Vores børn er vores spejlbillede.
Børnene spejler sig i os, og vice versa.
Og hvad hvis jeg ikke bryder mig om det, jeg ser i spejlet? Vil det hjælpe noget, hvis jeg fx tager en pensel og maler på selve spejlet? I samme sekund jeg flytter mig ganske lidt, er der uoverensstemmelse, og jeg fremstår nøjagtig, som før jeg malede, blot med ændringerne lidt forskudt.
Børnene spejler enten retvendt eller spejlvendt. Hvis forældrene er stille og har undertrykte følelser, så kan barnet være voldsomt eller stille. Et andet eksempel er, hvis jeg er nærig, og undertrykker det, så vil mit barn enten være supernærig eller ødsel.
Så hvis ens barn har problematikker, kunne udgangspunktet være, at jeg som den voksne får kigget konstruktivt på mig selv, min adfærd etc. Helst med assistance fra en ekspert, som ikke følelsesmæssigt er involveret eller har en dagsorden med mig. En der uden aktie kan sætte mig i arbejde på forskellig vis.
Grundholdningen bør være, at der ikke er noget i vejen med dit barn. Barnet reagerer på noget, der er i dig.
Klik her for at se flere anmeldelser
Stimulering af børn
Man kan risikere både at over- og understimulere sine børn. Al børneopdragelse er en balancegang. Overstimulering kan give en form for stress – både hos barnet og hos den voksne. Hvis man sjældent giver barnet fred og ro til at kede sig og blive kreativt, vil man dels afskære det fra at udvikle sig fuldt og helt, og dels vil det dræne den voksne unødigt.
Det skal være helt acceptabelt at sige nej til barnets opfordring til leg. Hvis man ikke gider, orker eller har tid, skal man bare forklare, at nu skal der laves mad, støvsuges, hænges tøj op eller tømmes postkasse, og så invitere barnet til at være med. Børns ønske om at lege handler alligevel ofte om behov for kontakt og opmærksomhed. Når man inddrager sit barn i daglige gøremål, slår man flere fluer med ét smæk. Forælderen laver noget fornuftigt sammen med sit barn, og barnet lærer, at der er brug for det (at det udfylder en vigtig plads i familien og tilværelsen), den voksne sparer tid (altså på sigt, når barnet bliver ældre), barnet lærer nogle praktiske færdigheder – og du bliver mindre stresset.
Hvis man behandler sit barn som en forkælet møgunge – så bliver barnet på et tidspunkt en forkælet møgunge. At behandle sit barn som en konge eller dronning, er lige så skadeligt. Beskrivelsen curling-børn har tidligere været anvendt. Børnene er blevet vænnet til, at alting klares for dem – i overført betydning fejer forældrene foran børnene, så deres vej bliver så let og ukompliceret som muligt. Det er imidlertid kortsigtet misforstået omsorg og lige så slemt, som hvis man havde slået sit barn.
Vende indad og udad
Hvad risikerer du selv som forælder, hvis det kører skævt? Hvis man, for at beskytte sit barn, selv knokler rundt i huset, mens det (halvstore og store) barn sidder foran en computer- eller TV-skærm, risikerer forælderen at bygge negative følelser op, som på et tidspunkt kan kulminere med vrede, afmagt og udbrændthed. Forælderen kan også vende det indad og ødelægge sig selv indefra (med fx uhæmmet celledelingsproblematikker). Begge dele afkoder barnet ubevidst, og vil bruge i sin voksentilværelse. Hvor hensigtsmæssigt er det? Næppe en ønskesituation.
ADHD
En af mine bekendte arbejdede med elever, som var blevet diagnosticeret med ADHD. Han fortalte mig, at han var frustreret over sine dårlige resultater. Han havde gået på alverdens kurser og prøvet alt muligt, men lige meget hjalp det. Han havde fx taget en af sine elever, sat ham stille og roligt ned, og omhyggeligt forklaret ham noget om matematik, men drengen var lige urolig og ”umulig”.
