Parforhold parterapi

Min søsters børn

Jeg har lige set omkring ti minutter af filmen “Min søsters børn i sneen”. Min familie zappede rundt, og vi dumpede lige ned i den. Jeg må indrømme, at jeg er rystet over, hvad jeg så.

minsøstersbørnEr det mon blot tidstypisk, at mændene er hjælpeløse og dumme, og kvinderne er intrigante og dominerende? Det er i hvert fald ikke en film, at min datter, Sofia på fire år, kommer til at se før om rigtigt mange år. Jeg mener, at den er totalt uegnet for børn.

En film bliver produceret for at tjene penge – på samme måde som en politiker siger noget, der kan give stemmer. Både film og politik dækker et aktuelt behov. Ellers ville det ikke kunne betale sig. Jeg bekymrer mig imidlertid meget for den høje skilsmisseprocent, de mange dårlige fungerende parforhold, og alle de børn, der mistrives, fordi mor og far ikke kan finde ud af det sammen. Film er blot et symptom på vores problemer. Vi kan ikke løse problemerne ved at forbyde film som ”Min søsters børn”, men jeg kan derimod tage ansvar for mit (og min families) liv, ved fx at opdrage mine børn, spise sundt, dyrke motion, beskæftige mig med fornuftige ting, være opmærksom (især på mine relationer), og i det hele taget undgå for lidt eller for meget af noget som helst…

Ingen ansvarlige forældre lader heller deres børn se porno- eller volds-film. Det kan vi nok hurtigt blive enige om. Men jeg tror, at det er vigtigt, at vi er kritiske for, hvad vi indtager. Det gælder både fysisk og psykisk. Det er jo ikke ligegyldigt, om man lever af pizza og cola, også selv om man er klar over, at det nok ikke er så godt for helbredet. ”Det gør ikke noget, at jeg spiser junkfood og slik, for jeg dyrker masser af motion”.

På samme måde vil det, vi ser og hører, også påvirke os på en eller anden måde. Vi er et produkt af de input, vi modtager. Både psykiske og fysiske. Vores valg afgør de konsekvenser, vi oplever.

Jeg mener, at film af typen som ”Min søsters børn” har samme indflydelse på vores psyke, som sukker har på vores krop. Det føles umiddelbart dejligt og smager godt. Vi kan indtage i massevis – men på sigt er det ødelæggende. Børn har ikke opbygget nogen grænser i denne retning, men kan spise/se uanede mængder ”sødt”. Det er vigtigt, at vi som voksne har overblikket og tager vores ansvar som forældre alvorligt. Min holdning er, at det er vigtigt, at vi som forældre sætter rammerne for vores børn, og at de kan udfolde sig frit inden for disse rammer. De små børn skal opdrages. Når de bliver teenagere, skal de coaches. Og de helt store børn (der er flyttet hjemmefra) skal vi lade være i fred.

dreamstimemaximum_22899583Et syv-års barn skal behandles som et syv-års barn, osv. Nogle mennesker har misforstået deres rolle, når de behandler deres børn som jævnaldrende venner og fortrolige – eller de behandler deres ægtefælle som et lille barn… Begge dele kan i høj grad give alvorlige konsekvenser for henholdsvis børnene og parforholdet.

Spørgsmålet er, hvor vide rammerne skal være for børnene. Det kan sammenlignes lidt med rammerne i et vindue. Hvis de er for store, fx 10×10 meter, og glasset kun er 5 mm tykt, vil ruden være meget skrøbelig og sårbar. Hvis en fugl flyver ind i dette vindue, eller det blæser bare en lille smule, vil det knuses. På den anden side vil for snævre rammer forhindre lyset i at komme ind. Et gammelt mundheld siger, at for lidt og for meget fordærver alting.

Vi har alle sammen nogle psykiske filtre, der forhindrer os i at se objektivt på hændelser og personer. Også forældre har det i forhold til deres børn. Det er der ikke noget i vejen for. Det er et livsvilkår for os alle. Det bedste, man kan gøre, er at være bevidst om sine filtre, og nysgerrig på at tingene også kan forholde sig på en anden måde. Man må ikke være bange for at udtrykke sin mening, samtidig med at man har respekt for andres. Børnene bruger os forældre som rollemodeller og boksebolde. Vi skal ikke være køns- og menings-løse, for så er rammerne for vide.

