Parforhold parterapi

Udfordringer i parforholdet

dreamstimelarge_15567823I denne artikel vil du blive introduceret til nogle af symptomerne og årsagerne til problemerne. For at håndtere udfordringerne starter det med bevidstgørelse af det, der gør ondt:
• Har du oplevet ubehagelige situationer og følelser sammen med din partner, som lige forinden var din elskede?
• Er det ensomhed, eller er der opslidende skænderier, som tærer på kræfterne?
• Føler du dig forladt og frustreret?
• Er der omstændigheder i andre dele af dit liv, som påvirker dig negativt? Din job-, bolig- eller økonomiske situation?
• Hvordan påvirker din parforholdssituation resten af dit liv?
Her er nogle typiske krisetegn:
• Kritik, beskyldninger og nedgøring (de tre udtryk “du”, “altid” og “aldrig” i flæng)
• Foragt for den anden, afsky, kynisme, sarkasme, skældsord, latterliggørelse, snerren, vrissen og lignende
• Forsvar (“Det er ikke min skyld, men din skyld”)
• Stenmur, det vil sige kontakten afbrydes
• Det hvide flag ignoreres af den anden part
• Fortiden ses i et negativt skær
• Ingen sex med hinanden
• Børnene har problemer, både adfærds- og helbredsmæssigt
• Der leves parallelle liv uden kommunikation med hinanden
• Ingen selvansvarlighed
• Man befinder sig mest ovre på den andens “banehalvdel” (jeg beskriver dette mere detaljeret senere om tennisspillet)
• Ingen tillid, tryghed eller respekt for hinanden

Hvis du oplever et eller flere af disse tegn, er der formentlig noget galt, og det er tid at gøre noget ved det. Ellers kan situationen og parforholdet risikere at blive værre og værre.

Kriser mellem to mennesker, der lever så tæt sammen som i et parforhold, er uundgåeligt. Også i sunde og normale parforhold opstår der gnidninger. Spørgsmålet er, hvordan I håndterer kriserne.

Uanset krisens omfang har du til hver en tid chancen for at gøre noget ved det og rette op på ubalancen. Det kommer udelukkende an på, hvad I gør, hvad I kan blive enige om, og hvordan I tackler omstændighederne.

Kommunikation
Kommunikationen er altafgørende for et godt parforhold. Dårlig kommunikation kan skabe misforståelser, utryghed og andre ubehagelige følelser.

Vi har i dag masser af måder vi kan kommunikere med hinanden på, fx smartphones, Skype, e-mails, sms’er, sociale netværk – og selvfølgelig samtalen. Men mange mennesker undlader at kommunikere regel-mæssigt, eller de kommunikerer uhensigtsmæssigt, når de endelig forsøger.

Mænd og kvinder bruger forskellige sprog, som kræver en oversættelse. Hvis man ikke er opmærksom på dette, kan man komme til at såre hinanden helt unødigt.
Første skridt til at forbedre kommunikationen er at erkende, at der er et problem. At blive bevidst om, at der er misforståelser og mistolkninger. Bevidsthed er et godt og solidt fundament at bygge en god og konstruktiv kommunikation på.
Dernæst skal man lære at kommunikere. Det gøres ikke bare ved at vide, at man skal kommunikere. Kommunikation er som et helt nyt sprog, der skal læres – fx i parterapi, hvor en professionel kan analysere og styre samtalen, så den bliver hensigtsmæssig, tydelig og respektfuld. Der er nogle bestemte kommunikative regler, der skal læres og følges, for at man kan få succes med kommunikationen i parforholdet. Jeg kommer mere ind på, hvad I kan give hinanden i kapitlet om kærlighedssprogene.

