Hvor galt kan det egentlig gå?
Det kan faktisk godt risikere at gå rigtigt galt, inden det bliver godt!
Filmen ”Vildmænd” beskriver en ganske almindelig gennemsnitlig hverdagsagtig dansk mand, Martin, der åbenbart har fået nok af familieliv og dagligdag.
Det hele er vokset ham over hovedet, og han ser kun én udvej som løsning på sine problemer, nemlig at flygte fra det hele.
Han tager til Norge, langt ud i ødemarken, hvor han forsøger at leve så tæt på naturen som muligt, tæt på det oprindelige og det autentiske.
Dog har han selvfølgelig medbragt telt, mobiltelefon og andre basale livsnødvendigheder.
Filmen beskriver på en morsom måde nogle af aspekterne i de problemer, som mange mennesker står i, når de har levet i parforhold nogle år.
Både udfordringerne, men også de konsekvenser, deres valg og beslutninger har.
Det naturlige og autentiske
I filmen er Martin den bløde mand, der har enormt svært ved at finde sin rolle og identitet i parforholdet – og muligvis også i samfundet som helhed.
Han jagter det ”naturlige” og ”oprindelige”, men det viser sig at være en illusion. Det foregår kun i hans eget hoved. Fortid er fortid.
Den moderne mand har for manges vedkommende ikke haft en god far-rollemodel at kunne beundre og lære af.
Han er formentlig, som så mange andre mænd siden 60-erne, vokset op med feminine værdier, og derfor har han af gode grunde svært ved at finde eller genfinde sig selv som mand.
Hans far var måske fraværende, enten fysisk, psykisk eller følelsesmæssigt.
Med 40% sandsynlighed kommer han fra et skilsmissehjem, hvor moderen ofte har haft en altdominerende rolle.
Imidlertid viser det sig, at uanset hvor meget kvinden anstrenger sig og gerne vil, er hun ikke i stand til også at spille rollen som far for barnet.
Denne mangel på balance mellem det maskuline og det feminine i barndomshjemmet skader især drengebørnenes udvikling og voksenliv.
Martin i filmen er blevet den bløde ”dumme” mand, som hans kone i begyndelsen af parforholdet elskede, men senere foragter (for ikke at være en rigtig mand).
Og han fatter ikke en brik af, hvad der foregår rundt omkring ham.
Klik her for at se flere anmeldelser
Det norske ægtepar
Midt i filmen er der et indslag med et norsk par i deres bil.
Manden og kvinden taler om manglende intimitet, sex og nærhed.
De er begge frustrerede, men har vidt forskellig strategier til at håndtere deres problemer på.
Manden lukker sig inde, og kvinden bliver sur og skælder ud.
Alt sammen helt almindelige adfærdsmønstre, men som bestemt ikke er fremmende for et godt og kærligt parforhold.
Hun bliver ved med at være sur på ham, selv efter at skurkene har stjålet deres bil, og efterladt dem ude i ødemarken.
Og han bliver ved med at spille offer, hvilket fodrer hendes foragt for ham.
Det mest fornuftige ville selvsagt være, at de stod sammen og løste deres problemer i fællesskab.
Men de fortsætter med at gøre dét, de altid har gjort og som jo helt åbenlyst ikke virker (længere) – alene fordi de aldrig har lært at gøre noget ANDET.
Det kan godt være, at surhed og tavshed virkede på et tidspunkt (for meget længe siden, for eksempel i deres barndom i forhold til forældre og søskende), men det virker bestemt ikke i et parforhold, hvor man gerne vil have forståelse, respekt, gensidig tillid og tryghed i øjenhøjde med hinanden.
Politiet
En anden pudsig karakter i filmen er den norske politibetjent, eller rettere den lokale sherif.
Han har mere eller mindre opgivet det hele og er blevet ligeglad.
Hans fokus er ikke lige dér, hvor det burde have været i forhold til hans arbejde.
Vi får at vide, at hans kone er død af sygdom, og det er med stor sandsynlighed dét, der helt har stoppet hans livsmod.
Alle de medvirkende i filmen sidder fast i deres roller, lige indtil betjenten meget sindigt fortæller Martin, at det mest værdifulde i livet er relationerne med de nærmeste, og at livet er kort.
Det bliver vendepunktet for Martin.
Lige dér går det op for ham, at han er ved at smadre sit liv.
Pludselig ser han noget, som han ikke havde kunnet få øje på før.
Slutningen
Filmen slutter med, at han tager hjem til kone og børn, som han savner.
Blot er det et underligt sted at slutte.
Det største dilemma og de allerstørste udfordringer starter helt sikkert lige efter filmens slutning, det vil sige med den ”nye” hverdag efter hjemkomsten.
Hvis Martin gør, som de fleste mennesker, nemlig at fortsætte strategierne og handlemønstrene uændret, vil det give nye problemer.
Måske endnu større udfordringer end før.
Hvis man bliver ved med at gøre det samme, som man hele tiden har gjort, er sandsynligheden for at man bliver ved med at få det samme, som man hele tiden har haft, ret stor.
Dèt, man skal gøre anderledes, er jo enten ukendt eller besværligt, eller det kan føles kunstigt.
Hvis det havde været nemt og let, havde man jo nok gjort det for længst.
Den næste omgang i parforholds-karrusellen kan blive værre end den første, fordi man har fået nogle nye (urealistiske) forventninger.
Hvis begge parter tror, at NU bliver det meget bedre, kan de blive slemt skuffede og frustrerede.
Igen og igen og igen.
Det ene parforhold efter det andet.
Selvfølgelig er det ikke nemt at ændre gamle vaner og overbevisninger, men det kan godt lade sig gøre, hvis man bare véd, hvordan det skal gøres.
www.kino.dk/film/v/vi/vildmaend
Se også de andre af mine filmanmeldelser på www.parforhold-parterapi.dk/filmanmeldelser
.