Parforhold parterapi

Bevidsthed om velstand og parforhold

– Hvad har parforhold og indtjening i selvstændig virksomhed med hinanden at gøre?
– Hvor er lighedspunkterne?
– Hvad kan de to (vidt?) forskellige områder lære af hinanden?

I denne artikel vil jeg først beskrive principperne bag økonomisk overskud og finansiel frihed. Dernæst vil jeg drage paralleller til kærlighedslivet og parforholdet.

Økonomi

Forskellen mellem rige og fattige mennesker er, at når de rige tjener penge, investerer de dem, og afkastet fra denne investering er, hvad de lever af i det daglige.

Når fattige mennesker tjener penge, lever de af de penge, de har tjent.

Om man er rig eller fattig har ikke noget at gøre med indtjeningens størrelse. Det har derimod ens holdning og indstilling. En person med lav indkomst, kan føle sig mere rig, og have flere penge mellem hænderne, end en person med høj indkomst, som bruger alle sine penge og måske flere til.

De fattige er tvunget til hele tiden tjene penge, for at have til dagen og vejen. Hvis man altid bruger det, der er, skal man hele tiden knokle, for at få enderne til at nå sammen.

Rige

De riges overskud er selvsupplerende, og derfor er de rige. De lader pengene arbejde for sig, i stedet for at de arbejder for penge, hvilket af mange er selve definitionen af frihed. Og lad mig igen understrege, at dette intet har at gøre med hvor mange penge man tjener eller har.

I bogen ”Frihed – med residual indkomst” beskriver jeg principperne bag dette. Enhver kan gøre det. Det er blot et spørgsmål om at vide hvordan…

Hvis man vinder en stor gevinst i Lotto, sætter pengene i banken, og bruger renterne fra indestående til at leve for, så bliver det ved med at være sjovt. Det er en form for residual indkomst. Det stopper aldrig – fordi man er rig.

Man kan også vælge at investere sin Lotto-gevinst i en business, som kaster penge af sig. Dog er dette mere risikabelt – hvis man ikke i forvejen har sat sig grundigt ind i, hvordan man driver forretningen. Begge disse to eksempler er hemmeligheden bag rigdom og økonomisk overskud.

Hurtig-rige

Der er ikke noget i vejen for lynhurtigt at blive velhavende, men der er visse livsregler, der skal følges, for at man ikke senere risikere at havne i et dybt hul, hvor økonomien er endnu værre, end før man erhvervede sig de mange penge.

Det viser sig nemlig, at når man vinder rigtigt mange penge i Lotto, eller pludselig bliver meget velhavende på en enkelt forretning, forstærkes og forstørres de udfordringer, men i forvejen havde. Og de kan blive så store, at de bliver til virkelige mega-problemer.

Tryghedszonen

Vi befinder os alle sammen så vidt muligt i vores tryghedszone mellem at have det godt og skidt. Hvis vi bevæger os udenfor tryghedszonen – enten at vi får det meget bedre eller ringere, end vi har det inde i selve zonen – vil vi gøre, hvad vi kan, for at komme tilbage til det velkendte. Se www.parforhold-parterapi.dk/trygheds-zone

Hvis man pludselig har tjent en masse penge, og begynder at bruge af formuen til forbrug, kan det give helt uforudsete problemer. Man får sig måske nogle dyre vaner og høje forventninger til privatforbrug, og når pengene på et tidspunkt er sluppet op, står man med et problem, man ikke havde, før man blev formuende. Det er her, nogen ny-rige kommer rigtigt galt af sted.

Der er en lovmæssighed, som skal følges, hvis man vil undgå at falde for dybt. Det handler om at flytte sin bevidsthed og holdning til, at man bliver ved med at generere penge, når man har fået nogen. At man ikke bare lader stå til, og bruger løs af det, der er.

