Bekræftende virkningsfuld kommunikation
Et særdeles effektivt kommunikationsværktøj
God kommunikation er ikke, hvad du selv TROR, at du siger.
Det handler derimod om, hvordan dét, du siger, bliver OPFATTET af din partner.– Når livet og parforholdet giver mening, føles det godt og trygt
– For at skabe mening, må man først kunne forstå
– Og for at forstå, skal man kunne kommunikere med hinanden på en ordentlig mådeAt kommunikere hensigtsmæssigt er ikke blot at udveksle holdninger og ord, men at kunne sætte sig ind i, hvordan det må være at være den anden, og hvad den anden tror, føler, tænker og mener.
Når man fortæller om noget, der optager en, sker der en healing og forløsning på flere planer:
- Først får man selv sat ord og billeder på den oplevelse, man har haft.
- Partneren hører og forstår, hvad der foregik og foregår – og genfortæller det.
- Man hører det sagte, og kan justere sit indtryk, så det bliver mere realistisk.
- Partneren kan navigere i ens smerte og kan dermed undgå at forværre tilstanden.
- Man føler sig hørt, set og forstået, hvilket opløser stress, utryghed og følelsesmæssig smerte.
Anerkendende Selvansvarlig Dialog© (ASD eller bare Dialogen) er en særdeles effektiv metode (HOFFMANN METODEN©) at kommunikere med, og som jeg bruger som primært værktøj i den parterapi, jeg hjælper mine klienter med. Den er rygraden i parterapien, og vi vil så vidt muligt benytte den til hver eneste par-session.
Dialogen kan sammenlignes lidt med det store brandslukningsanlæg som et sprinkler-system i en bygning er. Alting bliver gennemvædet, men det er også nødvendigt, hvis ilden har fået rigtigt fat.
Hvis man derimod kun skal have løst et lille hurtigt problem, er en “håndslukker” mere velegnet, eksempelvis “Brønden“.
Jeg anbefaler i øvrigt at Den Anerkendende Selvansvarlige Dialog bliver øvet jævnligt, på ”ufarlige” emner derhjemme, og så tager vi de alvorligere ting i klinikken. Med ufarlige emner mener jeg noget, der intet har med jer eller jeres parforhold eller hjem at gøre. Noget helt uden for, fordi i begyndelsen vil I ikke have den tilstrækkelige øvelse til at undgå at blive vrede på hinanden.
Se eksempel på Dialogen med to skuespillere:
22:43 minutter
Forstå og bliv forstået
Metoden bevirker, at I kommer til at høre og forstå hinanden. Det er ikke for at blive enige, men udelukkende for at forstå sin partner, og at man selv føler sig hørt og forstået. Enighed betyder meget lidt i et godt fungerende parforhold. Men forståelse, medfølelse, tillid, tryghed og respekt for hinanden er altafgørende.
Anerkendende kommunikation kan i begyndelsen virke både langsommelig, besværlig og føles meget kunstig, men det er en læringsproces, som skal øves en hel del gange, inden den føles let, naturlig, effektiv og hurtig. Det er på en måde som at lære et helt nyt sprog – eller at lære at køre bil.
I begyndelsen er det besværligt, men slutresultatet skulle gerne være, at I helt automatisk er i stand til at høre og forstå hinanden i det daglige. Men inden da skal der lige lægges en hel del tid og ressourcer i at opnå færdighederne.
Den Anerkendende Selvansvarlige Dialog kan i øvrigt også med stor fordel anvendes i andre forbindelser, hvor to mennesker, fx arbejdskollegaer eller forældre-barn, har brug for at forstå hinanden for at kunne få det bedste ud af samarbejdet.
Her er først en hurtig beskrivelse af hvad metoden består af:
Quick-guide
- Først anerkender I hinanden for noget, partneren har sagt eller gjort, som du kan lide – og hvilken følelse, det giver dig.
Hold gerne hinanden i hænderne. - Den ene af jer, der har et konkret problem, bruger 15 sekunder på at beskrive problemet og situationen så detaljeret og konkret som muligt. Der må gerne bruges DU.
—————————————- - Afsenderen fortæller og holder sig på sin egen banehalvdel, er konkret, siger ikke DU, ingen kritik, bebrejdelser eller gentagelser. Korte sætninger. Hold dig til emnet. ”Jeg føler mig…”
- Modtageren lytter nysgerrigt, åbent og neutralt for at FORSTÅ (ikke for at være enig), og starter hver bekræftende respons med: ”Jeg hører dig sige at……” Modtageren må ikke fortolke eller løse problemer eller stille spørgsmål. Lige tryk på alle ord.