Jeg blev temmelig forbavset over at høre dette. Blandt andre Steve Plog har præsenteret for følgende metode: ADHD-børn kan kapere masser af information i et højere tempo end børn uden ADHD. Forestil dig, at en person taler til dig mmeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeggeeetttt llllaaaaaaaaannggg-sssoooooooommtt. Enerverende, ikke? Man bliver rastløs og ukoncentreret, når noget får for langsomt. Med ADHD-elever skal der fart på, og der må gerne foregå flere ting på én gang. Men det havde den omtalte lærer ikke lært noget om. Han var skeptisk overfor modellen. Han havde ikke fantasi til at forestille sig, at han kunne undervise på en helt anden måde, end dén, han i første omgang havde lært. Mange mennesker er fastlåst i det, de oprindeligt har lært.
Desværre bliver det mere og mere almindeligt, at man behandler en ADHD-person medicinsk, i stedet for at løse problemerne med årsagsbehandling. Og er der ikke en tendens til, at flere og flere får en diagnose? Hvorfor mon?
Her er en liste, over mennesker, som har eller har haft ADHD
- Kunstnere: Salvador Dali, Pablo Picasso, Vincent Van Gogh
- Komponist: Wolfgang Amadeus Mozart
- Entreprenører og forretningsfolk: Andrew Carnegie, Henry Ford
- Opdagelsesrejsende: Christopher Columbus
- Entertainere og musikere: Jim Carrey, Steve McQueen, Jack Nicholson, Elvis Presley, Justin Timberlake, Robin Williams
- Opfindere: Alexander Graham Bell, Thomas Edison, Benjamin Franklin
- Fysiker: Albert Einstein
- Politikere: John F. Kennedy, Abraham Lincoln
…og mange flere. Jeg selv har også ADHD – i en mild grad. Men det er en af grundene til, at jeg blandt andet har kunnet skrive denne bog plus alle de andre ting, jeg gør.
Tilbud til unge
Jeg talte med en af min bekendte, der mente, at der i dag var for få tilbud til de unge. De kedede sig. Jeg argumenterede for, at de kedede sig for lidt. For at blive kreativ og selvansvarlig, er det nødvendigt at kede sig en gang imellem.
Desværre har kreativiteten i nogen tilfælde taget en uheldig retning i form af kriminalitet, men også dette er 100 % forældrenes ansvar. Vold og kriminalitet kan under ingen omstændigheder tørres af på samfundet, naboen, generne, kommunen eller andre. Hvis forældrene var bedre uddannede med hensyn til børneopdragelse, og var gode rollemodeller, ville deres børn ikke komme ud i kriminalitet. Men disse forældre har ikke helhjertet og ansvarligt søgt hjælp. Det er ikke nok at henvende sig til kommunen og så læne sig tilbage og forvente, at andre tørrer op efter en. Det er ikke at tage ansvar. De har ikke sat sig ind i basale psykologiske samværsformer. Måske har de håbet på, at det nok gik, bare autopiloten var sat til.
Ud fra de forudsætninger de har, gør alle deres bedste. Men hvad de mærker, er konsekvenserne af deres valg.
Sur eller glad
Jeg spurgte en 10-årig dreng: ”Hvad vil du helst have? En sur mor eller en glad mor?” Det var han ikke i tvivl om. Så sagde jeg: ”Hvorfor gør du så ting, der gør din mor sur, som fx at ignorere hende, når hun beder dig om noget?”. Den tydelige italesættelse af omstændighederne ændrede hans adfærd, og familiesamværet blev forbedret.
En af de bedste bøger, jeg har læst om børneopdragelse, er Jesper Juul’s Dit kompetente barn. Den kan varmt anbefales. Der skriver han blandt andet, at tidligere bestod børns opdragelse i at korrigere og kritisere børnene, når de opførte sig forkert. Filosofien gik i sin folkelige praksis ud på, at forældrene fortalte barnet, hvor forkert det i en given situation var, og episoden ansås for at være bragt til en frugtbar afslutning, når barnet enten indrømmede at være forkert eller viste andre tegn på oprigtig anger. Idéen var, at hvis de voksne kunne få børnene til at føle sig rigtig alvorligt forkerte, så ville de forbedre sig. Desværre har mange børn bragt denne erfaring med sig ind i deres arbejdsliv og parforhold, med deraf følgende smerter, frustrationer og skilsmisser.