Rollefordelingen i familien
Er manden tilstrækkelig mand, og er kvinden nok kvinde? Får børnene lov til at være børn? Er forventningerne til hinanden skredet siden forelskelsen sluttede, og efter at der er kommet børn? Kører der ubevidst nogle spil, som har dybe rødder tilbage til det, vi i vores barndom lærte om parforhold, da vi kiggede på vores forældre og vores kammeraters forældre? Det ses ofte, at den ene part har påtaget sig alle de tunge roller, og derefter føler sig overbebyrdet, mens der ikke er noget tilbage til den anden. Læs mere om dette senere i bogen om moderskabet og lederskabet i familien.

For få fælles interesser og ønsker
Et forhold kan have svært ved at vare ved, hvis der ikke er nogen fælles-træk, der kan opleves sammen. Fysisk attraktion er vigtig, men I er også nødt til at gøre ting sammen for virkelig at nyde hinanden, år efter år i lykke og harmoni.
Det fællesskab, der holder et parforhold sammen, kan være hvad som helst: At komme ud en aften til middag og dans, tid på idrætspladsen, hvor I hepper på jeres barn, ferier jer to alene sammen osv. Find en række ting, der kan lime jer sammen, så I føler jer opfyldt og elsket af hinanden.

Utroskab
Utroskab er et symptom på, at noget (andet) er galt. At der mangler noget i parforholdet. At den ene part (eller begge) ikke føler sig opfyldt. Utroskab er alle tre parters ansvar. Det er ligegyldigt om det er et enkelt sidespring eller et længerevarende følelsesmæssigt engagement. Slutresultatet kan være ødelæggende for samtlige involverede.

Det er vigtigt at komme ind til årsagen, og ikke bare behandle symptomerne. Begge parter skal være indstillede på at gøre forholdet så stærkt som muligt. Selv efter et sidespring er dette muligt – afhængigt af måden problemet bliver håndteret på.
Allerbedst vil det være, hvis man afstemmer fælles værdisæt med sin partner, inden man følger sine lyster, begær og drifter med et sidespring. Man skal kunne tale om, at der må være noget, der halter i parforholdet. På den måde kan man i god tid rette op på manglende intimitet, samhørighed og tillid.

Ligegyldighed over for forholdet og fremtiden
Et forhold i krise kan også være forårsaget eller kompliceret af tilsyneladende ligegyldighed – måske fordi I tager hinanden for givet. Dette har sine grunde, som ligeledes er begge parters ansvar. Det er altid svært at afgøre, hvordan problemerne begynder, men der skal “to til tango”. Det, at gøre ingenting, kan være lige så provokerende for partneren, som en aktiv aggressiv handling. Nogen griber til vold, mens andre bruger resignation. Slutresultatet kan i begge tilfælde blive det samme. Hvis du føler dig tilsidesat og ignoreret af din partner, bliver du efterhånden passiv. Det samme sker, hvis du hele tiden bliver rettet på. Det er helt naturligt.

Håndtering af kriserne
Et forhold i krise behøver på ingen måde at være afslutningen på forholdet.
Det hele ligger i, hvordan du og I reagerer på krisen, så vær forberedt, når den rammer. Gør klar til at grave dybt i jeres relation og arbejde jer igennem problemerne. Eventuelt sammen med en psykolog eller parterapeut. Hvis det havde været let at håndtere selv, havde I jo nok gjort det for længst. Derfor må I regne med, at det vil kræve store ressourcer og tålmodighed at komme op af det hul, I selv har gravet jer ned i. Selvfølgelig kan det lykkes. Det er blot et spørgsmål om at vide hvordan.

Her er et dilemma, du kan tænke lidt over:
Du har jævnligt udfordringer med din partner, og samtidig er problemerne på jobbet taget til. Du føler dig stresset, men der er mange krav fra flere sider. Egentlig har du lyst til at tage ud på en øde ø en uges tid eller mere. Hvad gør du?

.

 

Bøger om parforhold
7 vaner Frihed med bedre parforhold Partner for livet
Følg på de sociale medier
Videoer
Klik her for at se en række videoer med eksempler på parterapi
Gratis uddrag fra bogen


Gratis bog, checklister, tips og nyheder.

New Graphic