- Afsenderen finder derefter grundfølelsen.
- Afsenderen finder og beskriver tråden tilbage (til barndommen).
- Modtageren: ”Jeg hører dig sige, at denne grundfølelse måske minder dig om…..”
- Når afsenderen er færdig med barndommen, siger han/hun: ”Nu er jeg færdig”
- Derefter giver modtageren et kort resumé i overskriftsform, først om den konkrete nutidige hændelse, og derefter hvad følelsen muligvis/måske mindede om fra barndommen/ungdommen.
- Afsenderen giver nu modtageren en gave i form af at fortælle, hvad det gjorde (af godt) for ham/hende, at modtageren lyttede så nærværende og fokuseret – udelukkende for at FORSTÅ afsenderen. (Sig ikke DU)
- Modtageren giver gaven tilbage ved at fortælle om, hvad det gjorde (af godt) i form af fx større forståelse, omsorg, lettelse, medfølelse for afsenderen eller måske oven i købet en åbenbaring af ny viden. (Sig ikke DU eller lignende. Bliv hos dig selv)
- Derefter bytter afsender og modtager roller, og den nye afsender tager udgangspunkt i nøjagtigt den samme situation, bare set fra sin egen synsvinkel. (Tilbage til punkt 3 ⬆)
Her er de lidt mere detaljerede “regler” for samtalen
Først sætter I jer i ro over for hinanden, tager hinanden i hænderne, ser hinanden i øjnene, og skiftes til at anerkende den anden for noget, den anden har sagt, gjort eller været (i løbet af dagen eller ugen), som den første er glad for. Vedkommende runder af med at fortælle hvilke (positive) følelser, det vækker.
Efter at den ene er færdig, er det den andens tur til at komme med en anerkendelse. Vær så specifik som muligt. Denne lille opvarmning vil lægge et godt solidt fundament til den efterfølgende (alvorlige) samtale.
Den person, der starter den Anerkendende Selvansvarlige Dialog, er afsenderen, og den anden er modtageren.
Først fortæller afsenderen kort og præcist, hvad emnet er. Dette må ikke tage mere end omkring 15 sekunder, for at modtageren er klar over, hvad det handler om.
Afsenderen kan indlede med: ”Da du……” eller ”Dengang du…..”. Det skal være en helt konkret hændelse (dag, tid, sted, adfærd).
Derefter fortsætter afsenderen med at fortælle om de ting, der er svære (i korte præcise sætninger):
– Min frustration: ”Det, som udløser min frustration, er…”
– Min følelse: ”Jeg føler mig…” eller “Jeg følte (mig)…”
– Min reaktive adfærd: ”Det, jeg gør, er…”
– Min aktuelle historie: ”Det, jeg fortæller mig selv, er… Det, jeg dybest set frygter er… Mine umødte behov er…”
Det er vigtigt i anerkendende kommunikation, at afsenderen holder sig på sin egen “banehalvdel”.
Afsenderens ansvar
Det er afsenderens ansvar:
– at holde sig til emnet
– at tale om sig selv i jeg-form (du-du-du er det samme som optagettonen på en fastnettelefon. Hvis man dutter hinanden, er der optaget)
– at undgå kritik, bebrejdelser, skampåførelse, beskyldninger og nedgørelse af partneren
– ikke bruge ikke-ord (fx ikke sige: ”Jeg ser ikke nogen spøgelser”, fordi der er en skjult kritik af partneren i den sætning, fx at partneren ser disse spøgelser)
– kun at sige og forholde sig til det, der ER (jævnføre ovenstående), og ikke fortælle, hvordan man ikke har det
– at undgå at sende mere, end partneren kan modtage, det vil sige kun at tale i få og korte sætninger ad gangen. Jo større konflikten er, jo kortere sætninger
– at lytte til modtagerens spejling (gentagelsen/tilbagemeldingen/responsen/reflektionen) uden at afbryde
– at mærke efter, om spejlingen er præcis
– at gøre uklare budskaber klarere for modtageren
– at undgå at gentage sig selv, når spejlingen har været præcis. Der er ikke noget værre end at høre på gentagelser, når man har forstået, hvad der bliver sagt.
