Syv tips til et godt og langvarigt forhold
Den amerikanske psykolog John Gottman har fundet ud af, hvad der skal til, for at skabe grundlag for et kærligt og langvarigt parforhold.
Dette indebærer ikke, at man helt undgår problemer og skænderier, men hvis man ønsker sig et parforhold, der holder i mange år (hele livet ud), viser grundige undersøgelser, at man skal holde sig disse syv områder for øje.
1. Kendskab til hinanden
Hvis man kender hinanden godt, er det lettere, når bølgerne går højt, at navigere rundt og undgå de farlige skær. Kendskab til hinanden er som et kærligheds-søkort over farvandet med dybt vand og farlige skær. Indgående viden får man ved at kunne lide at snakke sammen og dele både stort og småt.
Det gælder både hvad der foregår lige nu, men også hvad partneren gjorde og var FØR I mødte hinanden. Forståelse er altafgørende. Det er godt at kende hinandens mål, bekymringer og forventninger.
2. Kærlige følelser og gensidig respekt
I et godt parforhold er der respekt og beundring for hinanden, hvilket er vigtigt, når hverdagen bliver anstrengende og træls. Man skal kunne standse op midt i en eskalerende situation, inden den går helt galt. Gottman fortæller om et par, som midt i en diskussion begyndte at række tunge ad hinanden, på samme måde som deres lille barn også gjorde en gang imellem. Begge begyndte at grine, og kontakten var genoprettet.
Hvis man har et repertoire af den slags reparationsværktøjer, er der hurtig adgang til kerneværdierne i parforholdet. Uden disse færdigheder, kan der opstå magtkampe, hvilket giver to tabere og ingen vinder.
Mind dig selv om din ægtefælles positive egenskaber – selv som vedkommende er fyldt med fejl (præcis som du jo selv er….) – og udtryk jævnligt din kærlighed, hengivenhed og beundring til vedkommende.