lyst til at ændre den?
Det kan godt tage lang tid at modificere en adfærd via belønning. Det går normalt betydeligt hurtigere med straf. Om man bruger den ene eller anden fremgangsmåde kommer an på om man ønsker en kortsigtet eller langsigtet effekt.
Jeg vil fortælle en historie, som bliver brugt på uddannelses-institutionerne som et konstrueret eksempel: En mor syntes, at hendes to sønner bandede alt for meget. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op og kontaktede derfor en adfærdspsykolog. Han lyttede til hendes udfordringer og anbefalede hende derfor, at første gang hun efterfølgende hørte en af sønnerne bande, skulle hun stikke ham en lussing. Moderen var lidt beklemt ved det, men indvilligede i at gøre det, fordi det jo var en ekspert der havde givet hende rådet (husk nu at det er et konstrueret eksempel…)
Næste morgen siger en af drengene: ”Giv mig for helvede marmeladen.” Moderen rejser sig op og stikker ham en lussing. Der bliver helt stille rundt om bordet, indtil den anden dreng spagfærdigt siger: ”Det var sgu godt, at jeg hellere vil have honningen.”
Dette eksempel viser, at straf rammer vilkårligt og ikke kan styres.
Man kan godt vinde krigen med straf, men hvad hjælper det, hvis man samtidig taber freden?
Straf støder fra sig, hvorimod belønning tiltrækker. Roses en adfærd, og det føles godt for modtageren, sker der med stor sandsynlighed en gentagelse af denne adfærd. Dette gælder ikke mindst i parforhold.
.