Kærlighed

dreamstimesmall_19917229Det er nøjagtigt det samme, der gør sig gældende i kærlighed og parforhold.
Der er de mennesker, der har det let med relationer og kærlighed, og lever et liv i Flow – og så er der dem, der må kæmpe sig vej igennem junglen, skridt for skridt.

Når man vælger at leve i et parforhold, forstærkes og forstørres de udfordringer, man måtte have i forvejen.

Man kan vælge at gøre noget, der genererer endnu mere kærlighed og samhørighed, i stedet for bare at bruge løs af det, der er.

I forhold til sin partner, er man selv lagkagen med sine følelser, tanker og handlinger. Partneren er flødeskummet ovenpå. Hvis man tror, at det forholder sig omvendt, kommer man på et tidspunkt til kort, med smerte og skilsmisse til følge.

Når man indleder et parforhold, er der normalt rigeligt med forelskelse og kærlighed. Man kan bruge løs af den, og det er tilsyneladende uden ende.

Det er her, at man enten kan bruge det, man har fået, eller man kan vælge at arbejde på at få et overskud, og bruge af det. Det er, hvad jeg mener med ”flødeskummet”. Man skal skabe en basis i den måde, man selv er på. Aldrig at tage sin partner for givet.

Hvis man fortsat bare bruger løs af sin partner efter den første forelskelse er overstået, kan det gå galt. Det kan ende med skilsmisse, fordi man ikke er klar over, at kærligheden skal gen-investeres og vedligeholdes.

Ligesom med økonomisk rigdom, kræver et godt kærlighedsliv også en bestemt måde at tænke på, nemlig kun at bruge af overskuddet, og ikke af selve kapitalen. Dette gøres med fx nærvær(d), opmærksomhed, nysgerrighed, anerkendelse, stolthed, romantik, erotik og personlig udvikling (eksempelvis vedligeholdende parterapi).

Stilling og status

Jeg vil her bruge en anden analogi, for at beskrive, hvad jeg mener med forskellen mellem karriere og kærlighed.

Der er tre faser i tilværelsen: 1) ansat (Barn eller Single), 2) funktionær (forelsket og på date) og 3) selvstændig (i fast forhold).

Hvis man vælger at gå fra at være ansat til at være funktionær, er det lidt ligesom at gå fra singlelivet til at blive forelsket og få sig en kæreste.

Næste trin er som at blive selvstændig, hvilket svarer til at indlede et fast forhold, hvor man flytter sammen. Her kan man ikke bare ”hvile på laurbærbladene”. Man skal som selvstændig passe kunderne og justere kursen. Hvis man ikke tilpasser sin strategi til markedet, forsvinder forretningsgrundlaget og kunderne.

Enhver kan få sig et momsnummer og starte selvstændig virksomhed, men at vedligeholde og udvikle forretningen for at undgå at gå konkurs kommer ikke af sig selv. Du må gøre noget aktivt og strategisk.

Som ansat (Barnet og singlen) får man udbetalt sin løn hver måned – næsten uanset hvad der bliver produceret. Man bliver på de fleste arbejdspladser betalt for den tid, man er der – ikke for en eventuel værdi, man frembringer. Mange ting kan slet ikke værdisættes i forhold til kunder, fx kantinepersonalets arbejde.

Som selvstændig bliver man kun betalt for den værdiforøgelse, man er i stand til at skabe for andre mennesker. Ingen betaler en selvstændig for i timevis at sidde og nørkle med sin hjemmeside. Som kunde betaler man udelukkende for det produkt eller den service, man får. Hvis kunden ikke er tilfreds med produktet eller serviceydelsen, går vedkommende bare til en anden leverandør. Det er derfor, at kundeloyalitet er så vigtigt. Kunden kan finde sig i meget, inden han bliver så utilfreds, at han vælger en anden leverandør/forretning. Jo mere loyalitet, jo mere finder man sig i.