Når afsenderen har sagt en sætning eller to, er det modtagerens opgave at gentage det, der lige er blevet sagt, uden fortolkninger eller udlægninger. Kun en genfortælling. Modtageren starter hver eneste gang samtlige sætninger med: “Hvad jeg hører dig sige, er…” Dette for ikke at blive følelsesmæssigt rodet op i, hvad afsenderen siger, men lægge en rationel afstand til det sagte.
Modtageren må gerne sige JEG og DU, for det kan få partneren til at føle sig endnu mere hørt og forstået. Dog må man ikke lægge tryk på nogen af ordene, fordi det vil skabe den modsatte effekt.
”Jeg hører dig sige, at DU føler…..” eller
”Jeg hører sig sige, at du FØLER….” eller
”Jeg hører dig SIGE, at du føler….” eller
”Jeg HØRER dig sige, at du føler…”
Der skal lige meget tryk på alle ordene.
Modtagerens ansvar:
– at være opmærksom
– at være nærværende
– at være nysgerrig
– at være villig til at opleve partnerens virkelighed
– at sætte egne følelser og tanker til side og udelukkende lytte for at forstå
– at kunne acceptere partnerens verden som forskellig fra sin egen
– at kunne rumme reaktioner og lade partneren være i centrum
– at spejle partnerens følelsesmæssige stemning
Modtageren skal virkelige sætte sig ind i, hvad det er, afsenderen siger og mener.
Modtageren skal på en måde gå over den smalle bro til afsenderen, og forsøge at se afsenderens verden indefra. Hvis modtageren pludselig bliver vred, over noget han/hun hører, kan vedkommende fx sige: ”Hov, der røg jeg vist tilbage på min egen side. Men nu går jeg over broen igen.”
Modtageren skal virkelige sætte sig ind i, hvad det er, afsenderen siger og mener. Hvis afsenderen fx kunne finde på at sige, at postkasserne er gule, så ER de gule, også selv om man jo VED, at de er røde. For sandheden er, at vi ikke skal længere væk en over Sundet til Sverige, før at postkasserne er gule…
Det handler i anerkendende kommunikation altså udelukkende om at forstå afsenderen. IKKE om at være enige!
Afsenderen fortsætter sine korte sætninger (og spejles af modtager).
Nøglen (The Clue)
Når afsenderen føler, at emnet er udtømt, slutter afsenderen af med det vigtigste punkt, nemlig at skabe en forbindelse tilbage til tiden FØR afsenderen mødte sin partner (modtageren). Ofte helt tilbage til barndom og opvækst. Afsenderen skal mærke efter, hvad grundfølelsen er, og hvad det minder om fra før, afsenderen mødte sin partner.
- dels vil det give en sund forståelse for, hvad bevæggrundene til holdning og adfærd er, og
- dels vil det gøre det lettere for partneren at forstå en bestemt adfærd eller holdning, og
- dels vil det tage presset fra modtageren og få denne til at slappe af og blive ved med at lytte, i stedet for fx at gå i forsvar eller til modangreb, og
- dels vil det heale et gammelt sår, som afsenderen fik tidligt, og som er afsenderens tema i parforholdet, og
- dels vil det gøre det lettere for modtageren af navigere i, og undgå fremover at komme til at provokere eller såre partneren igen.
Hvis modtageren bliver vred over noget (en kritik eller bebrejdelse), kan vedkommende pludselig ikke høre eller forstå noget som helst, og så er man som afsender lige vidt.
Det meste af afsenderens vrede-stof udspringer oftest fra tiden inden parforholdet, og ofte fra opvæksten, enten i hjemmet, i skolen, i fritiden eller lignende.
Endvidere vil tilbageblikket hjælpe afsenderen til at få et større overblik over sine (vrede) følelser, og blive endnu mere selvansvarlig i sit liv. At sætte ord på hændelser vil også hjælpe med at reparere gamle smertefulde oplevelser.
Det er vigtigt, at modtageren, i forbindelse med tilbageblikket, bruger udtryk som ”måske” og ”muligvis” for at undgå DU-effekten.
Eksempel: ”Det minder dig muligvis om dengang du…….” Hvis det fra modtageren ikke formuleres blødt og rundt, kan det på afsenderen virke som en facitliste, hvilket det bestemt ikke er. Dermed risikerer man den stik modsatte effekt end den tilsigtede.
Resumé
Efter afsenderens tilbageblik, laver modtageren nu:
- et kort og præcist resumé i overskriftform af det, afsenderen sagde (opmærksomhed og nærvær)
- fortæller, hvad der giver mening (anerkendelse)
- gætter på, hvad afsenderen føler i situationen (indføling og medfølelse).
