Parforhold parterapi

At slå på sine nærmeste

Alle voksne, der slår børn, er selv på et tidspunkt som små blevet slået. Uden nogen sammenligning i øvrigt har alle pædofile på samme måde også selv været udsat for seksuelle overgreb, da de var barn. Samtidig betyder det ikke, at fordi man er blevet slået eller været udsat for et overgreb, gør man det automatisk som voksen. Men hvis man aldrig er blevet slået som barn, slår man ikke selv sine børn.

Når vi fødes, er vi kun i stand til at gøre meget få ting helt af os selv, fx at blinke, synke og gribe. Resten er tillært. Alt hvad vi gør og tror, er noget, vi har lært af andre.

Hvorfor bruger så mange forældre fysisk afstraffelse, selv om de egentlig godt ved, at det ikke er så godt, og at det samtidig er ulovligt? Det er der flere grunde til.

For det første er det trygt og velkendt for den voksne, fordi det er hvad man selv har lært. Monkey see, monkey do.

For det andet er det et urinstinkt ved trusler enten at gå til angreb (eller flygte eller ligge som død). Det er så nærliggende og let at gribe til skæld ud og fysiske reflekser, når vi oplever en trussel af en eller anden art. Den følelsesmæssige del af vores psyke overtager styringen og undertrykker dermed vores rationelle tænkning. Når den fysiske afstraffelse af børn er ekstrem, som fx at barnets hoved holdes nede i toiletkommen, mens der bliver skyllet ud, er det sjældent fordi barnet har gjort noget farligt til skade for sig selv eller andre – rent bortset fra forældrens ego, der er blevet alvorligt truet.

For det tredje er der en healing i at gøre noget ved andre, som er blevet gjort ved en selv. Man heler sit eget sår med den samme type overgreb, man selv har været udsat for. Det er naturligvis ikke OK, men altså en normal psykologisk forsvarsmekanisme. På samme måde ses det også tit, at mange finder en ny partner, der fx er voldelig eller alkoholiseret som de foregående – meget lig den af den voksne, man gerne vil ændre sin erindring om. Men det er naturligvis en uhensigtsmæssig måde at forsøge at ændre den oplevede fortid på.

Hvis man er et modent overskudsmenneske med høj intelligens, stor ansvarlighed og selvansvarlighed, samt i balance med sig selv og med overblik over sit liv, vil man ikke slå nogen. Hvis man derimod er det modsatte på et eller flere af punkterne, kan man være tilbøjelig til at ty til fysisk afstraffelse, når argumenterne ikke er tilstrækkelige til at få barnet til at ”makke ret”.

Kan man overhovedet opdrage konstruktivt med tæsk og afstraffelse?
Som illustration af dette vil jeg fortælle en historie, der bliver brugt på psykoterapeut-uddannelserne som et konstrueret eksempel: En mor syntes, at hendes to sønner bandede alt for meget. Hun anede ikke, hvad hun skulle stille op og kontaktede derfor en adfærdspsykolog. Han lyttede til hendes udfordringer og anbefalede hende derfor, at første gang hun efterfølgende hørte en af sønnerne bande, skulle hun stikke ham en lussing. Moderen var lidt beklemt ved det, men indvilligede i at gøre det, fordi det jo var en ekspert, der havde givet hende rådet (husk nu, at det er et konstrueret eksempel…)

Næste morgen siger en af drengene: ”Giv mig for helvede marmeladen.” Moderen rejser sig op og stikker ham en lussing. Der bliver helt stille rundt om bordet, indtil den anden dreng spagfærdigt siger: ”Det var sgu godt, at jeg hellere vil have honningen.”

Dette eksempel viser, at straf rammer vilkårligt og ikke kan styres. Man kan godt vinde krigen med straf, men hvad hjælper det, hvis man efterfølgende taber freden?

Straf støder fra sig, hvorimod belønning tiltrækker. Roses en adfærd, og det føles godt for modtageren, sker der med stor sandsynlighed en gentagelse af denne adfærd. Dette gælder både i forhold til børnene, men også i parforholdet med ægtefællen. Imidlertid er belønning en langsommelig proces med en forsinket positiv konsekvens, hvorimod straf giver resultater lige med det samme. Derfor er straf så udbredt.

Grunden til, at det er nødvendigt at lovgive om fx fysisk afstraffelse, er fordi de mennesker, der føler, at straf er vejen frem i børneopdragelse, typisk er dem, der har det laveste selvværd, de færreste ressourcer og den laveste intelligenskvotient, og dermed sjældent har overskuddet til at ændre en adfærd eller holdning. Vores børn spejler os til mindste detalje, så hvis vi vil lære noget om os selv, skal vi bare kigge på vores børn. Og hvis vi ikke bryder os om, hvad vi ser, kan vi føle os truet. Hvis man føler, at ”de andre” (herunder ens egen børn) opfører sig forfærdeligt, vil det derfor være en gode idé først at arbejde med sine egne dæmoner og overbevisninger. Resultatet af dette vil med stor sandsynlighed blive både godt og langvarigt.

.

 

Bøger om parforhold
7 vaner Frihed med bedre parforhold Partner for livet
Følg på de sociale medier