Det samme gælder for parforholdet. Som barn og single har man ingen forpligtelser. Som forelsket på date er det mere alvorligt, men stadig uforpligtende. Hvis man i parforholdet gør en indsats, for at opbygge loyalitet og samhørighed, giver man ikke op og lader sig skille, når der helt sikkert hen ad vejen opstår problemer.

Forskellen

Hvis man forventer, at ens partner bare leverer ved kasse #1 hver måned, kan det gå rivende galt. ”Leveringen” kunne være kærlighed, omsorg, opmærksomhed, sørge for børnene, sørge for en indkomst til familien, nærvær osv. Hvis man tror, at det kommer af sig selv, har man en barnlig, irrationel og forkælet adfærd.

Selv om du fik forærende eller vandt rigtigt mange penge – eller blev forelsket og gift – kan du risikere at det ikke ændrede på din situation i et større perspektiv. Den holdning og indstilling, som du i første omgang havde, der skabte din mangeltilstand, gæld, underbetalte job, helbredsmæssige udfordring, single-tilværelsen, ensomheden eller skilsmisserne, vil hen ad vejen bringe dig tilbage på samme niveau som før. Kun hvis du arbejder med dine overbevisninger, og dermed løfter din tryghedszone opad, vil ændringen være vedvarende.

Parterapi handler om at hæve tryghedsbåndet, således at man oplever en forbedring af livet, der er vedvarende. At de gode dage bliver bedre, og at de dårlige ikke er så dårlige endda. Det optimale ville være, hvis man efter et stykke tid mærker, at en dårlig dag er bedre, end en god dag var, før man startede med parterapien og den personlige udvikling.Læs mere på www.parforhold-parterapi.dk/trygheds-zone

Ingen kan tvinge andre op eller ned i personlig udvikling. Mennesker vil som en elastik hoppe tilbage i deres komfort-zone, hvis forandringen går for stærkt. Man skal selv have motivationen, incitamentet og tiden til at flytte ”båndet” af komfort opad.

Dette gælder både større lykke, mere frihed, bedre relationer, økonomisk velstand, godt parforhold, velfungerende børn m.m.

Jeg har adskillige eksempler på dette fra mit eget liv. Et af dem er, at jeg for mange år siden i 10 år havde en gæld på 100K, som jeg ikke kunne slippe af med – før jeg begyndte at arbejde med mig selv og mine overbevisninger om gæld og økonomi. Så forsvandt gælden, og jeg har ikke haft underskud siden. Det samme gjorde sig gældende med parforhold. Først da jeg arbejdede intenst med mine overbevisninger, ændrede jeg min tilværelse fra at være single med skiftende kærester, til at leve i et lykkeligt parforhold med barn.

At lære det

Alting går så hurtigt i dag, at mange ikke har haft chancen for at lære, hvordan man lever ordentligt i et parforhold. I skolen bliver der primært fokuseret på at uddanne produktive lønmodtagere. Der er ikke meget fokus på selvstændig virksomhed, økonomi eller parforhold. Det må den enkelte elev selv finde ud af hen ad vejen – hvis han eller hun ikke har lært det hjemmefra. Og med alle de sammenbragte familier, vi ser i dag, kan det være svært.

For at man kan få sig et godt (arbejds)-liv og parforhold, er der nogen grundregler og færdigheder, der bør læres. Vi vælger selv hvornår vi vil lære det, hvor vi vil lære det, og af hvem vi vil lære det.

Heldigvis er det aldrig for sent at gøre noget ved det.

.

One Response to Bevidsthed om velstand og parforhold

  • Jesper says:

    Jeg er enig med artiklen. Godt skrevet.
    Business og parforhold er i høj grad begge baseret på samme principper.

Bøger om parforhold
7 vaner Frihed med bedre parforhold Partner for livet
Følg på de sociale medier
Videoer
Klik her for at se en række videoer med eksempler på parterapi
Gratis uddrag fra bogen


Gratis bog, checklister, tips og nyheder.

New Graphic