Husk altid i forbindelse med tilbageblikket at bruge ordene måske/muligvis/kan være!
Afsenderen kvitterer derefter for modtagerens nærvær og indsats med at fortælle, hvad det gjorde (af godt), at modtageren lyttede så fokuseret og nærværende for at forstå.
Modtageren kvitterer derefter ved at fortælle om hvad det gjorde (af godt) i form af fx større forståelse, mere medfølelse eller måske oven i købet en åbenbaring af nye indsigter om partneren.
Når den første er færdig som afsender, bytter I roller, og den anden fortæller nu om nøjagtigt den samme situation – bare set fra den andens synsvinkel.
Forståelse
Det kan ikke pointeres nok, at forståelse er altafgørende for et godt parforhold. Al relations- og par-terapi handler om at kunne respektere, høre og forstå hinanden bedre i en anerkendende kommunikation.
Det betyder ikke, at man behøver at være enige. Det drejer sig om udelukkende at forstå den andens hensigter og strategier, samt at man også kan mærke, at man selv bliver hørt, accepteret og forstået.
Når I er færdige med den Anerkendende Selvansvarlige Dialog, og måske har byttet 2, 4 eller 6 gange, runder I af med at I skiftevis anerkender den anden for noget, vedkommende har sagt, gjort eller været, mens I har haft den Anerkendende Selvansvarlige Dialog. Vær positiv og specifik, og glem ikke at fortælle om de (positive) følelser, det har vakt i dig.
I klinikken
Husk, at når I laver den Anerkendende Selvansvarlige Dialog i min klinik, er der ting, at jeg som terapeut kan sige til jer, som I aldrig, aldrig, ALDRIG må sige til hinanden. Jeg kan gøre det, fordi jeg “står udenfor” og ikke er en del af jeres følelsesliv, og fordi I betaler mig for at være den professionelle hjælper.
Hvis I ikke overholder Parforholdets Færdselsregler, men fx kommer til at sige noget uhensigtsmæssigt, kan det have samme effekt, som hvis man insisterer på at køre i venstre side af vejen her i landet.
Derhjemme
Jeg vil foreslå, at I øver jer i dialogen derhjemme – helst hver dag – med relativt ufarlige emner.
I min klinik sammen med mig kan I derimod tage de mere smertefulde emner op, og jeg vil passe på, at der ikke sker nogen af jer noget, og at I holder jer på “jeres egen banehalvdel” og kun taler selvansvarligt.
Partiden om aftenen, lige inden I går i seng, er et godt tidspunkt at bruge den Anerkendende Selvansvarlige Dialog. Eller weekenden.
Hvis samarbejdet kører skævt, er den Anerkendende Selvansvarlig Dialog et fantastisk kommunikationsværktøj til at øge forståelsen og samhørigheden mellem mennesker.
Men I skal have øvet det grundigt i fred og ro, inden I kan få glæde af metoden, når tingene rigtigt brager og det gør ondt. Det er jo heller ikke særligt smart først at begynde at kigge på brandslukkerens manual, når ilden buldrer om ørerne på en…
Øvelse
I skal øve jer i værktøjet Den Anerkendende Selvansvarlige Dialog, ligesom i alle de andre færdigheder, jeg vil lære jer. Hvis I ikke øver jer, vil I have svært ved at kunne bruge strategierne og metoderne ordentligt, når det virkelig er nødvendigt.
Jeg har en fortid i Handelsflåden, hvor jeg var styrmand og endte som kaptajn efter 12 år til søs. Hver eneste lørdag var der brand- og rednings-øvelse om bord, hvor vi øvede forskellige katastrofer. I al den tid jeg sejlede, oplevede jeg kun to mindre brande, men alligevel øvede og øvede og øvede vi os. Anerkendende kommunikation til søs betyder, at man gentager alle ordrer og beskeder, så man er sikker på, at man bliver forstået korrekt. Hvis der opstår misforståelser, sker katastroferne.
Forskellen mellem en amatør og en professionel er, at amatøren øver sig, til han/hun kan gøre det rigtigt. Den professionelle øver sig, til hun/han ikke gør det forkert mere.
Ønsker du at være amatør eller professionel i dit parforhold?
.
22:43 minutter
Links til tre andre områder inden for parterapi:
Links til andre artikler om kommunikation i parterapi (seks af dem ses herunder):
Klik på linket herover for at hoppe direkte til artiklen
Brug F5-tasten (eller genopfrisk siden) for at se andre artikler
.