Opdragelse af de små børn mener jeg er særdeles nødvendigt. Min datter på fire år er MEGET selvbevidst, men derfor lader jeg hende ikke selv eksperimenter med skarpe knive eller underlødig mad. Samtidig har hun brug for at lære at tage hensyn til andre. Skolelærere taler om, at mange børn aldrig har lært at leve i relation med andre på en ordentlig måde, men har en meget egoistisk adfærd. Det mener jeg er tegn på mangelfuld opdragelse. For vide rammer. For lidt struktur. Der er som udgangspunkt ikke noget i vejen med børnene. Det er derimod det input og de rammer, de har fået, der kan være noget i vejen med – og der peger pilen altid på os forældre!

KierkegaardSøren Kierkegaard sagde: ”Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds.” Hvis man oplever, at ens teenagere er helt umulige, er det med stor sandsynlighed respons på de valg, man traf i forbindelse med børneopdragelsen af dem, da de var små.

Ingen opdragere er fejlfri. Det handler bestemt ikke om ikke at begå fejl. Hvis man gør alting perfekt, er det i sig selv en KÆMPE fejltagelse. Tænk på det kolossale pres, det ville lægge på børnene, om at de SELV skal være fejlfri.

At gøre noget dumt første gang er ikke en fejl. Derimod er det at gentage denne dumhed ikke blot dumt. Det er også en fejl. Når man gør noget dumt eller uhensigtsmæssigt, eller kommer til at overskride nogens grænser, er det vigtigt at kunne erkende og undskylde det.

Det er ikke selve problemet, der er problemet. Det er derimod måden, vi håndterer problemet på, der er det store problem.

Det er ikke ligegyldigt hvad vi fylder os med, hverken fysisk eller psykisk. Alting har konsekvenser – uhensigtsmæssige eller hensigtsmæssige. Vi bliver hele tiden påvirkede af det, vi oplever. Det har betydning for resten af vores liv. Det former os. Og en passende blanding af bolcherne er naturligvis bedst.

En sidste bemærkning: Lad være med at føle dårlig samvittighed over at læse denne artikel. Vi gøre alle sammen vores bedste. Og der er aldrig noget, der er for sent. Vis eventuelt dine voksne børn denne artikel. Så har de chancen for at vælge – og muligvis at gøre noget andet med dine børnebørn.
.

2 Responses to Min søsters børn

  • Frederik says:

    Du må da være fuldstændig væk man, haha, kan ikke andet end at grine over det her lange indlæg. Kan ikke se hvor du vil hen med det her. Hvad er det lige der gør at Min Søsters Børn i sneen ikke er en familie/børnefilm? Til grin

    • Tak for din kommentar. Ja, det er en familie/børnefilm, men der er nogle psykologiske undertoner i den, som kan have langsigtede konsekvenser.

      Et gammelt børnerim siger:
      Ring-a-ring o’ roses,
      A pocket full of posies,
      A-tishoo! A-tishoo!
      We all fall down

      Det kommer fra pesten i Europa, hvor man brugte blomster i lommerne for at holde sig raske. Men halvdelen af Europas befolkning døde alligevel (fall down). Mange engelsktalende børn synger verset uden at kende betydningen og meningen.

      Eller hvad med de mennesker, der bander og siger “Kræft æde mig”. Mon ikke også det betyder noget rent psykologisk at sige sådan en besværgelse ofte?

      Men selvfølgelig står det enhver frit for at vise sine børn, hvad man ønsker. Jeg er blot parterapeut, der forsøger at holde skilsmisseprocenten nede, og give folk et godt og lykkeligt parforhold.

Bøger om parforhold
7 vaner Frihed med bedre parforhold Partner for livet
Følg på de sociale medier
Videoer
Klik her for at se en række videoer med eksempler på parterapi
Gratis uddrag
fra en af mine bøger


Gratis bog, checklister, tips og nyheder.

New Graphic